Jakob og Esau

(87)  Dette kapitel er baseret på 1 Mosebog 25,19-34 og 27,1-32.
Gud kender enden fra begyndelsen. Han vidste før at Jakob og Esau blev født, hvilken karakter de begge ville udvikle. Han vidste at Esau ikke vil havde hjerte til at adlyde Ham. Han besvarede Rebekkas besværede bøn og informerede hende at hun ville have to børn, og den ældre skulle tjene den yngre. Han bragte hende to sønners historie for hende, at de ville være to folk, den ene større end den anden, og at de ældre skulle tjene den yngre. Den førstefødte blev berettiget til særlige fordele og privilegier, som ikke tilkom nogen andre medlemmer i familien. ret

(87)  Isak elskede Esau højere end Jakob, fordi Esau gav ham vildt kød. Han var glad for hans kække og tapre humør når han jagede vilde dyr. Jakob var hans moders yndling, fordi han var mild og bedre af natur til at gøre sin moder glad. Jakob havde lært af sin moder hvad Gud harvde lært hende, at den ældre skulle tjene den yngre, og hans ungdommelige tankemåde fik ham til at mene at dette ikke opfyldes så længe Esau fik de privilegier som tilkom den førstefødte. Og når Esau kom fra marken, træt af sult, udnyttede Jakob anledningen til at vende Esaus behov til egen fordel, og tilbød ham en ret linser hvis han ville fralægge alle krav på fødselsret, og Esau solgte sin fødselsret til Jakob. ret

(88)  Esau tog to afgudsdyrkende hustruer, som var til stor sorg for Isak og Rebekka. På trods af dette, elskede Isak Esau højere end Jakob. Og da han mente at han var ved at dø, bad han Esau om at forberede ham et måltid, så han kunne velsigne ham før han døde. Esau fortalte ikke sin fader at han havde solgt sin fødselsret til Jakob og bekræftet det ved en ed. Rebekka hørte Isaks ord, og hun huskede på Herrens ord, »Den ældre skal tjene den yngre,« og hun vidste at Esau havde taget let på hans fødselsret og solgt den til Jakob. Hun overtalte Jakob til at bedrage sin far ved svig og modtage sin faders velsignelse, som hun mente ikke kunne opnås på nogen anden måde. Først ville Jakob ikke udøve dette bedrag, men gik til sidst med på sin moders planer. ret

(88)  Rebekka kendte til Isaks parti for Esau, og var tilfreds med at denne tankegang ikke ændrede hans mål. I stedet for at stole på Gud, Ham der styrer begivenhederne, viste hun manglende tro og overtalte Jakob til at bedrage sin far. Gud lagde ikke Jakobs handlemåde til rette. Rebekka og Jakob burde have ventet på Gud at Han kunne udføre Sine egne planer på Hans egen måde, og på Hans tidspunkt, og i stedet prøvede de at foregive forudsagte begivenheder ved hjælp af bedrag. ret

(88)  Hvis Esau havde fået sin faders velsignelse, som tilfaldt den førstefødte alene, ville hans udsigt være kommet fra Gud alene; og Han ville have velsignet ham med fremgang, eller pådraget ham ulykke, efter hans handlemåde. Hvis han skulle elske og ære Gud, ligesom den retfærdige Abel, ville han blive accepteret og velsignet af Gud. Hvis han, ligesom den onde Kain, ikke havde respekt for Gud ej heller for Hans bud, men fulgte sin egen fordærvede vej, ville han ikke modtage en velsignelse fra Gud, men ville forkastet af Gud, ligesom Kain blev. Hvis Jakobs handlede på ret vis, hvis han elskede og frygtede Gud, ville han velsignes af Gud, og Guds fremgangsrige hånd ville være med ham, også hvis han ikke fik de velsignelser og privilegier der generelt tilfaldt den førstefødte. ret

(89)  Jakobs år i udlændighed
Rebekka angrede bitterligt det forkerte råd som hun gav Jakob for det var årsag til at han blev adskilt fra hende for altid. Han blev tvunget til at flygte for sit liv fra Esaus vrede, og hans moder så aldrig hans ansigt igen. Isak levede i mange år efter at han gav Jakob velsignelsen, og var overbevist, ved Esau og Jakobs optræden, at velsignelsen tilkom retmæssigt Jakob. ret

(89)  Jakob blev ikke lykkelig i sine ægteskaber, selvom hans hustruer var søstre. Han indgik ægteskabskontrakt med Laban for hans datter Rakel, som han elskede. Efter at han tjent syv år for Rakel, bedragede Laban ham og gav ham Lea. Da Jakob erkendte det bedrag der var blevet udøvet mod ham, og at Lea havde gjort sin del for at bedrage ham, kunne han ikke elske Lea. Laban ønskede at beholde Jakobs trofaste tjenester i længere tid, og bedragede ham ved at give ham Lea, I stedet for Rakel. Jakob irettesatte Laban for at spøge med hans kærlighed, ved at give ham Lea, som han ikke havde elsket. Laban bad Jakob indstændigt om at ikke lægge Lea fra sig, for det blev betragtet som en stor vanære, ikke kun for hustruen, men for hele familien. Jakob kom i den mest prøvende situation, og han besluttede at beholde Lea, og også gifte hendes søster. Lea blev elsket i noget mindre grad en Rakel. ret

(90)  Laban handlede selvisk over for Jakob. Han tænkte kun på at fremme sig selv ved Jakobs trofaste arbejde. Han ville have forladt den listige Laban for lang tid siden, men han var bange for at træffe på Esau. Han hørte Labans sønners klagesange lyde: »Jakob har taget al vor faders ejendom, og deraf har han skabt sig al den velstand.« Og Jakob læste i Labans ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.” ret

(90)  Jakob var fortvivlet. Han vidste ikke hvilken vej han skulle vælge. Han førte sin sag til Gud, og gik i forbøn for anvisninger fra Ham. Herren svarede hans fortvivlede bøn: »Vend tilbage til dine fædres land og din hjemstavn, så vil jeg være med dig!« ret

(90)  »Så sendte Jakob bud og lod Rakel og Lea kalde ud på marken til sin hjord; og han sagde til dem: »Jeg læser i eders faders ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min faders Gud har været med mig; og I ved jo selv, at jeg har tjent eders fader af al min kraft, medens eders fader har bedraget mig og forandret min løn ti gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig skade.” Jakob fortalte dem den drøm han fik af Gud, om at forlade Laban og tage til sin slægtninge. Rakel og Lea var utilfreds deres faders adfærd. Da Jakob fortalte om hans fejl over for dem og ville forlade Laban, sagde Rakel og Lea til Jakob: »Har vi vel mere lod og del i vor faders hus? har han ikke regnet os for fremmede kvinder, siden han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os? al den rigdom, Gud har taget fra vor fader, tilhører os og vore børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!« ret

(91)  Tilbage til Kanaan.
Under Labans fravær, tog Jakob sin familie og alt hvad han havde, og forlod Laban. Efter at han havde rejst i tre dage, erfarede Laban at han havde forladt ham, og han blev meget vred. Og han jagtede efter ham, opsat på at bringe ham tilbage med magt. Men Herren ynkes over Jakob, og da Laban var ved at indhente ham, gav ham en drøm om at ikke tale godt eller dårligt imod Jakob. Det at han ikke skal tvinge ham tilbage, eller tilskynde ham ved smiger. ret

(91)  Da Laban mødte Jakob spurgte han hvorfor han havde stjålet uforvarende og bortført sine døtre som fanger med sværd. Laban sagde til ham: »Det stod nu i min magt, at handle ilde med dig; men din faders Gud sagde til mig i nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt ord til Jakob!« Så fortalte Jakob Laban om det dårlige ædelmod han havde udvist mod ham, og at han kun havde søgt sin egen vinding. Han appellerede til Laban til at rette op på sin opførsel så længe han var der, og sagde: »Det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om dagen og om natten; om dagen fortærede heden mig, om natten kulden, og mine øjne kendte ikke til søvn.« ret

(91)  Jakob sagde: »I tyve år har jeg tjent dig i dit hus, fjorten år for dine to døtre og seks år for dit småkvæg, og ti gange har du forandret min løn. Havde ikke min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme hænder; men Gud så min elendighed og mine hænders møje, og i nat afsagde han sin kendelse!« ret

(92)  Så forvissede Laban Jakob om at han havde interesse for sine døtre og deres børn, at han ikke kunne skade dem. Han ville gøre en pagt mellem dem. Og Laban sagde: »Lad os to slutte et forlig, og det skal tjene til vidne mellem os.« Så tog Jakob en sten og rejste den som en støtte; og Jakob sagde til sine frænder: »Sank sten sammen!« Og de tog sten og byggede en dysse og holdt måltid derpå.« ret

(92)  Og Laban sagde: »Herren skal stå vagt mellem mig og dig, når vi skilles. Hvis du handler ilde med mine døtre eller tager andre hustruer ved siden af dem, da vid, at selv om intet menneske er til stede, er dog Gud vidne mellem mig og dig!« ret

(92)  Jakob gjorde en højtidelig pagt for Herren, at han ikke ville tage andre hustruer. »Se denne stendysse og se denne stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig! Vidne er denne dysse, og vidne er denne støtte på, at jeg ikke i fjendtlig hensigt vil gå forbi denne dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig; Abrahams Gud og Nakors Gud, deres faders Gud, være dommer imellem os!« Så svor Jakob ved sin fader Isaks rædsel.« ret

(92)  Da Jakob drog afsted, mødte Guds engle ham. Og da han så dem, sagde han: ”Dette er Guds hær.” Han så Guds engle i en drøm, slå lejr omkring ham. Jakob sendte et ydmygt og forsonende budskab til sin broder Esau. »Men sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: »Vi kom til din broder Esau, og nu drager han dig i møde med 400 Mand!« Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin angst delte han sine folk, småkvæget, hornkvæget og kamelerne i to lejre, idet han tænkte: »Hvis Esau møder den ene lejr og slår den, kan dog den anden slippe bort.« ret

(93)   »Derpå bad Jakob: »Min fader Abrahams og min fader Isaks Gud, herre, du, som sagde til mig: vend tilbage til dit land og din hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig! jeg er for ringe til al den miskundhed og trofasthed, du har udvist mod din tjener; thi med min stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to lejre; frels mig fra min broder Esaus hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både moder og børn! Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit afkom som havets sand, der ikke kan tælles for mængde!« ret

næste kapitel