(49) Den nat blev det vist mig at Guds sag er blevet skadet i Maine, hans børn var modløse og spredt af en fanatisk ånd. Personer som vi havde sat lid til, J. T. og J. H. spredte, under et skin af gudsfrygt, frygt iblandt de skælvende og samvittighedsfulde medlemmer. Jeg så at det var vor pligt at gå frem og frembære vidnesbyrd i Maine. ret
(49) Vi vendte hurtigt tilbage til Portland, og fandt brødrene i stor forvirring. Et møde blev fastlagt i søster H’s hus, hvor jeg fik anledning til at fortælle det som var blevet vist mig. Medens vi bad efter styrke til at udføre den pinefulde pligt, blev jeg taget bort i et syn, og i J. T. tilstedeværelse fik jeg atter vist hans gudløse adfærd. De tilstedeværende sagde at jeg sagde det til ham. Efter at jeg var kommet ud af synet sagde han at jeg var under en forkert indflydelse. Han anerkendte at en del af det var rigtigt, men andre dele var forkert. Sagde at det ville kræve en kritisk åndelig observatør at skelne forskellen, at det var den samme ånd som hele tiden fulgte ham for at knuse ham, o.s.v. . . Med åndspine forlod jeg mødet, for jeg fik et budskab til hans hustru, et trøstende budskab til hendes sorgfulde hjerte. Jeg gik for at frembære mit vidnesbyrd, og fandt hende grædende og bedrøvet, som om hendes hjerte vil bryde sammen. Jeg fortalte om synet, som hun bekræftede. Vi lærte af sammenfaldne vidnesbyrd, at ærlige dyrebare sjæle var blevet afvist af disse fanatikere, og fik fortalt at de var forkastet af Gud. Vi lærte også at disse beredvillige personer har flokkedes til min faders hus, og gjort det til deres tilholdssted. J. T. og J. H. som var ledere i denne udbredte fanatisme, fulgte indtryk og byrder, som førte til fordærv, i stedet for til renhed og hellighed. ret
(50) Vore forældre væmmes da de så at fornuft og dømmekraft blev lagt til side hos dem, og protesterede imod deres skinhellige adfærd. Men da de fandt ud af at de ikke kunne befris fra denne gruppe, lukkede de deres hus, og forlod byen for at komme til Poland, hvor mine to gifte søstre boede. Dette passede ikke J. T. og da vi kom til Portland fortalte han mig at min far var en dødsdømt mand. Min mor og søster kunne frelses, men min far var tabt. Grunden til det var at min far ikke vil give ham ejerskab over hans da han forlod det. Da tog vi til Poland, hvor mine forældre fortalte om deres trængsler, og nævnte de katastrofer der var sket i Portland, alt som bekræftede synet jeg fik hos N. H. ret
(50) Da jeg vendte tilbage til Portland blev beviserne større for fanatismens ulykkelige virkninger i Maine. Disse fanatiske mennesker lod til at tro at religion bestod af at lave larm. De ville tale på en sådan måde at ikke-troende blev irriterede, og få dem til at hade dem, og så ville de glæde sig over at de led forfølgelse. Ikke-troende kunne ikke se nogen mening i deres handlemåde. Brødrene på nogle steder blev forhindret i at samles til møder. De uskyldige led sammen med de skyldige. Meget af tiden bar jeg på et bedrøvet og tungt hjerte. Der lod til at være en sådan grusomhed at Kristi sag ville skades af uforstandige mænd. De fordærvede ikke blot deres egne sjæle, men satte en skamplet på sagen, der ikke var let at fjerne. Og Satan elskede at have det sådan. Det passede ham godt at se sandheden behandlet af udygtige arbejdsfolk, der blander den med vildfarelse, og så trædes i det hele taget ned i støvet. Han så med sejr på Guds børns forvirrede og adspredte tilstand. ret
(51) J. T. arbejdede med en vis succes for at vende mine venner, og endog og mine slægtninge imod mig. Hvorfor gjorde han dette? Fordi jeg fortalte nøjagtigt hvad der var blevet vist mig om hans ukristne handlemåde. Han spredte falske rygter for at ødelægge min indflydelse og retfærdiggøre ham selv. Min lod, synes ganske vanskelig. Modløsheden pressede tungt, og Guds folks tilstand fyldte mig med smerte at mine tanker strejfede rundt i to uger. Mine slægtninge mente at jeg ikke kunne leve, men brødre og søstre som havde sympati for mig i denne pinsel, mødtes for at bede for mig. Jeg erfarede snart at der blev sendt alvorlige, effektive bønner op for min skyld. Bønnen sejrede. Den stærke fjendes magt var brudt, og jeg gik fri, og blev straks taget bort i et syn. I dette syn så jeg at menneskelig indflydelse aldrig skal påvirke mig igen på lignende måde. Hvis jeg mærkede en indflydelse der påvirker mit vidnesbyrd, uanset hvad det måtte være, skulle jeg blot råbe til Gud, og en anden engel vil blive sendt for at befri mig. Jeg havde allerede en skytsengel der ledsagede mig hele tiden, men når det var nødvendigt, ville Herren sende en anden for at styrke, og rejse mig over al jordisk indflydelses magt. Da så jeg den nye jords herlighed for første gang, som følger: ret