S. Pauli Epistle / til De Romere 9 1 IX.Capitel. Jeg siger Sandhed i Christo / jeg liuger icke / Saa min Samvittighed vidner med mig / i den Hellig Aand / 2 Ad jeg hafver en stoor Sorg oc en u-afladelig Smerte i mit Hierte. 3 Thi jeg vilde ynske self ad være en forbandet Ting fra Christo / for mine Brødre / (som ere) mine Frender efter Kiødet: 4 Hvilcke som ere Jsraelitter / hvilcke den sønlige udkaarelse / oc herligheden / oc Pacterne / oc Lovens stiftelse / oc Guds dyrckelse / oc Forjættelserne (tilhøre: ) 5 Hvilcke Fædrene høre til / oc af hvilcke Christus (er) efter Kiødet / Som er Gud ofver Alting / velsignet i ævighed / Amen. 6 Men det maa icke tages i den meening / ad Guds Ord hafver slait feil. Thi icke alle som ere af Jsrael / disse ere Jsrael: 7 Ey heller fordi de ere Abrahams Sød / ere alle Børn: Men Sæden skal kaldis dig Jsaac: 8 Det er / disse re icke Guds Børn / som ere Kiødsens børn: Men Forjettelsens Børn regnis til Sæden. 9 Thi dette er Forjættelsens Ord / Ved denne tjd vil jeg komme / oc Sara skal hafve en Søn. 10 Ja icke (det) alleeniste / men oc Rebecca forstood det samme) der hun var siuglig ved een / (det er ved) Jsaac for Fader / 11 Thi forend de blefve fødde / oc hvercken hafde giort noget got eller ont / paa det ad Guds Forsæt skulde blifve ved / efter udvælgelsen / icke af Gierninger / men af den som kaldede / 12 Da blef der sagt til hende / Den Større skal tiene den Mindre / 13 Som skrefvet staar / Jacob elskte jeg / min Esau hadde jeg jeg. 14 Hvad ville jeg da sige? Mon (der være) uretfærdighed hos Gud. Det være langt fra / 15 Thi hand siger til Mose / Jeg vil være den misundelig / Hvilcken jeg vorder misundelig / Oc jeg vil forbarme mig ofver den / hvilcken jeg forbarmer mig ofver. 16 Saa staar det icke til den som vil / ey heller til den som løber / men til Gud / som giør Miskundhed. 17 Thi Skriften siger til Pharao / Til dette samme opriste jeg dig / ad jeg vilde bevjse min Mact paa dig / Oc paa det mit Nafn skulde forkyndis paa all Jorden. 18 Saa forbarmer hand sig da ofver den / som hand vil / men forhærder den / som hand vil. 19 Saa motte du sige til mig / Hvad klager hand ofver endnu? thi hvo hafver slaait hans Villie imod? 20 ja / O Menniske / Hvo est du / som vil gaa i rætte mod Gud? Mon noget som er giort / kand sige til den som giorde det / Hvi giorde du mig saa? 21 Eller hafver icke Pottemageren mact ofver Leeret / af det samme stycke ad giøre et Kar til ære / men et andet til vanære / 22 men dersom Gud / der hand vilde vise vreden / oc kundgiøre sin mact / leed med stor langdmodighed vredens Kar / som vare ferdigede til forderfelse / 23 Oc ad hand kunde kundgiøre sin Herligheds rjgdom / ofver Barmhiertighedsens Kar / hvilcke hand hafde for beridt til Herlighed / (hvad vilde du da sige?) 24 Hvilcke hand oc kaldede / (som er) os / icke alleeniste af Jøder / men ocsaa af Hedninge. 25 Ligesom hand oc siger hoos Ofeam / Jeg vil kalde det mit Folck / som icke var mit Folck / Oc hende elskelig / som icke var elskelige. 26 Oc det skal skee / Paa den Sted / som var sagt til dem / I (ere) icke mit Folck / Der skulle de kaldis den lefvende Guds Børn. 27 Men Esaias raaber ofver Jsrael / Der som Jsraels Børns tall var som Haffens Sand / (Saa) skulle (dog ickun) lefningene frelsis. 28 Thi (der er) den som fuldkommer oc forkorter Ord udi Retfærdighed / thi HErren skal giøre et forkortet Ord paa Jorden. 29 Oc ligesom Esaias hafver sagt tilforn / Dersom den HErre Zebaoth hafde de icke lefnit os Sæd / Da hafde vi blefvit som Sodoma / oc været lige ved Gomorra. 30 Hvad ville vi da sige? Ad Hedningene / som icke søgte efter Retfærdighed / singe Retfærdighed / Ja / den Retfærdighed (siger jeg) som er af Troen. 31 Men Jsrael / som søgte efter Retfærdigheds Lov / naadde icke til Retfærdigheds Lov. 32 Hvorfor? Ad det icke (skeede) af Troen / men som af Lovens Gierninger. Thi de støtte paa Anstøds Steen / 33 Ligesom skrevet staar / See / Jeg sætter en anstøds Steen i Zion / oc en Forargelsis Klippe / Oc hver den som troor pa hannem / skal icke beskæmmis. |