Kap. 68 — Sociale Relationer

(621)  (621) En gren af uddannelsen skal ikke forsømmes — Guds folk lægger sig alt for lidt efter at udvikle kristelig omgang og selskabelighed. Denne gren af opdragelsen bør ikke forsømmes eller tabes af syne ved vore skoler. — Vidnesbyrd for menigheden 6:172 (1900). ret

(621)  Sociale fortrin er talenter — De, der har et venligt og kærligt væsen, er forpligtede over for Gud til at vise det mod alle, der behøver deres hjælp, og ikke bare mod deres venner sociale fortrin er talenter og de bør benyttes til gavn for alle, som vi kommer i berøring med. — Kristi lignelser, 372 (1900). ret

(621)  Ikke uafhængige atomer — Eleverne bør undervises om, at de ikke er uafhængige atomer, men at hver enkelt er en tråd, der skal slutte sig til andre tråde for at væve et mønster. Denne undervisning kan intet steds gives på en mere effektiv måde, end i skolehjemmet. Der har eleverne hver dag anledninger, som, hvis de benyttes, i høj grad vil bidrage til at udvikle de selskabelige træk i deres karakter. Det står i deres egen magt således at benytte deres tid og anledninger til at udvikle en karakter, som vil gøre dem glade og nyttige. ret

(621)  De, som lukker sig inde i sig selv (622) og som er uvillige til ved venlig omgang at være til velsignelse for andre, går glip af mange velsignelser; for ved indbyrdes kontakt opnår menneskesindet afslibning og dannelse; ved selskabelig omgang stiftes der bekendtskab og venskab, der fører til en hjerternes enhed og til en kærlighedens atmosfære, som er velbehagelig i himmelens øjne. — Vidnesbyrd for menigheden 6:172 (1900). ret

(622)  Vigtigheden af sociale relationer — Det er gennem sociale forbindelser at kristendommen når ud til verden. Alle som har oplevet Kristi kærlighed og som har fået sit hjerte oplyst af Gud, er forpligtet til at sprede lyset over den mørke sti for dem som ikke kender en bedre vej. Enhver medarbejder på sanatoriet burde blive et vidne for Jesus. Social styrke, helliget ved Kristi Ånd, må forbedres for at vinde sjæle til Frelseren. —Vidnesbyrd for menigheden 4:555 (1881). ret

(622)  Sociale elementer skal opelskes — Vi lider et stort tab, når vi forsømmer at samles for at styrke og opmuntre hverandre i Herrens tjeneste. Hans ords sandhed taber deres klarhed og betydning for os. Vore hjerter bliver ikke oplyste eller opvækkes ikke af deres helliggørende indflydelse, og vort åndelige liv svækkes. I vor indbyrdes omgang som kristne taber vi meget ved mangel på medfølelse for hverandre. Den, som slutter sig inde i sig selv, fylder ikke den stilling, Gud har anvist ham. En passende udvikling af vor selskabelige natur bevirker i os interesse og medfølelse for andre, og er et middel til at udvikle og styrke os i Herrens tjeneste. — Vejen til Kristus, 149 (1892). ret

(622)  Jesus var meget social — Hele Frelserens liv var karakteriseret af uhildet godgørenhed og hellighedens skønhed. Fra begyndelsen af Hans virksomhed, begyndte mennesker at forstå mere klart Guds karakter. Han førte Sin lære ud i Sit eget liv. Han viste en overensstemmelse uden (623) hårdnakkethed, godgørenhed uden svaghed, ømhed og forståelse uden at være sentimental. Han var meget social, alligevel havde Han et forbehold der modvirkede enhver fortrolighed. Hans mådeholdenhed førte aldrig til blind tro eller strenghed. Han blev ikke tilpasset til denne verden, alligevel var Han opmærksom på den mindste mangel blandt mennesker.—Råd til forældre, lærere og studerende, 262 (1913). ret

(623)  Menneskehedens sociale venlighed og værdighed — Ved tolderens bord sad han som en æret gæst og viste ved sin sympati og sin selskabelighed, at han anerkendte menneskehedens ophøjede stilling, og man længtes efter at blive værdig til hans tillid. Hans ord faldt på de tørstige hjerter med en salig, livgivende Kraft. Nye forsætter vaktes til live, og disse foragtede mennesker fik øjnene op for muligheden af at kunne leve et nyt Liv. — I den store Læges fodspor, 28 (1905). ret

(623)  Disciplene lærte rigtige sociale opgaver — Kristus lærte Sine disciple hvordan de skal optræde I andres selskab. Han instruerede dem om det rigtige sociale livs pligter og regler, som er de samme som lovene i Guds rige. Han lærte disciplene, ved eksempel, at når de deltager i offentlige samlinger, har de ikke givetvis brug for at sige noget. Hans samtale ved en fest var afgjort anderledes fra det som de tidligere havde oplevet ved fester. Hvert ord han sagde, var en smag af liv til liv. Han talte med klarhed og enkelthed. Hans ord var som æbler af guld i skåle af sølv. — The Review and Herald, 2. oktober, 1900. (My Life Today, 190.) ret

(623)  Ikke frasige sig socialt fællesskab — Kristi eksempel ved at gøre menneskehedens interesser til Sine burde efterfølges af alle, der prædiker hans ord, og af alle, der har modtaget Hans nådes evangelium. Vi skal ikke give afkald på fællesskabet med andre. Vi bør ikke lukke os ude fra andre. For at kunne nå ud til alle slags mennesker må vi møde dem der, hvor de findes. De vil sjældent søge os af egen drift. Det er ikke blot fra prædikestolen, at mennesker (624) bliver bevæget af de himmelske sandheder. Der findes en anden arbejdsmark. Den er måske mere beskeden, men fuldt så lovende. Den findes i de fattiges hjem og i de stores palæer, ved det gæstfri bord og ved sammenkomster, hvor man dyrker uskyldigt selskabeligt samvær. — Den store mester, 96 (1898). ret

(624)  Behovet for fællesskab — Det afsagn folk mærkede når de ikke var sammen med Guds folk var ikke stort. Som Guds børn skal vi sætte os selv i alle Guds selskaber, hvor Hans folk er hvervet til at være til stede, og give ordet liv. Alle behøver lys og al den hjælp der kan fås for at de, når de har hørt og modtaget de dyrebare budskaber fra himlen, gennem Guds udpegede agenter, kan være forberedt på at bringe andre det lys de har fået. — Brev 117, 1896. ret

(624)  Uddannelse former samfundet. — Den uddannelse, de unge får, sætter præg på hele samfundslivet. Overalt i verden råder der uorden i samfundet og en grundig reformation er påkrævet. Mange mener, at bedre muligheder for uddannelse, større dygtighed og nyere metoder vil rette på forholdene. De bekender sig til at tro på og tage imod det levende ord og dog giver de Guds ord en underordnet plads inden for uddannelsens store ramme. Det, som skulle stå i første række, underordnes menneskelige påfund. — Vidnesbyrd for menigheden 6:150 (1900). ret

(624)  Hjemmets sociale indflydelse [Se kapitel 20, “Atmosfæren i hjemmet.”] — Hjemmets mission strækker sig længere end til dets egne medlemmer. De kristelige hjem vil blive en anskuelsesundervisning, der fremstiller ypperligheden af de sande livsprincipper. En sådan fremstilling vil være en magt til det gode i verden. Den indflydelse, som udgår fra et sandt hjem, virker langt kraftigere på menneskers hjerter og liv, end nogen prædiken kan gøre. Når de unge går fra (625) et sådant hjem, vil de meddele andre noget af den undervisning, de selv har fået. Ædlere livsprincipper indføres i andre hjem, og en opløftende indflydelse gør sig gældende i samfundet. — I den store Læges fodspor, 352 (1905). ret

(625)  Selskabelighed er en mægtig factor — Kristen venlighed og selskabelighed er en mægtig kraft der vinder den unges hengivenhed.—Råd til forældre, lærere og studerende, 208 (17. sept., 1902). ret

(625)  Det sociale netværk vakler — Den lære, at mennesker er fritaget fra lydighed mod Guds befalinger, har allerede svækket de moralske forpligtelsers styrke og åbnet sluserne for uretfærdigheden her i verden. Lovløshed, udsvævelser og fordærvede forhold strømmer ind over os som en overvældende flodbølge. Satan arbejder også inden for familierne. Hans banner vajer selv i såkaldte kristne hjem. Der finder man misundelse, ondsindet mistænksomhed, hykleri, kulde, kappestrid, ufred, svigten af hellig tillid og nydelsessyge. Hele det system af religiøse principper og lærdomme, som skulle danne grundlaget for og rammen om samfundslivet, er blevet til en vaklende ophobning, der er lige ved at styrte sammen. — Den store strid, 518 (1888). ret

(625)  Gods regler forhindrer uretfærdighed — Herren ville forhindre, at menneskene gjorde rigdom og magt til det største mål for deres stræben. Det ville få de uheldigste følger, hvis een befolkningsgruppe blev ved at samle rigdom, mens andre levede i fattigdom og elendighed. Hvis der ikke blev sat visse grænser, ville de rige tage hele magten og behandle deres fattige medbrødre som ringere mennesker, skønt disse var fuldt så meget værd i Guds øjne. ret

(625)  Fornemmelsen af at blive holdt nede ville vække de fattiges vrede, og deres fortvivlelse og utilfredshed ville bidrage til at demoralisere samfundet og bane vej for forbrydelser af enhver art. Hensigten med Guds love var at tilstræbe social lighed. I sabbatsåret og (626) jubelåret ville der for en stor del blive rådet bod på de fejltrin, der var begået på det sociale og politiske område i det mellemliggende tidsrum. — Partriarker og profeter, 534 (1890). ret

(626)  Samfundets rangdeling prøver og udvikler karakteren — Det var ikke Guds hensigt at fattigdom for altid skulle forlade verden. Samfundets rangorden bliver aldrig udjævnet, for de forskellige forhold, som vor slægt er under, er et af de midler Gud har tænkt at forsøge og udvikle karakteren med. ret

(626)  Mange har under megen entusiasme, talt for at alle mennesker skal have lige del i Guds timelige velsignelser, men dette var ikke Skaberens hensigt. Kristus har sagt at vi altid har de fattige iblandt os. Den fattige, såvel som den rige, er købt for hans blod; og blandt hans bekendende efterfølgere tjener de først nævnte ham, i de fleste tilfælde, med enkelhed for øje, medens de sidstnævnte hele tiden fæstner deres hengivenhed til jordiske rigdomme og Kristus er glemt. Dette livs bekymringer og higen efter rigdomme, fordunkler den evige verdens herlighed. Det vil være den største ulykke nogensinde, hvis alle skulle sættes lige i verdslige ejendomme. — Vidnesbyrd for menigheden 4:551, 552 (1881). ret

(626)  Gud bortviser kasteinddeling — Kristi religion løfter modtageren op på et højere plan i tanke og handling, mens den på samme tid fremstiller hele menneskeslægten uden forskel som genstand for Guds kærlighed, som købt med hans Søns offer. Ved Jesu fødder mødes rig og fattig, lærd og ulærd, uden nogen tanke om kaste eller verdslig forrang. Enhver jordisk forskel glemmes når vi ser på ham som vore synder har gennemstunget. ret

(626)  Selvfornægtelsen, nåden, den uendelige medlidenhed hos ham som var højt ophøjet i himmelen, gør al menneskelig stolthed, selvvurdering og kasteinddeling til skamme. Ren og ubesmittet gudsdyrkelse åbenbarer sine himmelfødte principper derved at den forener alle dem til et som helliges ved sandheden. De mødes alle som sjæle købt ved blodet, lige afhængige af ham som har genløst dem til Gud. — Evangeliets tjenere, 346 (1915). ret

(626)  Hjælpemiddel til sociale onder — Meget af den fremgang, som Josafat havde som konge, skyldtes, at han tog dette kloge skridt for at afhjælpe sine undersåtters åndelige behov [udpegningen af underviserpræster]. Der er store fordele ved at være lydig imod Guds lov. Når mennesker lever efter Guds bud, modtager de en forvandlende kraft, som skænker dem fred og god vilje. Hvis Guds ords undervisning fik lov at kontrollere hver eneste mands og kvindes liv, og hvis dette ord fik lov at lægge en dæmper på sind og hjerte, ville de onder, som findes blandt nationerne og i samfundslivet, ophøre med at eksistere. Fra hvert hjem burde der udgå en indflydelse, som gav mænd og kvinder åndelig indsigt og moralsk styrke. Derved ville både nationer og enkeltpersoner blive bragt i en meget fordelagtig stilling. — Profeter og konger, 97 (1917). ret

(627)  Den rette oplæring i sociale relationer giver lykke — De, der boede langt fra tabernaklet, må have benyttet over en måned hvert år til de årlige fester. Denne store troskab over for Gud bør være en kraftig påmindelse til os om, hvor stor betydning gudstjenesten har, og hvor vigtigt det er, at vi lader de åndelige og evige interesser komme i første række og vore egenkærlige, verdslige interesser i anden række. ret

(627)  Vi lider et tab, når vi undlader at samles for at styrke og opmuntre hinanden til at tjene Gud. Hans ords sandheder står ikke længer klart for os, og vi ser ikke deres betydning. Vort hjerte påvirkes ikke længere af denne helliggørende indflydelse og modtager ikke mere lys og varme, og vor åndelighed aftager. I vor forbindelse med vore medkristne lider vi et stort tab, fordi vi ikke har sympati for hinanden. Det menneske, der isolerer sig selv, udfylder ikke den plads, Gud havde tiltænkt det. Vi (628) er alle børn af den samme fader, og vor lykke er afhængig af andre mennesker. Vi er både forpligtede over for Gud og over for menneskeheden. Det er ved at udvikle vor selskabelighed på den rette måde, at vi fatter interesse for vore medmennesker og finder glæde i at være til velsignelse for andre. — Partriarker og profeter, 541 (1890). ret

(628)  Ikke styres af menneskers standarder — Jeg fremviser hele tiden ethvert menneskes behov for at gøre sit bedste som kristne, at oplære sig selv til at erkende væksten, sindets udvidelse, karakterens forædling, som det er muligt for enhver at få. I alt hvad vi gør, skal vi understøtte en Kristus-lignende relation til hinanden. Vi skal bruge alle åndelige kræfter på at gennemføre de klogeste planer, på en seriøs handlemåde. Guds gaver skal bruge til sjælevinding. Vore relationer til hinanden skal ikke beherskes af menneskelig standarter, men af guddommelig kærlighed, den kærlighed der udtrykkes i Guds gave til vor verden. — Råd til forældre, lærere og studerende, 256 (1913). ret

(628)  Udvikle de sociale kræfter til sjælevinding — Navnlig bør de, der har smagt Kristi kærlighed, udvikle deres selskabelige evner; for at de på denne måde kan vinde sjæle for Frelseren. Kristus bør ikke skjules inde i deres hjerter, indelukkes som en eftertragtet skat, hellig og liflig, til glæde blot for dem selv; ej heller bør Kristi kærlighed lægges for dagen kun over for dem, der behager dem mest. ret

(628)  Eleverne kan oplæres i den kristelige egenskab at kunne vise venlig interesse og en selskabelig indstilling over for dem, der mest behøver det, selv om de måske ikke er deres egne udvalgte omgangsvenner. Jesus viste altid og alle vegne en kærlig interesse for mennesker og spredte lyset af en glad gudsfrygt omkring sig. Eleverne bør oplæres til at følge i hans spor. De bør oplæres til at vise kristelig interesse, sympati og kærlighed over for deres unge kammerater og forsøge at lede dem til Jesus. Kristus bør (629) være i deres hjerter som en kilde af vand, der vælder frem til evigt liv, til vederkvægelse for alle, de kommer i berøring med. — Vidnesbyrd for menigheden 6:172, 173 (1900). ret

(629)  Vi burde alle blive vidner for Jesus. Selskabelige anlæg, som er helliggjort ved Kristi nåde, burde udnyttes til at vinde sjæle for Frelseren. Lad verden få at se, at vi ikke er egoistisk optaget af vore egne interesser, men at vi ønsker, at andre skal få del i vore velsignelser og privilegier. Lad dem få at se, at vor gudsfrygt ikke gør os udeltagende og fordringsfulde. Lad alle dem, der bekender at have fundet Kristus, ligesom han tjene til gavn for mennesker. — Den store mester, 97 (1898). ret

næste kapitel