S. Pauli Epistle / til De Chorinter 2 7 1 VII.Capitel. DA efterdi vi hafve saadane Forjættelser / j Elskelige / saa lader os reense os self af all Kiødsens oc Aandens besmittelse / oc fuldende Hellighed / i Guds Fryct. 2 Annammer os: Vi hafve ingen giort uret / vi hafve ingen fordærfvit / vi hafve ingen forfordeelitt. 3 Jeg siger dette icke til ad fordømme eder: Thi jeg sagde tilforn / ad I ere i vore Hierter / til ad døø oc ad lefve tilsammen. 4 Jeg taler med stoor dristighed til eder: Jeg er opfylt med Trøsten: Jeg er ofverflødig i glæden / udi all vor Trængsel. 5 Fordi / ad der vi oc komme til Macedoniam / da hafde vort Kiød ingen roo / men vi vare allevegne trængde: Udvortis (var) Strjd / indvortis Fryct. 6 Men Gud / som trøster de Ringe / hand trøstede os formedelst Titi tilkommelse. 7 Men icke alleniste formedelst hans Tilkommelse / men ocsaa med den Trøst / som hand var trøstet med af eder / der hand forkyndede os eders forlengelse / eders Hylen / eders Nidkierhed for mig / saa ad jeg motte end meere glæde mig. 8 Thi om jeg oc giorde eder bedrøfvede med Brefvet / det fortryder mig icke / dog det fortrød mig. Thi jeg seer / ad om det Bref oc nogen stund bedrøfvede eder / 9 Saa glæder jeg mig (dog) nu / Icke der af / ad I blefve bedrøfvede / men and I blefve bedrøfvede til omvendelse / Thi I blefve bedrøfvede efter Gud / saa ad I icke i nogen maade sige Skade af os. 10 Thi den Bedrøfvelse som er efter Gud, giør omvendelse til saliggiørelse / som mand icke fortryder: men Verdens bedrøfvelse giør Døden. 11 . thi see / det samme ad J blefve bedrøfvede efter Gud / hvilcken fljd giorde det i eder / ja Forsvarelsde / ja Vrede / ja Fryct / ja Forlengelse / ja Njdkierhed / ja Hefn? I bevjste eder self i alle Ting / ad I ere reene i den Gierning. 12 Derfor / om jeg end skref eder til / saa er det dog icke skrefvit for hans skyld / som giorde uret / oc icke heller for hans skyld / som leed uret: Men for den sags skyld / ad vor sljd for eder / skulde blifve obenbar hoos eder / i Guds Aasiun. 13 Derfor ere vi blefvne træstede / ved eders Trøst: Men vi glædde os end ofvervettis meere / af Titi glæde / thi hans Aand er vederqveged af eder alle. 14 Thi dersom jeg end roosde noget om eder for hannem / er jeg icke beskæmmed. Men ligesom vi talede alle ting i Sandhed til eder / saa er oc vor roos for Tito blefven Sandhed. 15 Oc hand hafver dis ofverflødigere hiertelig villie til eder / naar hand tæncker paa alles eders lydighed / hvorledis I annammede hannem med Fryct oc besvelse. 16 Saa glæder jeg mig / ad jeg tør lide paa eder udi alting. |