Johannes åbenbaring

(953)  Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 10 - 11 - 12 - 13 - 14 - 15 - 16 - 17 - 18 - 19 - 20 - 21 - 22 ret

(953)  

Kapitel 1

(953) 1,2 (2 Peter 2,1; 1 Joh. 4,1). Agenten for guddommelig åbenbaring.--[Åb. 1,1, 2 citeret.] Hele Bibelen er en åbenbaring; for al åbenbaring til mennesker kommer gennem Kristus, og alt centrer sig i Ham. Gud har talt til os ved Sin Søn, hvems vi er blevet ved skabelse og genløsning. Kristus kom til Johannes under eksilet på øen Patmos for at give ham sandheden for disse sidste dage, for at vise ham det som snart må ske. Jesus Kristus er den store agent for guddommelig åbenbaring. Det er gennem Ham at vi har kundskab til hvad vi ser frem til i de afsluttende scener af denne jords historie. Gud gav denne åbenbaring til Kristus, og Kristus meddelte det samme til Johannes. ret

(953)  Johannes, den elskede discipel, var den udvalgte til at modtage denne åbenbaring. Han var den sidste overlevende af de først valgte disciple. I det nye testamentes tid blev han æret ligesom profeten Daniel blev æret i det gamle testamentes tid. ret

(953)  Den instruktion Johannes fik overbragt var så vigtig at Kristus kom fra himlen for at give den til Sin tjener, og bad (954) ham sende den videre til menighederne. Denne instruktion skal være genstand for vort omhyggelige og bønlige studie; for vi lever i en tid hvor mennesker, som ikke er under Helligåndens lære, vil bringe falske teorier. Disse mennesker har stået i høje stillinger, og de har ambitiøse projekter at gennemføre. De søger at ophøje sig selv, og revolutionere alle tings fremvisen. Gud har givet os særlig instruktion om at vogte om at vogte os mod sådanne. Han bad Johannes skrive en bog som skulle finde sted under de afsluttende scener af denne jords historie. (MS 129, 1905). ret

(954)   1-3. Åbenbaring en åben bog.--Mange har næret den tanke at Åbenbaringen er en forseglet bog, og de vil ikke bruge tid på at studere dets mysterier. De siger at de skal se på frelsens herligheder, og at mysterierne der åbenbares for Johannes på øen Patmos, er mindre overvejelse værd. Men Gud betragter ikke den bog sådan. . . . ret

(954)  Åbenbaringens bog åbner det op for verden, som har været, som er, og hvad skal komme; det er til vor belæring, til hvem verdens ende kommer til. Det bør studeres med ærbødig ærefrygt. Vi har privilegiet at kende det som er for vor belæring. . . . ret

(954)  Herren selv har åbenbaret for Sin tjener Johannes mysterierne i Åbenbaringens bog, og Han påtænker at de skal være åbne for alle at studere. I denne beskrives scener der nu er fortid, og nogle af evig interesse som sker om os; andre af dets profetier vil ikke få deres fuldstændige opfyldelse før tidens ende, når den sidste store kamp mellem mørkets kræfter og himlens Fyrste vil finde sted. (RH 31. aug., 1897).

8. Se EGW til 1 Kor. 15,22. 45. ret

(954)   9. Johannes' ledsagere på Patmos.--Johannes blev sendt til øen Patmos, hvor han var adskilt fra sine venner i troen, troede hans fjender at han ville dø af vanskeligheder og forsømmelse. Men Johannes fik venner og end nyomvendte der. De troede at de til sidst havde placeret det trofaste vidne hvor han ikke længere kunne trænge Israel eller de onde verdensherskere. ret

(954)  Men hele det himmelske univers så resultatet af konflikten med den aldrende discipel og hans adskillelse fra hans venner i troen. Gud og Kristus og den himmelske hær var Johannes kammerater på øen Patmos. Fra dem fik han modtog han undervisning som han gav dem, der havde adskilt ham for verden. Der skrev han de syner og åbenbaringer han fik fra Gud ned, og fortalte om de ting som ville finde sted i slutningen af denne jords historie. Når hans stemme ikke længere vidner for sandheden, når han ikke længere kan bevidne om Ham, han elskede og tjente, blev budskaberne givet til ham på den klippefyldte og golde kyst, som skinner ud i mørket, som en lampe der brænder. (MS 150, 1899). ret

(954)   (1 Joh. 1,1-10.) Herlige sandheder blev betroet Johannes. -- Ofte de allerbedste mænd, som Gud bruger til Sit navns ære, der ikke genkendes af menneskelig visdom, men ikke for et øjeblik glemmes de af Gud. Da Johannes blev sendt i eksil på øen Patmos, var der mange som troede at han var på det sidste, et gammelt og brudt tagrør, der kunne falde hvert øjeblik. Men Herren fandt det passende at bruge ham på den ensomme ø, hvor Hans tjener var til fange. Verden og snæversynede præster og herskere, fryde sig over at de endelig var befriet for hans altid friske vidnesbyrd. [1 Joh. 1,1-3 citeret.] ret

(954)  Hele dette kapitel er fuld af godt mod, af håb og tro og forsikring. Det var på grund af dette vidnesbyrd, så forbavsende for dem som ønskede at glemme Kristus, som hadede den korsfæstede Forløser, hvem de havde forkastet, da de ønskede at få den røst uden for deres hørevidde, så hans vidnesbyrd ikke længere er et vidne imod deres onde gerninger, at korsfæste herlighedens Herre. Men de kunne ikke sætte ham noget andet sted, hvor hans Herre og Frelser Jesus Kristus ikke kunne finde ham. ret

(954)  Kristi tjenere som var sande og trofaste kunne ikke genkendes og æres af mennesker . . . , men Herren ville ære dem. De vil ikke glemmes af Gud. Han vil ære dem ved Hans tilstedeværelse fordi de er blevet fundet sande og trofaste. Dem som er blevet gamle i Guds sag og arbejde har en erfaring af stor værdi for menigheden. Gud ærer Sine tjenere (955) som er blevet gamle i Hans tjeneste. De mest herlige sandheder om de sidste kapitler i denne jords historie blev givet til den aldrende discipel, som Jesus elskede. (MS 109, 1897). ret

(955)   9, 10 (Sal. 71,9; 92,14; Es. 46,4). Johannes’ sidste år.-- Det var da Johannes var blevet en gammel mand i Herrens tjeneste, at han blev forvist til Patmos. På den øde ø fik han flere budskaber fra Herren end han tidligere havde fået i hele sit lange liv. (RH 26. juli, 1906). ret

(955)   Kristi aldrene repræsentant var i eksil da hans vidnesbyrd ikke længere blev hørt; for det var en levende kraft ved den rette side. Men da han blev adskilt fra sine brødre, blev han hjemsøgt af Kristus, som han ikke havde set siden himmelfarten. (RH 16. maj., 1899). ret

(955)   9-15. Guds plan for fremtiden. - Forfølgelsens hånd faldt tungt på apostlen. Han er dømt til øen Patmos ”for Guds ord, og for Jesu Kristi vidnesbyrd.” Han skriver: ”Jeg var i Ånden på Herrens dag.” Han var fyldt med uudsigelig glæde; for himlen synes at åbne sig for ham. En stemme talte til ham i klare og tydelige toner, og sagde: ”Jeg er alfa og omega, den første og den sidste.” Han vendte sig om og så på sin Mester som han havde vandret med og talt med i Judæa, ved hvis bryst han fået undervisning. ret

(955)   Men oh, hvor så han forandret ud! Johannes havde set Ham iklædt en gammel skarlagens kappe og kronet med torne. Nu var han iklædt klæder med himmelsk stråleglans, og havde bundet et gyldent bælte omkring sig. Idet han beskriver Hans udseende, siger Johannes. ”Hans hoved og hans hår var som uld, som en brændende ild; og hans stemme som lyden af mange vande.” . . . . ret

(955)  Guds plan for fremtidige tider blev åbenbaret for Johannes. Himlens herligheder blev åbnet op for hans henrivende syn. Han så Guds trone, og hørte glædessange genlyde ud i de himmelske sale. Idet vi læser hans beskrivelse for hvad han så i sit syn, længes vi efter at stå sammen med de genløste i Guds nærhed. ret

(955)  Et halvt århundrede var gået siden Jesus steg op for at bringe Sin menighed frem for Gud, og for at brede boliger for Sine trofaste. Han elskede stadig Sit folk, for Han kom til sine aldrende tjener og åbenbarede Ham Guds planer for fremtiden. ret

(955)  På den ujævne og øde ø, blev Johannes overladt alene til Gud, og sin tro. Her, iblandt klipper og fremspring, havde han samfund med sin Skaber. Han så tilbage på sit tidligere liv, og ved tanken om de velsignelser han havde fået fra Guds hånd, fyldte fred hans hjerte. Han havde levet en kristens liv, og kunne sige i tro: ”Det er godt for min sjæl.” Ikke som kejseren som havde landsforvist ham. Han kunne kun se tilbage på slagmarkerne og blodbadet, på ødelagte hjem og grædende enker og forældreløse - resultatet af hans ærgerrige ønske for forrang. (MS 99, 1902). ret

(955)   10. Kristus viser sig på sabbaten. - Den sabbat, som Herren havde indstiftet i Edens Have, var lige så dyrebar for Johannes, nu da han befandt sig på en øde ø, som da han var sammen med sine brødre i byer og købstæder. Han gentog for sig selv de dyrebare løfter, som Kristus havde givet angående denne dag. Den var tegnet på, at Gud var hans. .... På sabbatsdagen kom den opstandne Frelser til Johannes. [Åb. 1,10-13, 17, 18 citeret.] ret

(955)  Forfølgelsen af Johannes blev en anledning for Guds nåde. Det strålende lys fra den opstanden Frelse oplyste Patmos. Johannes havde set Kristus i menneskelig skikkelse med naglegabene, der i al evighed vil være hans herligheds kendetegn i hænder og fødder. Nu fik han igen lov at se sin opstandne herre i så stor en herlighed, som et menneske kunne tåle, uden at miste livet. Hvilken sabbat for den ensomme fange, som altid havde været dyrebar i Jesu øjne, men nu blev ophøjet mere end nogen sinde før! Aldrig før havde han lært så meget af Jesus. Aldrig havde han erfaret så ophøjede sandheder. (YI 5. april, 1900).

16, 20. Se EGW til kp. 2,1, 1-5. ret

(955)   18-20 (Joh. 1,1-3). Den selveksisterende og uforanderlige. - [Åb. 1,18-20 citeret.] Dette er forunderlige og tydelige udtalelser. Det var kilden til al nåde og tilgivelse, fred og nåde, den selveksisterende, evige og uforanderlige Person, som besøgte Sin tjener i eksil på den ø som kaldes Patmos. (MS 81, 1900). ret

(956)  

Kapitel 2

(956) 1 (kp. 1,16. 20; Sal. 121,3. 4; se EGW til Ef. 5,25). Konstant ihærdig for Hans kirkes skyld. - I budskabet til menigheden i Efesus, fremstilles Kristus som den der har syv stjerner i Sin hånd, og vandrer i midte af syv guldlysestager. Han fremstilles som ”gående” imellem dem, og derved illustreres hans stadige flid for Sin menighed. Han der vogtede Israel hverken slumrer eller sover. Han bliver heller ikke ligegyldig. Disse billeder skal studeres nøje af underhyrderne, og bruges nøje til deres egen erfaring, så de ikke må miste deres store privilegium af syne, at få lys fra al lysets udspring, og give det på skift til hvem de arbejder for. (Brev 4, 1908). ret

(956)   1-5 (1 Peter 1,5; Judas 24). Tempelsalenes vagter. - [Åb. 2,1-5 citeret.] Ordene der faldt fra en Persons læber, der ikke kan lyve. Billedet åbenbarer en evig årvågenhed. Kristus er i midten af de syv guldlysestager, der vandrer fra menighed til menighed, fra forsamling til forsamling, fra hjerte til hjerte. Han der holder Israel vagt med Israel, hverken slumrer eller sover. Hvis lysestagerne blev overladt til mennesker, hvor ofte ville lyset så ikke blafre og gå ud! Men Gud har ikke givet Sin menighed i menneskers hænder. Kristus, den Eneste som gav Sit liv for verden, så alle der tror på Ham ikke går fortabt men får evigt liv, er husets vagtmand. Han er den trofast og sande vagtmand for Herrens tempelsale. . . . ret

(956)  Kristus vandrer i midten af Hans menigheder, over jordens længde og brede. Han ser med intens interesse hvem af Hans folk er i en sådan åndelig tilstand, at de kan komme ind i Hans rige. Han er til stede i enhver menighedsforsamling. Han kender dem, hvis hjerter Han kan fylde med den hellige olie, som de bringer videre til andre. Dem som trofast fører Kristi arbejde, repræsenterer Guds karakter i ord og gerning, opfylder Herrens mål med dem, og Kristus finder behag i dem. (RH 26. maj, 1903). ret

(956)   (Ef. 1,1. 15. 16.) Forsømmelsens onde resultater.--[Åb. 2,1-5 citeret.] I dette skriftsted står betingelserne skitseret for at blive accepteret af Gud. Efesermenighedens første erfaring førte til gode gerninger. Gud glædede sig over at Hans menighed genspejlede himlens lys, ved at åbenbare Kristi ånd i ømhed og medfølelse. Den kærlighed der dvælede i Kristi hjerte, den kærlighed der fik Ham til at give et offer for menneskene, af Sig selv, og af overbærenhed lide menneskenes skam, endog så langt at han blev kaldt for en djævel, den kærlighed fik ham til at udføre mægtige helbredelsesgerninger i Sin tjeneste - det var den kærlighed der skal åbenbares i Hans disciples liv. ret

(956)  Men de undlod at værne om Kristi medfølelse og ømhed. Selvet, som viste sig i nedarvede karaktertræk, ødelagte principperne for store og gode gerninger som kendetegnede effesermenighedens medlemmer som kristne. Herren Jesus behøver at vise dem at de har mistet det som var alt for dem. Den kærlighed der tvang Frelseren til at dø for os, blev ikke åbenbaret fuldt ud i deres liv, og var derfor ude af stand til at bringe ære over Forløserens navn. Og idet de mistede deres første kærlighed, voksede de i kundskab til videnskabelige teorier, der var opfostret af løgnens fader. (MS 11, 1906)

2. Se EGW til Gal. 5,6. ret

(956)   2-6. Miste kærlighedens talent. - Dette budskab er et eksempel på den måde som Guds prædikanter skal irettesætte i dag, på. Efterfølgende bliver rosen for alvorligt arbejde til en irettesættelse for at miste kærlighedens talent, som er den helligste gave. Det var Guds kærlighed som frelste den faldne slagt fra evig død. (MS 136, 1902). ret

(956)   4 (2 Peter 3,18; 2 Joh. 6). Kærlighed for Kristus behøver ingen særlig signalering. - “Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.” Forfaldet er dit, den hellige iver daler - dens mål er ikke opgivet, men mistet sin glød. De nyomvendtes første kærlighed til Kristus er dyb, fuld og brændende. Det er ikke nødvendigt at denne kærlighed bliver mindre, eftersom kundskaben vokser, eftersom det større lys skinner på ham. Den kærlighed bør blive mere inderlig, idet han bliver bedre bekendt med sin Herre. . . . ret

(956)  Gud vil ikke acceptere mindre end et helt hjerte. Lykkelig er de som fra (957) begyndelsen af deres religiøse liv har været oprigtig over for deres første kærlighed, vokset i nåde og vor Herre Jesu Kristi kundskab. Det sikre resultat af deres forbindelser og fællesskab med deres elskede Herre, vil vokse i deres ydmyghed, deres renhed og deres gunst vokse. De modtager en guddommelig uddannelse, og dette er illustreret et brændende, ihærdigt og nidkært liv. . . . . ret

(957)  Det er vort arbejde at kende vore særlige fejl og synder, som forårsager mørke og åndelig svaghed, og dæmpet vor første kærlighed. (RH 7. juni, 1887). ret

(957)   4, 5 (se EGW til kp. 3,14-18; 1 Kong. 11,4). Åndeligheden er faldet, men ikke klar over det.--I lyset af de mange dyder, der opremses, er det en slående anklage, der rettes imod menigheden i Efesus. "Jeg har det imod dig, at du har mistet din første kærlighed." Denne menighed havde nydt store privilegier. Den var stiftet af apostlen Paulus. I byen fandtes Dianas tempel, som var så pragtfuldt, at det blev regnet blandt verdens syv vidundere. Menigheden i Efesus mødte stor modstand og måtte endog lide forfølgelse og alligevel veg den fra sandheder, som havde forenet den med Kristi efterfølgere, og antog Satans besnærende vildfarelser i deres sted. ret

(957)  Denne forandrede indstilling var et åndeligt fald. "Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og angre, og gør de samme gerninger, som i den første tid." De vidste ikke selv, at der var sket en forandring med deres hjerte og at de trængte til omvendelse, fordi de ikke fortsatte i deres første gerninger. Men i sin nåde kaldte Gud dem til at vende tilbage til deres første kærlighed og til de gerninger, som altid vil være resultat af sand kristelig kærlighed. (MS 11, 1906). ret

(957)  Tab af kærlighed, et moralsk fald. - Tabet af den første kærlighed betegnes som et moralsk fald. Tabet af denne kærlighed fremstilles som noget der vil påvirke hele det religiøse liv. Dem som har mistet denne kærlighed, siger Gud at hvis de ikke andre, vil han komme til dem og fjerne deres lysestage fra sit sted. (MS 1, 1906). ret

(957)   6 (Judas 4). Nikoalitternes synd. - Er det [vor synd] nikolaitternes synd, at vejlede Guds nåde til vellyst? (RH 7. juni, 1887) ret

(957)   (Rom. 3,31.) Nikolaitternes lære. - Nu læres doktrinen at Kristi evangelium har sat Guds lov ud af kraft; at vi, ved at ”tro” er fri for at være Ordets gørere. Men dette er nikolaitternes lære, som Kristus fordømte så strengt. (ST 2. jan., 1912). ret

(957)   7 (kp. 22,2). Bladene fra livets træ. - [Åb. 2,7 citeret.] Skal vi vente indtil vi er forvandlede, før vi spiser af livets træ? Han som tager Kristi ord i sit hjerte ved hvad det vil sige at spise blade af livets træ. [Joh. 6,33-63 citeret.] ret

(957)  Når den troende, i Åndens fællesskab, kan lægge hånd på sandheden selv, og tilegne sig den, spiser han det brød, der kommer ned fra himlen. Han går ind til Kristi liv, og påskønner det store offer, der var gjort for den syndige rase. ret

(957)  Kundskaben som kommer fra Gud er livets brød. Det er blade fra livets træ, som er til folkenes helbredelse. Strømmen af åndeligt liv begejster sjælen ligesom Kristi ord praktiseres og tro på. Sådan er det at vi gøres eet med Kristus. Den erfaring som var svag bliver stærk. Der er evigt liv til os, hvis vi fastholder vor tillid fra begyndelsen til enden. ret

(957)  Al sandhed skal modtages som Jesu liv. Sandhed renser os fra al uretfærdighed, og bereder sjælen, for Kristi nærhed. Kristus er formet inden i, herlighedens håb. (MS 103, 1902) ret

(957)   7, 11, 17, 29 (kp. 3,6. 13. 22). Ører lukkes for tåber og vrøvlesnak. - "Han der har øre, lad ham høre hvad ånden siger til menighederne.” Hvis du ”hører hvad Ånden siger til menighederne,” og tænker over den undervisning de har fået, så vil dine øre lukkes for den tåbe- og vrøvlesnak, der omgiver dig. Du vil hverken høre eller gentage disse ting, du vil heller aldrig hige efter dem. Når Kristus tilfredsstiller sjælehungeren, er disse trivialiteter usmagelige og en væmmelse for dig. Du har ikke et ønske om at beværte dem, men i stedet for vælger du himlens brød. (MS 92, 1901). ret

(958)  (958) 9. Satans synagoge.--Kristus taler om den menighed som Satan bebor som Satans synagoge. Dens medlemmer er ulydighedens børn. De er dem som valgte at synde, som arbejder for at sætte Guds lov ud af kraft. Det er Satans arbejde at blande ondt med godt, og fjerne adskillelsen mellem godt og ondt. Kristus vil have en menighed som arbejder på at skille ondt ud fra godt, hvis medlemmer ikke tolerer forkerte gerninger villigt, men vil forjage det fra hjertet og livet. (RH 4. dec., 1900). ret

(958)   10. Kroner skænkes af Kristus. - På den endelige straf og belønningsdag, vil både hellige og syndere genkende Ham som blev korsfæstet, dommeren for alt levende. Enhver krone som gives den Allerhøjestes hellige, vil blive skænke af Kristi hænder - hvis hænder de grusomme præster og herskere fordømte til at nagles på korset. Han alene kan give mennesker det evige livs trøstegave. (RH 22. nov., 1898). ret

(958)  

Kapitel 3

1 (2 Kor. 4,7; Gal. 2,20; Fil. 1,21; 3,8). Trofaste forvaltere over os selv. - [Åb. 3,1 citeret.] Gud kalder på sin menighed for at gøre en forandring. De havde et navn at leve efter, men deres gerninger var blottet for Jesu kærlighed. Oh, hvor mange har faldet fordi har stolet på deres egen bekendelse til frelse! Hvor mange er gået tabt når de fremholder et navn! Hvis det har rygtes at nogen er en succesrig evangelist, en begavet taler, en bønnens mand, en troens mand, en man med særlig helligelse, er der tydeligvis fare for at han vil lide troens skibbrud, når han prøves af de små prøver som Gud lader komme. Han vil ofte have et stort arbejde i at fastholde sit omdømme. ret

(958)  Han som lever i frygt for at andre ikke påskønner hans værdi, mister øjesyn for Ham, som alene gør os værdige til at ære Gud. Lad os være trofaste forvaltere over for os selv. Lad os se bort fra selvet hen til Kristus. Så vil der ikke være nogen trængsler over hovedet. Uanset hvor godt det arbejde, der bliver gjort, ser ud, så er det værdiløs hvis det ikke gøres i Jesu kærlighed. En kan gennemgå hele runden af religiøs aktiviteter, Men hvis Kristus ikke er vævet ind i alt hvad han siger og gør, vil han arbejde for sin egen ære. (Brev 48, 1903) ret

(958)   1-3. Husk hvad du har modtaget. - Her gives en advarsel om en tid, hvor vildfarelser ville snige sig ind som en tyv og stjæle Guds folks tro - hvor de måtte våge flittigt og stadig være på vagt overfor fjendens bedrag. ret

(958)  Mange i Sardes var blevet omvendt ved apostlenes vidnesbyrd. Man havde modtaget sandheden som et strålende lys. Men nogle havde glemt, på hvilken vidunderlig måde de havde modtaget sandheden, og Jesus fandt det nødvendigt at irettesætte dem. ret

(958)  En efter en var de gamle pionerer faldet bort, og nogle var blevet trætte af at høre de samme sandheder atter og atter. De ønskede nye læresætninger, so passede dem bedre. De mente, at de behøvede en vidunderlig forandring og i deres åndelige begreb de ikke at deres fordrejede opfattelser ville udslette deres første erfaringer. ret

(958)  Men Jesus så, hvordan dette ville ende. Gennem Johannes sendte han denne advarsel: "Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det og omvend dig. Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv." (MS 34, 1905). ret

(958)   (2 Tim. 2,23-26.) Pas på ordkløveri. - [Åb. 3,1-3 citeret.] Blandt de folk som dette budskab var sendt til, var der dem som havde hørt og blevet overbevist af Johannes Døbers forkyndelse, som havde mistet troen som de før var glad for. Der var andre som havde modtaget sandheden fra Kristi lære, og som tidligere var brændende troende, men som havde mistet deres første kærlighed, og var uden åndelig styrke. De havde ikke den faste tillid fra begyndelsen helt til enden. De havde et navn at tro på, men kommer det til at udvise en frelsende indflydelse, så var de døde. De havde en formel gudsfrygt uden kraft. De laver ordkløveri om sager der ikke er særlig vigtige, der ikke er fra Herren som prøver, indtil disse sager bliver som bjerge, der adskiller dem fra Kristus og fra hinanden. . . . . ret

(958)   "Jeg kender dine gerninger, at du har et navn at I lever, og ikke er døde." Hos Gud har det ydre ingen betydning. Ydre religiøse former, uden Guds kærlighed i sjælen, er helt værdiløs. ret

(959)  (959)"Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø." Dette er vort arbejde. Der er mange som er ved at dø åndeligt, og Herren kalder på os til at styrket dem. Guds folk skal forenes fast i det kristne fællesskabs bånd, og skal styrkes i troen ved at ofte tale til hinanden om de dyrebare sandheder der er betroet dem. De skal aldrig bruge deres tid på at anklage og fordømme hinanden. (RH 10. aug., 1905). ret

(959)   1-4 (Heb. 4,13). Afveje karakteren. - [Åb. 3,1-3 citeret.] Den udskillelse Kristus åbenbarede, ved at veje deres karakter, som har påtaget si Hans navn, som Kristne, leder os til at se mere til fulde hvad hver enkelt af os er under Hans ledelse. Han kender til hjertets tanker og intentioner, såvel som hvert ord og handling. Han kender alt til vor religiøse erfaring; Han kender hvem vi elsker og tjener. (MS 81, 1900). ret

(959)   1-5 (Matt. 22,14). Nogle få trofaste I Sardes. - Menigheden i Sardes fremstilles med at den har nogle trofaste iblandt de mange som var blevet ryggesløse og ligeglade med deres forpligtelse over for Gud. ”Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.” Hvem er så begunstiget til at regnes blandt de få i Sardes? Er du? Er jeg? Hvem er blandt dette antal? Er det ikke det bedste for os at spørge om dette, for at vi kan vide hvem er blandt disse? Er det ikke bedst for os at spørge om dette, for at vi må vide hvem Herren hentyder til når Han siger at nogle få som ikke har pletter på deres hvide karakterklædninger (MS 81, 1900)? ret

(959)   (Vs. 14-18.) Læs det tredje kapitel i Åbenbaringen. - I budskabet til Sardes menigheden vises to partier: dem som har et navn at leve for, men er døde; og dem som kæmper for at overvinde. Studer dette budskabet, i Åbenbaringens tredje kapitel. [Åb. 3,1, 2 citeret.] Hvem er det som er ved at dø? og hvad har gjort dem til det? Forklaringen gives: ”Jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne.” [Vs. 3-5 citeret.] ret

(959)  Dette budskab er sendt til menigheden i dag. Jeg kalder på vore menighedsmedlemmer til at læse hele åbenbaringens tredje kapitel, og anvende det. Budskabet til laodikæamenigheden gælder særligt Guds folk i dag. Det er et budskab til bekendende kristne som er blevet verden så lig, at der ikke kan ses forskel. [vs. 14-18 citeret] (RH 20. aug., 1903). ret

(959)   3 (Hebr. 3,6; 4,14; 10,23). Hold fast i løftet. - " Kom derfor i hu, hvordan du tog imod ordet og hørte det; hold fast ved det, og omvend dig.” Dem som er blevet født igen, husk på hvilken glæde og fryd de modtog himlens lys med, og hvor ivrige de var med at fortælle enhver om deres lykke. . . . . ret

(959)   ”Hold fast.” Dette betyder ikke at holde fast i dine synder, men holde fast i den trøst, den tro og det håb som Gud har givet dig i Hans Ord. Mist aldrig modet. Et modløst menneske kan ikke gøre noget. Satan forsøger at tage modet fra dig, fortælle dig at det ikke nytter at tjene Gud, at det ikke betaler sig, og at det er lige så godt at få fornøjelser og nydelser i denne verden. Men ”hvad gavner det et mennesker, om han vinder hele verden, men må bøde med sin egen sjæl?” De verdslige fornøjelser du får, er på bekostning af den fremtidige verden; men kan du betale en så høj pris? ret

(959)  Vi skal ”holde fast” og leve op til al det lys vi modtager fra himlen. Hvorfor? Fordi Gud ønsker at vi skal gribe den evige sandhed, og handle som Hans hjælpende hånd, og bringe lys til dem som ikke kender til den kærlighed Han har til dem. Da du gav dig selv til Kristus, gav du et løfte i Faderens, Sønnens og Helligåndens nærhed - de tre store personlige Gejstligheder i himmelen. ”Hold fast” i dette løfte. ret

(959)  ”Og angre.” Det liv vi lever skal være i stadig anger og ydmyghed. Vi behøver hele tiden at angre, så vi hele tiden kan vinde sejr. Når vi har den sande ydmyghed, har vi sejr. Fjenden kan aldrig tage ham ud af Kristi hånd, som stoler enkelt på Hans løfter. Hvis sjælen stoler og arbejder i lydighed, er sindet modtagelig over for guddommelige indtryk, og Guds lys skinner ind, oplyser forståelsen. Hvilke privilegier har vi i Kristus Jesus! ret

(960)  (960)En sand anger for Gud holder os ikke trældom, der får os til at føle os som personer i et begravelsesoptog. Vi skal være glade, ikke bedrøvede. Al den tid hvor vi er bedrøvede, hvor Kristus har givet sit dyrebare liv for os, giver vi så mange år af vort liv til mørkets kræfter. Vi skal føle sorg i hjertet, når vi tænker på at Kristus har givet alt sit for vor genløsning, men hvor vi har brugt tid og evner til at tjene fjenden, som Herren ellers har betroet os som talenter til Hans navns ære. Vi skal angre fordi vi ikke har anstrengt os på alle mulige måder, på at blive bekendt med den dyrebare sandhed, som sætter os i stand til at udøve den tro der virker ved kærlighed og renser sjælen. ret

(960)  Når vi ser sjæle ud fra Kristus, skal vi sætte os selv i deres sted, og føle anger for Gud, for deres skyld, ikke hvile før vi bringer dem til anger. Hvis vi gør alt hvad vi kan for dem, og de alligevel ikke angrer, ligger synden lige for deres dør; men vi skal stadig nære hjertesorg på grund af deres situation, vise dem hvordan de angrer, og prøve at lede dem skridt for skridt til Jesus Kristus. (MS 92, 1901)

4. Se EGW til kp. 19,7-9; Heb. 2,14-18. ret

(960)   4, 5 (Luk. 12,8). Sand, loyal og trofast. - [Åb. 3,4.5 citeret.] Dette er den belønning, som vil blive givet til dem, der har opnået en ren og pletfri karakter og holdt fast ved deres tro. Jesus Kristus vi bekende deres navne for Faderen og for hans engle. De har været loyale og trofaste. De har levet og undervist sandheden, uanset om de blev rost eller dadlet. (MS 26, 1905). ret

(960)   (2 Kor. 4,17. 18.) En evig herlighedsvægt. - "Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil." På grund af deres tro er denne ære overdraget dem. I dette liv praler de ikke, eller opløfter deres sjæle i forfængelighed. Med et intenst ønske, med en ren og hellig tro, griber de, det løftet om evige rigdomme. Deres eneste ønske er at være som Kristus. De har altid holdt retfærdighedens standard opløftet. Dem er givet en evig herlighedsvægt, fordi de vandede med Gud på jorden, holdt sig selv uplettet fra verden, åbenbarede Kristi retfærdighed for deres medmennesker. Om dem erklærer Frelseren: ”De skal vandre med mig i hvidt, i den verden som er forberedt for dem." [Åb. 3,5 citeret] (RH 10. aug., 1905). ret

(960)   4, 5, 10 (1 Kor. 10,12. 13). Sejrens løfte. - [Åb. 3,4, 5 citeret.] Disse ord er givet til folk medens de var i forbindelse med verden, underkastet fristelser og indflydelser som bedrager og forlokker. Medens de holder tanker ved Ham, som er deres sol og skjult, vil den sorthed og det mørke som omgiver dem ikke efterlade en plat og rykke på deres klæder. De vil vandre sammen med Kristus. De vil bede, tro og arbejde for at frelse sjæle, der er ved at gå fortabt. Disse prøver at bryde de bånd Satan har fæstnet på dem, og de vil ikke blive til skamme, hvis de i tro gør Kristus til deres ledsager. Fristelser og bedrag vil hele tiden komme frem af den store bedrager, for at spolere menneskeagentens arbejde, men hvis han stoler på Gud, hvis han er ydmyg, sagtmodig og beskeden i hjertet, holder sig på Herrens vej, vil himlen fryde sig, for han vil vinde sejr. Gud siger: ”Han skal vandre med Mig i hvide og ubesmittede klæder, for han er værdig dertil.” (MS 97, 1898). ret

(960)   5 (kp. 13,8; se EGW til kp. 7,9; 20,12-15). Engle vejer moralens vægt. - Kristus siger om sejrherren: ”Jeg vil ikke udslette hans navn af livets bog.” Alle deres navne som har givet sig selv til Gud, står skrevet i livets bog, og Han ser tilbage på deres karaktertræk. Guds engle vejer moralens vægt. De overvåger karakterudviklingen hos dem der lever nu, for at se om deres navne kan forblive i livets bog. Vi har fået tilstået en prøvetid til at vaske vore karakterklædninger og gøre dem hvide i Lammets blod. Hvem gør dette arbejde? Hvem skiller sig selv ud fra synd og selviskhed? (HS 138)

6, 13. 22. Se EGW til kp. 2,7.11.17.29. ret

(960)   8. En åben dør. - Det sande vidne erklærer: "Se, jeg har sat en åben dør (961) foran jer." Lad os takke Gud af hele hjertet, sjæl og stemme; og lad os lære at nærme os Ham som en åben dør, tro at vi kan komme frit med vore bønner, og at Han vil høre og besvare. Det er i levende tro på hans kraft til at hjælpe, at vi skal få styrke til at kæmpe Herrens kampe, med sikker tro på sejr. (RH 9. juli, 1908) ret

(961)   (Hebr. 10,19. 20.) Døren til samværet. - Det sande vidne har givet os forsikring at Han har sat en åben dør foran os, som ingen kan lukke. Dem som forsøger at være tro mod Gud må fornægte mange af verdens privilegier; deres vej kan hegnes op, og deres arbejde forhindres af sandhedens fjender; men der er ingen magt som kan lukke samværets dør mellem Gud og deres sjæle. Den kristne selv kan lukke sin dør, ved at give efter for synd, eller afvise himlens lys. Han kan vende sine ører bort fra at høre sandhedens budskab, og på den måde adskille forbindelsen mellem Gud og hans sjæl. . . . . Hverken mennesker eller Satan kan lukke den dør som Kristus har åbnet for os. (RH 26. marts., 1889). ret

(961)   Lys fra himlens dørtærskel.--[Åb. 3,8, 9 citeret.] Hvornår vi end fristes, har vi altid se denne åbne dør. Ingen kraft kan skjule os fra det herlighedslys som skinner fra himlens dørtærskel langs hele den stige vi skal klatre op ad; for Herren har givet os styrke i Sin styrke, mod i Sit mod, lys i Sit lys. Når mørkets kræfter overvindes, når Guds herlighedslys oversvømmer verden, skal vi se og forstår mere klart end vi gør i dag. Hvis vi blot erkender at Guds herlighedslys er omkring os, så himlen er nærmere jorden end vi tror, må vi have en himmel i vore hjem, der bereder til himlen deroppe. (MS 92, 1901). ret

(961)   14-18 (se EGW til vs. 1-5; 2 Kor. 5,17). Vor tilstand er åbenbaret. - Laodikæamenighedens budskab afslører vor tilstand som et folk. (RH 15. dec., 1904). ret

(961)   Budskab for de ledige i vingården. - Laodikæabudskabet blev sendt til de ledige i Herrens vingård. (MS 26, 1905). ret

(961)   (Rom. 2,17-24.) Hvordan Laodikæabudskabet bruges. - Alle som har haft stort lys og mange anledninger, men ikke påskønnet det, kan anvende Laodikæamenighedens budskab. (RH 11. marts, 1902). ret

(961)   (Kp. 2,4. 5.) Kærlighedsgløden mangler. - Budskabet til Laodikæamenigheden passer til vor tilstand. Hvor tydeligt afbilledes deres tilstand, som tror de har hele sandheden, som er stolt af deres kundskab til Guds ord, skønt dets helliggørende kraft ikke mærkes i deres liv. Guds kærlighedsglød mangler i deres hjerter, men det er netop denne kærlighedsglød som gør Guds folk til lys for verden. (RH 23. juli, 1889). ret

(961)   Laodikæabudskabet for adventister. - Budskabet til Laodikæamenigheden gælder i høj grad os som et folk. For lang tid siden er det sat frem for os, men der er ikke givet så meget agt på det som der burde. Når angerens arbejde er alvorlig og dyb, vil hver enkelt menighedsmedlem købe himlens rige goder. [Åb. 3,18 citeret.] Oh, hvor mange ser tingene i et fordrejet lys, i det lys som Satan vil have dem til at se. ret

(961)  Du kan udvise stort nidkærhed i missionsarbejde, og alligevel er det intet værd i Guds øjne, hvis det er fordærvet af selviskhed; det er et besmittet offer. Hvis Jesus ikke bor i sjælens tempel, så hjertet er gennemsyret af hans Guddommelige egenskaber, vil menneskelige anstrengelser, når de vejes på himmelens vægt, blive fundet for lette. Jesu kærlighed gør et menneske rigt. Men mange forstår ikke, hvad denne kærlighed er værd. De forstår ikke, at den ånd, de sætter så højt, er helt blotter for Jesus sagtmodighed og ydmyghed, som kunne gøre dem til lysbærere. (MS 33, 1894). ret

(961)   (2. Peter 3,11.) Har Gud gjort fejl? - Laodikæabudskabet passer for menigheden i denne tid. Tror I dette budskab? Har jeres hjerter denne følelse? Eller siger I hele tiden: Vi er rige og har megen gods, og behøver intet? Er det forgæves at den evige sandhed forkyndes til dette folk, som skal føre det ud til alverdens folkeslag? (962) Gud har udvalgt et folk og gjort dem til sandhedens forvaltere - tungtvejende med evige resultater. Dem er givet det lys som må oplyse verden. Har Gud begået en fejl? Er vi i virkeligheden Hans udvalgte redskaber? Er vi mænd og kvinder skal frembære verden budskaberne i Åbenbaringen fjorten, og forkynde frelsens budskab for dem, som står ved randen til ruin. Handler vi som var det os? (MS 51, 1901) ret

(962)   Bekender men ikke gør det. - Laodikæa budskabet gælder alle som bekender at holde Guds lov, og holder den alligevel ikke. Vi skal ikke være selvisk i noget. Enhver fase i kristenlivet skal være en fremstilling af Kristi liv. Er det ikke det, vil vi høre de forfærdelige ord: ”Jeg kender jer ikke.” (RH 17. okt., 1899). ret

(962)   En inspireret religiøs erfaring. - Budskabet til Laodikæamenigheden gæller allermest dem, hvis religiøsitet er åndsforladt, som ikke har det beslutsomme vidne for sandheden. (Brev 98, 1901). ret

(962)   (Es. 65,5; Luk. 18,11, 12.) "Hør, o hør." - Jeg siger jer i Herrens navn, at dem som har haft det store lys, er i dag i den tilstand Kristus beskriver i sit budskab til Laodikæamenigheden. De tror at de er rige, og er vokset i gode gaver, og de føler at de ikke mangler noget. Kristus taler til jer. Hør, o, hør, om I er opmærksomme på jeres sjæle, den store Rådgivers ord, og handler efter dem. (Åb. 3,18 citeret] (Brev 5, 1897). ret

(962)   At befri menigheden for fanatisme. - Planen med laodikæabudskabet var at befri menigheden for . . . . fanatisk indflydelse; men Satans anstrengelser har været at fordærve budskabet, og ødelægge dets indflydelse. Han var bedre tilfreds med at fanatiske personer griber vidnesbyrdet, og bruger det i hans sag, end at de forbliver i en lunken tilstand. Jeg har set at det ikke var planen med budskabet, at få en bror til at være dommer over sin bror, og fortælle ham hvad han skal gøre, og hvorvidt der skal gås, men at hver enkelt ransager sit eget hjerte, og går ind i sit eget personlige arbejde. (2SG 223). ret

(962)   Fallit! - Mange af laodikæamenighedens medlemmer, lever i åndeligt selvbedrag. De iklæder sig selv deres egen retfærdighedsklædninger, bilder sig selv ind at de er rige og har meget gods, og ikke mangler noget, skønt de dagligt behøver at lære af Jesus, Hans sagtmodighed og ydmyghed, ellers vil de være gået fallit, og hele deres liv være en løgn. (Brev 66, 1894). ret

(962)   Selvopstået religion. - Kærlighed til selvet udelukker Kristi kærlighed. Dem som lever for selvet er ordnet under laodikæamenighedens hoved, som er lunken, hverken kold eller varm. Gløden fra den første kærlighed er løbet ind under selvisk egoisme. Kristi kærlighed i hjertet udtrykkes i handlingerne. Hvis Kristi kærlighed er dunkel, vil kærlighed til dem Kristus døde for blive degenereret. Det kan se forunderligt ud med iver og ceremonier, men dette er deres selvopståede religion. Kristus fremstiller dem som udspy af Hans mund. [Åb. 3,17, 18 citeret] (MS 61, 1898). ret

(962)   (Ordsp. 30,12; Obadias 3.) Selvophøjelse er et farligt element. - Selvophøjelse er et farligt element. Det smudser alt til det berører. Det er udspringet til stolthed, og det virker så sindrigt, at hvis der ikke passes på, vil det tage tankerne i besiddelse og styre handlingerne. ret

(962)  Laodikæabudskabet må proklameres med kraft; for nu er det gælder særlig nu. Nu ses der mere stolthed, verdslig ærgerrighed, selvophøjelse, tvetydighed, hykleri og bedrag end nogen sinde før. Mange taler store svulme forfængelige ord og siger: ”Jeg er rig og har fået mere gods, og mangler intet.” Alligevel er de elendige og fattige, blinde og nøgne. (RH 25. sept., 1900). ret

(962)   (Præd. 10,1; Matt. 7,1-5.) Egenkærlighed, selvbedrag og selvretfærdighed. - Dem som Kristus advarer har nogle fremragende kvalifikationer, men de neutraliseres af alle som har en sygelig egenkærlighed, selvbedrag, selvretfærdighed for at slet ikke hjælpe brødrene i Guds tjeneste, og opmuntre i ord og handlinger. De er et skår i glæden. De vejes af Ham som aldrig fejler. Han tæller resultaterne som demonstrerer at Kristi kærlighed ikke er et blivende princip i sjælen. Gud kalder (963) på jer alle, at lære af Kristus i hans sagtmodighed. Bortlæg jeres fejlsøgen hos andre. Ret opmærksomheden til jeres egne mangler. Jeres selvretfærdighed fremkalder kvalme over for Herren Jesus Kristus. [Åb. 3,15-18 citeret.] Disse ord gælder menighederne og mange af dem i betroede stillinger i Guds værk. (MS 108, 1899). ret

(963)  Åndeligt nyomvendte. - Der er mange som bekender sig som kristne, som ikke følger Jesus i virkeligheden. De bærer ikke korset i ordentlig selvfornægtelse og selvopofrelse. Selvom de bekender meget at være alvorligt kristne, vakler de i deres karakters vævning, så at mange af trådene i deres egne ufuldkommenheder spoleres i det skønne mønster. Om dem siger Kristus: ”Du praler af at være rig og vokser med formodede åndelige evner. I virkeligheden er du hverken kold eller varm, men er fyldt med tom forfængelighed. Hvis du ikke omvender dig, kan du ikke frelses; for du vil ødelægge himlen med din uhellige visdom. Jeg kan ikke godskrive din ånd og dit arbejde. Du handler ikke efter det guddommelige Eksempel. Du følger blot dit eget opfundne mønster. Fordi du er lunken, må jeg udspy dig af din mund.” ret

(963)  Lad os takke Herren at så længe denne klasse er så overtallig, er der stadig tid til anger. Jesus siger: ”Jeg, din Genløser, kender dine gerninger. Jeg kender til de motiver som ansporer dig til at prale om din åndelige tilstand: ’Jeg er rig, og har megen god, og behøver ingen ting.’ Du ’ved ikke at du er elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen.’” ret

(963)  Dem som er i denne tilstand er bevidst uvidende. De ser ikke syndens virkelige karakter. Ved deres forkerte handlinger fremstiller de Kristi karakter forkert og sætter Ham til åben skam. Bekender de at have en kundskab til sandheden, handler de som nyomvendte i ånden. De virker ikke til at forstå sandheden, som den må udtrykkes i ord og gerning at vise en afgjort forskel mellem ham der tjener Gud ham der ikke tjener ham. De er falske modtagere af alle kristne velsignelser og privilegier, skønt de som Kristi repræsentanter, ikke er rige i åndelig nådegave eller i gode gerninger. De er elendige, fattige, blinde, lemlæstede. Hvilken en position at være i! De står i deres eget lys. ret

(963)  Men uanset deres bevidste uvidenhed, skal de ikke overlades til Herren, uden at have fået advarsel og råd. (MS 138, 1902). ret

(963)   15. Visionens bjerg. - Hvis nogen som har indflydelse kunne bestige et visionens bjerg, som han kunne beskue alle sine gerninger, sådan som Kristus ser dem, når han erklærer, ”Jeg kender dine gerninger”; hvis medarbejderen kunne fra årsag til virkning opspore alle anstødelige ord og handlinger, ville udsynet være mere end han kunne bære. (MS 128, 1903). ret

(963)   15, 16 (Matt. 6,22-24). Værre end de vantro. - Halvhjertede kristne er værre end hedninger; for deres påtagede uforpligtende position leder mange på vildspor. Hedningen viser sit flag. Den lunkne kristne bedrager begge parter. Han er hverken en god verdslig eller en god Kristen. Satan bruger ham til at gøre et arbejde, som ingen andre kan gøre. (Brev 44, 1903). ret

(963)   (Luk. 13,24-30.) De halvhjertedes skæbne. - Der er dem som, gennem deres bekendelse tjener Gud, men er vidner imod Ham. Dem gives Laodikæamenighedens budskab til. Kristus siger til dem: ”Jeg kender dine gerninger, at du er hverken kold eller varm.” Når hævnenglen skal gå igennem landet, kan Kristus ikke sige om dem: ”Rør dem ikke. Jeg har indgraveret dem på mine håndflader.” Nej, om disse halvhjertede siger han: "Jeg vil udspy dig af min mund. Jeg væmmes ved dem." (Brev 44, 1903). ret

(963)   Døde i overtrædelser og synder. - For dem, der ikke praktiserer det, er Guds ord et dødt brev. Kristus siger om sådanne: “Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.” Han kan ikke fremsætte deres sag for Faderen. Hvis de indså, at de var syndere, kunne han gå i forbøn på deres vegne, og Faderen ville vække dem ved sin Helligånd. Men de er værre end døde i overtrædelser og synder. De hører ordet, men anvender det ikke på sig selv; i stedet for anvender de det talte ord på deres naboer. (MS 163a, 1898). ret

(963)   15-20 (Joh. 4,13. 14). Et kildeudspring af levende vand. - Mange af deres tilstand som hævder at være Guds børn (964) fremstilles præcis i Laodikæamenighedens budskab. Der er åbent for dem som tjener gud, sandheder af uvurderlig værdi, som bringes ind i det praktiske liv, viser forskellen mellem dem som tjener Gud og dem som ikke tjener ham. ret

(964)  Jorden selv er ikke rigere besat med guldårer end åbenbaringens mark er besat med årer af dyrebar sandhed. Bibelens forrådshus er af Guds uransagelige rigdomme. Men dem som kender til sandheden forstår den ikke til fulde, som de skulle. De bringer ikke Kristi kærlighed ind i hjerte og liv. ret

(964)  Bibelgranskeren finder sig selv bøjet over udspringet af livets vand. Menigheden behøver at drikke dybt af det åndelige Ord. Deres tjeneste for Gud behøver at være meget anderledes fra den tamme, livløse og følelsesløse religionserfaring, som kun gør mange troende en lille forskel fra dem der ikke tror, meget simple i ånd for den uomvendte. (MS 117, 1902). ret

(964)   15-21. Laodikæabudskabet at gå ud i verden. - Laodikæabudskabet har lydt. Tag dette budskab i alle sine afskygninger og udbredt det for folk, hvor Forsynet end åbner vejen. Retfærdiggørelse ved tro og Kristi retfærdighed er de temaer der skal præsenteres for en fortabt verden. (Brev 24, 1892). ret

(964)   15-22 (Kol. 4,12. 13). Arbejdet gået tabt i Laodikæamenigheden. - [Åb. 3,15-22 citeret.] Dette er vidnesbyrdet der skal frembæres for menigheden i Laodikæa. Denne menighed er blevet undervist nøje. I sit brev til Kolossenserne, skrev Paulus:, " Epafras, som er en af jeres egne, sender hilsen til jer; han er en Kristi Jesu tjener og strider altid for jer i sine bønner, for at I må stå fast, fuldkomne og fuldt forvissede om, hvad der i enhver sag er Guds vilje. Thi jeg giver ham det vidnesbyrd, at han har megen møje for jer og for dem i Laodikæa og dem i Hierapolis." ret

(964)  Der blev virkeligt gjort et godt arbejde for Laodikæamenigheden. For dem lød formaningen: ”Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.” Men menigheden fulgte ikke op om det arbejde Guds budbringere havde påbegyndt. De hørte, men de tilegnede sig ikke sandheden, og bragte den undervisning de havde fået videre. Resultatet der fulgte efter er det visselige resultat der kommer af at forkaste Herrens advarsler og formaninger. (MS 128, 1903). ret

(964)   17 (Rom. 11,20; 12,3. 16). Bruger Guds tålmodighed op. - Kristus ser det som mennesker ikke ser. Han ser de synder som, hvis de ikke angres, vil bruge Guds langmodige tålmodighed op. Kristus kan ikke tage deres navne som er tilfredse i deres egen selvtilstrækkelighed. Han kan ikke gå i forbøn for et folk som ikke har brug for Hans hjælp, som hævder at vide og have alt. (RH 23. juli, 1889). ret

(964)   17-20. Skal vi åbne hjertets dør? - Vi må have købere og sælgere renset ud af sjælstemplet, så Jesus kan tage Sin bolig inde i os. Nu står han ved hjertes dør, som himmelsk købmand; Han siger: ”Se jeg står ved døren og banker, hvis nogen hører min røst, og åbner døren, skal jeg komme ind til ham, og vil holde nadver med ham, og han med mig.” ”Åben op for mig; køb de himmelske varer af mig; køb det guld der er lutret i ild, af mig.” Køb tro og kærlighed, dyrebare, skønne egenskaber fra vor Forløser, som vil sætte os i stand til at finde vor vej til deres hjerter, som ikke kender ham, som er kolde og fremmede for ham, på grund af vantro og synd. Han indbyder os til at købe hvide klæder, som er Hans herlige retfærdighed; og øjensalve, som vi kan se åndelige ting. Oh, skal vi ikke åbne hjertedøren for denne himmelske gæst? (BE 15. jan., 1892) ret

(964)   18 (Es. 55,1; Joh. 14,6). De uvurderlige rigdommes sælger. - Den store sælger af åndelige rigdomme, kalder på jeres opmærksomhed. [Åb. 3,18 citeret.] . . . Frelseren kommer med sandhedens juveler af største værdi, i modsætning til alle efterligning, alt som er falskneri. Han kommer til ethvert hus, til enhver dør; Han banker på, og bringer Sine uvurderlige rigdomme, og opfordrer: ”Køb af mig”. (Brev 66, 1894). ret

(964)   Himlens kostelige varer. - Himlens varer gives til vore menigheder. Hver enkelt behøver en god interesse for Kristi indbydelse. Brødre og søstre, er jeres tanker efter denne orden? ”Disse skarpe, og bestemte ord gælder ikke for mig; jeg er i en ganske god åndelig tilstand, skønt jeg ikke for al den (965) gunst og iver som nogle får. Jeg tror sandheden. Dem som dette budskab hører til, må tage det. Jeg tænker nogle behøver det.” Du som tænker og resoner sådan, kan være sikker på at dette budskab gælder dig. Medens himlens kostbare varer står åbne for dig, drag nær og køb det som du har tabt - kærlighedens og troens guld, og hvide klæder som er Kristi retfærdighed. (Brev 30a, 1892). ret

(965)   Dydigheder mangler iblandt os. - Det guld som Jesus vil have at vi skal købe af Ham er lutret i ilden; det er troens og kærlighedens guld, som ikke har blandet smudsigheder ind. Den hvide klædning er Kristi retfærdighed, bryllupsklædningen som Kristus alene kan give. øjensalve er sand åndelig dømmekraft, som mangler sådan iblandt os, for åndelige ting må ses åndeligt. (RH 1. april, 1890) ret

(965)   (Es. 64,6; Fil. 3,9.) Tilstrækkelige tilvejebringelser for alle. - Det sande vidne har sagt: "Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget«, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen." Hvilken skam er der i denne nøgenhed og armod? Det er en skam at klæde os selv med selvretfærdighed, og skille os selv ud fra Gud, skønt han har gjort tilstrækkelige tilvejebringelser for at modtage Hans velsignelse. (HS 139). ret

(965)   (Kp. 7,14.) Opmuntre til råd for menigheden. - Men det Sande Vidnes råd er fuld af opmuntring og trøst. Menighederne må stadig opnå sandhedens, troens og kærlighedens guld, og være rig på himmelsk rigdom. ”. . .hos mig at købe guld, . . . så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar.” Den hvide klædning er Kristi retfærdighed, så må indarbejdes i karakteren. Hjertets renhed, rene motiver vil karakterisere enhver som vasker sine klæder, og gør dem hvide i Lammets blod. (RH 24. juli, 1888). ret

(965)   (Es. 61,10; Zak. 3,4. 5.) Vævet på himlens vævestol.--Der findes intet i os, hvor med vi kan klæde sjælen, så dens nøgenhed ikke ses. Vi skal få retfærdighedens kjortel, der er vævet på Himmelens væv, selve Kristi retfærdigheds pletfri klædning. (RH 19. juli, 1892). ret

(965)   (Matt. 6,22; Jakob 1,23-25.) Korrekte syn for samvittigheden. - Øjet er den følsomme samvittighed, sindets indre lys. Dette syns korrekthed beror på den åndelige helse for hele sjæl og væsen. Når ”øjensalven”, Guds ord, anvendes, gøres samvittigheden god; for den overbeviser om synd. Men dette gode er nødvendigt så en helbredelse kan komme i gang, og øjet være rettet på Guds herlighed. Synderen beskuer sig selv i Guds store moralspejl, ser sig selv som Gud ser ham, og udviser anger mod Gud og mod vor Herre Jesus Kristus. . . . ret

(965)  Laodikæamenigheden . . . var ikke helt blind, for ellers ville øjensalve ikke gøre noget for at genoprette deres syn, og sætte dem i stand til at se Kristi sande egenskaber. Kristus siger: Fralægger du dig egen selvstilstrækkelighed, opgiver alle ting, uanset hvor dyrebare de er for dig, kan du købe guld, klæder og øjensalve så du kan se. (RH 23. nov., 1897). ret

(965)   18-20. En købmand ladet med rigdomme.--Den store forløser fremstiller sig selv som en himmelsk købmand med kostbare varer, som går fra hjem til hjem og faldbyder sine dyrebare varer. [Åb. 3,18-20 citeret] (RH 23. juli, 1889) ret

(965)   (Job 22,21-25.) Banker på hjertets dør. - Herren banker på dit hjertes dør, ønsker at komme ind, så Han kan tildele din sjæl åndelige rigdomme. Han vil salve de blinde øjne, så de kan opdage Guds hellige karakter i Hans lov, og forstå Kristi kærlighed, som i virkeligheden guld lutret i ild. (RH 25. febr., 1890) ret

(965)   (Es. 13,12; Matt. 13,45. 46.) Åndelige rigdomme for sjælen. - Jesus går fra dør til dør, står foran hvert sjælstempel, og proklamerer: ”Jeg står ved døren og banker.” Som en himmelsk købmand, åbner han op af Sine rigdomme og råber: ”Køb guld af mig, lutret i ild, så du må blive rig; og køb hvide klæder, så du kan blive klædt, og din nøgenheds skam ikke ses.” Det guld som Han giver er uden slagger, mere dyrebart end den ofir, for det er tro og kærlighed. (966) De hvide klæder, som han indbyder sjælen til at bære, er Hans egen retfærdighedsklædning; og salvelsesolien er hans nådes olie, som vil give åndelig øjesyn for sjælen, der er blind og i mørke, så han kan skelne mellem Guds Ånds gerninger og fjendens ånd. ”Åbn jeres døre,” siger den store Købmand, den der har de åndelige rigdomme, ”og gør jeres forretning med Mig. Det er Mig, jeres Forløser, som råder dig til at købe af Mig." (RH 7. aug., 1894). ret

(966)   18-21 (Fil. 3,12-15). Konflikten er til os. - Det Sande Vidne bringer opmuntring til alle som søger at vandre på ydmyghedens sti, gennem tro på hans navn. Han erklærer: "Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone." ret

(966)  Således lød ordene fra vor stedfortræder, som borger for os. Han, som er menighedens guddommelige hoved, den mægtigste sejrherre, viser sine disciple hen til sit liv, sin møje, sin selvfornægtelse, sin kamp og lidelse, gennem foragt, gennem forkastelse, latterliggørelse, forhånelse, spot og løgn, op ad vejen til Golgata til korsfæstelsen, for at de måtte kunne få mod til at haste frem mod ærens pris og den sejrendes løn. Sejren er os vis gennem tro og lydighed. ret

(966)  Lad os bruge Kristi ord i hvert vort tilfælde. Er vi fattige, blinde elendige og ynkværdige? Så lad os søge det guld og de hvide klæder som han giver. Sejrens opgave er ikke forbeholdt martyrernes tid. Kampen gælder os i denne tids snedige fristelse til verdslighed, til selvsikkerhed, til hovmod, havesyge, falske lærdomme og umoralskhed. (RH 24. juli, 1888). ret

(966)   (Højs. 6,10; Es. 1,16-19.) Et håb på reform. - Menigheden må og vil skinne frem ”fager som månen, skær som solen, frygtelig som hære under banner!” Guds tjenere må, i samarbejde med Kristus, bortrulle den forbandelse som har gjort menigheden lunken. [Åb. 3,15-19 citeret.] Neddæmpningen afslører et håb om reform. [vs. 20, 21 citeret] (Brev 130, 1902). ret

(966)   Laodikæas kald bringer udbytte. - Jeg så at dette kald til laodikæamenigheden vil påvirke sjæle. Gud forlanger en passende iver fra vor side. Vi må angre, kaste alle vore følelser bort, mærke vor fattigdom, købe guld så vi kan blive rige, øjensalve så vi kan se, hvide klæder at blive klædt med. (Brev 2, 1851). ret

(966)   (Matt. 25,1-12.) Håb for laodikæamenigheden. - [Åb. 3,15-17 citeret.] Alligevel er deres sag, der blev irettesat, ikke så håbløs; det er ikke ud over den store Mellemmands magt. Han siger: ”Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.” Fordi Kristi bekendende efterfølgere er i en sådan elendig tilstand, er de dog ikke så desperate som de tåbelige jomfruer var, hvis lamper var ved at gå ud, og der var ikke tid til at genopfylde deres oliekar. Da brudgommen kom, gik dem der var parat ind til ham til brylluppet; men da de tåbelige jomfruer kom, var døren lukket, og det var for sent for dem at komme ind. ret

(966)  Det sanddru vidnes råd fremstiller ikke nogen, som er lunkne, som i en håbløs sag. Der er stadig en chance for at afhjælpe deres tilstand, og Laodikæabudskabet er fuld af opmuntring; for den frafaldne menighed kan stadig købe troens og kærlighedens guld, kan stadig få Kristi hvide retfærdighedsklædning, så deres nøgenheds skam ikke skal komme til syne. Et rent hjerte, rene motiver kan stadig kendetegne dem, som er halvhjertede, og som stræber efter at tjene både Gud og mammon. De kan stadig vaske deres karakters klæder og gøre dem hvide i Lammets blod. (RH 28. aug., 1894). ret

(966)  Der er håb for vore menigheder hvis de vil give agt på budskabet til Laodikæamenigheden. (MS 139, 1903). ret

(966)   20 (kp. 22,17; Ordsp. 1,23-33). Vil du bortødsle Guds talenter? - Det sande vidne siger: Se jeg står for døren og banker.” Enhver advarsel, irettesættelse og formaning i Guds Ord, eller hans udsendte budbringere, er en banken på hjertes dør; det er Jesu stemme, (967) der spørger om at komme ind. For hvert bank der ikke lægges mærke til, bliver du mindre og mindre beslutsom. Hvis Jesu stemme ikke høres med det samme, forvirrer det sindet med en masse andre stemmer, verdens bekymringer og forretninger optager opmærksomheden, og overbevisningen dør bort. Hjertet bliver mindre modtageligt, og sygner hen i en farlig ubevist kortsynethed, og den store evighed er overstået. ret

(967)   Den himmelske gæst står ved din dør, medens du stabler dine hindringer op for at spærre for ham. Jesus banker på grund af den af den velstand Han giver dig. Han belæsser dig med velsignelser for at se hvor trofast du er, så de må flyde videre fra dig til andre. Vil du lade din selviskhed sejre? Vil du bortødsle Guds talenter, og miste din egen sjæl gennem afguderisk kærlighed til gaver Han har givet? (RH 2. nov., 1886) ret

(967)   Ikke noget nedslående budskab for menigheden. - Vi har ikke et nedslående budskab til menigheden. På trods af de irettesættelser, formaninger og rettelser der er givet, har menigheden stået som det Guds redskab, der spreder lys. Guds lovlydige folk har udstødt en advarsel til verden, til alle sprog, tungemål og folk. Guds menighed er et levende vidne, et stadigt vidnesbyrd, der overbeviser mennesker der tager imod, der fordømmer dem hvis de er modvillige og forkaster. (MS 96, 1893)

21. Se EGW til Rom. 8,17; Gal. 6,7. 8; Hebr. 4,15. ret

(967)  

Kapitel 4

3. Se EGW til Rom. 3,24-26.

Kapitel 5

6 (Ef. 2,5, 6). Lammet i midten af tronen. - Vi får fremstillet Guds Lam stående på midten af Guds trone. Han er den store forordning hvorved menneske og Gud er forenet med hinanden og har fællesskab. Derved fremstilles mennesker som siddende på himmelske steder hos Kristus Jesus. Dette er det udpegede mødested mellem Gud og mennesker. (MS 7, 1898).

8. Se EGW til kp. 8,3, 4.

9-12. Se EGW til Hebr. 1,14. ret

(967)   11 (kp. 7,1-3; 16,13-16; Hebr. 1,14; se EGW til Hebr. 9,24). Englehænder kæder sig om verden. - Johannes skriver: "Og i synet hørte jeg røster af mange engle rundt om tronen." Der stod engle forenet i Hans arbejde som havde brudt seglene og taget bogen. Fire mægtige engle holder denne verdens magter tilbage, indtil Guds tjenere er beseglet i deres pander, jordens nationer er ivrige efter at komme i krig, men de bliver holdt i skak af englene. Når denne magt, som hindrer dem, bliver fjernet, vil der komme en tid med trængsel og sjælekval. Der vil blive opfundet dødbringende instrumenter til krigsførelse. Skibe med deres levende last vil blive begravet i havets dyb. Alle, som ikke er af sandhed, vil forene sig under ledelse af sataniske kræfter. Men de bliver holdt under kontrol, til tiden er inde for den store krig ved Harmageddon. ret

(967)  Engle omkranser verden, nægter Satans krav om overherredømme, som er givet på grund af den umådelige mægte af hans tilhængere. Vi hører ikke stemmerne, vi ser ikke disse engles arbejde med naturlige øjne, men deres hænder er kædet sammen om verden, og med utrættelig årvågenhed holder de Satans hære i lås indtil beseglingen af Guds folk er udført. ret

(967)  Jehovad tjenere: Engle er dygtige, og har kraft og megen styrke, og er sat til at gå ud fra himlen til jorden, for at tjene Hans folk. De har fået arbejdet at tilbageholde hans rasende kraft, der kom ned som en brølende løve, og søgte hvem han kunne opsluge. Herren er tilflugt for alle som sætter lid til Ham. Han påbyder dem at skjule sig i Ham for et lille øjeblik, indtil den store harme er ovre. Han skal hurtigt komme ud fra Hans sted, for at straffe verden for sin synd. Så skal jorden afsløre sit blod og skal ikke længere dække over sin dræbte. (Brev 79, 1900). ret

(967)   Himlen et sted for megen aktivitet. - Oh, om alle kunne beskue vor dyrebare Frelser som Han, en Frelser. Lad Hans hånd trække det forhæng til side som skjuler Hans herlighed for vore øjne. Det viser Ham i Hans høje og hellige sted. Hvad ser vi? Vor Frelser, ikke tavs eller passiv. Han er omgivet af himmelske intelligensvæsener, keruber og serafer, ti tusinde gange ti tusinde engle. ret

(968)  (968) Alle disse himmelske væsener har et mål over alle andre, som de interessere sig meget for - Hans menighed i en fordærvet verden. Alle disse hære er under himlens Fyrstes tjeneste, ophøjer Guds lam, som bærer alverdens synder. De arbejder for Kristus under hans befaling, for at frelse alle til det yderste, som er på Ham og tror på Ham. Disse himmelske væsener arbejder hurtigere på deres mission, gør det for Kristus, som Herodes og Pilatus gjorde imod Ham. De går sammen om at ophøje Guds ære og herlighed. De er forenet i en hellig alliance, i en stor og ædel enhed, for at vise den korsfæstede og opstande Frelsers kraft, medfølelse, kærlighed og herlighed. ret

(968)  I deres tjeneste, disse himlens hære illustrerer hvad Guds kirke bør være. Kristus arbejder for deres skyld i de himmelske sale, sender Hans budbringere ud til alle dele af kloden, for at assistere enhver lidende, som ser efter Ham for hjælp, for åndeligt liv og kundskab. ret

(968)  Kristi menighed på jorden er midt i moralsk mørke i en illoyal verden, som træder på Jehovas lov. Men deres Forløser, som har købt deres løsesum med Hans dyrebare blod, har gjort har gjort alt muligt for at Hans menighed skal blive et forvandlet legeme, oplyst med verdens Lys, der har Immanuels herlighed. De klare stråler fra Retfærdighedens Sol, skinner igennem Hans kirke, vil samle alle de tabte ind i Hans folk, som vil komme til Ham og finde tilflugt hos Ham. De vil finde fred, lys og glæde hos Ham som er evig fred og retfærdighed. (Brev 89c, 1897). ret

(968)   12. Se EGW til 1 Kor. 15,51-55. ret

(968)  

Kapitel 6

9 (kp. 18,1-5; se EGW til Rom. 12,19). Åbner det femte segl. - Da det femte segl blev åbnet, så Johannes Åbenbaren under alteret, i et syn den gruppe som blev slået ihjel for Guds Ords og Jesu vidnesbyrds skyld. Efter dette kom scenerier der står beskrevet i Åbenbaringsbogens det attende kapitel, hvor dem som var trofaste og sande kaldes ud af Babylon. [Åb. 18, 1-5 citeret] (MS 39, 1906).

13-17. Se EGW til kp. 16,1-21.

14-17. Se EGW til Matt. 28,2-4.

15-17. Se EGW til Rom. 3,19.

16. Se EGW til Matt. 27,21. 22. 29. ret

(968)  

Kapitel 7

1-3 (kp. 16,13-16; se EGW til kp. 5,11; Ef. 4,30). Prøvetiden løber ud. - Rige rejser sig allerede mod rige. Der er på dette tidspunkt ikke noget bestemt indgriben. Endnu bliver de fire vinde holdt tilbage, indtil Guds tjenere er blevet beseglet i deres pander. Da vil jordens magter opstille deres hære til den sidste store krig. Hvor nøje burde vi ikke benytte den korte tid, der er tilbage af vor nådetid! (RH 27. nov, 1900) ret

(968)  Lige før vi gik ind i den (trængselstiden), fik vi alle den levende Guds segl. Da så jeg, at de fire engle hørte op med at holde de fire vinde tilbage. Og jeg så hungersnød, pest og sværd, rige rejste sig mod rige, og hele verden var i forvirring. (Day-Star, 14. marts, 1846). ret

(968)  Alt i verden er i opløsning. Folkene er vrede og gør store forberedelser til krig. Nationer lægger planer mod hverandre. Guds store dag kommer med hast. Men selv om nationerne mønstrer deres styrker til krigen, står befalingen som blev givet englene, endnu ved magt. De holder de fire vinde tilbage indtil alle Guds tjenere er bliver beseglede. (RH 28. jan., 1909). ret

(968)   2, 3 (se EGW til kp. 13,16. 17; 14,9-12). Engle læser mærket. - Hvad er den levende Guds segl, som sættes på hans folks pander? Det er et mærke, som engle, men ikke mennesker, kan se, for den ødelæggende engel må kunne se dette frelsens tegn. Intelligensvæsenet har set korsets tegn i Herrens sønner og døtre. Synden, som er begået ved at overtræde Guds lov, er borttaget. De har bryllupsklædningen på og er lydige og trofaste mod alle Guds bud. (Brev 126, 1898). ret

(968)   (2.Mos. 12,7. 12. 13; Ez. 9,4; 20,12. 20.) Signaturen for Gud beslutning. - Israelitterne satte blodets signatur over deres døre, for at vise at de var Guds ejendom. Således vil Guds børn for den tid bære den signatur Gud har bestemt. (969) De vil bringe sig selv i harmoni med Guds hellig lov. Et mærke sættes på enhver af Guds folk, nøjagtig på samme måde som et mørke var sat over de hebræiske boligers døre, for at beskytte folk fra almindelig fordærv. Gud erklærer: "Mine sabbater gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem." (RH 6. febr., 1900). ret

(969)   (2.Mos. 31,12-17.) Guds særlige ejendom. - Enhver sjæl i denne verden er Herrens ejendom i kraft af skabelsen og genløsningen. Hvert enkelt menneske er på prøve med sit liv. Har det givet Gud, hvad der tilkommer ham? Har det overgivet til Gud alt, hvad der tilhører ham som hans købte ejendom? Alle, der værdsætter Herren som deres del i levende live, vil stå under hans herredømme og få tegnet, Guds mærke, som viser, at de er Guds særskilte ejendom. Kristi retfærdighed vandrer foran dem, og Herrens herlighed slutter toget. Herren beskytter ethvert menneske, som bærer hans tegn. [2.Mos. 31,12-17 citeret.] ret

(969)  Denne anerkendelse af Gud er af største betydning for ethvert menneske. Alle, som elsker og tjener ham, er meget dyrebare i hans øjne. Han ønsker dem der, hvor de kan være værdige repræsentanter for sandheden, som den er i Jesus. (Brev 77, 1899). ret

(969)   Naturlige karaktertræk må forvandles. - Hvor få har i tanke at fristeren en gang var en skærmende kerub, et væsen som Gud har skabt for Sit eget navns ære. Satan faldt fra sin høje position på grund af selvophøjelse; han misbrugte de høje evner som Gud havde begavet ham så rigeligt med. Han fald af samme grund som tusindvis falder i dag, fordi de vil være først, og uvillighed mod at være under grænser. Herren vil lære mennesker den lektie at det, ved enstemmighed i menigheden, ikke er frelst før Guds segl er sat på ham. . . . ret

(969)  Herren har et arbejde til os alle at gøre. Og hvis sandheden ikke får rodfæste, hvis de naturlige karaktertræk ikke forvandles af Helligånden, kan vil aldrig være medarbejdere sammen med Jesus Kristus. Selvet vil hele tiden vise sig, og Kristi karakter vil ikke manifesteres i vore liv. (Brev 80, 1898) ret

(969)   Uden plet eller rynke. - Der er stærkt brug for missionsarbejdere i alle grene af Guds arbejde. Vore institutioner behøver omvendte og hellige mænd, som vil gøre sig afhængige af Herren. Hans tjenere skal skilles ud af verden, ved den levende Guds segl; deres ord og deres gerninger skal åbenbare at de er medarbejdere sammen med Gud. ret

(969)  Gud kan bruge menneskeagenter i den omfang at mennesket vil lade sig bearbejde af Helligånden. Til mennesker som tager ansvarsfulde stillinger som formænd, prædikanter læger eller medarbejdere i en anden linie, er jeg pålagt at sige: Gud vil prøve enhver mand som går ind i Hans tjeneste. Han spørger ikke om de har lærdom eller veltalenhed? Har de evnen til at befale, styre og lede? Han spørger: Vil de fremstille Min Karakter? Vil de vandre ydmygt, så jeg kan lære dem min vej? Sjælstemplet må ikke besmittes af løs eller uren praksis. Dem som jeg vil genkende i himlens sale, må være uden plet og rynke. ret

(969)  Herren vil bruge ydmyge mænd til at gøre et stort og godt arbejde. Gennem dem vil Han vise verden den guddommelige naturs uudslettelige karaktertræk. (Brev 270, 1907). ret

(969)   (Kp. 14,1-3; 22,4; Joh. 1,12.) En ære at bære Guds tegn. - Dem som kom ud af verden, for at stå væk fra verdslige i ord og gerninger, dem som erkender at det er en ære at bære Guds tegn, vil modtage kraft til at blive Hans sønner. Herren vil have mænd som Han kan regne med. Ingen vil gå ind i salene deroppe, som ikke bærer Guds tegn. Dem som på denne syndsforbandede jord, bærer dette tegn i hellig frimodighed, ser det som en ære, vil Kristus genkende og ære i salene der oppe. (Brev 125, 1903). ret

(969)   (Jer. 8,20; 1 Joh. 3,3.) Vil englen gå os forbi? - "Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.” For en lille stund, får enhver, som er et Guds barn, Hans segl sat på sig. O, om det måtte sættes på vore pander! Hvem kan holde tanken at blive forbigået når (970) englen går ud for at besegle Guds tjenere på deres pander? (RH 28. maj, 1889) ret

(970)  Adgangstegn til den hellige stad. - Kun dem som modtager den levende Guds segl vil få adgangspasset gennem den Hellige Stads gader. Men der er mange som har påtaget sig selv ansvar i forbindelse med Guds arbejde, som ikke er helhjertede troende, som Herren regner som uforstandige. (Brev 164, 1909). ret

(970)   Mærket for udskillelse. - Dem som vil have Guds segl på deres pander må holde det fjerde buds sabbat. Det er det som skiller de illoyale ud, som har antaget en menneskegjort institution i stedet for den sande Sabbat. Overholdelsen af Guds hviledag er skillemærket mellem ham der tjener Gud, og ham der ikke tjener ham. (MS 27, 1899). ret

(970)   Kristus lig i karakter. - Den levende Guds segl vil placeres på dem, som kun bærer en Kristi lighed i karakter. (RH 21. maj, 1895). ret

(970)   Kristi billede på sjælen. - På samme måde som voksen danner segles præg, ligeledes gør Guds Ånd et præg bibeholder Kristi billede. (ST 18. juli, 1911). ret

(970)  Seglet og budene. - Mange vil ikke modtage Guds segl, fordi de ikke holder Hans bud eller bærer retfærdighedens frugter. (Brev 76, 1900). ret

(970)   Den bitre skuffelse på Guds dag. - Den store masse der bekender at være kristne, vil komme ud for en stor skuffelse på Guds dag. De har ikke den levende Guds segl på deres pander. Lunke og halvhjertede, vanærer de Gud, langt mere end den erklærede vantro. De famler sig frem i mørke, skønt de skulle vandre i Ordets middagslys, under Hans vejledning, som aldrig fejler. (Brev 121, 1903).

2-4. Se EGW til kp. 14,1-4. ret

(970)   4-17 (kp. 14,1-4; 2 Kor. 3,18). Kæmp for at være bland de 144.000.-- [Åb. 7,9-17 citeret.] De, som Lammet skal lede til kilderne med livets vand, og af hvis øjne han skal aftørre hver tåre, er dem, som nu tager mod den kundskab og forståelse, som er åbenbaret i Bibelen, Guds ord. . . . . ret

(970)  Vi skal ikke efterligne noget menneske. Der findes ikke et menneske, som er klogt nok til at være vort ideal. Vi skal se på mennesket Kristus Jesus, som er fuldkommen retfærdig og hellig. Han er troens banebryder og fuldender. Han er idealet af et menneske. Hans erfaring er målet for den erfaring, som vi skal have. Hans karakter er vort forbillede. Lad os derfor vende vore tanker bort fra dette livs forviklinger og besværligheder og fæste dem ved ham, så vi ved beskuelse kan blive forvandlede til hans billede. Vi kan beskue Kristus med god virkning. Vi kan trygt se hen til ham, for han er vis. Når vi ser på ham og tænker på ham, vil han vinde skikkelse i os som det herlighedens håb. ret

(970)  Lad os med alle de kræfter, Gud har givet os, stræbe efter at blive blandt de hundrede og fireogfyrre tusinde. (RH 9. marts, 1905). ret

(970)   9 (kp. 3,5; 19,7-9; Joh. 12,12, 13). Palmegrene og klædedragter. - Palmegrene betegner at de har vundet sejr, og de hvide klædedrager at de er blevet iklædt Kristi retfærdighed. Tak Gud at en kilde er blevet åbnet til at vaske vore karakterklæder, og gøre dem hvide som sne. (Udateret. MS 23).

14. Se EGW til kp. 3,18; 19,7-9; Matt. 22,11. 12.

17. Se EGW til kp. 22,1. 2; Rom. 11,33. ret

(970)  

Kapitel 8

3, 4 (Es. 1,18; Hebr. 9,13. 14; se EGW til Rom. 8,26. 34; Hebr. 7,25). Bønner er liflige ved Kristi fortjeneste. - Idet ypperstepræsten stænker det varme blod på nådestolen medens røgelseskyen stiger op til Gud, så stiger vore bønner op til himlen, medens vi bekender vore synder og beder om Kristi soneblods virkning, er den velduftende af fortjenester i vor Frelsers karakter. Uanset vor uværdighed, skal vi huske på at der er Én som kan tage synd bort, og som er villig og ivrig efter at frelse synderen. Med Sit eget blod har Han betalt straffen for alle, der begår fejl. Enhver synd, der er erkendes for Gud, med et brødebetynget hjerte, vil Han fjerne. [Es. 1,18; Hebr. 9,13, 14 citeret] (RH Sept. 29, 1896) ret

(971)  (971) (Kp. 5,8; Sal. 141,2; Joh. 1,29; Ef. 5,2.) Røgelse repræsenterer soneblodet. - [Åb. 8,3, 4 citeret.] Lad familier, kristne enkeltvis, og menigheden have i tanke at de er tæt allieret med himlen. Herren har en særlig interesse for Sin stridende menighed hernede. Engle som sender liflig røgelse er for de hellige der beder. Lad da aftenbønnerne i enhver familie, stige vedvarende op til himlen, i solnedgangens svalende time, og fortale for Gud, i en korsfæstet og opstået Frelsers blods fortjenester, til vor fordel. ret

(971)  Dette blod alene giver virkning. Kun det kan formilde vore synder. Det er blodet fra Guds enbårne søn, som er af værdi for os, at vi kan drage nær til Gud, Hans blod alene ”borttager verdens synd.” Morgen og aften beskuer det himmelske univers hvert hjem der beder, og englen med røgelsen, der repræsenterer soneblodet, får adgang til Gud. (MS 15, 1897). ret

(971)  

Kapitel 10

1-11 (kp. 14,6-12; Dan. 12,4-13). Ingen mindre end Kristus.-- Den mægtige engel, som underviste Johannes, var ingen ringere end Jesus Kristus. At han sætter sin højre fod på havet og den venstre på jorden, viser hvilken rolle han spiller i den afsluttende fase i den store strid med Satan. Denne rolle er betegnende for hans enestående autoritet og magt. Striden er blevet mere og mere intens ned gennem tiderne og vil fortsætte med at blive det, indtil mørkets magter i den alder sidste tid vil nå deres højdepunkt. I samarbejde med onde mennesker vil Satan bedrage hele verden og de kirkesamfund, som ikke tager imod kærlighed til sandheden. Men den mægtige engel kræver opmærksomhed. Han råber med høj røst. 'Hans stemme vil med overvældende styrke og autoritet lyde til dem, som har sluttet sig til Satan i kampen imod sandheden. ret

(971)  Efter at de syv tordener har talt, kommer den samme befaling til Johannes som tidligere til Daniel i forbindelse med den lille bog: "Gem under segl, hvad de syv tordener talte." Det drejer sig om fremtidige begivenheder, som vil blive åbenbaret, når tiden er inde. Daniel skal stå frem til sin lod ved dagenes ende. Johannes ser, at seglet på den lille bog bliver brudt. Altså har Daniels profetier deres bestemte plads i de tre engles budskaber. At seglet på den lille bog brydes, er budskabet om tid. ret

(971)  Daniels Bog og Åbenbaringen hører sammen. Den ene er en profeti, den anden er en åbenbaring den ene en forseglet bog, den anden en åben bog. Johannes hørte de hemmeligheder, som tordenerne åbenbarede, men fik befaling om ikke at nedskrive dem. ret

(971)  Det særlige lys, som de syv tordener gav Johannes, var en skildring af begivenheder, som ville finde sted under den første og den anden engels budskab. Det var bedst for de troende ikke at vide disse ting, for deres tro måtte nødvendigvis prøves. Når Guds time var inde, ville de mest vidunderlige sandheder blive forkyndt. Den første og anden engels budskaber skulle lyde, men mere lys skulle ikke gives, før disse budskaber havde udført deres særlige mission. Dette fremstilles ved englen, som står med den ene fod på havet og med højtidelig stemme forkynder, at fristen er omme. ret

(971)  Denne tid [frist], som engelen erklærer med en højtidelig ed, er ikke afslutningen på denne verdens historie og er heller ikke afslutningen på nådetiden, men det er afslutningen af profetisk tid, som måtte komme før Herrens komme. Det betyder, at folket ikke vil have et andet budskab med hensyn til bestemt tid. Efter denne tidsperiode fra 1842 til 1844 vil der ikke mere være nogen sporing af profetisk tid. Den længste tidsregning [profetien med de 2300 dage] når frem til efteråret 1844. ret

(971)  At englen står med en fod på havet og en på jorden betegner, at forkyndelsen af dette budskab er vidt udbredt. Det vil gå over verdenshavene og blive forkyndt i andre lande, ja i hele verden. At budskabet bliver forstået og modtaget med glæde symboliseres ved, at den lille bog bliver spist. Sandheden om tiden for vor Herres komme var dyrebar for vore hjerter. (MS 59, 1900). ret

(972)   7 (kp. 22,10-12). Den sidste prøveperiode. - Forordningen om evangeliets udbredelse er den (972) sidste prøveperiode, som mennesker vil blive tilstået overhovedet. Dem som lever under denne evangelieudbredelsens forordning i prøvelser og trængsler, og ledes alligevel ikke ledes til anger og lydighed, vil gå fortabt sammen med de illoyale. Der er ingen anden prøvelse. Evangeliet som skal forkyndes for alle nationer, stammer, tungemål og folk, bringer sandheden i klare linier, viser at lydighed er betingelse for at få evigt liv. Kristus tildeler sin retfærdighed til dem som indvilliger i at lade Ham tage deres synder bort. Vi står i gæld til Kristus, for den nåde som gør os fuldkommen i Ham. (MS 40, 1900) ret

(972)  

Kapitel 11

1 (kp. 20,12. 13; 1 Peter 4,17; 2 Peter 1,10. 11). Måles op til Guds menighed. - Den store dom finder sted, og har været i gang i nogen tid. Nu siger Herren: Mål templet og tilbederne deri. Husk at når du går på gaderne til dine forretninger, så måler Gud dig; Når du udfører dine hjemmepligter, når du involverer dig i samtaler, måler Gud dig. Husk på at dine ord og handlinger bliver daguerreotyperet (affotograferer) i himlens bøger, som det ansigt kunstneren gendanner på den banke platter. . . . ret

(972)  Her bliver templet og dets tilbedere målt for at se, hvem der vil bestå på den sidste dag. De, der står fast, vil få en overvældende ankomst i vor Herre og Frelser Jesu Kristi rige. Når vi udfører vort arbejde, så lad os huske, at der er En, der ser med hvilken ånd, vi gør det. Skal vi ikke have Frelseren med os i dagligdagen, på det verdslige arbejde og ved de huslige pligter? Så ønsker vi i Guds navn at lade alt det bag os, som ikke er nødvendigt, al sladder eller unyttig snak og fremstille os selv som den levende Guds tjenere. (MS 4, 1888). ret

(972)   19 (se EGW til 2.Mos. 31,18; Es. 6,1-7; 58,12-14). Tavler af sten er et overbevisende vidnesbyrd. - Når Guds tempel i himlens åbnes, hvilken sejrrig tid vil der da være for alle, som har været trofast og sand! I templet vil pagtens ark komme til syne; der blev de to stentavler lagt, hvorpå Guds lov står skrevet. Disse stentavler vil blive taget frem fra deres gemmested, og de ti bud, som blev skrevet med Guds finger, vil blive at se. Disse stentavler, som nu ligger i pagtens ark, vil være et overbevisende vidnesbyrd om sandheden og Guds lovs gyldighed. (Brev 47, 1902). ret

(972)   Arken i himlen indeholder budene.--Vanhellige sind og hjerter havde ment, de var stærke nok til at forandre Jehovas tider og lov, men vel forvaret i Himmelens arkiver, i Guds ark, findes de originale bud, som blev skrevet på de to stentavler. Ingen jordisk hersker har magt til at hente disse tavler frem fra deres hellige skjulested under sonedækket. (ST 28. febr., 1878). ret

(972)  

Kapitel 12

3-6, 13-17 (kp. 13,1, 2, 11). Guds folk i mindretal. - Under en symbolet for en stor rød drage, fik Johannes vist et leopardlignende udyr, og et udyr med horn som et lam, jordens herskere, som især ville træde Guds lov under fode og forfølge Hans folk. Denne krig varede helt til tidens afslutning. Guds folk, symboliseret af en hellig kvinde og hendes børn, blev fremvist som stor i mindretallet. I de sidste dage vil kun en rest være tilbage. Disse omtaler Johannes som dem ”der holder Guds bud, og har Jesu Kristi vidnesbyrd.” (ST 1. nov., 1899). ret

(972)   7. Krig i himlen. - Modstand mod Guds lov har in begyndelse i himlens sale, med Lucifer, den skærmende kerub. Satan besluttede sig for at være den første i himlens rådsforsamling, og lige med Gud. Han begyndte sit arbejde under oprør, med de engle der var under ham, forsøgte han at sprede en utilfredshed iblandt dem. Og han arbejdede på en sådan bedragerisk måde, at mange af englene blev vundet til hans alliance, før hans dybe hensigter var kendt fuldt ud. Endog de loyale engle kunne ikke se hans karakter fuldt ud, eller se hvor hans arbejde ville føre hen. Da Satan havde succes med at vinde mange engle til sin side, bragte han sin sag frem til Gud, og viste at det var englenes ønske at han skulle have den position som Kristus havde. ret

(973)  (973) Den onde forsatte med at virke indtil utilfredsheden havde modnet sig til aktivt oprør. Satan havde ført krig for herredømmet i himlen, og havde mistet kampen. Gud kunne ikke længere betro ham ære og herredømme, og dette blev taget fra ham, sammen med den del af styringen, han havde haft i himlen. ret

(973)  Siden den gang Satan og hans sammensvorne hær havde svoret fjendskab mod Gud i vor verden, er der en stadig krig imod sandhedens og retfærdighedens sag. Satan fortsatte med at præsentere mennesker det, som han præsenterede for engle, sine falske fremstillinger af Kristus og af Gud, og han har vundet verden til hans side. Endog kristendomsbekendende menigheder har taget den store frafalders side. (RH 28. Jan., 1909). ret

(973)   (Se EGW til 2 Kor. 10,5.) Sindets indflydelse på menneskesind. - Han (Lucifer) arbejdede på en så bedragerisk måde, at han havde medregnet bedragedes følelser, før det gik op for dem. ret

(973)  Indflydelsen af sindet på sindet, er så stærk en kraft for godt når den helliges, er lige så stærk for ondt i deres hænder som er imod Gud. Denne kraft brugte Satan i sit arbejde til at indgyde ondt i englenes sind, og han gør det tydeligt at han søgte universets gode. Som den salvede kerub, har Lucifer været høj ophøjet; han var stærkt elsket af himmelske væsener, og hans indflydelse over dem var stærk. Mange af dem lyttede til hans antydninger og troede hans ord. "Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen." ret

(973)  Efter at være kastet ud af himlen, oprettede Satan sit rige i denne verden, og lige siden har han utrætteligt kæmpet for at lokke menneskevæsener bort fra deres alliance med Gud. Han bruger den samme kraft som han brugte i himlen - sindets indflydelse på sindet. Mennesker bliver deres medmenneskers fristere. Der værnes om Satans stærke og fordærvende følelser, og de har en mesterlig og betvingende kraft. Under indflydelse af disse følelser, binder mennesker sig til hinanden i forbund. (Brev 114, 1903). ret

(973)   Satan nægter at adlyde Kristus. - Han [Satan] erklærer at han ikke kan underlægge sig under Kristi befalinger, at han vil adlyde Guds bud alene. Gode engle græder over at høre Satans ord, og over at se hvordan han foragter at følge Kristi anvisninger, deres ophøjede og elskelige Befalingsmand. ret

(973)  Faderen afgøre Satans sag, og erklære at han må vises ud af himlen, for hans vovede oprør, og at alle dem som er forenet med ham i hans oprør, skal udvises sammen med ham. Så kom der en krig i himlen. Kristus og Hans engle kæmpede imod Satan og hans engle, for de havde besluttet sig for at blive i himlen med al deres oprør. Men de sejrede ikke. Kristus og loyale engle sejrede, og drog Satan og hans oprør fra himlen. (3SG 38). ret

(973)   Oprøret overført til denne verden. - Da Satan gjorde oprør, var der krig i himlen, og han blev kastet ud sammen med alle hans sympatisører. Han havde haft et højt embede i himlen, besiddet en trone hvorfra lys stråler. Men han fraveg fra sin alliance med den velsignede og eneste magthaver, og fadt fra sin første rang. Alle som sympatiserede med ham, blev drevet fra Guds nærhed, domfældt til at ikke længere anerkendes i de himmelske sale som ret til at være der. Satan blev Kristi svorede modstander. Han plantede oprørets standard på jorden, og hans sympatisører flokkes omkring den. (MS 78, 1905).

7-9. Se EGW til Ez. 28,15-19; Ef. 6,12; 1 Joh. 2,6. ret

(973)   10. Satan forkastet ved Kristi død. - Forkastelsen af Satan som brødrenes anklager i himlen, blev fuldført ved Kristi store vært, at opgive sit liv. Uanset Satans vedholdende modstand, blev genløsningens plan gennemført. Mennesker blev værdsat ved Kristi fyldestgørende værdi i Sit livs offer for dem. Satan, ved at det rige han har tilranet sig vil i sidste ende vristes fra ham, besluttet på at sætte alt ind på at udslette flest mulige af de skabninger som Gud har (974) skabt i Sit billede. Han hadede mennesker fordi Kristus manifesterede sig selv for dem i en sådan tilgivende kærlighed og medynk, og nu er han parat til at bruge al den bedrageri på ham, som han fortabes på; og han gør dette med en så stor energi, på grund af sin egen håbløse tilstand. (3SP 194, 195) ret

(974)   (2 Kor. 5,19; Fil. 2,6.) Satan rykkes op med rode, bort fra universet. - I udøvelsen af sit fjendskab mod Kristus, indtil Han hang på Golgatas kors, med et såret og forslået legeme og brudt hjerte, har Satan rykket sig rykket sine rødder helt ud af universets hengivenhed til ham. Da kunne det ses at Gud fornægtede Sig selv i Sin søn, og givet Sig selv for verdens synder, fordi han elskede menneskeheden. Skaberen blev åbenbaret i den evige Guds Søn. Så er spørgsmålet, ”Kan der være selvfornægtelse hos Gud?” besvaret for evigt. Kristus var Gud, og indvilgede i at være kød, påtog Han sig menneskehed og blev lydig til døden, så Han kan gennemgå det endelige offer. (MS 50, 1900). ret

(974)   (Joh. 3,14-17; Gal. 6,14; Heb. 9,22.) Satans anklagermagt er brudt. - Kristus på korset, drager ikke kun mennesker til anger mod Gud for at have overtrådt Hans lov - for Gud tilgiver først når han angrer - men Kristus har gjort retfærdigheden fylde; Han har tilbudt Sig selv som et sonoffer. Hans overvældende blod, Hans brudt legeme, indfrier kravene til den brudte lov, og derved danner han bro over den kløft som synden har gjort. Han led i kødet så Han, med sit forslåede og brudte legeme, kan dækker over den forsvarsløse synder. Den sejr der blev vundet ved Hans død på Golgata, brød Satans anklagende kraft for evigt over universet, og forstummede hans beskyldninger, at selvfornægtelse var umuligt hos Gud og derfor ikke nødvendig for menneskeslægten. (MS 50, 1900) ret

(974)   11 (5. Mos. 33,25; se EGW til 2. Tess. 2,7-12). Kraft til at sejre dag for dag. - Alle som vil kan sejre. Lad os stræbe alvorligt på at nå den standard der er stat for os. Kristus kender vor svaghed, og vi kan dagligt gå til Ham efter hjælp. Det er ikke nødvendigt for at få styrke hver måned forud. Vi skal sejre fra dag til dag. (MS 28, 1886) ret

(974)  Hemmeligheden at overvinde synd. - Når vi bliver sejrherrer ved hjælpe andre til at blive sejrherrer, ved Lammets blod og vort vidnesbyrds ord. Lydighed mod Guds bud vil give os en lydig ånd, og en tjeneste der udspringer af en sådan ånd, antager Gud. (Brev 236, 1908).

12. Se EGW til kp. 16,13-16; Sal. 17. ret

(974)   17 (kp. 14,9-12; se EGW til Es. 59,13-17). Satans mesterstykke i ondskab. - Dem som elsker og holder Guds bud, er de mest utiltalende i Satans synagoge, og ondskabens magter vil vise deres had imod dem, i videst muligt omfang. Johannes forudså konflikten mellem menighedens restfolk og ondskabens magt, og sagde: Dem som elsker og holder Guds bud er de mest ubehagelige for Satans synagoge, og de ondes kræfter vil vise deres had imod dem i størst muligt omfang. Johannes forudså konflikten mellem retmenigheden og ondskabens kræfter og sagde: "Dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." ret

(974)  Mørkets kræfter vil forne de menneskeagenter, som giver sig selv til Satans kontrol, og de samme scenerier som udspillede sig ved Kristi trængsel, forkastelse og korsfæstelse, vil blive genoplivet. ret

(974)  Ved at overgive sig til satanisk indflydelse, vil mennesker forvandles til fjender; og dem som blev skabt i Guds billede, som var formet til at ære og forherlige deres Skaber, vil blive dragernes bolig, og Satan vil sit mesterstykke i ondt i den faldne slægt - mennesker som genspejler sit eget billede. (RH 14. april, 1896). ret

(974)  Kun partier på jorden. - Er kun to partier på denne jord - dem som står under Jesu Kristi blodbestænkte banner og dem som står under oprørets sorte banner. I det tolvte kapitel i Åbenbaringen står den store konflikt mellem lydig og ulydighed fremstillet. [Åb. 12,17; 13,11-17 citeret] (MS 16, 1900). ret

(974)   (Ef. 6,10-12.) Jorden en platform for rædsel.--[Åb. 12,17 citeret.] Sataniske agenter har gjort jorden til en platform for rædsel, som intet sprog kan beskrive. Krig og blodsudgydelse føres af nationer, der hævder at være kristne. En ligegyldighed over for Guds lov har bragt sine visselige resultater. ret

(974)  Den store konflikt der nu er i gang er ikke blot en kamp menneske og menneske imellem. (975) På den ene side står livets fyrste, og handler som menneskets stedfortræder og sikkerhed; på den anden side er mørkets fyrste, sammen faldne engle, som han har under sig. [Ef. 6,12, 13, 10, 11 citeret] (RH 6. feb., 1900). ret

(975)  

Kapitel 13

1, 2, 11. Se EGW til kp. 12,3-6, 13-17. ret

(975)   8. Se EGW til kp. 3,5; 20,12-15; Hebr. 9,11-14, 22.

11. Et enestående symbol. - Her er et slående billede på vor egen nations opståen og vækst. Og hornene der ligner et lams, symboliserer uskyldighed og venlighed, der fremstiller vor regerings karakter godt, som udtrykt i sine to fundamentale principper: republikanere og protestantisme. (4SP 277). ret

(975)   Almagtens skjold over Amerika. - De Forenede Stater er et land, der har været under den Almægtiges særlige beskyttelse. Gud har gjort store ting for dette land, men ved at overtræde Hans lov, har mennesker gjort et værk der kommer fra syndens menneske. Satan udvirker sine planer, for blande menneskeslægten ind i illoyalitet. (MS 17, 1906). ret

(975)   Stillet os i udsigt. - Profetien fremstiller protestantismen med horn, der ligner et lam, men taler som en drage. Vi begynder allerede nu at høre dragens røst. Der er en satanisk kraft der fremdriver søndagsbevægelsen, men den er skjult. Også de mennesker som er involveret i det arbejde, er selv forblindede for resultaterne af deres bevægelse. ret

(975)  Lad ikke Guds lovlydige folk være tavs på dette tidspunkt, som vi situationen fint acceptabelt. Vi er stillet i udsigt at føre en stadig krig, med risiko for fængsling, miste ejendomme endog livet selv, for at forsvare Guds lov, som er gjort ugyldig af menneskers love. (RH 1. jan., 1889). ret

(975)   11-17 (kp. 14,9-12; Dan. 7,25; 2. Tess. 2,3. 4; se EGW til Åb. 17,13. 14; 18,1-5). Fjendens forfølgende hånd.--[Åb. 13,11-13 citeret.] Religiøse magter allieret med himlen idet de påberåber sig et lams karaktertræk, vil i deres handlinger vise at de har en drages hjerte, og at de er ansporet og styret af Satan. Tiden kommer hvor Guds folk vil mærke forfølgelsens hånd, fordi de holder den syvende dag hellig. Satan er årsag til at sabbatten er blevet ændret, i håb om at hans mål, med at tilintetgøre Guds planer, bliver indfriet. Han forsøger at give Guds bud af mindre kraft i verden, end menneskelige love. ret

(975)  Det syndige menneske, som påtænker at ændre tider og love, og som altid har modsat sig Guds folk, vil få love til at gennemtvinge overholdelsen af ugens første dag. Men Guds folk skal stå fast for Ham. Og Herren vil arbejde for deres skyld, vise dem tydeligt at Han er gudernes Gud. (MS 135, 1902). ret

(975)   Menigheden og verden i en korrupt harmoni. - Guds ord erklærer tydeligt at Hans lov skal hånes og trædes på, af verden; der vil være en ekstraordinær syndig udbredelse. Den bekendende protestantiske verden vil forme en sammensværgelse med syndens menneske, og menigheden og verden vil være i korrupt harmoni. ret

(975)  Her kommer den store krise over verden. Skriften lærer at pavedømmet skal genvinde sit tabte overherredømme, og at forfølgelsens ild vil genoptændes gennem den såkaldte protestantiske verdens opportune indrømmelser. (GCB 13. april, 1891). ret

(975)   13, 14 (2 Tess. 2,7-12; se EGW til kp. 16,13-16; Matt. 7,21-23). Mirakler udføres for vore øjne. - Tiden er nær hvor Satan vil gøre mirakler for at bekræfter mennesker i troen på at han er Gud. Alle Guds folk skal nu stå på sandhedens platform, som den er givet i den tredje engels budskab. Alle de behagelige billeder, alle udførte mirakler, vil blive præsenteret for at, om muligt, føre de udvalgte vild. Det eneste håb for enhver er at holde fast i de vidnesbyrd som har bekræftet sandheden i retfærdighed. (RH 9. aug., 1906) ret

(975)   Mirakler udført under fjendens ledelse. - [Matt. 7,21-23 citeret.] Disse kan bekende at være Kristi efterfølgere, men de har mistet deres Leder af syne. De kan sige: ”Herre, Herre”; de kan pege på den syge som er blevet helbredt ved dem, og på andre forunderlige gerninger, og hævde at de har mere af Guds Ånd og kraft end der bliver udvist af dem, (976) som holder hans lov. Men deres gerninger gøres under ledelse af retfærdighedens fjende, hvis mål er at bedrage sjæle, og er indrettet til at lede bort fra lydighed, sandhed og pligt. I den nærmere fremtid vil der komme mere markante mirakelvirkende manifestationer; for det siges om ham: Men deres gerninger gøres under ledelse af retfærdighedens fjende, hvis mål er at bedrage sjæle, og har planer om at lede dem bort fra lydighed, sandhed og pligt. I den nære fremtid vil der være mere markante manifestationer på denne mirakelvirkende kraft, for det er sagt om ham: "Og det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himmelen ned på jorden for menneskenes øjne." (ST 26. febr., 1885). ret

(976)   14. Berede sig for dyrets billede. - Der sker allerede nu forberedelser, og bevægelser er i gang, som vil føre til at danne dyrets billede. Begivenheder vil ske i jordens historie, som vil opfylde profetiens forskrifter for de sidste dage. (RH 23. april, 1889). ret

(976)   14-17 (kp. 14,9-12). Prøvet af billedet.--Dyrets billede vil blive oprettet, før nådetiden udløber, for det skal være den store prøve for Guds folk, hvorefter deres evige skæbne vil blive afgjort. . . . [Åb. 13,11-17 citeret.] . . . ret

(976)  Det er den prøve, Guds folk må udsættes for, før de bliver beseglet. Alle, som beviser deres troskab mod Gud ved at holde hans lov og nægte at acceptere en falsk sabbat, vil stille sig under Herren Gud Jehovas banner og få den levende Guds segl. De, der opgiver den sandhed, som er af himmelsk oprindelse, og accepterer søndagen som sabbat, vil få dyrets mærke. (Brev 11, 1890). ret

(976)  Frafald og national ruin. - Når de protestantiske menigheder forener sig med verdslige magter for at opretholde en falsk religion, for at modsætte sig det, som deres forfædre udholdt i hårdeste forfølgelse; medens staten bruger sin magt på at gennemtvinge dekreter og støtte kirkens institutioner - så vil det protestantiske Amerika have dannet et billede af pavemagt, og der vil være et nationalt frafald som blot vil ende i national fordærv. (ST 22. marts, 1910). ret

(976)   Frafaldets mærke og Guds tålmodighed. - Der er mange som aldrig har haft lyset. De er bedragede af deres lærere, og de har ikke modtaget dyrets mærke. Herren arbejder med dem; Han har ikke overladt dem til deres egne veje. Ikke før de er dømt efter sandheden og træder på de beviser de har fået af, vil Herren ikke drage Sin nåde bort fra dem. (Brev 7, 1895). ret

(976)   15-17 (se EGW til 2 Tess. 2,3, 4). Udvikle Satans påfund.-- Når lovgivningsmagten danner love som ophøjer ugens første dag, og sætter den i stedet for den syvende dag, vil Satans påfund være fuldkommen. (RH 15. april, 1890). ret

(976)   16, 17 (Dan. 3,1-18; se EGW til 1. Joh. 2,18). Historien vil gentage sig.--Historien vil gentage sig. Falsk religion vil blive ophøjet. Den første dag i ugen, en almindelig arbejdsdag, som ikke har nogen som helst hellighed ved sig, vil blive stillet op ligesom billedstøtten i Babel. Alle folk, stammer og tungemål vil få befaling om at tilbede denne falske sabbat. Sådan er Satans plan for at få den dag, som Gud har indstiftet og givet verden til minde om skabelsen, sat ud af kraft. ret

(976)  Dekretet, som gennemtvinger tilbedelsen af denne dag, vil blive sendt ud over hele verden. Det er allerede gået ud i begrænset omfang. På flere steder arbejder de civile magter på at tale med en drages magt, præcis sådan som den hedenske konge talte til de hebræiske fanger på. ret

(976)  Trængsler og forfølgelse vil komme til alle som, i lydighed mod Guds ord, nægter at dyrke den falske sabbat. Tvang er det sidste middel, enhver falsk religion tyr til. Først prøver den tillokkelse, ligesom kongen af Babylon prøvede musikkens magt og ydre ceremonier. Hvis disse tillokkelser, som var opfundet af mennesker under inspiration af Satan, ikke kunne få mennesker til at tilbede billedstøtten, var ovnens sultne flammer rede til at fortære dem. Sådan er det også i dag. Pavedømmet har udøvet sin magt til at tvinge folk til at adlyde det, og det vil fortsætte med at gøre det. (ST 6. maj, 1897). ret

(976)   (Kp. 14,9-12.) Myndighedspersoner lytter. - Gud fremkalder en tilstand af tingene hvor gode mennesker og myndighedspersoner vil have anledning til at vide hvad i virkelighed er sandhed. Og fordi et folk ikke vil bøje knæ for billedet, og tage imod dyrets mærke på hånden eller panden, men stå over for sandheden, fordi det er sandhed, der (977) vil være modstand, og forsøg på at tvinge samvittigheden; men dem som har kendt sandheden vil være bange for at overgive sig til mørkets magter. Gud har et folk som ikke vil modtage dyrets mærke på deres højre hånd eller på deres pande. . . . ret

(977)  Der er ikke gjort en bevægelse for at ophøje den afguderiske sabbat, fremkalde søndagshelligholdelse gennem lovbefaling, uden at Satan har været bag det, og har været hovedmanden; men samvittigheden bør ikke betvinges, endog for at overholde den ægte sabbat, for Gud vil kun acceptere en villig tjeneste. (RH 15. april, 1890). ret

(977)   Guds lov sættes ud af kraft. - Der kommer en tid, da Guds lov i en særlig forstand vil blive krænket i vort land USA. Nationens ledere vil ved hjælp af lovbestemmelser gennemtvinge søndagsloven, hvorved Guds folk vil blive bragt i stor fare. Når vor nation i de lovgivende forsamlinger vedtager love for at binde menneskers samvittighed med hensyn til religiøse privilegier, gennemtvinge helligholdelse af søndagen og med magt undertrykke dem, der holder den syvende dag som sabbat, da vil Guds lov i alt væsentligt være krænket i vort land, og det nationale frafald vil blive efterfulgt af national undergang. (RH 18. dec., 1888). ret

(977)   Foragt for den store Lovgiver. - Verdens synder vil nå til himmelen, når Guds lov gøres ugyldig, når herrens sabbat trædes i støvet, og mennesker tvinges til i dens sted at anerkende pavekirkens indstiftelse ved hjælp at lovens stærke arm. Ved at ophøje en menneskeskabt bestemmelse over Guds mindesmærke, viser de foragt for den store Lovgiver og nægter at modtage hans segl eller tegn. (RH 5. nov., 1889). ret

(977)   Forberedt på uretfærdighed.--Ligesom Kristus blev hadet uden grund, således vil hans folk blive hadet, fordi de er lydige mod Guds bud. Når han, som var ren, hellig og ubesmittet og som gjorde vel og kun vel i denne verden, blev behandlet som en gemen forbryder og dømt til døden, så kan hans disciple kun vente den samme behandling, hvor dadelfri deres liv og hvor pletfri deres karakter end kan være. ret

(977)  Menneskelige lovbestemmelser, love, som er lavet af Satans medhjælpere under påskud af godhed og begrænsning af det onde, vil blive ophøjet, medens Guds hellige bud bliver ringeagtet og trådt under fod. Og alle, som beviser deres troskab mod Gud ved at lyde hans lov, må være forberedte på at blive arresteret og fremstillet for myndighederne, hvis standard ikke er Guds gode og hellige lov. (RH 26. dec., 1899). ret

(977)   (2 Tess. 2,3. 4.) Lever i en betydningsfuld periode. - Vi lever i en betydningsfuld periode af denne jords historie. Den store konflikt er foran os. Vi ser verden fordærvet under beboerne deri. Syndens menneske har arbejdet utroligt ihærdigt på at ophøje den falske sabbat, og den illoyale protestantiske verden har fulgt undrende efter dyret, og har kaldt lydighed mod den sabbat der er indført af Jehova, for illoyalitet mod nationernes love. Riger er gået sammen for at støtte en falsk sabbatsinstitution, som ikke har et ord om autoritet mod Guds orakler. (RH 6. febr, 1900). ret

(977)   (Kp. 7,2. 3). Det spørgsmål der ligger foran os nu. - Sabbatsspørgsmålet skal være spørgsmålet i den endelige konflikt, hvori hele verden vil gøre en andel. Mennesker har sat Satans principper over den principper der hersker i himlene. De har accepteret den falske sabbat, som Satan har ophøjet som et tegn på hans autoritet. Men Gud har sat Sit segl på Sit kongelige krav. Begge sabbatsforordninger, både den falske og den sande, bærer navnet på dens ophavsmand, et uudsletteligt mærke der viser enhvers autoritet. ret

(977)  Den store beslutning enhver gør nu er, om han vil tage imod dyret og dets mærke, eller den levende og sande Guds segl. (ST 22. marts, 1910) ret

(977)   Dyrets mærke bruges ikke endnu. - Søndagshelligholdelse er endnu ikke dyrets mærke, og vil ikke være det før det dekret går ud, der får mennesker til at dyrke denne afguderiske sabbat. Tidspunktet vil komme hvor denne dag vil være prøven, men tidspunktet er ikke kommet endnu. (MS 118, 1899) ret

(977)  

Kapitel 14

1-3. Se EGW til Åb. 7,2. 3.

1-4 (kp. 7,2-4; Ez. 9,4; se EGW til Ef. 4,30). Karakterens mærke.--[Åb. (978) 14,1-4 citeret.] Dette skriftsted viser Guds folks karakter for de sidste dage. (MS 139, 1903). ret

(978)   (vs. 9-12; se EGW til kp. 16,13-16.) Himlens segl. - Johannes så et Lam på Zions bjerg, og med det 144 000 med Sin faders navn skrevet på deres pander. De bar himlens segl. De genspejlede Guds vilje. De var fuld af lys og herlighed fra den Hellige. Hvis vi vil have Guds billede og indskrift på os, må vi skille os selv ud fra al uretfærdighed. Vi må forlade enhver ond vej, og så må vi lægge vore sager i Kristi hænder. Medens vi udvirker vor egen frelse med frygt og bæven, vil Gud arbejde i os til at ville og virke for Hans eget gode behag. (RH 19. marts, 1889). ret

(978)   Kristus formet inden i. - [Åb. 14,1-3 citeret.] Hvorfor var de så oprigtige? Fordi de skulle stå med en forunderlig sandhed, for hele verden, og få deres modstand, og medens de fik denne modstand skulle de huske på at de var Guds sønner og døtre, at de må have Kristus formet inden i sig, herlighedens håb. (MS 13, 1888). ret

(978)  Evige interesse står højest. - Dem som har den evige Guds segl på deres pander, vil anse verdens og dens tiltrækning som underordnet under de evige interesser. (RH 13. juli, 1897). ret

(978)   (2 Tim. 2,14-16; se EGW til Åb. 7,4-17.) De 144 000’s identitet er ikke åbenbaret. - Kristus siger at der vil være dem i menigheden som vil komme med fabler og antagelser, skønt Gud har givet store, ophøjende og forædlende sandheder, som altid bør holdes i sindets skattekammer. Når mennesker tager en teori op og en anden teori op, selvom de godt ved at det ikke er nødvendig for dem at vide det, så leder Gud dem ikke. Det er ikke Hans plan at Hans folk skal bringe noget som de formoder, som de ikke har lært i Ordet. Det er ikke Hans vilje, at de skal strides om spørgsmål, som ikke vil hjælpe dem åndeligt - spørgsmål som: Hvem er de hundrede og fire og fyrretyve tusinde. Det vil Guds udvalgte snart få at vide, så de ikke behøver at være i tvivl. ret

(978)  Mine brødre og søstre, påskøn og studér de sandheder som Gud har givet jer og jeres børn. Brug ikke jeres tid på at lære det som ikke er til åndelig hjælp. ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Dette er det altoverskyggende spørgsmål, og det er blevet besvaret klart: ”Hvad står der skrevet i loven? hvad læser du?” (MS 26, 1901). ret

(978)   4 (1 Peter 2,21; 1.Joh. 2,6). Guds folk følger Lammet nu. - Herren har et folk på jorden, som følger Lammet uanset hvor Han går. Han har Sine tusinder som ikke har bøjet knæ for Baal. Disse vil stå sammen med Ham på Zions bjerg. Men de må stå på denne jord, iklædt den fulde rustning, parat til at gå ind sjælevindingsarbejdet for dem som er ved at gå til. Himmelske engle leder denne søgning, og alle afkræves åndelig aktivitet som tror den nærværende sandhed, så de må forene englene i deres arbejde. ret

(978)  Vi behøver ikke at vente før vi er forvandlet til at følge Kristus. Guds folk må gøre dette hernede. Vi skal følge Guds Lam i salene deroppe, hvis vi blot følger Ham her. Skal han efterfølges i himlen kommer an på om vi holder Hans bud nu. Vi skal ikke følge Kristus stødvis eller lunefuldt, kun når det er vor fordel. ret

(978)  Vi må følge Ham. I dagliglivet må vi følge Hans eksempel, som en hjort følger sin hyrde trofast. Vi skal følge Ham ved at lyde for Hans sag, og sige for hvert skridt: ”Selvom han ihjelslår mig, vil jeg alligevel stole på ham.” Hans livspraksis, må være vor livsprakis. Og forsøger vi således at være som Ham, og bringe vor vilje i overensstemmelse med Hans vilje, skal vi åbenbare Ham. (RH 12. april, 1898). ret

(978)   5. Se EGW til 2.Tess. 2,7-12.

6-12 (se EGW til kp. 10,1-11; 1 Joh. 2,18). Vil snart kunne forstås. - Det fjortende kapitel i åbenbaringen er af dyb interessen. Dette skriftsted vil snart kunne forstås i alle sine afskygninger, og de budskaber Johannes åbenbareren fik, vil gentages i tydeligste vendinger. (RH 13. okt., 1904). ret

(978)   Identificere de tre engle. - Kristus kommer for anden gang, med kraft til at frelse. For at berede mennesker til denne begivenhed, har han sendt den første, anden (979) og den tredje engles budskaber. Disse engle repræsentere dem som modtager sandheden, med kraft til at åbne evangeliet til verden. (Brev 79, 1900). ret

(979)   (kp. 18,1-5.) En loyal gruppe. - Menighederne er blevet iklædt som beskrevet i åbenbaringsbogens attende kapitel. Hvorfor gives budskaberne i Åbenbaringen fjorten? Fordi principperne i menighederne er blevet fordærvet. . . . [Åb. 14,6-10 citeret.] ret

(979)  Hele verden er øjensynlig skyldig i at have modtaget dyrets mærke. Men profeten ser en gruppe som ikke tilbeder dyret, og som ikke har modtaget dets mærke på deres pander eller i deres hænder. ”Her gælder det udholdenhed for de hellige,” erklærer han, ”her er de der holder Guds bud, og Jesu tro.” (MS 92, 1904). ret

(979)   De store antal mennesker accepterer sandheden. - Tiden for Guds udslettende domme er tidspunktet for barmhjertighed mod dem, som ikke har anledning til at lære hvad er sandhed. Herren vil ømsindet lære dem. Hans barmhjertighedshjerte er berørt; hans hånd vil rækkes ud for at frelse; medens døren lukkes for dem, som ikke vil ind. Et store antal mennesker, som i disse sidste dage hører sandheden for første gang, vil lukkes ind. (RH 5. juli, 1906). ret

(979)   7. Giv Gud ære.--At give Gud æren er at åbenbare hans karakter i vor egen og således gøre ham kendt. Og på hvilken som helst måde vi gør Faderen eller Sønnen kendt, ærer vi Gud. (MS 16, 1890). ret

(979)   8 (Dan. 7,25; 2. Tess. 2,3. 4; se EGW til Åb. 18,1-5). Verden drikker af Babylons vin. - Gud erklærer om Babylon "fordi hun har fået alle folkene til at drikke af hendes utugts harmes vin." Det betyder at hun har ignoreret det eneste bud, som udpeger den sande Gud, og har trådt på Sabbaten, Guds mindesmærke for skabelsen. ret

(979)  Gud har gjort verden på seks dage og hvilede på den syvende, helligede denne dag, og satte den til side fra alle andre, til helligelse af Sig selv, så Hans folk kan overholde den igennem deres slægtsled. ret

(979)  Men syndes mennesker ophøjer sig selv over Gud, sidder i Guds tempel, og viser sig selv som Gud, mener at han kan ændre tider og love. Denne kraft, viser sig ikke kun at være lige med Gud, men også at være over Gud, ændre på hviledagen, sætte ugens første dag, hvor den syvende dag skal være. Og den protestantiske verden ville have taget dette pavedømmets barn, og betragter det som helliget og indviet. I Guds ord kalde dette for hendes utugt. ret

(979)  Gud har en stridighed med menighederne i dag. De opfylder Johannes profeti. ”Alle folkeslagene har drukket af hendes utugt harmes vin.” De har adskilt sig selv fra Gud, ved at nægte at modtage Hans tegn. De har ikke ånden fra Guds sande lovlydige folk. Og verdens folk, der billiger en falsk sabbat, og træder Herrens sabbat under deres fødder, har drukket af hendes utugts harmes vin. (Brev 98, 1900). ret

(979)   9-12 (kp. 13,11-17; se EGW til kp. 12,17; 18,1; Es. 58,12-14). Det virkelige spørgsmål i den sidste kamp. - [Åb. 14,9, 10 citeret.] Det er i alles interesse at forstå hvad dyrets mærke er, og hvordan de kan undfly Guds frygtelige trusler. Hvorfor er mennesker ikke interesseret i at vide hvad dyrets mærke og dets billede er? Det er i direkte modsætning til Guds mærke. [2. Mos. 31,12-17 citeret.] ret

(979)   Sabbatsspørgsmålet vil være temaet for den store konflikt, som alle i verden vil gøre en del for. [Åb. 13,4-10 citeret.] Hele dette kapitel er en åbenbaring for hvad der visselig vil finde sted. [Åb. 13,11, 15-17 citeret] (MS 88, 1897). ret

(979)   Hvad der dyrets mærke? - Johannes blev kaldt til at beskue et folk, udskilt fra dem der tilbeder dyret og dets billede, idet de holder ugens første dag. Overholdelsen af denne dag er dyrets mærke. (Brev 31, 1898). ret

(979)   (Kp. 13,16. 17.) Advare imod dyrets mærke. - Den tredje engels budskab er blevet sendt ud til verden, og advarer mennesker mod at tage imod dyrets mærke eller dets billede på deres pander eller deres hænder. At modtage dette mørke betyder at komme til samme beslutning som dyret har gjort, og forsvare de samme idéer, i direkte modsætning til Guds ord. Om alle som modtager dette mærke, siger Gud: ”Så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og (980) han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.” . . . ret

(980)  Hvis sandhedens lys er kommet til dig, åbenbarer det fjerde buds sabbat, og viser at der ikke er grundlag i Guds ord for søndagshelligholdelse, og du stadig klynger dig til den falske sabbat, nægter at helligholde den sabbat som Gud kalder ”Min helligdag,” så modtager du dyrets mærke. Hvor finder dette sted? Når du adlyder det dekret der påbyder dig at ikke arbejde om søndagen og dyrke Gud, når du ved at der ikke er et ord i Bibelen der viser søndagen som andet end en almindelig arbejdsdag, så indvilger du i at modtage dyrets mærke, og afviser Guds segl. ret

(980)  Hvis vi tager imod dette mærke på vore pander eller i vore hænder, må dommene der fældes imod de ulydige falde på os. Men den levende Guds segl er placeret på dem som holder Herrens sabbat med god samvittighed. (RH 13. juli, 1897). ret

(980)   Et spørgsmål om liv og død. - Dette budskab omfatter to forudgående budskaber. Det præsenteres med en høj røst; som er, med Helligåndens kraft. Nu står alt på spil. Den tredje engels budskab skal betragtes som af største vigtighed. Det er et spørgsmål om liv og død. Indtrykket som dette budskab giver vil stå i forhold til den alvor og højtidelighed som det forkyndes med. (MS 16, 1900). ret

(980)   (Vs. 1-4.) Ikke et synligt mærke. - I spørgsmålet om den store kamp, de to partier udvikler, dem som ”tilbeder dyret og dets billede,” og tager imod dets mærke, og dem som tager imod ”den levende Guds segl,” som har ”Faderens navn skrevet på deres pander.” Dette er ikke et synligt mærke. (ST 1. nov., 1899). ret

(980)   (Kp. 18,1-8; 2 Tess. 2,7-12.) Vogte sig imod uretfærdighedens mysterium. - Den tredje engels budskab tager til i vigtighed, idet vi nærmer os afslutningen af denne jords historie. . . . . ret

(980)  Gud har vist mig de farer der truer dem som er blevet det hellige arbejde at forkynde den tredje engels budskab. De skal huske at dette budskab er af største betydning for hele verden. De behøver at ransage skriften ihærdigt, så de kan lære at vogte sig imod uretfærdighedens mysterium, som stiller så stor en del i de afsluttende scenerier af denne jords historie. ret

(980)  Der vil komme mere og mere ydre opvisning fra verdslige magter. Under forskellige symboler, viste Gud Johannes deres onde karakter og forlokkende indflydelse som ses for Hans folks forfølgelse. Åbenbaringbogens attende kapitel taler om Babylons mysterium, der falder fra sin høje stand for at blive en forfølgende magt. Dem som holder Guds bud og har Jesu tro er genstand for denne magts vrede. [Åb. 18,1-8 citeret] (MS 135, 1902). ret

(980)   Prøvetiden gør problemet mere klart.--Helligåndens arbejde skal overbevise verden om synd, om retfærdighed og om dom. Verden kan kun advares ved at se dem der tro sandheden, blive helliget ved sandheden, handle på høje og hellige principper, vise på en stor og ophøjet måde, skillelinien mellem dem som holder Guds bud og dem som træder den under deres fødder. Åndens helligelse fremhæver forskellen mellem dem som har Guds segl og dem som holder en falsk hviledag. ret

(980)  Når prøven kommer, vil det klart vises hvad dyrets mærke er. Det er at holde søndagen. Dem som, efter at have hørt sandheden, fortsætter med at betragte denne dag som hellig bærer signaturen fra syndens menneske, som lærte at ændre tider og love. (Brev 12, 1900). ret

(980)   Den sidste handling i dramaet. - Indsættelsen af den falske frem for den sande er den sidste handling i dramaet. Når denne erstatning bliver universel, vil Gud åbenbare Sig selv. Når menneskelovene ophøjes over Guds love, når denne jords magter prøver at tvinge mennesker til at holde ugens første dag, ved at tidspunktet er kommet hvor Gud arbejder. Han vil rejse sig i Sin majestæt, og vil ryste jorden frygteligt. Han vil komme ud fra Sit sted for at straffe verdens beboere for deres uretfærdighed. (RH 23. april, 1901). ret

(980)   (Vs. 1-4; kp. 7,2, 3; 13,13. 16; 2.Mos. 31,13-17; 2 Tess. 2,3. 4.) Skillemærket. - Vi nærmer os afslutningen af denne (981) jords historie. Satan gør desperate anstrengelser for at gøre sig selv til gud, og tale og handle som Gud, og vise sig som en der har ret til at styre menneskers samvittighed. Han kæmper med alle sine kræfter, for at sætte en menneskelig dag i stedet for Guds hellige hviledag. Under det syndige menneskes dom, har mennesker ophøjet en falsk standard, stik imod Guds forordning. Hver sabbatsinstitution bærer sin ophavsmands navn, et uudsletteligt mærke der viser den enkeltes myndighed. Ugens første dag har ikke et gram af hellighed. Det er et produkt af syndens mennesker, som på den måde bestræber sig for at modarbejde Guds mål.

Gud har forordnet den syvende dag som Sin Sabbat. [2. Mos. 31,13. 17. 16 citeret.] ret

(981)  Derved trækkes skillelinien mellem de loyale og illoyale. Dem som ønsker at have Guds segl på deres pander må holde det fjerde buds sabbat. Derved er de adskilt fra illoyale, som har accepteret den menneskegjort institution i stedet for den sande sabbat. Overholdelsen af Guds hviledag er et skillemærke mellem ham der tjener Gud og ham der ikke tjener ham. (RH 23. april, 1901).

10. Se EGW til 1. Mos. 6,17; Matt. 27,21. 22. 29. ret

(981)   12. Guds såkaldte folk. - Hvem er disse? Guds såkaldte folk - dem som har bevidnet deres loyalitet på jorden. Hvem er de. Dem som har holdt Guds bud og Jesu Kristi vidnesbyrd; dem som har vedkendt sig Den Korsfæstede som deres frelser. (MS 132, 1903). ret

(981)   (2. Mos. 31,13-17.) Hvad er Guds tegn? - Lydighedens tegn er overholdelse af det fjerde buds sabbat. Hvis mennesker holder det fjerde bud, vil de få al hvilen. (Brev 31, 1898). ret

(981)   (Kp. 7,2. 3; Ez. 9,4.) Marker den hellige sabbat. - Der skal sættes et mærke på Guds folk, og dette mærke er at holde Hans hellige Sabbat. (HS 217). ret

(981)   Loyale mod hvem? - Gud har erklæret at det betyder meget at kasserere den levende Guds ord, og antage deres påstande som forsøger at ændre tider og love. [2.Mos. 31,12-17 citeret.] ret

(981)  Dem som over for disse specifikationer nægter at angre deres overtrædelser vil erkende resultatet af ulydighed. Vi må hver i sær spørge: Når jeg holder en hvile dag, har jeg så taget min tro fra Skriften, eller fra en falsk udlæggelse af sandheden? Enhver sjæl som fæstner sig selv til den guddommelige, evige pagt, der er gjort og vist for os som et tegn og mærke på Guds regering, han fæstner sig selv til lydighedens gyldne kæde, hvert link som er et løfte. Han viser at han betragter Guds Ord for at være over menneskets ord, Guds kærlighed foretrækkes frem for menneskers kærlighed. Og dem som anger overtrædelsen og vender tilbage til loyalitet og accepterer Guds mærke, viser sig som sande undersåtter, parat til at gøre Hans vilje, og adlyde Hans befalinger. Sand overholdelse af Sabbaten er tegnet på loyalitet mod Gud. (MS 63, 1899). ret

(981)   Troskab viser sig i den yderste nød. - I åbenbaringen 14 ser Johannes en anden scene. Han ser et folk hvis troskab og loyalitet mod lovene i Guds rige, vokser i nøden. Den foragt Guds lov er genstand for, åbenbarer blot mere klart dem deres kærlighed for den lov. Den vokser med den foragt som sættes på den. (MS 163, 1897). ret

(981)   (Sal 119.126. 127; Mal. 3,18.) Det er tid til at kæmpe! - Lad ingen give efter for fristelse og blive mindre brændende i sin hengivenhed mod Guds lov, blot fordi den foragtes; for det er netop hvad der burde få os til at bede af alvorligt hjerte og sjæl og stemme: ”Det er tid for dig, Herre, at arbejde, for de har sat din lov ud af kraft.” Derfor, på grund af den universelle foragt, vil jeg ikke blive forræder, da Gud vil forherliges og æres bedst ved min loyalitet. ret

(981)  Hvad! Skal syvendedags adventister slække på deres helligelse, når alle deres evner og kræfter burde være på Herrens side; når et uforhærdet vidnesbyrd, ædelt og opløftende, bør komme fra deres læber? “Derfor elsker jeg dine befalinger frem for gud; ja over fint guld." ret

(981)  Når Guds lov hånes og foragtes mest, så er det tid for enhver sand Kristi efterfølger, for dem hvis hjerter er givet til (982) Gud, og som er opsat på at adlyde Gud, stå ubøjelig for den tro der en gag blev overbragt de hellige. ”Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.” Det er tid at kæmpe, hvor der er mest brug for sejrherrer. (RH 8. juni, 1897). ret

(982)   13 (2 Tim. 4,7. 8). Gud ærer de ældre trofaste. - Der lever mennesker på vor jord som har som har passeret de firsindstyve år. De naturlige følger af høj alder ses i deres svaghed. Med de tror på Gud, og Gud elsker dem: ”Salige er de døde, som dør i Herren.” Sammen med Paulus kan de sige: ”Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.” Der er mange hvis grå hår Gud ærer, for de har kæmpet en god strid og bevaret troen. (Brev 207, 1899). ret

(982)  

Kapitel 15

2, 3 (2.Mos. 15,1-19; 5.Mos. 31,30 til 32,44; Es. 26,2). Den endelige sejrssang.--Hvilken sang vil der ikke lyde fra Herrens forløste, når de mødes ved porten til den hellige by, som er kastet tilbage på sine glitrende hængsler og nationer som har holdt Hans ord - Hans bud - går ind i staden, sejrherrens krone er placeret på deres hoveder, og guldharper er sat i deres hænder! Hele himlen er fyldt med rig musik, og med lovprisningssange for Lammet. Frelst, frelst for evigt, i herlighedens rige! At have et liv der måler sig med Guds liv - det er lønnen. (MS 92, 1908). ret

(982)  

Kapitel 16

1-21 (kp. 6,13-17; Sal. 46,1-3; Matt. 24,7). Johannes var vidne til de sidste dages rædsel. - Johannes . . . var et vidne for de forfærdelige scenerier der vil finde sted, som tegn på Kristi komme. Han så hære der blev mønstret for krig, og menneskers hjerter svigtet af angst. Han så jorden bevæge sig ud fra sit sted, og bjergene ført ud på havets midte, bølgerne deri brølede og trængtes, og bjergene rystedes ved deres svulmen. Han så Guds vredes bæger blive åbnet, og pest, hungersnød og død kom over jordens indbyggere. (RH 11. jan., 1887). ret

(982)   13-16 (kp. 13,13. 14; 17,13, 14; 19,11-16; se EGW til kp. 7,1-3). Krigen ved Harmagedon skal snart udkæmpes.--Der findes kun to grupper mennesker i denne verden, - de som er tro mod Gud, og de som står på mørkets fyrstes side. Satan og hans engle vil komme med stor magt og tegn og falske mirakler for at bedrage jordens beboere og om muligt endog de udvalgte. Denne krise er nær. Skal det lamme energien hos dem, som kender sandheden vil blive overvundet? ret

(982)  Snart skal slaget ved Harmagedon udkæmpes. Himmelens hære på hvide heste anføres af ham, på hvis klædning der står skrevet: Kongers Konge og Herres Herre. (MS 172, 1899). ret

(982)  Enhver form for ondskab vil springe i intens aktivitet. Onde engle slutter deres kræfter sammen med onde mænd, og eftersom de har været i konstant konflikt og har opnået en erfaring i de bedste former for bedrag og krig og er blevet stærkere i løbet af århundrederne, vil de ikke opgive den sidste store strid uden en desperat kamp. Hele verden vil være på den ene side eller den anden side af spørgsmålet. Krigen ved Harmagedon vil blive udkæmpet, og den dag må ikke finde nogen af os sovende. Vi må være helt vågne, som vise jomfruer, der har olie i vore kander til vore lamper. . . . . ret

(982)  Helligåndens kraft må være over os, og fyrsten over Herrens hær vil stå i spidsen for Himmelens engle og føre an i krigen. Alvorlige begivenheder forestår og skal endnu finde sted. Den ene basun efter den anden skal lyde, og den ene skål efter den anden skal hældes ud over jordens beboere. Begivenheder af overvældende interesse er lige forestående.(Brev 112, 1890). ret

(982)   14-16 (Ef. 6,12; se EGW til Åb. 5,11). To modsatte magter.-- To store (983) modsatte kræfter åbenbares i den sidste store krig. På den ene side står Skaberen af himmel og jord. Alle på hans side bærer hans segl. De er lydige mod hans befalinger. På den anden side står mørkets fyrste sammen med dem, der har valgt frafald og oprør. (RH 7. maj, 1901). ret

(983)   (Kp. 12,12.) Satan mønstrede sine styrker for det tabte slag. - Nutiden er en alvorlig og farefuld tid for menigheden. Englene er allerede klædt på, venter på mandat til at udgyde deres vredesskåle over verden. Ødelæggende engle tager deres hævnarbejde op, for Guds Ånd er gradvist trukket bort fra verden: Satan mønstrer også sine onde styrker, går frem ”til jordens og hele verdens konger,” for at samle dem under sit banner, og oplæres til ”slaget for den Almægtige Guds store dag.” Satan gør de mægtigste anstrengelser for at få herre dømme i den store konflikt. Fundamentale principper vil komme frem, og der vil gøres beslutninger om dem. Skepticismen hersker over alt. Ugudelighed er i overflod. Hver enkelt menighedsmedlems tro vil prøves som om der ikke var nogen anden person i verden. (MS 1a, 1890). ret

(983)   14-17 (kp. 18,1). Guds hære indtager slagmarken.--Vi har brug for at studere udgydelsen af den syvende vredesskål. De onde magter vil ikke opgive slaget uden kamp. Men forsynet har sin rolle at spille i krigen ved Harmagedon. Når jorden bliver oplyst med herligheden fra engelen i Åbenbaringen atten, religiøse elementer, godt og ondt, vil vække af søvne, og den levende Guds hære vil indtage marken. (MS 175, 1899). ret

(983)  

Kapitel 17

1-5 (kp. 13,11-17; 18,1-5; 2 Tess. 2,7-12). Alle nationers bedrager. - I åbenbaringsbogens syttende kapitel står udslettelsen af de menigheder beskrevet, som fordærver sig selv ved afguderi til pavedømmets tjeneste, dem som har drukket af hendes utugts harmes vin. [Åb. 17,1-4 citeret.] ret

(983)  Der fremstilles pavemagten, med alle dens uretfærdighedens bedragerier, ved ydre tiltrækning og strålende fremvisning, bedrager alle nationer, proklamerer for dem, ligesom Satan gjorde for vore første forældre, alt det gode der loves dem der tager imod mærket, og al skade for dem som modsætter sig dens vildfarelser. Den kraft som har den dybeste indre fordærv vil danne det største opvisning, og vil iklæde sig selv med de mest detaljerede tegn på magt. Bibelen erklærer tydeligt at dette dækker en fordærvet og bedragende ondskab. ”På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.” ret

(983)  Hvad er det der giver dets rige dens kraft? Protestantismen, en kraft som, medens den bekender at have et lams temperament og ånd og har allieret sig med himlen, taler med en drages røst. Det bevæges fra en kraft nedenfra. (Brev 232, 1899). ret

(983)   13, 14 (kp. 13,11-17; 16,13-16). En sammensværgelse af Satans styrker.--[Åb. 17,13, 14 citeret.] De har én og samme tanke. Satans styrker vil blive forenet i en verdensomspændende sammenslutning, til én stor harmoni, Og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. Derved gør den samme egenmægtige magt sig gældende og undertrykker religionsfriheden, friheden til at dyrke Gud efter sin samvittigheds overbevisning, som pavedømmet lagde for dagen, da det før i tiden forfulgte dem, der vovede ikke at ville følge romerkirkens ritualer og ceremonier. ret

(983)  I den kamp, der vil blive udkæmpet i de sidste dage, vil alle lave kræfter, som er faldet fra troskaben mod Jehovas lov, blive sluttet sammen til modstand mod Guds folk. I denne kamp vil sabbatten i det fjerde bud blive det store stridsspørgsmål, for i sabbatsbudet legitimerer den store lovgiver sig som himmelens og jordens skaber. (MS 24, 1891). ret

(983)   14. Kristus forherliges i den sidste krise. - Da Kristus blev forherliget på pinsefestens dag, vil Han således atter blive forherliget i evangeliets afsluttende arbejde, hvor Han skal berede et folk til at stå den endelige prøve, i den store strids afsluttende konflikt. (RH 29. nov., 1892). ret

(983)  

Kapitel 18

1 (kp. 14,9-12; Hab. 2,14; se EGW til Apg 2,1-4). Englen i åbenbaringen 18. - (984) Profetierne i Åbenbaringen det attende kapitel vil hurtigt fuldbyrdes. Under proklamationen af den tredje engels budskab, skal den anden komme ned fra himlen, med stor kraft, og jorden skal oplyses med dens herlighed. Herrens Ånd vil rigt velsigne helligede menneskelige redskaber, så mænd, kvinder og børn vil åbne deres læber og prise og sige tak, fylde jorden med Guds kundskab, og med Hans uovertræffelige herlighed, ligesom vandende fylder havet ret

(984)  Dem som fra begyndelsen har fastholdt deres tillid helt til enden, vil være lysvågen når den tredje engels budskab proklameres med stor kraft. (RH 13. okt., 1904). ret

(984)   (2 Tim. 2,14-16; se EGW til kp. 16,14-17.) Budskab forbereder til forvandling. - Midt iblandt de forvirrende råb: ”Se, her er Kristus! Se, der er Kristus!” vil der frembæres et særligt vidnesbyrd, et særligt sandhedsbudskab der passer for denne tid, som er et budskab der skal modtages, tros på og handles efter. Det er sandheden , ikke fantasifulde ideer, som har virkning. Ordets evige sandhed vil stå frem fri fra alle forlokkende vildfarelser og spiritualistiske fortolkning, fri fra al fantasi trukket fra forlokkende billeder. Falsknerier vil anspore Guds folks opmærksomhed, men sandheden skal stå iklædt sin skønne og rene klæder. Ordet, dyrebart i sin hellige og opløftende indflydelse, skal ikke sættes ned på niveau med almindelige og ordinære sager. Den skal altid forblive ubesmittet fra de falsknerier som Satan forsøger at bedrage med, om muligt også de udvalgte. ret

(984)  Evangeliets proklamation er det eneste middel som Gud kan beskæftige mennesker med, som hans redskaber for sjælevinding. Idet mænd, kvinder og børn forkynder evangeliet, vil Herren åbne den blindes øjne til at se hans love, og vil skrive Sin lov på den oprigtigt angrendes hjerte. Guds instinktive Ånd, arbejder gennem menneskers agenter, leder de toende til at være et sind, en sjæl, der samstemmende elsker Gud og holder Hans bud - bereder sig her nede for forvandling. (RH 13. okt., 1904). ret

(984)   (Jer. 30,7; Hosea 6,3; Joel 2,23; Zak. 10,1; Ef. 4,13, 15.) Sildigregnens opfriskning. - Som medlemmer af Kristi legeme nærmer perioden sig for deres sidste kamp, “tiden for Jakobskampen,” vil de vokse op til Kristus, og vil få stor del i Hans Ånd. Idet det tredje budskab øges til et højt råb, og som stor kraft og herlighed følger med det afsluttende værk, vil Guds trofaste folk få del i den herlighed. Det er sildigregnen som genopliver og styrker dem, til at gennemgå trængselstiden. Deres ansigter vil skinne med herlighed fra det lys, som følger den tredje engel. (RH 27. maj, 1862). ret

(984)   (Es. 61,11.) Vent ikke på sildigregnen. - Vi må ikke vente på sildigregnen. Den kommer over alle som vil genkende og tilegne sig nådens dug og regnfald, der falder på os. Når vi samler lysets fragmenter op, når vi påskønner Guds visselige nådegaver, som elsker at vi stoler på ham, så vil alle løfter blive opfyldte. [Es. 61,11 citeret.] Hele jorden skal opfyldes med Guds herlighed. (Brev 151, 1897). ret

(984)  Åbenbaringen af Kristi retfærdighed. - Prøvetiden er netop over os, for den tredje engels høje råb er allerede påbegyndt sin åbenbaring af Kristi retfærdighed, den syndstilgivende Forløser. Dette er begyndelsen af den tredje engels lys, hvis herlighed skal opfylde hele jorden. (RH 22. nov, 1892). ret

(984)   Intet specifikt tidspunkt er udpeget. - Jeg har intet specifikt tidspunkt at fortælle, hvornår Helligåndens udgydelse finder sted - hvor den mægtige engel vil komme ned fra himlen, og forene sig med den tredje engel i afslutningen af arbejdet med denne verden; mit budskab er at for eneste sikkerhed er at være parat til den himmelske fornyelse, have vor lamper i orden og brændende. (RH 29. marts, 1892). ret

(984)   1-5 (kp. 13,11-17; 14,6-12; Dan. 7,25; 2 Tess. 2,3. 4; se EGW til Åb. 6,9; 17,1-5). Alle onde kræfter vil virke. - Idet Gud kalder Israels børn ud af Ægypten, så de må holde Hans sabbat, da Han kalder Sit folk ud af Babylon, så de ikke må tilbede dyret eller dets billede. Syndens menneske, som mente at kunne ændre tider og love, har sat sig selv over Gud, ved at bringe en falsk sabbat til verden; den kristne verden har accepteret (985) pavedømmet barn, og opfostret det og givet det næring, og derved trodset Gud ved at fjerne Hans mindesmærke, og sætte en konkurrerende sabbat op. ret

(985)  Efter at sandheden er blevet forkyndt til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, vil enhver tænkelig ond magt træde i virksomhed og sindene vil blive forvirret af de mange røster, som råber: Se, her er Kristus, eller dér. Dette er sandheden, jeg har budskabet fra Gud, Han har sendt mig meget stort lys." Da vil der fjernes landemærker, og forsøg på at rive vor tros piller ned. Der vil gøres mere besluttede bestræbelser for at ophøje den falske sabbat, og kaste foragt på Guds selv, ved at fortrænge den dag Han har velsignet og helliget. Denne falske sabbat skal gennemtvinges af en tyrannisk lov. ret

(985)  Satan og hans engle er lys vågen og meget aktive, arbejder energisk og udholdende gennem menneskers redskaber for at udvirke hans mål med at få Gudskundskaben ud af menneskers tanker. Men så længe Satan virker med sine løgnagtige underes, vil det fuldbyrdes, der er forudsagt i åbenbaringen, og den mægtige engel skal oplyse jorden med hans herlighed og forkynde Babylons fald, og kalde på Guds folk til at forlade hende. (RH 13. dec., 1892). ret

(985)   (Kp. 14,8.) Del af en række begivenheder. - Budskabet om Babylons fald må bringes ud. Guds folk skal forstå englens budskab, som skal oplyse hele verden med sin herlighed, medens han råber mægtigt, med høj røst: ”Faldet faldet er Babylon den store.” De højtidelige begivenheder som nu finder sted, er i en række begivenheder efter hinanden i historien, hvor det første led er fra edens have. Lad Guds folk berede sig for hvad der kommer over jorden. Overdådighed brug af penge, selviskhed, kætterier, har taget verden til fange. I hundreder af år har sataniske agenter været i arbejde. Vil de give op nu uden kamp? (MS 172, 1899) ret

(985)   (Matt. 15,9; 21,11. 12; Joh. 2,13-16; se EGW til Åb. 6,9.) To kald til menighederne. - [Åb. 18,1. 2 citeret.] Dette er det samme budskab, som blev forkyndt af den anden engel, Babylon er faldet, fordi det har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin. Hvad menes der med denne vin? Der menes hendes falske lærdomme. Hun har givet verden en falsk sabbat i stedet for sabbatten i det fjerde bud og har gentaget den løgn, som Satan fortalte Eva i Eden, nemlig at sjælen af naturen er udødelig. Mange lignende vildfarelser har hun udspredt vidt og bredt og fører lærdomme, som kun er menneskebud. ret

(985)   Da Jesus begyndte sin offentlige tjeneste, rensede han templet for vanhelligelse. En af hans sidste gerninger var at rense templet for anden gang. På samme måde vil der ved det sidste advarselsbudskab til verden blive to tydelige kald til menighederne. Den anden engels budskab er: “Faldet, ja faldet er Babylon, den store by, fordi hun har fået alle folkene til at drikke af hendes utugts harmes vin.” Og budskabet fra tredje engels høje råb høres fra himlen, og siger: ”Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.” (RH 6. dec., 1892). ret

(985)  Tre budskaber skal kombineres.--De tre engles budskaber skal i forening udsende deres trefoldige lys over jorden. I Åbenbaringens bog siger Johannes: Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt, og jorden blev oplyst af hans herlighed (kap. 18,2-5 citeret). Dette fremstiller udbredelsen af det trefoldige og sidste advarselsbudskab til verden. (MS 52, 1900). ret

(985)   1-8 (se EGW til kp. 14,9-12).Farer for verdslige alliancer. - [Åb. 18,1-8 citeret.] Dette frygtelige billede trækker Johannes op for at vise hvor fuldstændige jordens magter vil give sig selv over I ondt, og vise dem som har modtaget sandheden, hvor farligt det er at have forbindelse med hemmelige selskaber eller på nogen made tilslutte sig selv til nogen af dem, som ikke holder Guds bud. (MS 135, 1902)

3-7. Se EGW til 1.Joh. 2,18. ret

(985)  

Kapitel 19

7-9 (Ef. 5,23-25; se EGW til kp. 7,9). God er husbonden for sin menighed.--Gud er menighedens ægtemand. Menigheden er bruden, Lammets hustru. Enhver sand troende (986) er en del af Kristi legeme. (Brev 39, 1902). ret

(986)   Gør en konges brud rede.--Menigheden er bruden, Lammets hustru. Hun skal holde sig selv ren, indviet og hellig. Hun bør aldrig hengive sig til dårskab; for hun er en Konges brud. Alligevel erkender hun ikke sin ophøjede position. Hvis hun forstod dette, ville hun være helt strålende inden i. (Brev 177, 1901). ret

(986)   (Kp. 3,4; 7,14; 16,15.) Rene klæder. - Menigheden er Kristi brud, og hendes medlemmer skal tage åget sammen med deres Leder. Gud advarer os om at ikke tilsmudse vore klæder. (Brev 123 ½, 1898).

11-16. Se EGW til kp. 16,13-16. ret

(986)  

Kapitel 20

5, 6. Forbandelsens mærker i den anden opstandelse. - Ved den første opstandelse kommer alle frem i udødelig glød, men ved den anden, er forbandelsens mærke synlig på alle. Alle som kommer op som de gik ned i deres grave. Dem som levede før Vandfloden, kommer frem i deres kæmpestore statur, mere end to gange højere end mennesker der lever på jorden nu, og velproportionerede. Slægterne efter Vandfloden var i mindre statur. (3SG 84, 85). ret

(986)   9, 10, 14 (1.Mos. 8,1; 2 Peter 3,10). Det Nye Jerusalem bevaredes iblandt flammerne. - Da flodens vande var på sit højeste på jorden, havde det udseende af en bundløs vandsø. Ligesom Gud bevarede arken midt i den oprørske vandflod, fordi den indeholdt otte retfærdighed personer, vil han ligeså bevare det Nye Jerusalem, med de trofaste fra alle tider, fra den retfærdige Abel ned til de sidste hellige som levede. Undtagen den del byen ligger på, vil hele jorden blive omkranset med et hav af flydende ild, dog beskyttes byen ligesom arken blev, ved et mirakel af Almægtig kraft. Den står uskadet midt iblandt fortærende elementer. (3SG 87). ret

(986)   12, 13 (Dan. 7,9, 10; se EGW til 2. Mos. 31,18; Matt. 5,21. 22. 27. 28; 1.Tim. 5,24, 25; Åb. 11,1; 22,14). Guds lov ses i nyt lys. - Så skal dommen nedsættes, og enhver skal dømmes efter de ting der står skrevet i bøgerne, autoriteten for Guds lov vil ses fra en helt anden vinkel end det som nu ses i den kristne verden. Satan har forblindet deres øjne og forvirret deres forståelse, lige som han forblindede og forvirrede Adam og Evas øjne, og ledte dem til overtrædelse. Jehovas lov er stor, lige som dets Skaber er stor. I dommen vil det genkendes som helliget, retfærdigt og godt i alt hvad den kræver. Dem som overtræder denne lov, vil finde at de har et alvorligt regnskab at aflægge for Gud; for Hans krav er afgørende. (RH 7. maj, 1901). ret

(986)   (Rom. 3,19; 7,12; Judas 15.) Alle verdener bevidner dommen. - Kristus vil have at alle forstår begivenhederne ved Sit andet komme. Domsscenen inder stede i nærvær for alle verdenerne; for i den dom vil Guds regering forsvares, og Hans lov vil stå frem som “hellig, retfærdig og god.” Så vil enhver sag blive afgjort og domsafsigelsen vil bringes over alle. Synd vil ikke se tiltrækkende ud, men vil ses i al sin hæslige størrelse. Alle vil se den relation de står i over for Gud og for hinanden. (RH 20. sep., 1898). ret

(986)   Dyb hjerteransagelse.--[Åb. 20,12 citeret.] Så vil mennesker have en klar og skarp erindring for alle transaktioner i dette liv. Ikke et ord eller handling vil undgå deres hukommelse. Disse vil være prøvende stunder. Og så længe vi ikke knurrer over den kommende trængsels tid, så lad os som Kristi efterfølgere, ransage vore hjerter som et oplysende lys for at se hvilken ånd vi er af. Lad os kritisere vore handlinger, for vort nuværende og evige bedste, og se om de står i lyset af Guds lov. For denne lov er vor standard. Lad enhver sjæl ransage sit eget hjerte. (Brev 22, 1901). ret

(986)   (Sal. 33,13-15; Præd. 12,13. 14; Jer. 17,10; Heb. 4,13; se EGW til Sal. 139,1-12.) Enhver sag ransages. - Selvom alle folkeslagene skal gå igennem den forestående dom, alligevel vil han ransage hver enkelts sag, med en så nøje og ransagende granskning, som der ikke var andre på jorden. (RH 19. jan, 1886). ret

(986)   (Mal. 3,16. 17; 1 Kor. 3,13.) Engle lægger mærke (987) til menneskers gerninger. - Hele himlen er interesseret i vor frelse. Guds engle går op og ned af disse byers gader, og lægger mærke til menneskers gerninger. De skriver troens ord, kærlighedens handlinger, åndens ydmyghed ned i Guds erindringsbøger; og på den dag hver hvert menneskes arbejde skal prøves hvilken slags det er, vil den ydmyge Kristi efterfølgers arbejde stå prøven, og modtage himlens dom. (RH 6. sept., 1890). ret

(987)  Ligeså akkurat som en fotografiplade. - Alle os, som Gud har velsignet med fornuftens magt, med forstand og dømmekraft, bør anerkende vort ansvar over for Gud. Det liv han har givet os, er en hellig betroelse, og det bør der ikke spøges med et øjeblik; for vi skal møde det igen i domsoptegnelsen. I himlens bøger er vore liv ligeså akkurat skildret som billedet er på fotografens plade. Vi skal ikke kun være ansvarlige for hvad vi har gjort, men for hvad vi ikke har gjort. Vi stilles til regnskab for vor uudviklede karaktertræk, for de anledninger vi ikke udnyttede. (RH 22. sept., 1891). ret

(987)  Vore karaktertræk repræsenteres i bøgerne. - I himlens bøger står de spottende smil og syndernes ubetydelige bemærkninger som ikke viser nogen barmhjertighed akkurat nedskrevet, ligesom Kristus vises for dem af Hans tjenende tjenere. Ligesom kunstnerens polerede spejl giver et sandt billede af menneskeansigtet, ligeså giver Guds engle en præcis fremstilling af hvert menneskes karakter. (ST 11. febr., 1903). ret

(987)  Himlens nedskrivningstjeneste. - Alle som har del i den store frelse, Jesus Kristus har udført, er forpligtet til at arbejde som Guds medarbejdere. I de himmelske sale kaldes bogrullen frem, hvori hvert navn står nedskrevet, og de himmelske agenter reagerer på kaldet. Den tjeneste ethvert menneske på jorden giver, står nedtegnet. Hvis de er forsømmelige står det skrevet ned; hvis de er flittige, står det samme rapporteret; hvis de er dovne, står denne kendsgerninger imod deres navne. Ikke et navn, i den store menneskemængde, mistes af syne. Lad da enhver være parat til at besvare kaldet og sige: “Hør her, Herre, parat til handling.” ret

(987)  Verden gør krav på dig. Hvis du ikke skinner som lys i verden, vil nogle rejse sig op i dommen, og anklage dig, med deres sjæles blod. Det vil kunne ses at du var en agent i Guds og menneskers fjendes hænder, der leder på vildspor og bedrager ved din kristendomsbekendelse. Du leder ikke sjæle til fromhed og helligelse. Du havde et navn at efterleve, men var åndelig død. Du havde ikke Guds Ånds livgivende indflydelse, som tilvejebringes alle i overmådelighed, som i tro gør krav på det. (RH 16. aug., 1898) ret

(987)  En daglig opgørelse. - Gud dømmer ethvert menneske efter sine gerninger. Han ikke kun dømmer, men Han opsummerer, dag for dag og time for time, vore fremskridt i gode gerninger. (RH 16. maj, 1899) ret

(987)  12-15 (Kp. 3,5; 13,8; 21,27; 22,19). Livets bog. - Når vi bliver Guds børn, er vore navne skrevet i Lammets livets bog, og forbliver der indtil tiden for den undersøgende dom. Så vil hver enkelts navne kaldes frem, og hans optegnelse undersøges, ved Ham som erklærer: “Jeg kender dine gerninger.” Hvis det på den dag viser sig at alle vore onde gerninger ikke er blevet angret til fulde, vil vore navne slettes af livets bog, og vore synder vil stå og være imod os. (ST 6. aug., 1885). ret

(987)  (2.Mos. 32,30-33; se EGW for Matt. 12,31, 32.) En retfærdig straf for synderen. - Moses viste sin store kærlighed for Israel i sin indtrængende bøn til Herren om tilgivelse af deres synd, eller slette sit navn ud af den bog som Han havde skrevet. Hans mellemkomst illustrer her Kristi kærlighed og mellemkomst for den syndige race. Men Herren nægtede at lade Moses lyde for Hans frafaldne folks synders skyld. Han erklærede for ham at dem som havde syndet imod ham, ville Han udslette fra Sin bog som Han havde skrevet; for den retfærdige skal ikke lide for synderens skyld. ret

(987)  Den bog der refereres til her er optegnelsesbøgerne i himlen, som hvert navn er skrevet ind i, og alles handlinger, deres synder og lydighed skrives nøje ned. Når den enkelte person begår synder som er for graverende for Herrens tilgivelse, slettes deres navne fra bogen, og de overgives til ødelæggelse. (ST 27. maj, 1880). ret

(988)  

Kapitel 21

(988)1 (Es. 33,21). Ikke noget opslugende ocean.--Havet skiller venner. Det sætter skel mellem os og vore kære, Forbindelsen afbrydes af det vældige hav. På den nye jord skal der ikke mere være noget hav, og der skal "ej åreskib gå" eng. bibel: galejskib. I gammel tid har mange, som elskede og tjente Gud, været lænket til deres sæde i galejskibe, hvor de har været tvunget til at tjene grusomme, hårdhjertede mænds formål. Herren har med medlidenhed og medfølelse været vidne til deres lidelser. Lovet være Gud, på den nye jord vil der ikke være nogen stærke strømme, ingen vældige have, ingen urolige, brølende bølger. (MS 33, 1911). ret

(988)  1-4 (Es. 30,26). Guds familie forenes til sidst. - Nu kæmper menigheden, nu konfronteres vi med en verden i midnattens mørke, der givet sig næsten helt over i afgudsdyrkelse. Men dagen kommer hvor slaget er udkæmpet, og sejren vundet. Guds vilje skal gøres på jorden, som den er gjort i himlen. Så vil nationerne ikke vedkende sig andre love end himlens love. Alle vil være en lykkelig, forenet familie, iklædt prisens og taksigelsens klæder - Kristi retfærdighedsklædning. ret

(988)  I sin overordentlige kærlighed vil hele naturen give Gud en stadig hyldest af pris og tilbedelse. Verden vil bades i himlens lys. Årene vil gå hen i glæde. Månens lys vil være som solens lys, og solens lys vil være syv gange større end nu. Morgenstjernerne vil synge sammen, og Guds sønner vil råbe af glæde, medens Kristus og Gud vil forene sig i denne erklæring: “Der skal ikke længere være synd, ej heller længere død." (RH 17. dec., 1908). ret

(988)  4 (se EGW for 1 Kor. 15,51-55). Den kristnes sommer. - Denne jord er beredelsesstedet for himlen. Tiden der bruges her er den kristnes vinter. Her føles det som bidende vinde der blæser på os, og trængslens bølger ruller imod os. Men Kristus kommer i den nærmere fremtid, sorg og sukke vil være til ende for evigt. Så vil det være den kristnes sommer. Alle trængsler vil være ovre, og der vil ikke længere være sygdom eller død. ”Gud skal tørre enhver tåre af deres øjne; og der skal ikke længere være død, ej heller sorg, eller skrig . . . for det som var før er forbi". (MS 28, 1886).

23. Se EGW for Ef. 5,25.

27. Se EGW for kp. 20,12-15. ret

(988)  

kapitel 22

1. Se EGW for 1 Joh. 1,7. 9.

1, 2 (kp. 7,17; se EGW for Luk. 23,40-43). Højere uddannelse i det fremtidige liv. - Kristus, den himmelske Lærer, vil lede sit folk til livets træ, som vokser på begge sider af livets flod, og Han vil forklare dem de sandheder der ikke kan forstås i dette liv. I det fremtidige liv, vil Hans folk få en højere uddannelse, i sin fylde. Dem som går ind i Guds stad vil få guldkroner placeret på deres hoveder. Det vil være et glædeligt sceneri som ingen af os kan klare at undvære. Vi skal kaste vore kroner for Jesu fødder, og igen og igen vil vi give Ham ære og prise Hans hellige navn. Engle vi stemme i med sejrssange. Når de slår med deres fuldharper, vil de fylde hele himlen med rig musik og sange til Lammet. (MS 31, 1909). ret

(988)  2 (Kp. 2,7; 1.Mos. 2,9; se EGW for 1.Mos. 3,22-24; Joh. 5,39). Livets træs livgivende kraft. - Livets træ er en fremstilling af Kristi vedholdende omsorg for sine børn. Da Adam og Eva spiste af dette træ, anerkendte de deres afhængig af Gud. Livets træ har kraft til at bevare livet, og så længe de spiser af det, kan de ikke dø. Livet før syndfloden blev forlænget på grund af dette træs livgivende kraft, som blev overført til dem fra Adam og Eva. (RH 26. jan., 1897). ret

(988)  (Joh. 1,4.) Den livgivende frugt er vor igennem Kristus. - Frugterne på livets træ i edens have havde overnaturlig livskraft. At spise af den var at leve for evigt. Dets frugter var modgift mod døden. Dets blade opretholder livet og udødeligheden. Men på grund af menneskers ulydighed, kom død ind i verden. Adam spiste af kundskabens træ mellem godt og ond, den frugt som han var blevet forbudt at røre ved. Hans overtrædelse åbnede veernes flodporte over vor slægt. (989) Efter at synden var kommet ind, genplantede den himmelske Husforvalter livets træ i Paradiset der oppe; men dets grene hang over muren til den lavere verden. Gennem genløsning købt ved Kristi blod, kan vi stadig spise af dets livgivende frugt. ret

(989)  Om Kristus står der skrevet: “I ham var liv; og livet var menneskenes lys.” Han er livets udspring. Lydighed mod ham er den livgivende kraft som glæde sjælen. ret

(989)  Kristus erklærer: "Jeg er livets brød; han der kommer til mig skal aldrig hungre; og han der tror på mig skal aldrig tørste". [Joh. 6,57, 63; Åb. 2,7, sidste del citeret] (ST 31. marts, 1909). ret

(989)   (Sal. 19,10; Joh. 6,54-57.) Livets træ er plantet for os. - Menneskesønnerne har haft en praktisk kundskab til ondt, men Kristus kom til verden for at vise dem at han havde plantet livets træk for dem, blade som var til helbredelse for folkene. (MS 67, 1898) ret

(989)  Bladene på livets træ tilbydes dig. De er sødere end honning og honningkuben. Tag dem, spis dem, fordøj dem, og dit forsagte væsen vil forsvinde. (MS 71, 1898). ret

(989)  Kristus . . . var livets træ for alle som vil plukke deraf og spise. (MS 95, 1898) ret

(989)  Bibelen er livets træ for os. - Lad alle have i tanke at livets træ bærer tolv slags frugter. Dette repræsenterer det åndelige arbejde på vore jordiske missioner. Guds ord er livets træ for os. Hver del af skriften har brug for den. I alle dele af ordet er der lektier at lære. Lær da hvordan jeres bibler studeres. Denne bog er ikke en masse løse ender. Den er en opdrager. Dine egne tanker må være i gang, før du virkelig kan få gavn af bibelstudiet. Åndelige sener og muskler anvendes ved Ordet. Helligånden vil ihukomme Kristi ord. Han vil oplyse sindet, og vejlede i granskningen. (Brev 3, 1898). ret

(989)  Kristus er livets træ. - Kristus er kilden til vort liv, kilden til udødelighed. Han er livets træ, og alle som kommer til ham giver han åndeligt liv. (RH Jan. 26, 1897). ret

(989)  3, 4. En definition på himlen. - Kristus er sandhed for alt hvad vi finder i Faderen. Definitionen på himlen er Kristi nærhed. (Udateret MS 58)

4. Se EGW for kp. 7,2. 3. ret

(989)  10-12 (Kp. 4,3; 10,1; se EGW for kp. 10,7; 2 Peter 3,9). Kristi mellemkomst vil snart ophøje. - Ham som står som vor mellemmand; som hører alle angerbønnerne og bekendelserne; som er fremstillet sammen med en regnbue, symbolet på nåde og kærlighed, der omkranser Hans hoved, skal snart standse Sit arbejde i den himmelske helligdom. Så vil nåde og barmhjertighed stige ned fra tronen, og retfærdigheden tage deres plads. Han som hans folk har ventet på vil påtage sig Sin ret - embedet som Højeste Dommer. (RH 1. jan., 1889). ret

(989)  Prøvetiden afsluttes når det forventes mindst. - Når prøvetiden afslutter, vil det komme pludseligt, uventet, - på et tidspunkt hvor vi venter det mindst. Men har vi en ren optegnelse i himlen i dag, og ved hvad Gud forventer af os; og til sidst skal vi, hvis vi er trofaste, samles i himlens rige. (MS 95, 1906). ret

(989)  Ingen anden prøvetid. - Der er ingen anden prøvetid for nogen. Det er prøvetid nu, før englen skal folde sine gyldne vinger sammen, nådens engel, og skal stige ned fra nådens trone, og nåden er væk for evigt. (MS 49, 1894). ret

(989)   (Joh. 9,4.) Tidspunktet for prøvetidens afslutning er ikke åbenbaret. - Gud har ikke åbenbaret os tidspunktet hvornår dette budskab vil afslutte, eller hvornår prøvetiden har en ende. De ting som er åbenbaret skal vi selv og vore børn acceptere; men lad os ikke søge at kende hvad der er blevet holdt skjult i den Almægtiges råd. . . . ret

(989)  Der er kommet breve til mig, hvor jeg bliver spurgt, om jeg har særligt lys om hvornår prøvetiden vil afslutte; og jeg vil svarre at jeg kun har dette budskab at frembære, at det nu er tid at arbejde hvor dagen bliver sen, for natten kommer hvor ingen kan arbejde. Nu, præcis nu, er det tid for os at være på vagt, arbejde og vente. ret

(989)  Herrens ord åbenbarer det faktum at alle tings ende er nær, og at dets vidnesbyrd må besluttes, da det er nødvendig for enhver sjæl at få sandheden plantet ind i hjertet, så den vil styre livet og hellige karakteren. Herrens ånd virker for at tage det inspirerede Ord som sandhed og indprente det i (990) sjælen, så at Kristi bekendende efterfølgere vil få en hellig og indviet glæde, og de er i stand til at bibringe andre med den. Det rette tidspunkt for os at arbejde er nu, lige nu, når dagen bliver sen. Men ingen har fået pålagt at ransage skrifterne for at finde, om muligt, hvornår prøvetiden afslutter. Gud har ikke et sådant budskab til nogen menneskelæber. Han vil ikke have nogen mennesketunge til at erklære det som han har skjult i Sine hemmelige rådssamlinger. (RH 9. okt., 1894).

13. Se EGW for 1 Kor. 15,22. 45. ret

(990)   13-17 (kp. 1,8). Skriftens alfa og omega. - [Åb. 22,13-17 citeret.] Her har vi Første Mosebogs alfa og Åbenbaringens omega. Velsignelsen er udlovet alle som holder Guds bud, og som samarbejder med Ham i forkyndelsen af den tredje engels budskab (RH 8. juni, 1897). ret

(990)   14 (kp. 20,12. 13; se EGW for 1.Mos. 3,22-24; Rom. 3,31; 2 Kor. 3,7-11). Guds stad er for lovlydige. - Ingen som har haft sandhedens lys vil gå ind i Guds stad som lovbrydere. Hans lov ligger ved fundamentet af Hans regering på jorden og i himlen. Hvis de trådt bevidst på den og foragtet Hans lov på jorden, vil de ikke tages til himlen, for at gøre det samme der; der er ingen karakterforandring når Kristus kommer. Karakteropbyggelsen skal være i gang i prøvetimerne. Deres handling registreres i himlens bøger dag for dag, og på Guds store dag vil de belønnes efter som deres gerninger har været. Da vil det kunne ses hvem tager imod velsignelsen. "Salige er de der holder hans bud, så de kan få ret til livets træ, og kan gå ind igennem gaderne til byen." (RH 25. aug., 1885). ret

(990)   (Kol. 1,26. 27.) Rejse i fremtidslivet.--Mange synes at have den tanke at denne verden og de himmelske boliger udgør Universets Gud. Sådan er det ikke. Den forløste skare vil rejse fra verden til verden, og meget af deres tid vil bruges på at ransage forløsningens mysterier. Og igennem hele evighedens længde, vil dette emne stadig kunne åbnes op for deres sind. Deres privilegier som vandt ved Lammets blod og deres vidnesbyrds ord er ud over al fatteevne. (RH 9. marts, 1886).

17. Se EGW for kp. 3,20; Rom. 3,20-31.

19. Se EGW for kp. 20,12-15. ret