Kristeligt hjælpearejde

(223)   Træde i de guddommelige fodspor
Mange føler, at det ville være et stort privilegium, hvis de kunne besøge de steder, hvor Kristus har levet på jorden, at vandre dér, hvor hans fod har trådt, at betragte søen, på hvis bred han elskede at lære folket, og bjergene og dalene, som hans blik så tit hvilede på. Men vi behøver ikke at rejse til Nazaret, til Kapernaum eller til Betania for at kunne vandre i Jesu fodspor. Dem kan vi finde ved siden af sygesengen, i de fattige hytter, i de overbefolkede gyder i den store by og alle vegne, hvor der findes menneskehjerter, som trænger til hjælp og trøst. Ved at handle, som Jesus gjorde, da han var her på jorden, kan vi gå i hans fodspor. ret

(223)   Jesus gjorde alt for at lindre enhver form for lidelse, han så. Han havde kun få penge at give, men tit nægtede han sig selv føden for at kunne hjælpe dem, der så ud til at trænge mere til den end han selv. Hans brødre følte, at hans indflydelse i højeste grad modvirkede deres egen. Han var i besiddelse af en taktfølelse, som ingen af dem ejede og heller ikke brød sig om at eje. Når de talte hårde ord til stakkels, fornedrede skabninger, var det netop dem, Jesus opsøgte og talte opmuntrende til. Han gav gerne de nødlidende et bæger koldt vand og overgav ganske stille sit eget måltid til dem. Medens han lindrede deres nød, satte de hans barmhjertige gerninger i forbindelse med de sandheder, han lærte, og derfor fæstnede disse sig i erindringen. ret

(224)   Støtte og vise forståelse
Kristi disciple bør arbejde på samme måde som han. Vi skal give de sultne mad og de nøgne klæder, og vi skal trøste de lidende og bedrøvede. Vi skal hjælpe de ulykkelige og give de modløse nyt håb. Og også for os vil denne forjættelse gå i opfyldelse: ”Foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget.” ret

(224)  personer, som har været engageret i dette kristelige hjælpearbejde, har gjort, hvad Herren ønskede skulle gøres, og han har anerkendt deres arbejde. Hvad der er blevet udrettet i den henseende, er noget, som enhver syvende dags adventist af ganske hjerte skulle støtte og vise forståelse for og tage op med begejstring. Menigheden går glip af meget ved at forsømme dette arbejde, som ligger inden for dens eget område, og ved ikke at ville bære disse byrder. Hvis menigheden havde påtaget sig dette arbejde, hvad den burde have gjort, så ville den have været medvirkende til at frelse mange mennesker. ret

(224)   Alle hans gaver skal bruges til velsignelse for menneskeheden, til at hjælpe de syge og nødlidende. Vi skal give de sultne at spise, beklæde de nøgne, drage omsorg for de faderløse og enkerne og række en hjælpende hånd til dem, der er nødstedte og undertrykte. Det har aldrig været Guds hensigt, at der skulle være så megen nød og elendighed i verden. Det har aldrig været hans mening, at en skal have i overflod af livets goder, medens andres børn må græde af sult. Det, som mennesker ejer ud over det nødvendigste til livets ophold, er blevet betroet dem, for at det skal benyttes i det godes tjeneste til velsignelse for andre. Herren siger: "Sælg, hvad I har og giv almisse! "Byd dem ..... gerne give og dele med andre." "Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde!" "Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser ..... og mætter en vansmægtende sjæl." "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!" Alt dette er, hvad Herren befaler. Udfører de fleste af den store kristenhed denne gerning? ret

(225)  Gode gerninger er den frugt, Kristus forlanger, at vi skal bære, og dermed menes venlige ord, velgørenhed, kærlig omsorg for de fattige, nødlidende og besværede. Når hjerter viser medfølelse med hjerter, som er nedbøjet af modløshed og sorg, når hånden deler ud til de trængende, når de nøgne bliver klædt og den fremmede bydes en plads i din stue og i dit hjerte, vil engle drage meget nær, og den streng, der bliver anslået, vil vække genklang i Himmelen. Enhver retfærdig, barmhjertig og godgørende handling skaber glæde i Himmelen. Faderen på tronen lægger mærke til dem, der udfører disse barmhjertighedsgerninger, og regner dem for noget af sine dyrebareste juveler. ”Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre.” Hver barmhjertig handling mod trængende, lidende mennesker bliver betragtet, som var den gjort imod Jesus. Når du trøster den elendige, viser medfølelse med den hårdt prøvede og nedtrykte og venligt hjælper den forældreløse, så bringer du dig selv i et inderligere forhold til Jesus. ret

(225)  Arbejdet med at hjælpe de trængende, de lidende, de fattige, er netop den gerning, enhver menighed, der tror på sandheden for denne tid, for længe siden burde have beskæftiget sig med. Vi bør vise samaritanerens medfølelse ved at skaffe de trængende legemlige fornødenheder, give de sultne mad, tage de udstødte fattige ind i vore hjem og hver dag søge Gud om nåde og styrke, der vil sætte os i stand til at række ned til selve dybet af menneskelig elendighed og hjælpe dem, der umuligt kan hjælpe sig selv. Under udøvelsen af denne gerning har vi en gunstig anledning til at fremholde Kristus, den korsfæstede. ret

(226)  Mange undrer sig over, hvorfor deres bønner er så blottede for liv, deres tro så svag og vaklende, deres kristelige erfaring så mørk og uvis. ”Har vi ikke fastet,” siger de, ”og gået sørgeklædte for Hærskarers Herres åsyn?” I det 58. kapitel hos Esajas har Kristus vist, hvorledes dette forhold kan ændres. Han siger: ”Nej, faste efter mit sind, er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd.” Dette er den recept, Kristus har foreskrevet for den forsagte, tvivlende, bævende sjæl. Lad de sorgfulde, der går i sørgeklæder for Herrens åsyn, stå op og hjælpe en eller anden, som behøver hjælp. ret

(226)  Vi ærer Gud ved at løfte de faldne og trøste de sørgende, og hvor Kristus bor i menneskehjertet, vil han blive åbenbaret på samme måde. Hvor som helst Kristi religion får lov at virke, vil den være til velsignelse. Hvor som helst den kommer vil den sprede lys. ret

(226)  Enken i Zarepta delte sin mad med Elias, og til gengæld blev hendes eget og hendes søns liv sparet. Gud har lovet at velsigne de mennesker rigt, som i vanskelige og trange tider er sympatiske og hjælpsomme over for personer, som er i større trang end de selv. Han er ikke blevet en anden. Hans magt er ikke mindre i dag end i Elias´ tid. ret

(226)  Kristi kærlighed, åbenbaret i uegennyttig virken, vil kunne gøre mere til at omvende synderen, end sværd og domstole formår. Disse er nødvendige til skræk og advarsel for forbryderen; men den kærlige missionsarbejder kan opnå mere end dette. Det hjerte, som forhærdes ved irettesættelse, kan ofte blødgøres ved Kristi kærlighed. ret

(227)   Bør huskes
Når vi omgås mennesker, bør vi huske på, at det i andres erfaringer kan være afsnit, som er skjult for dødelige menneskers blik. På erindringens blade findes optegnet triste beretninger, som holdes omhyggeligt skjul tfor nysgerrige blikke. På disse blade findes beretninger om lange, hårde kampe under prøvende omstændigheder - måske besværligheder i familielivet, som dag efter dag svækker vedkommendes mod, tillid og tro. De, som udkæmper livets kampe under meget ugunstige forhold, kan styrkes og opmuntres ved små opmærksomheder, som ikke koster andet end en kærlig bestræbelse. For sådanne er en trofast vens kraftige, velvillige håndtryk mere værk end guld eller sølv. Venlige ord er lige så kærkomne som engles smil. ret

(227)  Der er skarer af mennesker, som må kæmpe med fattigdom, og som er tvunget til at arbejde for en ringe løn, og som kun kan tilvejebringe det allernødvendigste til livets ophold. Slid og savn og uden håb om noget bedre gør deres byrde meget svær. Når så hertil kommer smerte og sygdom, bliver byrden næsten uudholdelig. Undertrykte og udslidte som de er, ved de ikke, hvor de skal vende sig hen for at få hjælp. Vis dem sympati i deres prøver, sorger og skuffelser. Dette vil gøre det muligt for dig at hjælpe dem. Tal til dem om Guds forjættelser, bed for dem og med dem og søg at indgyde dem nyt håb. ret

(227)  Der er mange, for hvem livet er en smertelig kamp; de indser deres mangler, er ulykkelige og fattes tro; de mener, at de ikke har noget at være taknemmelige for. På mange, der kæmper og er ensomme, ville venlige ord, medlidende blikke og udtryk, der viser, at man værdsætter dem, virke som et bæger koldt vand på en tørstig sjæl. Et deltagende ord eller en kærlig handling ville løfte byrder, som trykker tungt på trætte skuldre; og hvert ord og hver handling, der udtales eller udføres i uegennyttig godhed, er et udtryk for Kristi kærlighed til fortabte mennesker. ret

(228)   Udræk en hjælpende hånd
Synden er det største af alle onder, og det er vor pligt at ynkes over og hjælpe syndere. Men vi kan ikke nå alle på samme måde. Der er mange, der skjuler sjælens længsel. Disse kan man hjælpe ved at tale et venligt ord eller sende dem en lille hilsen. Der er andre, som er i den største nød uden at vide det. De forstår ikke deres sjæls frygtelige fattigdom og nød. Der er mange, der er sunket så dybt i synd, at de har mistet al forståelse af det, der varer evigt, ja, mistet deres lighed med Gud, og de er næppe klar over, at de ejer en sjæl, der kan frelses eller fortabes. De har hverken tro på Gud eller tillid til menneskene. Mange af disse kan man kun nå ved at vise uegennyttig venlighed og opofrelse. Man må først førge for deres timelige fornødenheder. Man må give dem mad, sørge for, at de bliver vasket, skaffe dem ordentlige klæder. Når de ser beviserne på din uegennyttige kærlighed, vil det være lettere for dem at tro på Kristi kærlighed. ret

(228)  Der er mange, som begår fejl, og som føler deres skam og dårskab. De ser på deres fejlgreb og vildfarelser, til de er nær ved at fortvivle. Vi må ikke forsømme disse mennesker. Når man må svømme mod strømmen, har man hele strømmens mægtige kraft imod sig. Vi skal derfor udrække en hjælpende hånd, ligesom vor ældre broder gjorde, da Peter var ved at synke. Tal trøstens og håbets ord til dem, ord, der vil skabe tillid og vække kærlighed. ret

(229)  Når I ser en, som er træt af et liv i synd, men ikke ved, hvor han skal finde lindring, så fremhold for ham den medlidende frelser. Tag ham ved hånden, løft ham op og tal sådanne ord, som vil vække mod og håb. Hjælp ham at gribe Frelserens hånd. ret

(229)   Gæstfrihed en kristenpligt
Vor mission her i verden er at leve for andres bedste, at gøre godt mod andre, og at være gæstfri. Og ofte kan det kun ske med nogen ulejlighed, at vi viser gæstfrihed mod sådanne, som virkelig trænger til vor omsorg og den fordel, som samfundet og vore hjem kan tilbyde. Nogle går uden om disse nødvendige byrder. Men nogen skal jo bære dem, og fordi brødrene i almindelighed ikke ynder gæstfrihed og ikke tager ligeligt del i disse kristenpligter, bliver de få, som har et villigt sind og gladelig gør de nødlidendes sag til deres egen, overanstrengte. ret

(229)  ”Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide det, haft engle til gæster.” Disse ord har ikke mistet deres kraft, siden de blev skrevet. Vor himmelske Fader sender stadig forklædte velsignelser på sine børns vej, og de, der benytter disse anledninger, vil finde megen glæde. ret

(229)   Prøvelsens proces
Gud prøver og forsøger os ved livets almindelige tildragelser. Det er de små ting, som åbenbarer hjertets indhold. Det er de små opmærksomheder, de talrige små hændelser og den ligefremme, enkle høflighed, der tilsammen udgør livets lykke; og det er forsømmelsen af venlige, opmuntrende, kærlige ord og af de små høfligheder i livet, der bidrager til at danne summen af livets elendighed. Det vil til sidst vise sig, at fornægtelsen af selvet af hensyn til vore omgivelsers ve og vel udgør en stor del af livsregnskabet i Himmelen. ret

(230)  Jeg så, at det er ifølge Guds forsyn, når enker og faderløse, blinde, døve, lamme, og personer, som lider på forskellig måde, har en kristelig tilknytning til hans menighed, for det tjener som en prøve for hans folk og til at udvikle deres sande karakter. Guds engle ser efter med, hvordan vi behandler disse mennesker, som behøver medfølelse, kærlighed og uselvisk godgørenhed. Dermed sætter Gud vor karakter på prøve. Hvis Bibelens sande religion er vor religion, så vil vi føle os i gæld til Kristus og skyldige til at vise kærlighed, venlighed og forståelse for hans brødre; vi kan ikke gøre noget mindre end at give udtryk for vor taknemmelighed for hans grænseløse kærlighed til os, medens vi endnu var syndere og uværdige til hans nåde, og det kan vi ved at vise virkelig interesse og uselvisk kærlighed over for dem, som er vore brødre og er ringere stillet end vi. ret

(230)   En lignelse anskueliggjort
De to store principper i Guds lov er en uforbeholden kærlighed til Gud og en uselvisk kærlighed til vor næste. De første fire og de sidste seks bud bygger på eller udspringer af disse to principper. Jesus forklarede den lovkyndige, hvem hans næste var, ved at fortælle lignelsen om manden, der rejste fra Jerusalem til Jeriko, og som faldt i hænderne på røvere og blev udplyndret, slået og efterladt halvdød. Præsten og levitten så manden lide, men de reagerede ikke på hans behov for hjælp. De undgik ham ved at gå forbi på den modsatte side af vejen. Samaritanen kom samme vej, og da han så, at den fremmede trængte til hjælp, spurgte han ikke, om han var af hans egen familie eller hans landsmand eller af samme tro, men han gav sig straks til at hjælpe den lidende, fordi der var noget, der skulle gøres nu. Han lindrede hans smerter, så godt han kunne, løftede ham op på sit eget riddedyr og førte ham til et herberge, hvor han betalte for at få ham passet. ret

(231)  Denne samaritaner, sagde Jesus, havde manden, der faldt i hænderne på røvere, som sin næste. Levitten og præsten symboliserer en klasse i menigheden, som viser ligegyldighed for dem, der netop behøver deres medlidenhed og hjælp. Uanset deres stilling i menigheden er denne klasse mennesker lovbrydere. Samaritanen symboliserer en klasse, som er Kristi sande medhjælpere og efterligner hans eksempel i at gøre vel. ret

(231)  De, der har medlidenhed med de ulykkelige, blinde, lamme, hårdt prøvede, enkerne, de forældreløse og trængende, betegner Jesus som lovlydige, der skal arve evigt liv . . . Kristus betragter enhver barmhjertig, godgørende og hensynsfuld handling mod de ulykkelige, blinde, lamme, syge, enken og de faderløse som gjort imod ham. Og disse gerninger findes optegnet i Himmelens bøger og vil blive belønnet. Derimod vil der blive skrevet et vidnesbyrd i bogen mod dem, der ligesom præsten og levitten har vist ligegyldighed overfor de uheldigt stillede, og mod dem, der til egen fordel udnytter andres onde skæbne og derved forøger deres lidelser. Gud vil visselig gengælde enhver uretfærdig handling, enhver tilkendegivelse af ligegyldighed mod og forsømmelse af de hårdt prøvet iblandt os. Enhver vil til sidst få løn, efter som hans gerning har været. ret

næste kapitel