(124) »Døm ikke, for at I ikke skal dømmes«
Anstrengelse for at fortjene frelse ved egne gerninger vil uundgåeligt lede til ophobning af menneskelige krav som et bolværk imod synd; for når menneskene ser, at det ikke lykkes dem at holde loven, vil de opstille regler og forebringer efter eget påfund for at tvinge sig selv til at adlyde. Alt dette leder tankerne bort fra Gud og hen til dem selv. Hans kærlighed uddør i hjertet, og dermed tilintetgøres også kærligheden til deres medmennesker. Ved sin mangfoldighed af forordninger og krav vil et af mennesker opfundet religionssystem lede sine forfægtere til at dømme alle, der ikke holder mål med det foreskrevne menneskelige ideal. En egenkærlig og indsnævret kritisk ånd kvæler de ædle og højsindede følelser og gør menneskene til egoistiske dommere og smålige spioner. ret
(124) Farisæere tilhørte denne klasse. Når de havde udført deres religiøse handlinger, trådte de ikke frem i ydmyghed under følelsen af deres egen skrøbelighed, taknemmelige for de store fortrin, Gud havde givet dem. De optrådte fulde af åndeligt hovmod, og deres emne var: »Jeg selv, mine følelser, min kundskab, mine veje.« Hvad de selv havde opnået, blev det ideal, efter hvilket de dømte andre. Iført egenværdighedens kappe besteg de dommersædet, og det for at kritisere og fordømme. ret
(125) Folket nærede i stor udstrækning den samme ånd, idet de gjorde indgreb på samvittighedens område og bedømte hverandre i anliggender, som var en sag mellem sjælen og Gud. Det var med henblik på denne ånd og denne handlemåde, Jesus udtalte: »Døm ikke, for at I ikke skal dømmes.« Det vil sige: Gør ikke jer selv til en rettesnor. Gør ikke jeres meninger, jeres anskuelser angående pligter og jeres udlæggelse af skriften til et mønster for andre, og fordøm dem ikke, om de ikke når op til jeres ideal. Kritiser ikke andre, og giv jer ikke af med at gætte deres bevæggrunde og fælde dom over dem. ret
(125) »Døm derfor ikke noget før tiden, for Herren kommer, han som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjertere vil.« (1Kor. 4,5). Vi kan ikke læse, hvad der er i hjertet. Fejlende som vi selv er, har vi ikke betingelser for at sidde til doms over andre. I sin begrænsning kan mennesket kun dømme efter det, der ses udvortes. Bedømmelsen af hver enkelt sjæl tilkommer ingen anden end ham, som kender gerningens lønlige udspring, og som er mild og medlidende i sine handlinger. ret
(125) »Derfor er du uden undskyldning, menneske! Hvem du end er, som opkaster dig til dommer, thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok de andre, men handler selv på samme vis.« (Rom. 2,1). De, som dømmer eller kritiserer andre, erklærer således sig selv skyldige, for de gør selv de samme ting. Ved at fordømme andre, fælder de dom over sig selv, og Gud siger, at denne kendelse er retfærdig. Han godkender deres dom over sig selv. ret
(126) »Hvorfor ser du splinten i din broders øje?«
Selv den kendelse: »Du dømmer nok, men handler selv på samme vis,« udtrykker ikke, hvor stor en synd den begår, der fordrister sig til at kritisere og fordømme sin broder. Jesus sagde: »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?« ret
(126) Frelserens ord skildrer en, som er hurtig til at se en skavank hos andre. Når han mener, at han har opdaget en brist i den pågældendes karakter eller vandel, er han overmåde nidkær i forsøget på at påpege den; men Jesus erklærer, at i sammenligning med den fejl, kritikken gælder, er netop det karaktertræk, som udvikles ved denne ukristelige gerning, at ligne ved en bjælke jævnført med en splint. Det er vedkommendes egen mangel på overbærenhedens og kærlighedens ånd, der leder ham til at gøre et støvgran til et stort bjerg. De, der aldrig har erfaret bodfærdighed ved en fuld overgivelse til Kristus, lægger ikke frelserkærlighedens blødgørende indflydelse for dagen i deres liv. De bibringer andre et forkert indtryk af evangeliets milde, venlige ånd og sårer dyrebare sjæle, for hvem Kristus døde. Ifølge det billede, vor Frelser benytter, gør den, der udviser en dadlesyg ånd, sig skyldig i en større synd end den, han anklager, idet han ikke alene begår den samme synd, men dertil føjer indbildskhed og dømmesyge. ret
(126) Kristus er det eneste sande karakterens mønster, og den, der stiller sig selv op som et mønster for andre, stiller sig i Kristi sted. Faderen har »overladt Sønnen« »al dom", og enhver, som drister sig til at dømme andres bevæggrunde, tilraner sig yderligere Guds Søns rettighed. Disse selvbestaltede Dommere og kritikere stiller sig på antikristens side, »han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud". (Joh. 5,22; 2Tess. 2,4). ret
(127) Den synd, som leder til de ulykkeligste følger, er den kolde, kritiske, uforsonlige ånd, der kendetegner farisæismen. Når den religiøse erfaring er blottet for kærlighed, er Jesus ikke med; hans nærværelses solskin er ikke dér. Ingen travl virken, ingen nidkærhed, hvori Kristus ikke har del, kan udfylde denne mangel. Der kan måske findes en vidunderlig evne til at opdage brist hos andre; men til enhver, som hengiver sig til denne ånd, siger Jesus: »Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.« Den, der selv er skyldig i uret, er den første til at nære mistanke om uret. Ved at fordømme andre søger han at dølge eller undskylde det onde i sit eget hjerte. Det var ved denne synd, menneskene opnåede kundskab om det onde. Ikke så snart havde det første menneskepar syndet, for de begyndte at anklage hinanden, og dette er, hvad menneskenaturen uundgåeligt vil gøre, når den ikke beherskes af Kristi nåde. ret
(127) Når menneskene hengiver sig til denne anklager ånd, nøjes de ikke med at påpege, hvad de mener er en brist hos deres brødre. Dersom lempelige midler ikke formår at bringe ham til at gøre hvad de mener burde gøres, vil de ty til tvang. Netop så langt som det står i deres magt, vil de nøde menneskene til at føje sig efter deres begreber om, hvad der er ret. Dette var, hvad jøderne gjorde på Kristi tid, og hvad kirken siden altid har gjort, når den ikke længere besad Kristi nåde. Når den følte sig blottet for kærlighedens magt, har den rakt hånden ud efter statens stærke arm til at tvinge dens dogmer igennem og fuldbyrde dens påbud. Her ligger hemmeligheden ved alle de religiøse love, der er blevet udstedt, og hemmeligheden ved enhver forfølgelse fra Abels dage ned til vor tid. ret
(128) Kristus driver ikke menneskene til sig; han drager dem. Det eneste tvangsmiddel, han benytter, er kærlighedens tvang. Når kirken begynder at søge støtte hos den borgerlige magt, er det åbenbart, at den er blottet for Kristi kraft den guddommelige kærligheds tvingende magt. ret
(128) Men fejlen ligger hos de enkelte medlemmer i kirken, og det er her, lægedommen må ske. Jesus pålægger anklageren først at tage bjælken ud af sit eget øje, aflægge sin dadlesyge, bekende og forsage sin egen synd, før han søger at rette på andre; »der er jo ikke noget godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt". Denne anklagende ånd, som du hengiver dig til, er en ond frugt, hvoraf vi ser, at træet er ondt. Det hjælper ikke, at du søger at bygge dig selv op i egenretfærdighed. Hvad du behøver, er en hjertets forandring. Du må have den erfaring, før du er skikket til at vise andre til rette; »thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.« (Luk. 6,43; Matt. 12,34). ret
(128) Når nogen møder en krise i livet og du giver gode råd og formaning, vil dine ords indflydelse til det gode kun have den vægt, som du har vundet ved din ånd og dit eksempel. Du må være god, før du kan gøre det gode. Du kan ikke øve en indflydelse, der vil forvandle andre, for dit eget hjerte er blevet ydmyget og lutret og blødgjort ved Kristi nåde. Når denne forandring er sket hos dig, vil det være lige så naturligt for dig at leve for at velsigne andre, som det er for rosenbusken at bære små duftende blomst eller vinranken sine purpurrøde klaser. ret
(129) Dersom Kristus er »herlighedens håb« i dig, vil du ikke havde nogen tilbøjelighed til at våge over andre for at blotte deres fejl. I stedet for at søge at anklage og fordømme vil det være din opgave at hjælpe, velsigne og frelse. I din behandling af de vildfarende vil du give agt på formaningen: »Se du selv til, at ikke også du bliver fristet.« (Gal. 6,1). Du vil huske de mange gange, du har fejlet, og hvor vanskeligt det var at finde den rette vej, efter at du engang havde forladt den. Du vil ikke drive din broder ud i større mørke, men med et hjerte, som er fuldt af medynk, vil du tale til ham om den fare, han befinder sig i. ret
(129) Den, der ofte ser hen til Golgathas kors og kommer i hu, at hans synder bragte Frelseren dertil, vil aldrig forsøge på at måle størrelsen af sin brøde ved at sammenligne den med andres. Han vil ikke stige op på dommersædet for at føre anklage mod en anden. Der kan ikke være nogen tilbøjelighed til kritik eller selvophøjelse hos den, der vandrer i skyggen af Golgathas kors. ret
(129) Først når du føler, at du kunne opofre din egen selvværdighed og endog give dit liv for at frelse en vildfarende broder - først da har du taget bjælken ud af dit eget øje, således at du er skikket til at hjælpe din broder. Da kan du gå til ham, og da kan du røre hans hjerte. Ingen er nogensinde blevet hjulpet ud af en vildfarelse ved dadel og bebrejdelse, men mange er derved blevet drevet bort fra Kristus og ledet til at lukke deres hjerter for overbevisning. En lemfældig ånd og en mild, vindende optræden kan frelse den fejlende og skjule en mangfoldighed af synder. Kristus åbenbaret i din karakter vil have en forvandlende indflydelse på alle, du kommer i berøring med. Lad Kristus daglig komme til syne i dig, så vil han gennem dig åbenbare sit ords skabende kraft en mild og overbevisende men dog mægtig indflydelse til at genskabe andre sjæle efter Herrens, vor Guds skønne billede. ret
(130) »Giv ikke hunde det hellige«
Jesus sigter her til en klasse mennesker, der intet ønske har om at undfly syndens trældom. Som følge af et fordærvet og forvildet liv er deres natur blevet så udartet, at de klynger sig til det onde og ikke vil skilles fra det. Kristi tjenere bør ikke lade sig opholde af dem, der kun vil gøre evangeliet til et emne for strid og spot. ret
(130) Men Frelseren gik aldrig en eneste sjæl forbi, uanset hvor dybt den var nedsunken i synd, hvis den blot var villig til at modtage himmelens dyrebare sandheder. For toldere og skøger betød hans ord indledningen, til et nyt liv. Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde ånder, var den sidste ved Frelserens grav og den første, der modtog hans hilsen om morgenen efter hans opstandelse. Det var Saulus fra Tarsus, en af evangeliets mest afgjorte fjender, der blev til en Paulus, Kristi hengivne tjener. Under et skin af had og foragt, ja endog bag forbrydelse og nedværdigelse kan der skjule sig en sjæl, som Kristi nåde vil frelse, for at den kan skinne som en ædelsten i genløserens krone. ret
(130) »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer«
For at forebygge enhver anledning til vantro, misforståelse eller fejlagtig udlæggelse af hans ord gentager Herren det trefoldige løfte. Han længes efter, at de, der vil søge Gud, skal tro på ham, som formår alt. Derfor tilføjer han: »Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.« ret
(131) Herren påpeger ingen særskilte betingelser uden den, at du hungrer efter hans barmhjertighed, ønsker hans råd og længes efter hans kærlighed. »Bed.« Bønnen gør det åbenbart, at du erkender din trang, og dersom du beder i tro, vil du få. Herren har stillet sit ord til pant, og ordet kan ikke slå fejl. Hvis du kommer med virkelig anger, behøver du ikke at tænke, at det er formasteligt at bede om det, som Herren har lovet, Når du beder om de velsignelser, du behøver for at kunne fuldkomme en karakter efter Kristi billede, giver Herren dig den forsikring, at du beder i overensstemmelse med et løfte, der vil blive opfyldt. Når du føler og ved, at du er en synder, er dette et tilstrækkeligt grundlag for bøn om hans miskundhed og barmhjertighed. Betingelsen for, at du kan komme til Gud, er ikke, at du er hellig, men at du ønsker, at han skal rense dig fra al synd og lutre dig fra al uretfærdighed. Den grund, vi nu og altid kan påberåbe os, er vor store trang og vor yderst hjælpeløse tilstand, der gør ham og hans genløsende kraft til en nødvendighed. ret
(131) Ønsk dig ikke hans velsignelse alene, men ham selv. »Bliv ven med ham og hold fred.« Søg, så skal du finde. Gud søger efter dig, og netop det ønske, du nærer om at komme til ham, er kun hans ånds dragelse. Giv efter for denne dragelse. Kristus taler de fristedes, de vildfarendes og de vantroendes sag. Han søger at løfte dem op i samfundet med ham. »Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig.« (Job 22,21; 1Krøn. 28,9). ret
(132) »Bank på". Vi kommer til Gud efter særskilt indbydelse, og han venter på at kunne byde os velkommen ved vort foretræde for ham. De første disciple, der fulgte Jesus, lod sig ikke nøje med en hastig samtale med ham på vejen. De sagde: »Rabbi! ..... hvor bor du? ..... Da gik de med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag.« Således kan også vi blive indført i den inderligste fortrolighed med Gud og i samfundet med ham. »Den, som bor i den højestes skjul, skal dvæle under den almægtiges skygge.« Lad den, der ønsker Guds velsignelse, banke på nådens dør og vente der i tryg forvisning og sige: For du, Herre, har sagt: »Thi hver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. (Joh. 1,38-39; Sl. 91,1) ret
(132) Jesus betragtede dem, der var samlet for at høre hans ord, og ønskede inderligt, at den store skare måtte vurdere Guds nåde og miskundhed. For at belyse deres trang og Guds villighed til at give taler han til dem om et sultent barn, der beder sine jordiske forældre om brød. »Findes der mon nogen fader iblandt jer,« sagde han, »som vil give sin søn en sten, når han beder om brød?« Han henviser til forældres ømme, naturlige kærlighed til deres børn og siger derpå: »Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!« Intet menneske med et faderhjerte ville afvise sin søn, som er sulten og beder om brød. Kunne de tænke sig ham i stand til at drive spøg med sit barn, i stand til ondskabsfuldt at plage barnet ved at foregøgle det noget blot for at påføre det skuffelse« Ville han love at give det god og nærende føde og så give det en sten? Og skulle nogen vanære Gud ved at tænke, at han ikke ville svare på sine børns bønner? ret
(133) Hvis nu I, som er menneskelige og onde »ved at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra himmelen give Helligånden til dem, som beder ham?« Den Helligånd, Guds egen repræsentant, er den største af alle gaver. Den indbefatter alle gøder. Selv Skaberen kan ikke give os noget større, noget bedre. Når vi beder Herren om at have medynk med os i vor nød og vejlede os ved sin Helligånd, vil han aldrig afvise vor bøn. Det er muligt endog for en far eller en mor at afvise sit sultne barn, men Gud kan aldrig afslå det trængende og længselsfulde hjertes råb. Med hvilken vidunderlig ømhed har han ikke skildret sin kærlighed! Til dem, der i mørke dage synes, at Gud ikke agter på dem, lyder dette budskab fra Faderens hjerte: Zion siger: »Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig! Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer ej dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.« (Luk. 11,13; Es. 49,14-16). ret
(133) Hvert løfte i Guds ord giver os noget at bede om, og det fremstiller Herrens ord som pant til vor forvisning. Hvilken åndelig velsignelse vi end måtte behøve, har vi ret til at gøre krav på den gennem Jesus. Med barnets enfoldighed kan vi fortælle Herren, netop hvad vi behøver. Vi kan tale med ham om vore timelige forhold og bede ham om brød og klæder såvel som om livets brød og Kristi retfærdigheds kappe. Din himmelske Fader ved, at du behøver alle disse ting, og du opfordres til at bede ham derom. Det er formedelst Jesu navn, vi modtager enhver gave. Gud vil godkende dette navn og af sin godheds rigdom skaffe dig de ting, du behøver. ret
(134) Men glem ikke, at når du kommer til Gud som til en fader, erkender du dit barneforhold til ham. Ikke alene forlader du dig på hans godhed, men du bøjer dig i alle ting for hans vilje i bevidstheden om, at hans kærlighed er uforanderlig. Du hengiver dig til at gøre hans gerning. Det var til dem, han havde pålagt først at søge Guds rige og hans retfærdighed, at Jesus gav løftet: »Bed, så skal I få!« ret
(134) Gaverne fra ham, som har al magt i himmelen og på jorden, er henlagt til Guds børn. Gaver så kostelige, at de kommer til os gennem genløserens dyrebare offerblod, gaver, som vil tilfredsstille hjertets dybeste trang, gaver, der er varige som evigheden disse vil alle de, der kommer til Gud som små børn, modtage og nyde. Grib Guds løfter som hørende dig til og fremhold dem for ham som hans egne ord, så vil du erholde en fylde at glæde. ret
(134) »Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem«
På grundlag af forsikringen om Guds kærlighed til os påbyder Jesus indbyrdes kærlighed som ét sammentrængt princip, der omfatter alle forhold imellem menneskene indbyrdes. ret
(134) Jøderne havde været optaget af tanken om, hvad de ville opnå, og deres bekymring gik hovedsagelig ud på at sikre sig den magt, agtelse og tjeneste, som de mente, tilkom dem. Derimod lærer Kristus os, at vor bekymring ikke skal være: Hvor meget kan vi få? men: Hvor meget kan vi give? Udstrækningen af vor forpligtelse over for andre svarer til, hvad vi ville anse for at være deres forpligtelse over for os. ret
(135) I din omgang med andre bør du stille dig selv i deres sted. Sæt dig ind i deres følelser, deres vanskeligheder, deres skuffelser, deres glæder og deres sorger. Stil dig på lige fod med dem og gør så mod dem, som du ville, at de skulle gøre mod dig, hvis du skulle bytte plads med dem. Dette er den sande regel for en redelig handlemåde; det er et andet udtryk for den lov, der siger: »Du skal elske din næste som dig selv.« Det er tillige det væsentlige indhold i profeternes lære. Det er et himmelsk princip, der vil blive udviklet hos alle, som bereder sig til at færdes iblandt hellige væsener. ret
(135) Denne gyldne regel danner grundsætningen for sand høflighed, og dens sandeste udtryk finder vi i Jesu liv og karakter. Hvilke milde, skønne stråler udgik der ikke fra vor Frelser i hans daglige liv! Hvilken ynde udstrømmede der ikke fra selve hans nærværelse! Den samme ånd vil vise sig i hans børn. De, hos hvem Kristus bor, vil være omgivet af en guddommelig indflydelse. Deres renheds hvide klædebon vil dufte af vellugt fra Herrens have. Lyset fra hans åsyn vil genspejle sig i deres ansigter og oplyse stien for snublende og trætte fødder. ret
(135) Ingen, som har den rette forståelse af, hvori en fuldkommen karakter består, vil undlade at lægge Kristi medlidenhed og ømhed for dagen. Nådens indflydelse vil have den virkning, at hjertet blødgøres, at følelserne renses og forædles, og at vedkommende bibringes en himmelfødt finfølelse og sans for, hvad der sømmer sig. ret
(135) Men den gyldne regel rummer en endnu dybere mening. Enhver, som er sat til at være husholder over Guds mangfoldige nåde, opfordres til at meddele sjæle i vankundighed og mørke, hvad han ville ønske, at de skulle give ham, hvis han var i deres sted. Apostelen Paulus sagde: »Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.« (Rom. 1,14). På grund af alt, hvad du har erkendt af Guds kærlighed, og alt, hvad du har modtaget af hans nådes rige gaver frem for den mest formørkede og nedværdigede sjæl på jorden, er det din skyldighed at meddele disse gaver til en sådan sjæl. ret
(136) Således forholder det sig også med de gaver og velsignelser, der hører med til dette liv: hvad som helst du måtte besidde frem for dine medmennesker, gør dig i en tilsvarende grad til en skyldner over for alle, der er ugunstigere stillet. Er vi i besiddelse af rigdom, eller endog blot af det nødvendige i livet, påhviler det os som en højtidelig forpligtelse at drage omsorg for de syge, som lider, for enken og de faderløse, nøjagtigt som vi ville ønske, at de skulle drage omsorg for os, dersom vor og deres stilling blev byttet om. ret
(136) Den gyldne regel lærer indirekte det samme, som fremholdes andetsteds i bjergprædikenen, at »det mål, I måler med, med det samme skal I selv få tilmålt.« Hvad vi gør imod andre, enten det er godt eller ondt, vil visselig virke tilbage på os til velsignelse eller til forbandelse. Hvad vi giver, vil vi få igen. De timelige velsignelser, som vi med deler andre, kan blive tilbagebetalt i samme form, hvad de også ofte bliver. Hvad vi giver, vil i nødens stund tit komme tilbage til os i firedobbelt mål i landets mønt. Men desuden tilbagebetales alle gaver også her i tiden ved den større fylde af Guds kærlighed, der udgør summen af hele himmelens herlighed og dens skatte. Og også det onde, der er gjort, bliver tilbagebetalt. Enhver, som har tilladt sig at fordømme andre eller gøre dem mod løse, vil selv komme til at opleve den samme erfaring, som han har været årsag til, at andre har måttet gennemgå; han vil komme til at føle, hvad de har lidt som følge af hans mangel på medynk og lemfældighed. ret
(137) Guds kærlighed til os har bestemt det således. Han ønsker at bringe os til at afsky vor hårdhjertethed og at åbne vore hjerter, for at Jesus kan bo derinde. På denne måde kommer der noget godt ud af det onde, og hvad der syntes at være en forbindelse, bliver til en velsignelse. ret
(137) Den gyldne regel udgør kristendommens sande ideal; hvad der ikke ,står mål med den. er et bedrag. En religion, der leder til en lav vurdering af mennesker, som Kristus har tillagt så stor værdi, at han hengav sig selv for dem, en religion, der kan lede til, at man stiller sig ligegyldig over for menneskers trang, lidelser eller rettigheder, er en falsk religion. Ved tilsidesættelsen af, hvad de fattige, de lidende og de syndige har krav på, viser vi os at være Kristi forrædere. Når kristendommen har så liden magt i verden, skyldes det, at menneskene smykker sig med Kristi navn, medens de i deres vandel fornægter hans karakter. Herrens navn spottes på grund af disse forhold. ret
(137) Om apostelmenigheden i hine lyse tider, da den genopstandne Frelsers herlighed skinnede på den, står der skrevet, at ingen »kaldte noget af det, han ejede, for sit eget". »Thi iblandt dem, var der ingen, som led nød.« »Og med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket.« enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til som lod sig frelse.« (Apg. 4,32. og 34; 2,46-47). ret
(138) Man kan gennemsøge Himmel og Jord, men man vil ikke finde nogen mægtigere sandhed åbenbaret end den, som lægges for dagen i velgerninger mod dem, der behøver vor medlidenhed og støtte. Dette er sandheden, som den er i Jesus. Når de, der bekender Kristi navn, kommer så vidt, at de efter lever grundsætningerne i den gyldne regel, vil den samme kraft ledsage evangeliet som på apostlenes tid. ret
(138) »Og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet«
På Kristi tid boede befolkningen i Palæstina i mur befæstede byer, der som oftest lå på højder eller bjerge. Adgangen til portene, der blev lukket ved solens nedgang, foregik ad stejle, klippefulde veje, og vandringsmænd, der henimod dagens afslutning var på vej til hjemmet, måtte ofte skynde sig ilsomt op ad den vanskelige skråning for at kunne nå hen til porten før nattens frembrud. Efternølere blev stående uden for. ret
(138) Den smalle, opadstigende vej, der førte til hjemmet og hvilen, skaffede Jesus et indtryksfuldt billede på en kristnes vandringssti. Den vej, jeg har anvist eder, sagde han, er trang, og porten er vanskelig at komme igennem; for den gyldne regel udelukker al stolthed og egenkærlighed. Vel gives der en bredere vej, men den fører til ødelæggelse. Der som I ønsker at gå den sti der hører sammen med et åndeligt liv, må I stadig stige højere og højere, for den er en opadgående vej. I må følge de få, fordi mængden vil vælge den vej, som fører nedad. ret
(138) På vejen til døden kan hele menneskeheden færdes med al sin verdslighed, al sin egoisme, al sin stolthed, uærlighed og moralske fordærvelse. Der er plads nok for ham til at følge sine tilbøjeligheder og til at gøre alt, hvad hans selvkærlighed måtte foreskrive. For at kunne følge den vej, der fører til ødelæggelse, behøver ingen at søge efter vejen, for porten er vid, og vejen er bred, og det er naturligt for foden at bøje af på den sti, der ender med døden. ret
(139) Men vejen til livet er trang, og adgangsporten er snæver. Hvis du holder fast ved en eller anden skødesynd, vil du finde, at vejen er for trang til, at du kan komme ind. Dine egne veje, din egen vilje, dine slette vaner og skikke må aflægges, hvis du ønsker at holde dig på Herrens vej. Den, der vil tjene Kristus, kan ikke rette sig efter verdens meninger eller følge dens idealer. Den himmelske sti er for trang til, at rigdom og rang kan færdes på den i stateligt optog; den afgiver for snævert et felt for egoistisk ærgerrighed, er for stejl og for knudret for den magelige at bestige. Møje, tålmodighed, selvopofrelse, forsmædelse, fattigdom og modsigelse mod sig af syndere var Kristi lod, og det samme må blive vor lød, hvis vi nogensinde skal få adgang til Guds paradis. ret
(139) Men drag ikke deraf den slutning, at stien opad er tung og vejen nedad let. Langs hele den vej, der fører til døden, er der smerte og straf, der er sorger og skuffelser, der er advarsler imod at fortsætte videre. Guds kærlighed har gjort det svært for de ligegyldige og genstridige at ødelægge sig selv. Vel er det sandt, at Satans sti ser tiltrækkende ud, men det hele er et bedrag. På syndens vej er der bitter anger og fortærende bekymring. Det kan forekomme øs, at det måtte være behageligt at følge stoltheden og verdslig ærgerrighed; men enden derpå er smerte og sorg. Egennyttige planer kan byde på smigrende løfter og give håb om nydelse; men vi vil finde, at forhåbninger med os selv som midtpunkt, forgifter vor lykke og forbitrer vort liv. På den vej, der fører nedad, er indgangen måske prydet med blomster, men der er torne på stien. Det håbets lys, der stråler ved ind gangen, forvandles til et fortvivlelsens mørke, og den sjæl, som følger denne bane, stiger ned i skyggerne af en endeløs nat. ret
(140) »Troløses vej er undergang,« men visdoms veje »er liflige veje, og alle dens stier er lykke". (Ordspr. 13,15; 3,17). Hver handling i lydighed mod Kristus, hver selvfornægtende gerning for hans skyld, hver prøvelse båret på rette måde og hver sejr øver fristelse er et trin på vandringen fremad mod den herlighed, som en endelig sejr vil bringe. Vælger vi Kristus til vor vejleder, vil han lede os trygt. Den største synder behøver ikke at tage fejl af vejen. Ikke en eneste, der bævende søger, behøver at undvære det rene og hellige lys på sin vandring. Selv om vejen er så trang og så hellig, at ingen synder kan tåles dér, er der dog sikret adgang for alle, og ikke en eneste tvivlende, bævende sjæl behøver at sige: »Gud bryder sig ikke om mig." ret
(140) Vejen kan være ujævn og hældningen stejl; der kan være faldgruber til højre og til venstre; måske må vi udholde møje undervejs; måske må vi møjsommeligt arbejde videre, når vi er trætte og længes efter hvile; når vi er modige, må måske kæmpe, vedblive at håbe, når vi er modløse; men med Kristus som vor fører vil vi ikke gå glip af den eftertragtede havn til sidst. Kristus har selv betrådt den knudrede vej foran os, og han jævner stien for vore fødder. ret
(141) Og opad langs hele den stejle vej, der fører til evigt liv, findes der glædens kildevæld til vederkvægelse for de trætte. De, der vandrer på visdoms veje. fryder sig overmåde selv i trængsel, fordi han, hvem deres sjæl elsker, vandrer usynlig ved deres side. Ved hvert trin opad mærker de tydeligere berøringen af hans hånd; ved hvert skridt falder der klarere glimt af herligheden fra den usynlige på deres sti, og deres lovsange, der stadig lyder i en højere tone, opsiger og blander sig med englesange foran tronen. »Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.« (Ordspr. 4,18). ret
(141) »Kæmp I for at komme igennem den snævre port«
Luk. 13,24. Den forsinkede vandringsmand, der skyndte sig for at nå byporten, før solen gik ned, kunne ikke lade sig opholde af noget undervejs. Han var helt optaget af det ene mål: at komme ind gennem porten. Et lige så fast forsæt, sagde Jesus, kræver kristenlivet. Jeg har vist jer karakterens herlighed, som er den sande herlighed i mit rige. Jeg giver jer intet løfte om jordisk herredømme; men dog fortjener det jeres højeste attrå og bestræbelse. Jeg kalder jer ikke til kamp for det store verdensriges overhøjhed, men deraf må I ikke slutte, at der ingen kamp er at udkæmpe ej heller nogen sejr at vinde. Jeg beder jer kæmpe, stræbe alvorligt for at indgå i mit åndelige rige. ret
(141) Kristenlivet er en kamp og en march. Men den sejr, der skal opnås, vindes ikke ved menneskelig magt. Slagmarken er hjertets rige. Det slag, vi må udkæmpe det største slag, som mennesker nogensinde har været indviklet i gælder overgivelsen af vort eget jeg til Gud, hjertets hengivelse under kærlighedens overherredømme. Den gamle natur, som er født af blod og kødets vilje, kan ikke arve Guds rige. De nedarvede tilbøjeligheder, de forrige vaner, må opgives. ret
(142) Den, der bestemmer sig til at indgå i det åndelige rige, vil finde, at alle den uigenfødte naturs kræfter og lidenskaber, støttet af magterne i mørkets rige, samler sig imod ham. Stolthed og egoisme vil sætte sig op imod alt, hvad der vil påvise, at disse træk er syndige. Vi kan ikke af os selv besejre de onde ønsker og vaner, der kæmper om overtaget. Vi kan ikke overvinde den mægtige fjende, der holder os i trældom. Gud alene kan give os sejren. Han ønsker, at vi skal have herredømmet over os selv, over vor vilje og vore veje. Men han kan ikke virke i os uden vort samtykke og vort samarbejde med ham. Guds ånd virke igen nem de evner og kræfter, menneskene har fået. Det kræves af os, at vi bruger vore kræfter i samarbejde med Gud. ret
(142) Sejren vindes ikke uden megen og alvorlig bøn, og ikke uden at vi ydmyger os for hvert skridt. Vor vilje skal ikke tvinges ind i samarbejdet med guddommelige redskaber; den må underkaste sig frivilligt. Var det end muligt at påtvinge dig Hellig åndens indflydelse med hundredfold styrke, ville det ikke gøre dig til en kristen, til en skikket undersåt i Himlenes rige. Satans faste borg ville ikke være nedbrudt. Viljen må stille sig på Guds viljes side. Du formår ikke af dig selv at lægge dine for sætter, din attrå og dine tilbøjeligheder ind under Guds vilje; men dersom du er »villig til at blive villig", så vil Gud udføre gerningen for dig; han »nedbryder tankebygninger og alt mod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed imod Kristus". Da vil du arbejde på din »frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.« (2Kor. 10,5; Fil. 2,12-13). ret
(143) Men der er mange, som føler sig tiltrukket af Kristi skønhed og himmelens herlighed, og som dog viger tilbage for de betingelser, på hvilke de kan opnå disse ting. På den brede vej findes der mange, som ikke er helt tilfredse med den sti, de vandrer på. De længes efter at rive sig løs fra syndens trældom, i deres egen kraft søger de at gøre modstand imod deres syndige vaner. De har blikket rettet mod den trange vej og den snævre port, men egenkærlig nydelse, stolthed, kærlighed til verden tilligemed vanhellig ærgerrighed stiller en skranke imellem dem og Frelseren. Forsagelsen af deres egen vilje og af de ting eller den vej, de har valgt, kræver et offer, der gør dem betænkelige; de svigter og viger tilbage. Mange »skal søge at komme ind og ikke formå det". Deres attrå står til det gode, og de gør nogen anstrengelse for at opnå det, men de træffer ingen afgørelse; de er ikke faste i deres beslutning om at sikre sig det for enhver pris. ret
(143) Vort eneste håb om sejr ligger i, at vi forener vor vilje med Guds vilje og samarbejder med ham time for time og dag for dag. Vi kan ikke beholde vort jeg og samtidig komme ind i Guds rige. Hvis vi nogensinde opnår hellighed, vil det ske ved, at vi forsager os selv og modtager Kristi sind. Stolthed og selvgodhed må korsfæstes. Er vi villige til at betale den pris, der kræves af os? Er vi villige til at lade vor vilje bringe i fuld overensstemmelse med Guds vilje? Før vi således er villige, kan Guds nåde ikke åbenbares på os. ret
(143) Den kamp, vi skal kæmpe, er »troens gode strid". »Det er også det, jeg arbejder og kæmper for,« sagde apostelen Paulus, »med hans kraft, som virker mægtigt i mig.« (Kol. 1,29). ret
(144) I sit livs støre krisestund trådte Jakob afsides for at bede. Han var opfyldt af ét altopslugende forsæt: at søge en karakterforvandling. Men medens han bad til Gud, mærkede han, at en, som han antog for at være en fjende, lagde sin hånd på ham, og hele natten kæmpede han for sit liv. Den fare, hvori hans eget liv svævede, forandrede dog ikke hans hjertes forsæt. Da hans kraft næsten var udtømt, gjorde engelen brug af sin guddommelige magt, og ved denne berøring blev Jakob klar over, hvem han havde kæmpet med. Såret og hjælpeløs kastede han sig ind til Frelserens bryst, tryglende om en velsignelse. Han ville ikke lade sig afvise, ej heller ville han afbryde sin bøn, og Kristus opfyldte denne hjælpeløse, bodfærdige sjæls begæring i overensstemmelse med forjættelsen om, at den, der søger værn hos Gud for at slutte fred med ham, skal finde fred. Med fast beslutning bad Jakob: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!« Denne standhaftighedens ånd blev indgivet af det guddommelige væsen, der kæmpede med patriarken, og ham var det også, som gav denne sejren og forandrede hans navn fra Jakob til Israel, idet han sagde: »Du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!« Hvad Jakob forgæves havde kæmpet for i sin egen styrke, blev vundet ved selvovergivelse og standhaftig tro. »Og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.« (Es. 27,5; 1Mos. 32,26. og 28; 1Joh. 5,4). ret
(144) »Vogt jer for de falske profeter«
Lærere, som fremholder usandhed, vil opstå for at drage jer bort fra den trange sti og den snævre port. Vogt jer for dem! Selv om de skjuler sig i fåreklæder, er de indvortes glubende ulve. Jesus anviser en prøve, ved hvilken falske lærere kan skelnes fra de sande. »Af deres frugter skal I kende dem,« siger han. »Kan man plukke druer af tjørn eller figner af tidsler?« ret
(145) Vi opfordres ikke til at prøve dem efter deres skønne taler og høje bekendelser. De skal dømmes efter Guds ord. »Til loven og til vidnesbyrdet!« Dersom de ikke taler overensstemmende med det te ord, skyldes det, at de er »uden morgenrøde". »Hør op, min søn, med at høre på tugt og så fare vild fra kundskabsord.« Hvilket budskab bringer disse lærere? Leder det dig til at frygte og ære Gud? Leder det dig til at åbenbare din kærlighed til ham ved at vise lydighed mod hans befalinger? Dersom menneskene ikke indser morallovens betydning, dersom de ringeagter Guds bud, dersom de bryder en af de mindste af hans befalinger og lærer menneskene at gøre således, vil de blive agtet for intet i Guds øjne. Vi kan vide, at deres påstande er grundløse. De udfører netop den gerning, der havde sin oprindelse hos mørkets fyrste, Guds fjende. ret
(145) Ikke alle, der bekender Kristi navn og bærer hans kendemærke, hører ham til. Mange, som har lært i mit navn, sagde Jesus, vil til sidst blive fundet for lette. »Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: »Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som har øvet uret!« ret
(146) Der findes mennesker, som tror, at de har ret, når de er på vildspor. Medens de hævder, at Kristus er deres Herre, og bekender sig til at gøre store gerninger i hans navn, øver de uretfærdighed. »Der er løgn i deres mund, og deres hjerte higer efter vinding.« De synes, at den, der fremholder Guds ord, har »en liflig røst og er dygtig til at spille; de hører Guds ord, men gør ikke derefter". (Ez. 33,31-32). ret
(146) En blot og bar bekendelse til discipelforholdet er uden værdi. Den tro på Kristus, der frelser sjælen, er ikke hvad mange udgiver den for at være. »Tro, tro! siger de, »så behøver du ikke at holde loven.« Men en trosmening, der ikke leder til lydighed, er formastelse. Apostelen Johannes skriver: »Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke.« (1Joh. 2,4). Lad ingen nære den tanke, at særskilte kraftsytringer eller underværker skal være beviset på ægtheden af deres gerninger eller af de anskuelser, de forfægter .Hvis nogen taler ringeagtende om Guds ord og vil sætte deres egne indtryk, følelser og handlinger højere end den guddommelige rettesnor, kan vi vide, at der ikke er noget lys i dem. ret
(146) Lydighed er beviset på, at man er en discipel. Det, der stadfæster oprigtigheden i vor tale om kærlighed, er, at vi efterlever budene. Når den lære, vi omfatter, dræber synden i hjertet, renser sjælen fra besmittelse og bærer frugt til hellighed, kan vi vide, at den er Guds sandhed. Når godgørenhed, venlighed, ømhjertethed og medlidenhed kom mer til syne i vort liv, og når vore hjerter glæder sig ved at gøre, hvad der er ret, og vi ophøjer Kristus og ikke os selv, da kan vi vide, at vor tro er af den rigtige slags. Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud.« (1Joh. 2,3). ret
(147) »Det faldt ikke; thi dets grundvold var lagt på klippen«
Folket var blevet dybt grebet af Kristi ord. Sandhedsprincippernes guddommelige skønhed tiltalte dem, og Kristi advarsler var kommet til dem som en røst fra den hjerteransagende Gud. Hans ord havde ramt ved selve roden af deres tidligere begreber og meninger. At følge hans lære ville kræve en forandring af hele deres tilvante tankegang og handlemåde. Det ville bringe dem i uoverensstemmelse med deres åndelige lærere, idet det ville medføre omstyrtelsen af hele det værk, rabbinerne havde bygget op i løbet af mange slægtled. Hvor vel hans ord fandt genklang i folkets hjerte, var der alligevel kun få, der stod færdige til at mod tage dem som rettesnor for liv og vandel. ret
(147) Jesus afsluttede sin undervisning på bjerget med et billede, som på en forbløffende livagtig måde belyste vigtigheden af at efterleve de ord, han havde talt. Blandt de skarer, der flokkedes omkring Frelseren, var der mange, som havde tilbragt deres liv ved Genezareth Sø. Som de sad på bjergskråningen og lyttede til Kristi ord, kunne de se dalene og kløfterne, der skaffede gennemgang for vandløbene fra bjerget på deres vej ud til havet. I sommertiden forsvandt disse vandløb fuldstændig og efterlod et tørt, støvbedækket leje. Men når vinterstormene brød løs over bjergene, forvandledes bækkene til voldsomme, brusende strømme, hvis uimodståelige vandmasser undertiden over svømmede dalene og rev alting med sig. Da hændte det tit, at de hytter, som bønderne havde opført på den græsbevoksede slette, og som syntes at være uden for fare, blev skyllet bort. Men højt oppe i bjergene var der huse, som var bygget på klippen. I visse dele af landet var beboelseshusene opført udelukkende af sten, og mange af dem hav de trodset stormene i århundreder. Opførelsen af disse huse have kostet møje og besvær. Adkomsten til dem var ikke let, og deres beliggenhed syntes at være mindre indbydende end den græsbevoksede slette. Men de var grundmuret på klippen, og vandstrømme, vind og storm satte forgæves ind på dem. ret
(148) Den, der vil tage imod de ord, jeg har talt til jer. sagde Jesus, og gøre dem til grundvold for sin karakter og sit liv, ligner dem, der byggede disse huse på klippen. Århundreder i forvejen havde profeten Esajas skrevet: »Vor Guds ord bliver evindelig;« og da Peter, længe efter at bjergprædikenen blev holdt, anførte disse ord af Esajas, tilføjede han: »Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet.« Guds ord er det eneste urokkelige, som denne verden kender. Det er den sikre grundvold. »Himmelen og jorden skal forgå,« sagde Jesus, »men mine ord skal ingenlunde for gå.« (Es. 40,8; 1Pet. 1,25; Matt. 24,35.) ret
(148) De store principper i Guds lov, i Guds egen natur, er sammenfattet i Kristi ord på bjerget. Enhver, som bygger på dem, bygger på Kristus, den evige klippe. Ved at modtage ordet modtager vi Kristus, og kun de, der således tager imod hans ord, bygger på ham. »Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus,« (1Kor. 3,11; Apg. 4,12). Kristus, ordet, Guds åbenbaring fremstillingen af hans karakter, hans løv, hans kærlighed, hans liv: dette er den eneste grundvold, hvorpå vi kan opbygge en karakter, der vil bestå. ret
(149) Vi bygger på Kristus ved at adlyde hans ord. Den, som er retfærdig, er ikke den, der blot besidder retfærdighed, men den, der gør retfærdighed. Hellighed er ikke henrykkelse; hellighed er følgen af en overgivelse af alt til Gud; den består i efter ledelsen af vor himmelske Faders vilje. Da Israels børn lå i lejr ved grænsen af det forjættede land, var det ikke nok for dem at vide noget om Kanaan eller at synge Kanaans sange. Dette alene ville ikke sætte dem i besiddelse af vingårdene og olielundene i det gode land. De kunne gøre det til deres virkelige ejendom alene ved at indtage det, ved at efterkomme betingelserne, ved at øve en levende tro på Gud, ved at tilegne sig hans løfter, medens de adlød hans påbud. ret
(149) Kristendom består i, at vi efterlever Kristi ord ikke efterlever dem for at fortjene Guds velbehag, men fordi vi uden nogen som helst fortjeneste har modtaget hans kærligheds gave. Kristus stiller ikke en bekendelse som den eneste betingelse for menneskets frelse, men troen, som giver sig til kende ved retfærdigheds gerninger. Af Kristi efterfølgere forventes handling og ikke ord alene. Det er gennem handling, karakteren bygges op. »Thi alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn.« (Rom. 8,14). Ikke de, hvis hjerter påvirkes af ånden, ikke de, der af og til giver efter for dens kraft, men de, som ledes af ånden, er Guds børn. ret
(149) Ønsker du at blive en Kristi efterfølger men ved ikke, hvordan du skal begynde? Er du i mørke og ved ikke, hvordan du skal finde lyset? Følg det lys, du har. Giv dit hjerte hen til at adlyde de ting i Guds ord, som du har kendskab til. Hans kraft, ja selve hans liv bor i hans ord. Når du tager imod ordet i tro, vil det give dig kraft til at adlyde. Når du giver agt på det lys, du har, vil der komme større lys. Du bygger på Guds ord, og din karakter vil blive bygget op efter Kristi karakters billede. ret
(150) Kristus, den sande grundvold, er en levende sten. Hans liv meddeles til alle, der bygges op på ham. »Og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus.« »Med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren.« (1Pet. 2,5; Ef. 2,21). Stene bliver til ét med grundvolden, thi et fælles liv bor i dem alle. Ingen storm kan omstyrte denne bygning, fordi det, som har del i Guds liv, vil bestå med ham. ret
(150) Men enhver bygning, der opføres på en anden grundvold end Guds ord, vil falde. Den, der i lighed med jøderne på Kristi tid bygger på en grund vold, som består af menneskelige forestillinger og meninger, af former og ceremonier, som mennesker har opfundet, eller på nogen som helst gerning, som han kan udføre uafhængigt af Kristi nåde - en sådan opfører sin karakters bygværk på løst sand. Fristelsens voldsomme storme vil bortfeje den sandede grundvold og efterlade hans hus som et vrag på tidens kyster. ret
(150) »Derfor, så siger den herre Herren: ..... Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skal skylle gemmestedet bort.« (Es. 28,16-17). ret
(150) Men i dag taler nåden til synderen. »Så sandt jeg lever, lyder det fra den herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø"« Den røst, der taler til de ubodfærdige i dag, er hans røst, som i hjertets ængstelse udbrød, idet han skuede ud over den by, han havde kær: »Jerusalem! Jerusalem! du som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!« Jesus så Jerusalem som et symbol på verden, der havde forkastet og foragtet hans nåde. Han græd o du genstridige hjerte, han græd for dig! Endnu medens Jesu tårer randt deroppe på bjerget, kumme Jerusalem have omvendt sig og undgået sin skæbne. Endnu en kort stund ventede himmelens guddommelige gave på, at staden ville tage imod den. Således, o hjerte, taler Kristus endnu til dig med kærlig stemme: »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.« »Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!« (Ez. 33,11; Luk. 13,34-35; Åb. 3,20; 2Kor. 6,2). ret
(151) Du, som sætter dit håb til dig selv, bygger på sand. Men endnu er det ikke for sent at undfly den truende ødelæggelse. Fly hen til den sikre grundvold. for stormen bryder løs! »Så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, haster man ikke.« »Vend om til mig og blive frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg, ellers ingen.« »Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker. ja, hjælper, ja støtter jeg dig.« »I evighed bliver I ikke til skam og skændsel.« (Es. 28,16; 45,22; 41,10; 45,17). ret