Kap 51. - Frygt

(474)   (474) Millioner er bundet af frygt — Millioner af mennesker er bundne af falske religioner, de er under trældom af slavisk frygt, af sløv ligegyldighed; de arbejder som lastdyr uden noget håb eller nogen glæde eller længsel her i verden, og kun med frygt for det, der skal komme herefter. Det er alene evangeliet om Guds nåde, som kan højne sjælen. — Den Store Mester, 327 (1898). ret

(474)  I mistillid til Gud har de meget at frygte — Mange forsømmer at samle sig skatte i himlen for sig selv. De gør ikke godt med de midler Gud har lånt dem. De har mistillid til Gud og har tusinde ting de frygter for fremtiden. Ligesom Israels børn har de vantroende onde hjerter. ret

(474)  Gud gav dette folk af overflod, som deres behov forlangte det; men de tog forskud på bekymringerne. De beklagede sig og knurrede under deres vandring at Moses havde ført dem ud for at slå dem og deres børn ihjel med sult. Indbildte mangler lukkede deres øjne og hjerter fra at se Guds godhed og barmhjertighed under deres vandring og de var utaknemmelige over for hans gavmildhed. ret

(474)  Således er det også med mistænksomheden hos Guds bekendende folk (475) i denne vantroens og degenerede tidsalder. De er bange for at de skal mangle, eller at deres børn kan blive trængende, eller at deres børnebørn vil lide nød. De tør ikke stole på Gud. De har ingen ægte tro på ham som har betroet dem dette livs velsignelser og gaver og som har givet dem talenter at bruge for hans ære i at fremme hans sag. — Vidnesbyrd for menigheden 2:656, 657 (1871). ret

(475)  Satan forsøger at herske i frygt — Gud tvinger aldrig hverken viljen eller samvittigheden, men Satan tager bestandig sin tilflugt til grusom tvang for at få magten over dem, som han ikke på anden måde kan forføre. Han bestræber sig for ved frygt eller magt at beherske samvittigheden og sikre sig hyldest, For at opnå dette arbejder han ved hjælp af både religiøse og verdslige myndigheder og får dem til at gennemtvinge menneskers lov, som trodser Guds lov. —Den store Strid, 523 (1888). ret

(475)  Rådførelse i frygt styrker dem — Dersom vi venter med at tro, indtil vi hat rådført os med vor tvivl og frygt eller søgt at udgrunde hver eneste ting, som ikke er klar for os, vil vanskelighederne blot forøges og forstørres. Men kommer vi til Gud, hjælpeløse og afhængige, som vi virkelig er, og i ydmyg tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, for ham, som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råb og lade lyset skinne ind i vore hjerter. Gennem oprigtig bøn bringes vi i samfund med den evige Gud. Vi har måske ikke netop på den tid noget særskilt bevis for, at vor Frelsers ansigt er vendt mod os i medlidenhed og kærlighed; men ikke desto mindre er dette tilfældet. Vi mærker måske ikke hans legemlige berøring; men hans hånd hviler på os i kærlighed og øm medfølelse. — Vejen til Kristus, 142 (1892). ret

(475)  Årsagen til kroppens og sindets sygdom — Det, som bringer sygdom i legeme og sind hos alle, er (476) utilfredse følelser og misfornøjet græmmelse. De har ikke Gud; de har ikke det håb, der når inden for forhænget og er som et trygt og fast anker for sjælen. Alle, der besidder dette håb, vil rense sig selv, ligesom han er ren. De er fri for hvileløse længsler, græmmelse og misfornøjelse; de går ikke i stadig forventning om noget ondt og ruger ikke over besværlighederne, før de kommer. Men vi ser mange, som har en trængselstid på forhånd; ængstelse præger hvert træk; de synes ikke at finde nogen trøst, men venter i stadig angst på et eller andet frygteligt onde. —Vidnesbyrd for menigheden 1:566 (1867). ret

(476)  Frygt bringer ikke lindring til sjælen — I bør have en klar forståelse for evangeliet. Det religiøse liv er ikke et mørkt og sørgeligt liv, men et fredfyldt og glædeligt liv i forening med kristuslignende værdighed og hellig højtidelighed. Vor Frelser har ikke opmuntret os til at gemme på tvivl, frygt og bange anelser; dette bringer ikke lindring for sjælen og bør snarere irettesættes end værdsættes. Vi kan få usigelige glæder og herlighedens fylde. — MS 6, 1888. (Evangelisering, 180.) ret

(476)  Troen vokser i kampen mellem tvivl og frygt — Herren sætter os ofte i vanskelige situationer, der stimulerer os til større anstrengelser. I sit forsyn kommer der nogle gange særlige plager, for at prøve vor tålmodighed og tro. Gud giver os lektier i tillid. Han vil lære os, hvor vi skal se efter hjælp og styrke i nødens stund. Derved opnår vi en praktisk kundskab til hans guddommelige vilje, som vi behøver så meget af i vor livserfaring. Troen vokser sig stærk i alvorlig kamp med tvivl og frygt. —Vidnesbyrd for menigheden 4:116, 117 (1876). ret

(476)  Frygt afslører vantro — Ligesom Jesus hvilede i tro på sin Faders omsorg, sådan skal vi hvile i tro på Frelserens omsorg. Hvis disciplene havde stolet på ham, ville de være blevet bevaret i fred. Deres frygt i farens stund (477) afslørede deres vantro. I deres bestræbelser for at redde sig selv havde de glemt Jesus; og det var først i den yderste nød og fortvivlelse, at de vendte sig til ham, for at han skulle hjælpe dem. Hvor ofte oplever vi ikke det samme som disciplene! Når fristelsernes uvejr nærmer sig og bølgerne slår ind over os, kæmper vi alene mod stormen og glemmer, at der er een, som kan hjælpe os. Vi stoler på vor egen kraft, indtil håbet slukkes og vi er nær ved at gå under. Så husker vi på Jesus, og hvis vi kalder ham til hjælp, kommer vi ikke til at kalde forgæves. Skønt han med sorg bebrejder os vor vantro og selvtillid, undlader han aldrig at give os den hjælp, vi behøver. Hvad enten det er til lands eller til vands, hvis vi har Frelseren i vort hjerte, så er der ikke grund til at frygte. En levende tro på Frelseren vil glatte livets hav og udfri os af fare på den måde, som han ved er bedst. — Den Store Mester, 225 (1898). ret

(477)  Farefuldhed viser frygt i sygeværelset — De, som arbejder for at hjælpe de syge, bør forstå vigtigheden af en omhyggelig hensyntagen til sundhedslovene. Ingensteds er lydighed mod disse love af større betydning end i sygeværelset; ingensteds er så meget afhængigt af troskab i småting fra arbejderens side. I alvorlige sygdomstilfælde kan en lille forsømmelse, en smugle mangel på opmærksomhed med hensyn til en patients særlige tarv eller fare, åbenbarelsen af frygt, en oprørt sindsstemning, kådhed eller endog blot mangel på sympati svinge den vægt, som afgør liv eller død, og blive årsag, til at en patient går i graven, når han ellers kunne være blevet reddet. — I dens store læges fodspor, 223 (1905). ret

(477)  Frygt sårer Helligånden — Troen tager Gud på hans ord, uden krav på at forstå meningen med de prøvende erfaringer som kommer. Men der er mange som har en lille tro. De frygter altid, og tager vanskelighederne på forskud. Hver dag er de omgivet af tegn på Guds kærlighed, og hver dag nyder de hans (478) forsyns rigdomme; men de overser disse velsignelser. Og i stedet for at de vanskeligheder som de møder, skulle lede dem til Gud, skiller de dem fra ham ved at skabe uro og græmmelse. . . . . . Jesus er deres ven. Hele himlen interesserer sig for deres velfærd, og deres frygt og græmmelse volder Helligånden sorg. Det er ikke fordi vi ser at vi skal tro på Gud. Vi skal forlade os på hans løfter. Når vi kommer til ham i tro. Så bør vi tro hver bøn finner vej til Kristi hjerte. Når vi har bedt om hans velsignelse, bør vi tro at vi får den, og takke ham for at vi har den. Så vi tager os af vore pligter, sikre på at velsignelsen vil komme når vi mest behøver den. Når vi har lært at gøre dette, vil vi vide at vi har fået svar på vore bønner. Gud vil gøre for os "langt ud over det som vi beder eller forstår", "efter sin herligheds rigdom" og "efter virksomheden af hans vældige kraft" — Evangeliets tjenere, 294, 262 (1915). ret

(478)  Frihed fra skyld bringer frihed fra frygt — Både Aron og folket veg tilbage for Moses, og "de turde ikke komme ham nær". Da han så deres forvirring og rædsel, men ikke vidste, hvad årsagen var, bød han dem komme nærmere. Han forelagde dem Guds tilbud om forsoning og forsikrede dem om, at de atter kunne nyde hans gunst. Hans stemme var kærlig og venlig og til sidst vovede en af dem sig nærmere. Han var alt for betaget til at kunne sige noget og pegede tavs på Moses ansigt og derefter op mod himmelen. Den store leder forstod, hvad han mente. Skyldbevidstheden og følelsen af Guds mishag bevirkede, at de ikke kunne tåle det himmelske lys, som ville have fyldt dem med glæde, hvis de havde været lydige. Skyldfølelse skaber frygt. Den sjæl, der er fri for synd, nærer ikke noget ønske om at skjule sig for det himmelske lys. — Patrarker og profeter, 164 (1890). ret

(478)  Hvad skal gøres i angst — Kun overbevisningen om Guds nærværelse kan forjage den frygt, som for det frygtsomme barn (479) ville gøre livet til en byrde. Han bør bevare dette løfte i erindringen:»Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.« Sl. 34,8. Han bør læse den vidunderlige beretning om Elisa i byen på bjerget og mellem ham og hæren af væbnede krigere en vældig kreds af himmelske engle. ret

(479)  Han bør læse, hvordan Guds engel viste sig for Peter, der var i fængsel og dømt til døden; hvordan engelen førte Guds tjener ud til friheden forbi de bevæbnede vagtposter, gennem de solide døre og jernporten med deres bolte og slåer. Han bør læse om den tildragelse på havet, hvor fangen Paulus, som var på vej hen for at blive dømt og henrettet talte disse modige og forhåbningsfulde ord til de stormomtumlede soldater og søfolk, der var udmattede af slid og nattevågen og lang tids faste:»Vær ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt ..... Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.» I tillid til dette løfte forsikrede Paulus dem alle:»Ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.« Sådan skete det også. Fordi der ombord på dette skib var et menneske, ved hvem Gud kunne virke, blev alle de hedenske soldater og søfolk reddet.»Og således skete det, at de alle reddede sig i land.« Apg. 27,22-24.34.44. — Uddannelse, 255, 256 (1903). ret

(479)  Gud handler tydeligt — Men vor Herre bedrager os ikke. Han siger ikke til os: »Frygt ikke, der er ingen fare på din Vej.« Han ved, der er prøver og farer, og han skjuler det ikke for os. Han siger ikke til sine børn, at han vil tage dem ud af en ond, syndig verden, men han henviser dem til et aldrig svigtende tilflugtssted. Hans bøn for disciplene var: »Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.« I verden,« siger han, »har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.« Joh. 17,15; 16,33. — Vejen til Kristus, 122, 123 (1892). ret

(480)   (480) Se bort fra selvet — Se bort fra dig selv hen mod Jesus. Du må erkende at du er en synder, medens det samtidigt er dit privilegium at erkende Kristus som din Frelser. Han kom ikke for at kalde retfærdige, men syndere, til anger. Satan bringer vanskeligheder og antydninger til menneskesindet, så han kan svække tro og ødelægge modet. Han har mangfoldige fristelser som kan komme myldrende ind i sindet, den ene efter den anden; men studéres dine følelser nøje og får dine følelser rum for den onde tvivler-gæst, og involverer du dig selv i fortvivlelsens rådvildhed. Du kan spørge: Hvad skal jeg gøre under disse forfærdelige antydninger? Stød dem ud af sindet ved at se og betragte en Frelsers kærligheds uforlignelige dybder. Ophøj ikke dine følelser og læg ikke vægt på dem og dyrke dem om de er gode, dårlige, sørgelige eller opmuntrende. — Brev 41, 1893. ret

(480)  Overvind frygt med tillid til Jesus — Jesus indbyder os at komme til sig og han vil løfte vægten fra vore trætte skuldre og lægge sit åg på os, som er nemt og sin byrde, som er let. Den sti han indbyder os til at vandre på, vil aldrig have kostet os kval, hvis vi altid havde vandret på den. Det er når vi forvilder os bort fra pligtens sti at vejen bliver vanskelig og tornet. De ofre som vi må gøre for at følge Kristus, er kun de nødvendige skridt, for at komme tilbage på lysets, fredens og lykkens sti. Tvivl og frygt vokser med sanselighed og jo mere de får frit løb, des sværere er de at overvinde. Det er sikkert at lade al jordisk støtte fare og tage hans hånd, som løftede den synkende discipel op og reddede ham på det stormfulde hav. — Vidnesbyrd for menigheden 4:558 (1881). ret

(480)  Kristus er byrdebærer — Fremlæg din trang, din glæde, din sorg, dine bekymringer og din frygt for Gud. Du kan ikke besvære ham, du kan ikke trætte ham. Han, som tæller hårene på dit hoved, er ikke ligegyldig for sine børns trang. »Herren er såre medlidende og barmhjertig.« Jak. 5,11. Vore sorger, ja endog blot det at vi nævner dem, rører hans kærlige hjerte. Gå til ham med alt, hvad (481) der besværer dit sind. Intet er for tungt for ham at bære; thi han opholder verdener, styrer verdensaltet. Intet, der på nogen måde angår vor fred, er for lidt for ham at lægge mærke til. Der er intet kapitel i vort livs historie, som er for mørkt for ham at læse; ingen besværlighed er for vanskelig for ham at udrede. Ingen ulykke kan komme over den ringeste af hans børn, ingen ængstelse kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre den, ingen oprigtig bøn udgå fra læberne, uden at vor himmelske Fader lægger mærke til det og øjeblikkeligt interesserer sig derfor. . . . . Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede søn. — Vejen til Kristus, 100 (1892). ret

næste kapitel