(127) Da vi var i Oswego, N. Y., besluttede vi at besøge Vermont og Maine. Jeg forlod min lille Edson, som den gang var ni måneder år gammel, i Sr. Bonfoeys varetægt, da vi var på vor vej til at gøre Guds vilje. Det var meget vanskeligere at arbejde den gang end det er nu. Vi arbejdede meget hårdt, og led mange afsavn, for at kun udrette lidt. Vi fandt brødre og søstre i adspredt og forvirret tilstand. Næsten alle var påvirket af nogle vildfarelser, og alle lod til at være nidkære for deres egne meninger. Vi led ofte store sindspinsler for at møde så få som var rede til at lytte til bibelsandheden, medens de gemte så ivrigt på vildfarelse og fanatisme. Vi var nød til at tilbagelægge en lang og udtrættende rute på femogtres kilometer med ophold for at komme til Sutton, vort bestemmelsessted. Jeg var syg og rejste under megen smerte. Min mand var bange for at jeg hvert øjeblik ville besvime, og ofte hviskede ofte til mig at tro på Gud. Vor tavse og dog alvorlige bønner gik op til himlen efter styrke til at klare det. For hver femten kilometer blev hestene ændret, som var til stor hjælp for mig, da jeg kunne gå ind i et hotel og hvile nogle få minutter, og ligge ned. Herren hørte os bede, og gav mig kæfter til at fuldføre rejsen. ret
(128) Den første nat nedtyngede fortvivlelsen mig. Jeg prøvede at overvinde det, men det virkede umuligt at kontrollere mine tanker. Mine små børn bebyrdede mit sind. Vi havde efterladt et i Maine-staten, to år og otte måneder gamle, og en anden baby i New York ni måneder gammel. Vi havde netop tilbagelagt en udtrættende rejse med store lidelser, og jeg tænkte på dem som nød deres børns selskab i deres egne stille hjem. Jeg så tilbage på vort tidligere liv, erindrede de udtalelser som en søster kom med for få dage siden, som mente det ville være meget behageligt at rejse igennem landet uden at noget betyngede mig. Det var netop et sådant liv som hun skulle glæde sig ved. På det tidspunkt længtes mit hjerte efter mine børn, især efter min baby i New York, og jeg var netop kommet ud fra mit soveværelse, hvor jeg havde kæmpet med mine følelser, og hjemsøgt Herren med mange tårer efter styrke til at underkue min knurren, og at jeg kunne fornægte mig selv for Jesu skyld. Jeg følte at alle måske så på mine rejser i dette lys, og har ikke den mindste idé om den selvfornægtelse og opofrelse det krævede at rejse fra sted til sted, møde kolde hjerter, fjerne blikke og hård tale, skille dem fra dem der var tæt knyttet til mit hjerte. ret
(129) Når vi rejste i vognene var jeg ude af stand til at sidde op. Min mand tilberedte et leje på sædet, og jeg lå ned, med smertende hoved og hjerte. Med byrden for andre turde jeg kun sætte over alt andet. Sindspinsler var min lod. Alle disse ting kom frem for mig den nat, og jeg fandt at jeg sagde: "Jeg vil ikke betale dette! Jeg vil ikke betale! Så meget arbejde for så lidt." ret
(129) I denne sindstilstand faldt jeg i søvn, og drømte at en høj engel stod ved min side og spurgte mig hvorfor jeg var ked af det. Jeg fortalte ham om de tanker der havde bebyrdet mig, og sagde: "Jeg kan kun så lidt godt, hvorfor kan vi ikke være hos vore børn, og nyde deres selskab?" Han sagde: "Du har givet Herren to smukke blomster, vellugten som er så liflig som røgelse for Ham, og er mere dyrebar i Hans øjne end guld eller sølv, for det er et hjertets gave. Det drager på hjertets fibre som intet offer kan. Du bør ikke se på de nuværende ting, men holde øjet rettet mod din pligt, rettet mod Guds herlighed, og følge Hans opåbende forsyn, og stien skal lyses op for dig. Enhver selvfornægtelse, ethvert offer, bliver nøje skrevet ned, og vil bringe sin løn." ret
(130) Herrens velsignelse var med vor konferense i Sutton, og efter at mødet var slut begav vi os på vej til Østcanada. Det gjorde ondt i mit svælg, og jeg kunne ikke tale højt, eller endog hviske, uden det gjorde ondt. Vi bad medens vi rejste, efter styrke til at klare rejsen. For hver femten kilomenter var vi nød til at stoppe så jeg kunne hvile. Min mand tøjrede hestene i det høje græs, for at give den chance til at få noget mad, så brede min kåbe ud på græsset for at lave et hvilested til mig. Sådan fortsatte vi indtil vi kom til Melbourne. Vi forventede at møde modstand der. Mange som bekendte at tro på vor Frelsers nære komme, kæmpede imod Guds lov. ret
(130) Vi mærkede et behov for Guds styrke. Jeg kunne ikke tale højt, og spurgte: Hvorfor har jeg rejst så langt, på grund af dette? Vi prøvede atter at udvise tro, vidende at vor hjælp var hos Gud. Vi bad om at Herren ville vise sig selv for os. Mine alvorlige bønner var om sygdommen ville forlade min tunge, og at min stemme måtte komme sig. Jeg fik bevis for at Guds hånd berørte mig. Vanskelighederne fjernede sig straks. Min stemme blev klar. Herrens lys skinne over os under dette møde, og vi vandt sejer. Guds børn blev stærkt styrket og opmuntret. ret
(131) Så tog vi tilbage til Vermont. Så svigtede min stemme mig igen. Vi fik en aftale i Johnson, og fandt ganske mange brødre og søstre samlet der. Nogle var i en rådvild og prøvet tilstand. Visse fanatikere havde påvirket dem, og kastet en frygt over dem som holdt dem i trældom. Den samvittighedsfulde var så bange for at fornærme Gud, og fik så lidt tillid til sig selv, at de ikke turde rejse sig og forsvare deres frihed. Aftenen efter vi var kommet, besvimede jeg flere gange på grund af svaghed. Men på bønnesvar kom jeg til liv igen, og fik styrke fra Herren til at gennemføre mødet. Vi vidste at vi den næste dag, skulle kæmpe så meget med mørkets magter, og at Satan ville mønstre hans styrker. Om morgnen kom enkeltpersoner, som længe havde været så bedraget og undertrykte Guds børn, frem til mødet, Libbey og Bailey, og to kvinder, med hvide lindeklæder for at fremstille de helliges retfærdighed, og deres lange mærke hår hang løst ned på deres skuldre. Jeg havde et budskab til dem, og medens jeg talte, holdt L sine øjne fæstnet på mig. Men jeg frygter ikke hans indflydelse. Jeg fik styrke fra himlen til at rejse mig over deres sataniske kraft. Guds børn, som var blevet holdt i trældom, begyndte at ånde frit og glæde sig i Herren. ret
(131) Efter som mødet skred frem, forsøgte disse fanatikere at rejse sig og tale, men de kunne ikke finde en anledning. Men da der blev sendt en bøn ved afslutnignen af mødet, kom B hen til døren og begyndte at tale. Døren blev lukket for ham. Han åbnede døren, og begyndte igen at tale. Guds kraft faldt over min mand, og hans ansigt skiftede farve. Han rejste sig fra sine knæ, og da han lagde sin hånd på B., udbrød han: "Herren ønsker ikke dit vidnesbyrd her. Herren ønsker ikke at du skal bortlede og knuse hans folk!" Guds kraft fyldte lokalet, og B begyndte at gå bagud af huset. Guds kraft i huset var smertefuld for den fanatiske gruppe. B så rædselslagen ud. Han vaklede og var nær ved at falde til gulvet. Stedet var ærefrygtindgydende på grund af Herrens tilstedeværelse. Alle mørkets kræfter forlod stedet, og Herrens liflige Ånd hvilede over hans kære og prøvede børn. Guds sag i Vt. var blevet knust af fanatisme, men ved dette møde blev den standset, og kom sig aldrig igen. ret
(132) Vi vendte meget ivrige tilbage til Vt. for at se til vort barn som vi havde forladt i N.Y. Vi havde været væk fra ham i fem uger, og da vi mødte ham, omfavnede han sine små arme om min hals, og lagde sit hoved på min skulder, jeg så at en stor forandring havde fundet sted hos ham. Han var meget svag. Min følelser kan ikke beskrives at det var vanskeligt at undertrykke de lavmælte følelser. Disse tanker ville komme frem, jeg efterlod ham i Guds hænder, og finder jeg ham så i denne tilstand? Jeg kæmpede med mine tårer. Så blev jeg mere rolig og forligt med Guds vilje. Vi prøvede at se på barnets situation i det bedst mulige lys. Jeg blev trøstet med disse ord: "Herre af hjertet plager og piner han menneskens børn." ret
(133) Vi følte at vort eneste håb var til Gud, og bad for barnet og fik tydelige svar på vore bønner. Herrens Ånd hvilede over os, og hans symptomer blev til den bedre side, og vi rejste med ham til Oswego for at deltage i en konferense der. Brødrene Holt og Rhodes var i selskab med os. Da vi nåede jernbanen, tog min mand pladser i vogne så han kunne være til stede ved begyndelsen af mødet. Vi skulle overnatte en nat i Camden, og den næste dag tage til Oswego. Men vi blev skuffede. Vor hest blev syg, og vi måtte være barmhjertige mod trofaste Charley. Brødrene R. og H. tilskyndede os til at rejse hurtigere. Jeg fortalte dem at Charley var en fri hest, og måtte være syg, og jeg kunne ikke haste på ham. Det blev sent ud på eftermiddagen og vi havde 15 kilometer endnu, før vi nåede Camden. Bror R. foreslog at bror H. tog vor hest og kom langsomt rejsende, og at søster Bonfoey og jeg selv tog hans vogn, og han ville køre for at nå bror Prestons før det blev mørkt. Sådan gjorde vi. ret
(134) Da vi var i Tipton, Iowa, marts 1860, fik vi efterretning om at jeg ofte rejste med bror T. Dette er den eneste gang jeg nogensinde rejste med bror R, uden min mand, og ved den lejlighed var søster Bonfoey hos mig. En anden lige så grundløs efterretning var i omløb fra hr. M. der var flyttet fra Camden til Iowa, i forbindelse med søster Priors død. Det blev fortalt at vi var årsag til at hun ikke fik medicinsk hjælp. Jeg vil kort fortælle at vi ikke kende noget til søster P’s sygdom, var i Rochester, over halvanden hundrede kilometer fra Camden, da dette skete, og vi ikke kendte til hendes død, før en bror fra Camden besøgte Rochester og gav os oplysning. Der var kun to familier involveret i denne sag. Efter at vi besøgte Camden, og jeg fik vist i et syn at der manglede dømmekraft om søster P’s situation, for at modvirke at hun kunne få medicins hjælp. Jeg så at de førte sagen til yderligheder, og at Guds sag blev skadet og vor tro til samme, på grund af sådanne ting, som var fanatiske i ekstremerne. Den irettesættelse og det tydelige vidnesbyrd der blev givet om disse ting, var årsag til at E. W. W. vendte sig fra mig og tog ståsted med "Messenger"-partiet, og spredte falske rygter der skadede mig. ret
(135) Vi tror på troens bøn, men nogle har ført sagen så lagt, især dem som var blevet påvirket af fanatisme. Nogle har det stærke standpunkt, at det var forkert at bruge enkle lægemidler. Vi har aldrig indtaget det standpunkt, men modsat os det. Vi tror at det er helt rigtigt at bruge de lægemidler Gud har sat i vor rækkevidde, og hvis disse svigter, så gå til den store Læge, og i nogle tilfælde jordiske lægers råd er meget nødvendige. Dette standpunkt har vi altid fremholdt. ret
(135) Det var en stor skuffelse for at ikke kunne deltage i konferensen i Oswego. Søndag kunne hesten rejse, og søster B. og jeg kørte meget langsomt. Da vi var otte kilometer fra Oswego blev det mørkt, og torden og lyn og regnede meget hårdt. Da vi kom til Oswego kun ikke en person ses. Mørket var intens. Vi ønskede at finde bror Goodwins. Jeg var ned til at træde ned fra vognen, flere gange, og vente på lynglimtende, for at se hvor vi var. På den måde kom vi videre. Jeg steg igen ned fra vognen, og de livagtige lynglimt viste mig at vi var modsat bror Gs hus. Dem i huset var helt forbavsede over at møde mig så sent om natten i en så forfærdelig storm. Den eneste måde de fandt hest og vogn på var ved lynenes oplysning. Idet vi gik ind i det veloplyste og behagelige pilgrimshjem, var vi Gud taknemmelige over at han havde bevaret os på vejen, og at vort barn ikke havde fået det værre. ret