5. Vore anledningers dag.

(9)  Vi, der lever i denne tid, kan drage lærdom af deres erfaring, som i de svundne slægtled arbejdede for Gud. Hvor ved vi i grunden lidt om disse menneskers kampe, prøvelser og arbejde, idet de udrustede sig til at møde Satans hære. Idet de iførte sig hele Guds rustning, var de i stand til at modstå Satans listige anslag. . . . . ret

(9)  Disse mennesker, som i fortiden overgav sig til Gud og førte hans sag fremad, stod urokkeligt på deres principper. Det var mennesker, som ikke svigtede og ikke tabte modet, mennesker, der ligesom Daniel var fyldte med ærbødighed og nidkærhed for Gud og havde ædle hensigter og mål. De var lige så svage og hjælpeløse som nogen af dem der nu arbejder i hans gerning; men de stolede fuldt og helt på Gud. De havde rigdomme; men disse bestod i sindets og sjælens uddannelse. Dette kan enhver, som gør Gud til sit et og alt, komme til at eje. Selv om vi mangler visdom, kundskab, dyd og kraft, kan vi alligevel komme til at eje alt dette, om vi vil tilegne os den lærdom fra Kristus, som det er vort privilegium at komme i besiddelse af. ret

(9)  Den slags arbejdere der behøves.
I denne tid har vi anledninger og fordele, som de tidligere slægtled ikke havde let ved at opnå. Vi har større lys, og dette har vi fået som følge af disse trofaste vægteres arbejde, idet de stolede uforbeholdent på Gud og modtog kraft fra ham så at lyset kunne sende sine klare og skinnende stråler til verden; ligesom ædle mænd og kvinder i fordums tider drog fordel af det lys, Gud gav dem, har vi i vore dage et langt større lys, som vi kan drage nytte af. De arbejdede hårdt for at tilegne sig den undervisning, der blev givet dem i Kristi skole men de arbejdede ikke forgæves. Deres udholdende bestræbelser blev belønnede. De forenede sig med den mægtigste af alle kræfter og dog længtes de stadig efter en dybere, højere og videre forståelse af de evige virkeligheder, for at de på fordelagtigste måde måtte kunne give den trængende verden sandhedens skatte. ret

(10)  Arbejdere med en sådan karakter behøves nu. De, som i Guds øjne er mænd, og som er nedtegnet som sådanne i himmelens bøger, er de, der ligesom Daniel, udvikler alle evner på en sådan måde, at de bedst repræsenterer Guds rige i en verden der er fuld af ondskab. Forøgelse af kundskaber er af betydning, for kundskab er en kraft i det godes tjeneste når den bliver anvendt i Guds sag. Verden behøver tænkende mænd, mænd med principper, mænd, som stadig vokser i forståelse og dømmekraft. Pressen trænger til mænd der vil bruge den på den mest fordelagtige måde, så at sandheden ligesom på vinger hastigt kan flyve ud til alle folk, stammer og tungemål. ret

(10)  Vor krafts kilde.
Vi bør gøre brug af den ungdom, som vil give beviser på ærlig flid, og som ikke er bange for at sætte deres kræfter på prøve. En sådan ungdom vil finde sig en stilling hvor som helst, fordi de famler sig ikke usikkert fremad; men viser, at de i sind og sjæl ligner det Guddommelige mønster. Deres øje er ufordærvet, og stadig stræber de fremad og opad, idet de råber: Sejr! Der kommer imidlertid ingen kald til de dovne, frygtsomme og vantro, som ved deres mangel på tro og ulyst til at forsage noget for Kristi skyld hindrer værket i dets vækst. ret

(10)  Gud kalder på dem, som vil samarbejde med ham. Når den menneskelige natur forenes med Kristus bliver den ren og sand. Kristus tildeler dygtighed, og mennesket bliver en kraft i det godes tjeneste. Sanddruhed og ufordærvethed er egenskaber fra Gud og den som ejer disse egenskaber er i besiddelse af en uovervindelig kraft. - Review and Herald, 10 Marts 1903. ret

(10)  Retfærdighed i hjertet.
Retfærdighed i hjertet åbenbares ved et retskaffent liv. Den, hvis hjerte er retskaffent, er ikke hård og usympatisk, men bliver fra dag til dag mere lig Kristus, idet han går fremad fra kraft til kraft. Den, som er blevet helliggjort i sandheden, vil være selvbehersket og vil vandre i Kristi fodspor, indtil han er overgået fra nåden til herligheden. Den retfærdighed, hvorved vi retfærdiggøres tilregnes os, hvorimod den retfærdighed, hvormed vi helliggøres, tildeles os. Den første er vor indgang til himmelen, den anden er vor sikkerhed til himmelen. - Review and Herald, 4 Juni 1895. ret

næste kapitel