Esaiæ 51 1 Dette skeer eder af mjn Haand / J skulle ligge i Sorrig. LI. Capitel. HØrer mig / J som efterfølge retfærdighed / j som adspørge HERREN: Seer til den Klippe / af hvilcken J ere udhugne / oc tilbrøndens hull / af hvilcke J ere udgrafne / 2 Seer til Abraham eders Fader / oc til Saram som fødde eder / Thi Jeg kaldede hannem eene / oc velsignede hannem / oc formeerede hannem. 3 Thi HErren hafver trøstet Zion / hand trøster alle dens øde Stæder / oc giør dens Ørcken lige som lystelige urtegaaarde oc dens øde Marck / lige som HErrens urtegaard / der skal findis inde Fryd oc Glæde / Tacksigelse oc Lofsang. 4 Mit Folck merck paa mig / oc hør mig mit Folck / thi der skal en Lov udgaa fra mig / oc Jeg vil sætte mjn Ræt til Folckes Lius. 5 Mjn retfærdighed er nær / min Salighed er udgangen / oc mine Arme skulle dømme Folck / Øer skulle bie efter mig / oc tøfve efter min Arm. 6 Opløfter eders Øyne til HImlene / oc seer ned til Jorden / Thi Himlene skulle forgaa som en Røg / oc Jorden skal ældis som Klædet / oc dens Jndbyggere skulle hendøe som det / Men min Salighed skal blifve ævindeligen / oc min Retfærdighed skal icke fordærfvis. 7 Hører mig J som kiende Retfærdighed / Folck / i hivlckes hierte mjn Lov er / Frycter eder icke for et Menniskis forhaanelse / oc forfærdes icke for deres stænden. 8 Thi Møll skulle æde dme lige som Klædet / oc en Orm skal æde dem lige som uld / Men mjn Retfærdighed skall blifve ævindeligen / oc min Salighed stedze oc altjd. 9 Vaag op / vaag op / før dig i mact du HErrens Arm / vaag op / lige som i gamle Dage i fordum Tjd. Est du icke den / som hafver afhuggit den Hofmodige / som saargiorde Dragen? 10 Est du icke den som udtørrede Hafvet / den stoore Afgrunds Vand? Den som giorde Haffens dybhed til en Vey / ad de Gienløste ginge der igiennem? 11 Saa skulle HErrens Forløste vende om igien / oc komme til Zion med Fryd / oc ævig Glæde (skal være) paa deres Hofvet / De skulle faae lyst oc Glæde / (men) Sorg oc Suck skal fly (fra dem.) 12 Jeg / Jeg er den som trøster eder / hvo est du da ad du vilt frycte for et Menniske / som skal døø / oc for Menniskenes barn / som skal blifve som Høø / 13 Oc du forglemte HErren / som hafver giort dig / som udbridde Himmelen / oc grundfeste Jorden / Men du fryctede stedze den gandske Dag / for Fortrængernes Grumhed / naar hand tager sig for / ad fordærfve oc hvor (er) Fortrængernes Grumhed? 14 Den som gaar fanget heden i fremmed Sted / blef hastig ladt løs / oc hand skal icke dø i Grafven / oc hans Brød skal icke fattis. 15 Thi Jeg er HErren djn Gud / som adskiller Hafvet / ad dens Bølger bruse / HErre Zebaoth er hans Nafn. 16 Oc Jeg lade mine Ord i din Mund / oc skiulte dig under min Haands skygge / til ad plante Himle / oc ad grundfeste Jord / oc ad skige til Zion / Du est mit Folck. 17 Vaag op / vaag op / Stat op Jerusalem / Du som hafver druckit af HErrens Haand hans Grumheds Kalck / Du hafver druckit / ja udkryst den forgiftige Kalckis Bærme. 18 Der var ingen af alle de Børn som hun hafde født / som hende kunde lede / Oc ingen af alle de Børn som hun opfødde / der hend ekunde tage ved Haanden. 19 Disse tvende ere dig vederfarne / hvo skal sørge med dig? (Der er) Ødeleggelse / oc Skade / oc Hunger oc Sverdet / hvor med skal jeg husvale dig? 20 Dine Børn ere forsmæctede / de laae for paa alle Gader / lige som en besnærit vildOxe fulde af HErrens Vrede / ja af din Guds Straf. 21 Derfor hør det dog du ælendige oc Druckne / dog icke af Vjn. 22 Saa sagde djn HErre / den HErre oc din Gud / som vil udføre sit Folckis Sag / See / Jeg toog den forgiftige kalck af din haand / ja min grumheds Kalckis Børne / Du skalt icke ydermeere dricke den. 23 Men jeg vil gifve den i dine Plagers Haand / som sagde til din Siæl / Bøy dig / oc vi ville gaae hen ofver / oc du lagde din Ryg som Jorden / oc som Gaden / for dem som inge der ofver. eller ureen i dig. |