3. marts - Menneskelig og guddommelig natur forenet

(63)  »Thi det er jo ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams slægt, han tager sig af. Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig.«- Hebr. 2, 16. 17. ret

(63)  Vi forstår ikke, hvordan Kristus blevet lille. hjælpeløst barn. Han kunne have kommet til Jorden i en sådan skønhed, at han havde været helt anderledes end menneskenes børn. Hans ansigt kunne have udstrålet lys, hans skikkelse kunne have været høj og statelig. Han kunne være kommet på en sådan måde, at han fortryllede dem, der så på ham, men således var det ikke Guds plan, at han skulle komme til menneskene. ret

(63)  Han skulle være som et menneske og som en, der tilhørte det jødiske folk. Hans træk skulle være som andre menneskers, og han skulle ikke have en personlig skønhed, der fik folk til at betragte ham som anderledes end andre. Han skulle komme som en ud af menneskeslægten og fremstå som menneske, både over for Himmel og Jord. Han var kommet for at tage menneskets plads, for at påtage sig menneskets forpligtelser og betale synderes skyld. Han skulle leve et rent liv på Jorden og vise, at Satan havde uret, når han påstod, at menneskeslægten tilhørte ham for evigt, og at Gud ikke kunne rive mennesket ud af hans hånd. ret

(63)  Blev Marias søns menneskelige natur forvandlet til Guds Søns guddommelige natur? Nej, de to naturer blev på mystisk vis forenet i en person, mennesket Jesus Kristus. I ham boede hele guddomsfylden legemlig. Da Kristus blev korsfæstet, var det hans menneskelige natur, der døde. Guddommeligheden sank ikke ned i døden, det ville have været umuligt. Kristus, den syndfri, vil frelse hver eneste Adams søn eller datter, som tager imod den frelse, der tilbydes dem, og er villige til at blive Guds børn. Frelseren har købt den faldne slægt med sit blod. ret

(63)  Mennesket så først Kristus som et lille barn. . . . ret

(63)  Når vi beskuer Kristi menneskevorden, står vi uforstående over for et ufatteligt mysterium, som ligger langt over den menneskelige tanke. Jo mere vi tænker over det, des mere forunderligt bliver det. Hvor vældig er ikke kontrasten mellem Kristi guddommelighed og det hjælpeløse spædbarn i krybben i Betlehem! Hvordan kan vi spænde over kløften mellem den mægtige Gud og det hjælpeløse barn? Og dog blev verdeners skaber, i hvem guddomsfylden boede legemlig, åbenbaret i det hjælpeløse spædbarn i krybben. Højt hævet over alle engle, Faderens jævnbyrdige i værdighed og ære, og dog i menneskelig skikkelse! Guddommelighed og menneskelighed blev forenet på mystisk, ubegribelig vis, og mennesket og Gud blev et. Det er i denne forening, vi finder håb for vor faldne slægt. ret

(63)   De mest begavede mennesker på Jorden ville alle kunne være fuldt beskæftiget fra nu af og indtil dommens dag, under udfoldelse af alle de evner, Gud har givet dem, med at ophøje Kristi karakter. Men de ville dog alle komme til kort i at beskrive ham, som han er. Genløsningens hemmelighed omfattede Kristus guddommeligt-menneskelige karakter. Hans menneskevorden og hans soning for synden, kunne holde alle de viseste mænds penne og højeste åndsevner i gang fra nu af og indtil Kristus åbenbares på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Men selv om disse mænd stræbte af al deres magt efter at give en fremstiHing af Kristus og hans gerning, ville beskrivelsen stå langt tilbage for virkeligheden.. . . ret

(63)  Dette er et dybt mysterium, en hemmelighed, der først vil blive forstået fuldt og helt i al sin storhed, når de frelste bliver forvandlet. Da vil man forstå kraften, omfanget og virkningen af Guds gave til mennesket. Men fjenden er besluttet på, at denne gave skal virke så indviklet og uforståelig, at den bliver uden betydning. ret

næste kapitel