16. august - Vi frelses dag for dag

(236)  Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! - 1 Kor 10, 12. ret

(236)  Peters fald skete ikke pludseligt, men gradvist. Selvtillid fik ham til at tro, at han var frelst, og skridt for skridt blev taget på vejen, der førte nedad, indtil han fornægtede sin Mester. Vi kan aldrig være sikre, når vi stoler på os selv, eller føle, at vi kan være trygge over for fristelser, så længe vi er i denne verden. De, der antager Frelseren, burde aldrig oplæres til at sige og føle, at de er frelst, hvor oprigtig deres omvendelse end måtte være. Dette er vildledende. Alle bør lære at nære håb og tro, men selv når vi overgiver os til Kristus og ved, at han har antaget os, er vi ikke uden for fristelsernes rækkevidde. ... Kun den, der holder ud i prøvelsen, vil modtage livets krone. Jak 1, 12. ret

(236)  De, der antager Kristus og i deres første tillidsfuldhed siger: »Jeg er frelst,« står i fare for at stole på sig selv. ... Vi bliver påmindet: »Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder.« 1 Kor 10, 12. Vor eneste sikkerhed består i, at vi aldrig stoler på os selv, men forlader os på Kristus. ret

(236)  Der er mange, som bekender Kristus, men som aldrig bliver modne kristne. De erkender, at mennesket er faldet, at dets evner er svækkede, og at det er ude af stand til at gøre en moralsk indsats, men de siger, at Kristus har båret alle byrder, alle lidelser, enhver selvfornægtelse, og de er villige til at lade ham bære dem. De siger, at der er intet for dem at gøre udover at tro; men Kristus siger: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.« Matt 16, 24. ... ret

(236)  Vi må ikke forblive i en situation, hvor vi er tilfredse og holder op med at gøre fremgang, og siger: »Jeg er frelst.« Hvis man nærer en sådan ide, vil bevæggrundene til at våge, bede og gøre en alvorlig anstrengelse for at gå fremad for at nå højere mål ophøre med at eksistere. Ingen helliggjort tunge vil blive fundet, som udtaler disse ord, før Kristus kommer og vi går ind gennem portene i Guds stad. Da kan vi med den største berettigelse give Gud og Lammet ære for en evig forløsning. {Væ 71-73} ret

næste kapitel