Psalme 44 2 XLIV. Til Sangmesteren / for Chore Børn / til en Undervjsning. Gud vi hafve hørt med vore Øren / vore Forfædre hafve fortalt os det / den Gierning du giorde i deres dage / i de forige Dage. 3 Du fordrefft Hedningene med din Haand / Men du plantede dem / Du forderfvede Folcket / Men dem udbridde du. 4 thi de toge icke Landet ind til Arf med deres Sverd / Oc deres Arm ferlste dem icke : Men din høyre Haand oc din Arm / oc dit Ansictis Lius / thi du hafde Behagelighed til dem. 5 Gud / du est self min Konge / Befal Jacobs megen Frelse (ad komme.) 6 Ved dig vil vi støde vore Fiender om kuld / I dit Nafn ville vi undertræde dem / som sætte sig op imod os. 7 Thi jeg forlader icke mig paa min Bue / oc mit Sverd kand icke frelse mig. 8 Men du frelste os fra vore Fiender / oc giorde dem til Skamme som os hade. 9 Vi rose os daglige i Gud : Oc ville tacke dit nafn ævindeligen / Sela. 10 Men (nu) hafver du fordrefvit os / oc ladit os beskæmmis? Oc vilt icke udgaa med vor Hær? 11 Du lader os vende tilbage fra vor Fiender: Oc de os hade / hafve ført Rofvet bort med sig. 12 Du gifver os hen / som slacte Faar : Oc bort spreder os iblandt Hedningene. 13 Du tæller dit Folck for intet / Oc skatter dem icke dyre. 14 Du giør os til Skændsel for vore Naboer / til Spot oc Haanhed for dem som ere omkring os. 15 Du giør os til et Ordsprok iblant Hedningene: saa mand ryster Hofvedet ad os iblandt Folckene. 16 Min Forsmædelse er daglige for mig: Oc mit Ansictis skam hafver skiult mig. 17 For jeg hører den som skænder oc bespotter / for Fiendes skyld / oc den Hefngeriges. 18 Alt dette er kommet ofver os / dog hafve vi icke forglemt dig / ey heller handlet utroligen mod din Pact. 19 Bort hierte vende sig icke tilbage / Eller vor gang vjegde fra den Vey. 20 Endog du hafver sønderslagit os i Dages sted / oc skiult os med Dødsens Sugge. 21 hafde vi forglemt vor Guds Nafn / oc udbred vor Hænder til en fremme Gud 22 Skulde Gud icke randsagit det? Efterdi hand kiender Hiertens hemmelige Ting. 23 Men vi blifve dagligen ihielslagne for din skyld / Vi ere actede som Slact-Faar. 24 Vaag op / forfor vilt du sofve / HErre? Vaag op / fordrif os icke saa aldelis. 25 Hvorfor vilt du skiule dit Ansict / Forglemme vor Ælendighed oc vor Trængsel? 26 Thi vor siæl er nedtryckt i Støf / vor Buug hængde ved Jorden. 27 giør dig rede / ad hielpe os / Oc forløz os for din Miskundheds skyld. |