(13) Før sit oprør, var Lucifer i himlen en højt ophøjet engel, næst i rang efter Guds dyrebare Søn. Hans ansigtsmine var mild og udtrykte lykke, ligesom de andre engle. Hans pande var høj og bred, og viste en mægtig forstand. Hans form var fuldkommen; hans holdning var ædel og majestætisk. Et særligt lys strålede på hans ansigt og skinnede omkring ham, strålede klarere og skønnere end om de andre engle; alligevel var Kristus, Guds dyrebare Søn, førsterang over hele englehæren. Han var ét med Faderen før englene blev skabt. Lucifer var jaloux på Kristus, og påtog sig gradvist rang, som alene tilfaldt Kristus.
Den store Skaber samlede den himmelske hær, så Han, for øjnene af alle englene, kunne give særlig ære til Sin Søn. Sønnen tog sæde på tronen sammen med Faderen, og den himmelske skare af hellige engle var samlet omkring dem. Så gjorde Faderen det bekendt at det kun var ved Ham selv at Kristus, Sin Søn, skulle være lige med Ham selv; så hvor Hans Søn var til stede, der var Han Selv til stede. Sønnens ord skulle adlydes lige så hurtigt som Faderens ord. Han havde givet Sin Søn myndighed til at befale over den himmelske hær. Hans Søn skulle arbejde særlig i enhed med Ham selv i den forudbestemte skabelse af (14) jorden og af alle levende ting skal være på jorden. Hans Søn ville nu gennemføre Sin vilje og Sine mål, men ville ikke gøre noget af Sig selv alene. Faderen ville blive opfyldt i Ham
Lucifer blev skinsyg og jaloux på Jesus Kristus. Da alle englene bøjede sig for Jesus for at anerkende Hans overherredømme og høje autoritet og retmæssige hersker, så bøjede han sig alligevel med dem; men hans hjerte var fuld af misundelse og had. Kristus var med i Guds særlige rådssamling om Hans planer, medens Lucifer ikke kendte til dem. Han forstod ikke Guds mål, og fik det heller ikke at vide. Men Kristus fik vedkendt himlens herredømme, Hans magt og myndighed, som det samme som Gud selv. Lucifer mente at han selv var den foretrukne i himlen blandt englene. Han var højt ophøjet, men dette fremkaldte ikke taknemmelighed og pris til Skaberen hos ham. Han higede selv til Guds højde. Han ærede sin ophøjelse. Han vidste at han blev æret af englene. Han havde en særlig mission at udføre. Han havde været nær den store Skaber, og herlighedens uophørlige lysstråler, der omgav den evige Gud havde skinnet særligt på ham. Han tænkte hvordan englene havde adlydt hans befaling i velvillighed. Var hans klæder ikke lysende og smukke? Hvorfor skal Kristus således æres for sig selv?
Han forlod Faderens umiddelbare nærhed, utilfreds og fyldt med skinsyge imod Jesus Kristus. Medens han skjulte sine virkelige hensigter, samlede han englehæren. Han præsenterede sit mål, som var ham selv. Som den forudrettede, fortalte han om at Gud havde givet Jesus fordel, for at forsømme ham selv. Han fortalte dem at al den liflige frihed englene havde nydt, var nu til ende. For var der ikke blevet udpeget (15) en hersker over dem, som de fra nu af måtte yde al slavearbejde til? Han sagde til dem at han havde kaldt dem sammen for at forsikre dem om at han ikke længere vil underlægge sig dette overgreb af hans og deres rettigheder; at han aldrig igen ville bøje sig ned for Kristus; at han ville påtage sig selv den ære, som burde være givet ham, og ville være befalingsmand over alle, som vil gå med til at følge ham og adlyde hans røst.
Der blev strid blandt englene. Lucifer og hans tilhængere kæmpede for at fornye Guds regering. De var misfornøjede og ulykkelige fordi de ikke kunne se ind i Hans uransagelige visdom og forvisse sig om Hans hensigter med at ophøje Sin Søn, og begave Ham med en så ubegrænset magt og rang. De gjorde oprør imod Guds Søns autoritet.
Engle som var loyale og sande søgte at forlige sig med denne mægtige oprørske engel med hans Skabers vilje. De retfærdiggjorde Guds handling med at tilskrive Kristus ære, og søgte med kraftige argumenter at overbevise Lucifer at der var ingen mindre ære foran ham end før Faderen havde erklæret den ære som han tilskrev Sin Søn. De fremsatte klart at Kristus var Guds Søn, eksisterede sammen med Ham før englene blev skabt; og at Han altid havde stået ved Guds højre hånd, og Hans milde og elskelige autoritet ikke hidtil var blevet betvivlet; og at Han altid havde stået ved Guds højre hånd, og Hans milde og elskelige autoritet ikke hidtil var blevet betvivlet; og at han ikke have givet andre befalinger end at det var til glæde for den himmelske hær at effektuere. De fremhævede instændigt at Kristi modtagelse af særlig ære fra Faderen, under englenes tilstedeværelse, ikke svækkede den ære Lucifer hidtil havde modtaget. Englene græd. De søgte ivrigt at bevæge ham til at trække sin onde plan tilbage og underlægge sig deres (16) Skaber; for alt havde hidtil været fred og harmoni, og hvad kunne forårsage denne uenige oprørske stemme?
Lucifer nægtede at lytte. Og så vendte han sig fra de loyale og sande engle, og erklærede dem som slaver. Disse engle som var oprigtige mod Gud, stod og så forbavset på da Lucifer anstrengte sig i sin møje for at tilskynde til oprør. Han lovede dem en ny og bedre regering end de har haft, hvor alle ville få frihed. Store skarer tilkendegav deres sigte med at acceptere ham som deres leder og befalingsmand. Da han så at hans tiltag blev mødt med succes, bildte han sig ind at han fik alle englene over på sin side, og at han ville være lige med Gud Selv, og hans myndighedsrøst kunne høres som befale over hele himlens hær. De loyale engle advarede ham igen, og forsikrede ham om hvad konsekvenserne kunne blive hvis han fastholdt at Han, som skaber engle med Sin magt, omstyrter al deres autoritet og skulle tydeligvis straffe deres frækhed og frygtelige oprør. At tænke sig om en engel skulle modsætte sig Guds lov, som var lige så hellig som Han selv! De advarede oprørene om at lukke deres øre for Lucifers bedrageriske tankesæt, og anviste ham og alle som var blevet påvirket af ham til at gå til Gud og bekende deres fejl for blot tanken at betvivle Hans autoritet.
Mange af Lucifers sympatisørere var tilbøjelige til at lytte til de loyale engles råd og angre deres utilfredshed og atter modtage Faderens og Hans dyrebare Søns tillid. Så erklærede den mægtige oprørsmand at han kendte til Guds lov, og hvis han skulle underlægge sig slaveagtig lydighed, ville han ikke længere få ære. Hans ophøjede mission ville ikke længere blive betroet ham. Han fortalte dem at (17) han selv og de også, var gået for langt tilbage, og han ville trodse konsekvenserne, og bøje sig i slaveagtig tilbedelse af Guds Søn ville han aldrig; at Gud ikke vil tilgive, og nu måtte de forsvare deres frihed og vinding ved at gennemtvinge den position og myndighed som ikke var tilstået dem villigt. [Sådan skete det at Lucifer, »lysbæreren,« deler Guds ære, hans trones opsynsmand, blev til Satan ved overtrædelse, »modstanderen.«- Patriarker og profeter, 40.]
De loyale engle skyndte sig hurtigt til Guds Søn og bekendtgjorde Ham hvad der fandt sted blandt englene. De fandt at Faderen var i konference med Sin elskede Søn, for at bestemme de midler som Satans påtagede myndighed kunne nedlægges for altid ved, til bedste for de loyale engle. Den store Gud kunne straks have kylet ærkebedrageren ud af himlen; men det var ikke Hans hensigt. Han ville give oprørerne en ligelig chance til at måle styrke og kraft med Sin egen Søn og Hans loyale engle. I denne kamp ville enhver engel vælge sin egen side og vise sig for alle. Det ville ikke være sikkert at lade nogen, der havde forenet sig med Satan i hans oprør, at fortsat bo i himlen. De havde lært lektien om virkelig oprør imod Guds uforanderlige lov, og det er uopretteligt. Hvis Gud havde brugt Sin magt til at straffe oprørstifteren, ville der ikke kunne ses nogen utilfredse engle; derfor gjorde Gud det på en anden måde, for Han ville vise Sin justits og Hans dømmekraft tydeligt over for hele den himmelske hær.
Krig i himlen
Det var den største forbrydelse at gøre oprør mod Guds regering. Hele Himlen var i oprør. Englene ordnede sig i grupper, enhver deling med befalingsengel som anfører. Satan (18) førte krig imod Guds lov, fordi han var for ærgerrig til at ophøje sig selv og ville ikke underlægge sig Guds Søns autoritet, himlens store befalingsmand.
Hele den himmelske hær stævnede sig foran Faderen, for at få hver sin sag afgjort. Satan bekendtgjorde lige så frækt sin utilfredshed med at Kristus blev foretrukket frem for ham. Han rejste sig hovmodigt op og udtrykte at han skulle være lige med Gud og skulle tages med på råd sammen med Faderen og forstå Hans hensigter. Gud informerede Satan at Han ville åbenbare Sine hemmelige hensigter for Sin Søn alene, og Han forlangte at hele familien i himlen, endog Satan, skulle vise Ham ubetinget og utvivlsom lydighed; men at han (Satan) havde vist sig som uværdig til en plads i himlen. Så pegede Satan triumferende på sine sympatisørere, der udgjorde næsten halvdelen af alle englene, og udbrød: »Disse er med mig! Vil du også støde disse ud, og danne dette tomrum i himlen?« Så erklærede han at han var parat til at modstå Kristi autoritet og forsvare sin plads i himlen med kraftens styrke, magt imod magt.
Gode engle græd over at høre Satans ord og hans jublende pral. Gud erklærede at oprørende ikke skal være i himlen længere. Deres høje og lykkelige tilstand var på betingelse af lydighed mod den lov som Gud havde givet, til at herske over forstandsvæsenernes høje orden. Men der blev ikke gjort tilvejebringelser for at redde dem som vovede at overtræde Hans lov. Satan blev frækkere i sit oprør, og udtrykte sin foragt mod Skaberens lov. Dette kunne Satan ikke bære. Han hævdede at englene ikke behøvede nogen lov men skal efterlades frie, og følge deres egen vilje, som altid vil vejlede dem rigtigt; at loven begrænsede deres frihed; og at afskaffelsen af loven (19) var et af hans ståsteds store mål. Han mente at englene behøvede bedre vilkår. Ikke som Gud tænkte, som havde udfærdiget loven og havde sat dem lige med Ham selv. Englehærens lykke bestod af deres fuldkomne lydighed mod loven. Enhver havde fået sit særlige arbejde, og indtil Satan gjorde oprør, var der fuldkommen orden og harmonisk bevægelse i himlen.
Så blev der krig i himlen. Guds Søn, himlens Fyrste, og Hans loyale engle gik i kamp med ærkerebellen og dem der stod sammen med ham. Guds Søn og sande, loyale engle fik overhånd; og Satan og hans sympatisørere blev blev udstødt fra himlen. Hele den himmelske hær anerkendte, tilbad og forgudede retfærdighedens Gud. Ingen plet af oprør blev tilbage i himlen. Alt var igen fredfyldt og harmoni ligesom før. Englene i himlen begræd deres skæbne som havde været deres ligestillede i lykke og lyksalighed. Deres tab kunne mærkes i himlen.
Faderen rådførte Sin Søn om at straks gennemføre deres hensigter at få mennesker til at bebo jorden. Han ville sætte mennesker på prøve og forsøge deres loyalitet før han kunne sikre sig uendeligheden. Hvis de klarede den prøve som Gud fandt rigtigt at prøve dem med, ville de i sidste instans sættes lige med englene. De skulle have Guds gunst, og de skulle samtale med engle, og de med dem. Han fandt det ikke rigtigt at sætte dem uden for ulydighedens magt.