Apostlienes Gierninger 27 1 XXVII.Capitel MEn der det var besluttet / ad vi skulde seyle der fra tiL Italien / da antvordede de en Høfvizmand ofver hundrede / ved nafn Julio / ofver Keyserens roode / baade Paulum oc nogle andre Fanger. 2 Men der vi traadde ind i et Adramyteniske Skib / ad vi skulde seyle hen ved Asiæ side / da foore vi ud / Oc Aristarchus / en macedonier af Thessalonice / var med os. 3 Oc anden Dagen komme vi til Sidonem. Oc Julius holt sig venlig mod Paulum / oc tilstedde hannem ad gaa til Venner / oc lade giøre sig til gode. 4 Oc vi foore der fra / oc seylede bort under Cypern / fordi ad Væjret var imod. 5 Oc vi seylede ofver hafvit / ved Ciliciam oc Pamphyliam / oc komme til Myra i Lycia / 6 Oc der fant Høfvizmanden ofver hundrede / et Skib af Alexandria / som seylede til Itralien / oc sætte os ind i det. 7 Men der vi seylede seenligen / i mange dage / oc komme neppeligen mod Cnidum / thi Væiret føyede os icke / da seylede vi fræm ud med Creta / hoos Salmonem / 8 Oc vi droge den besværligen forbj / oc komme til en sted / som kaldis Godhaun / der var den Stad Lasæa nær hoos. 9 Men der megen tjd var forløben / oc det var nu meere farligt at seyle / fordi ad Fasten var oc nu forgangen / da formanede Paulus (dem/) oc sagde til dem / 10 I Mænd / jeg seer / ad denne Seylaz vil skee med Modgang / oc stoor Skade / icke alleeniste paa Ladning oc Skib / men ocsaa paa vore Ljf. 11 Men Høfvizmanden ofver hundrede / troode Skipperen oc Styrmanden meere / end det som af Paulo blef sagt. 12 Oc der hafnen var icke beqvem til Vinterlag / da lagde de fleeste et Raad op / ad de vilde fare der fra / om de nogenlunde kunde komme hen til Phænica / ad ligge Vinterlag / hvilcken som er en hafn i Creta / mod Sudvest oc Nordvest. 13 Men der Søndervæjr blæste op / oc de meente / ad de hafde nu faaet deres Forsæt / da sloe de løøs / oc foore nærmere omkring ved Cretam. 14 Oc icke længe der efter / kom der mod den i et hastigt Væjr / som kaldis Nordost. 15 Men der Skibet blef forført der med / oc kunde icke opholde sig mod væjret / da gafve vi det ofver / oc drefve saa. 16 Men vi løbe under en liden Øø / som kaldis Clauda / oc kunde neppeligen faa fat paa Baaden. 17 Hvilcken der de hafde opdraget / brugte de Hielp / oc opbunde Skibet / oc som de fryctede / ad de skulde icke udfalde i Syrten / lode de Redskabet falde / oc drefve saa. 18 Oc der vi ljdde stoor Storm / kaste de den næste Dag for borde. 19 Oc paa den tredie Dag kaste vi ud med vore Hænder / Skibets redskab. 20 Men der hvercken Sool eller Stierner lode sig see i nogle mange Dage / oc icke en liden Storm hengde os ofver / Da var ald haabet / ad vi skulde frelsis / borte. 21 Oc der mand icke hafde ædet i lang tjd / da stood Paulus midt iblant dem / oc sagde / O j Mænd / mand burde ad hafve lydt mig ad / oc icke ad hafve seylet fra Creta / oc ad hafve værit qvjt for denne Modgang oc Skade. 22 Oc nu formaner jeg eder / ad j blifve ved et got Mood / thi der skal ingen Mands Ljf af os forkastis / mee aleene Skibet. 23 Thi ad denne Nat stood en Guds Engel hos mig / hvis jeg er / oc hvilcken jeg dyrcker / 24 Oc sagde / Fryct dig icke Paule / der bør dig ad stillis for Keyseren: Oc see / Gud hafver gifvit dig alle dem som seyle med dig. 25 Derfor j Mænd / værer ved got Mood / thi jeg troor Gud / ad det skal saa vorde / lige som mig er sagt. 26 Men os bør ad fare til en Øø. 27 Men der den fiortende Nat kom / oc vi drefve hid oc did i Adria ved midnat / da meene Skibsmændene / ad der var et Land nær mod dem. 28 Oc de kaste et Blylod need / oc funde tive Faune dyb / men som de vare komne lidet der fra / kaste de oc atter / oc funde femten Faune.) 29 Oc de fryctede / ad de maa skee fulde støde paa haarde ujefne steder / oc de kaste fire Anckere af Bagstafnen / oc ynskede ad det vilde vorde Dag. 30 Men der Skibsmændene søgte efter ad fly af Skibet / oc sætte Baaden need i Hafvit / oc lode som de vilde udføre Anckere af Forstafnen. 31 Da sagde Paulus til Høfvizmanden ofver hundrede / oc til Sktridsmændene / Dersom disse icke blifve i SKibet / da kunde j icke blifve frelst. 32 Da hugge Strjdsmændene Baaden løs / oc lode den falde ud. 33 Men dis imellem indtil det blef Dag / formanede Paulus alle / ad de skulde faa Mad / oc sagde / Det er i Dag den fiortende Dag / ad j hafve tøfvet oc icke ædet / oc intet taget til eder. 34 Derfor formaner jeg eder / ad j faae mad / thi der hør til eders velfært / Thi der skal icke falde et Haar af nogen eders Hofvit. 35 Men der hand hafde det sagt / oc hafde tagit Brød / tackede hand Gud / for alles Øyne / oc brødt det / oc begynte ad æde. 36 Men de blefve alle frjmodige / oc sfinge dem ocsaa Mad. 37 Men vi vare i Skibet / alle Siele tu hundrede halffierdesinds tive oc sex. 38 Oc der de blefve mætte / forlaassede de Skibet / kaste Kornet i Hafvet. 39 Men der det nu blef Dag / kiende de Landet icke. Men de blefve en Vjg var / som hafde en (stoor) Hafbræd / i hvilcken de vilde hafve drefvit SKibet hen / oc de hafde kundt. 40 Oc der de hafde taget Anckerne op / ofvergafve de (Skibet) for Hafvet / oc løste Rorbondene af / oc ophizede Raaen for Væjret / oc lagde til Hafbredden. 41 Men der vi falt ind i en sted / som hafde Hafvet paa baade sider / da satte de Skibet der / oc den fremmer Stafn Sanck i oc blef urørlig / men Bagstafnen slois sønder af Bølgeres mact. 42 Men det var Stridsmændenes Raad / ad de skulde ihielslaa Fangerne / ad der skulde icke nogen unkdomme / om hand svømmede bort. 43 Men Høfvizmanden ofver hundrede / som vilde bevare Paulum / forhindrede dem i dette Raad, Oc hand bød / ad de som kunde svømme / fkulde først kaste sig ud / ad undkomme til Landet / 44 Oc de andre svomme paa Fiæle / men somme paa nogle (stycker) af Skibet. Oc saa skeede det / ad de komme alle frelste til Landet. |