Evangeliets orden

(259)  Dette kapitel er baseret på Apg 6,1-7.
»På denne tid, da disciplenes antal voksede, begyndte de græsktalende jødekristne at knurre mod de hebræisktalende over, at enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling.« Disse grækere boede i andre lande, hvor det græske sprog blev talt. Langt de fleste nyomvendte var jøder som talte hebræisk; men disse havde boet i det romerske imperium, og talte kun græsk. Der opstod knurren bland dem at de græske enker ikke blev forsørget så gavmildt som de trængende blandt hebræerne. Alle detaljer af den slags ville være frygtelige for Gud; og der blev øjeblikkeligt taget forhåndsregler for at genoprette fred og harmoni med de troende. ret

(259)  Helligånden antydede en metode hvorved apostlene kunne få hjælp til at uddele til de fattige, og lignende byrder, så at de kunne blive fri til at forkynde Kristus. »De tolv sammenkaldte da hele discipelskaren og sagde: »Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene. Find derfor, brødre! iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.” ret

(260)  Menigheden udvalgte således syv mænd, fuld af tro og Guds Ånds visdom, til at være med til sagens behørige forretninger. Stefanus var den første der blev valgt; han var jøde af fødsel og religion, men talte det græske sprog, og var velbevandret i grækernes skikke og metoder. Han blev derfor betragtet som den bedste person til at stå som overhoved og føre opsyn med fordelingen af fondsmidlerne til enkerne, faderløse og værdigt trængende folk. Denne udvælgelse imødekom alles tankesind, og utilfredshed og knurren stilnede af. ret

(260)  De syv udvalgte mænd blev højtideligt sat til side til deres pligter ved bøn og håndspålæggelse. Dem som blev ordineret dertil blev ikke derved udelukket fra at undervise i troen. Tværtimod står der at »Stefanus, der var fuld af nåde og kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket.« De var helt kvalificeret til at instruere i sandheden. De var også mænd med rolig dømmekraft og klogskab, forberedt til at behandle vanskelige sager med retssager, knurren eller jalousi. ret

(260)  Dette valg af mænd til at udføre menighedens forretning, så at apostlene blev fritaget til deres særlige arbejde at undervise i sandheden, blev stærkt velsignet af Gud. Menigheden voksede i antal og i styrke. »Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen.« ret

(260)  Det er nødvendigt at den samme orden og system skal fastholdes i menigheden nu, som det blev i apostlenes dage. Sagens fremgang afhænger meget af hvordan de forskellige afdelinger ledes af de folk med de gaver de har, som er kvalificeret til deres positioner. Dem som er valgt af Gud til at være ledere i Guds sag, og har overblik over menighedens åndelige indflydelse, bør så vidt muligt lettes fra byrder og problemer af timelig art. Dem som Gud har kaldt til at tjene i ord og lære bør have tid til at meditere bede og studere skrifterne. Deres klare åndelige skarpsindighed omtåges ved at gå i mindre vigtige forretningsdetaljer og have med forskellige menneskers temperamenter at gøre, som mødes i kirkens rum. Det vil være rigtigt at alle ting af timelig art, skal frem for de rette embedsmænd og tilpasses af dem. Men hvis tingene er af så vanskelig art at det hæmmer deres visdom, bør tingene føres frem for deres råd, som har overblik over hele menigheden. ret

næste kapitel