16. marts - Hans medfølelse

(76)  »Han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.«- Mark. 10, 16. ret

(76)  Se disse mødre, blege, trætte, næsten fortvivlede, men ihærdige i deres forsæt. De søger hen til Frelseren med deres lidende småbørn, og idet de trænges tilbage af den bølgende skare, baner Kristus sig vej hen til dem, skridt for skridt, indtil han står ved deres side. Håbet blusser op hos dem. Glædestårerne rinder, når de opdager, at han har lagt mærke til dem, og de ser ind i de øjne, som lyser af så stor kærlighed og medlidenhed. ret

(76)  Det var skik hos jøderne at bringe de små til en rabbiner, for at han kunne lægge sine hænder på dem og velsigne dem. Disciplene mente, at Jesu gerning var alt for vigtig til at afbrydes på den måde. Derfor vakte det disciplenes mishag, at mødrene kom med deres små for at få hans velsignelse. De mente, at disse børn var for små til at få gavn af et besøg hos Jesus, og de troede, han var ked af at have dem omkring sig. Men Frelseren forstår de mødres omsorg og bekymring, som forsøger at opdrage deres børn efter Guds ord. Han havde hørt deres bønner, og det var ham selv, der havde draget dem til sig. . . . ret

(76)  Idet Frelseren kommer hen til en af dem, vækker han hendes tillid ved at sige: »Hvad skal jeg gøre for dig?« Hulkende fremstammer hun sit inderlige ønske: »Mester, at du ville helbrede mit barn!« Kristus tager den lille ud af hendes arme,. og sygdommen forsvinder ved hans berøring. Dødens bleghed er borte, den livgivende strøm flyder gennem årerne og musklerne styrkes. Han taler trøstende, beroligende ord til moderen. Så kommer han til et andet, lige så alvorligt tilfælde. Igen benytter Jesus sin livgivende kraft, og alle priser og ærer ham, som gør vidunderlige ting. ret

(76)  Mens Jesus er i virksomhed i byernes gader, kommer mødre med deres syge og døende små i deres arme, trænger sig frem gennem mængden og søger at komme i hans nærhed. ret

(76)  Der findes blandt de fattige mange, som længes efter at vise Gud deres taknemmelighed for hans nåde og sandhed. . . . Lad dem få lov at lægge deres skærv i Himmelens bank. Hvis den bliver givet med et sind, der er fuldt af kærlighed til Gud, bliver disse tilsyneladende ubetydeligheder til hellige gaver, til uvurderlige ofre, som Gud smiler til og velsigner. ret

(76)  Vi taler ofte om de store vidundere i Kristi liv, om miraklerne han udførte. Men det største bevis på hans storhed er, at han tog sig af det, man regner for småting. ret

(76)  Når børnene plukkede de vilde blomster, som voksede så rigeligt omkring dem, og trængtes om ham for at overrække disse gaver, tog han gerne imod, smilede til dem og gav udtryk for sin glæde over at se så mange forskellige blomster. ret

næste kapitel