(58) Jeg så større trængsel i landet, end vi tidligere har været vidne til. Jeg hørte stønnen og smertensskrig. Jeg så store kompagnier i aktiv kamp. Jeg hørte kanonernes drøn, våbnenes larm, kampe mand mod mand og de døendes stønnen og bønner. Jorden var dækket med sårede og døde. Jeg så trøstesløse, fortvivlede familier og trykkende savn i mange hjem. Også nu er der mange familier, som lider mangel, men dette vil tiltage. Manges ansigter så forgræmmede ud, var blege og udtærede af sult. Det blev vist mig, at Guds folk bør være inderlig forenet i et kristeligt fællesskab og kærlighedens bånd. Gud alene kan være vort skjold og vor styrke i vore nuværende nationale ulykker. ret
(58) Guds folk bør vågne op. Deres anledninger til at udbrede sandheden bør udnyttes, for de vil ikke vare længe. Jeg så trængsel og forviklinger og hungersnød i landet. Den onde søger nu at holde Guds folk i en tilstand af uvirksomhed, at afholde dem fra at udføre deres del i udbredelsen af sandheden, for at de til sidst må blive vejet på vægtskålen og fundet for lette. ret
(58) Jeg så at Guds folk må lade sig advare og kunne tyde tidernes tegn. Tegnene på Kristi komme er for tydelige til at kunne drages i tvivl; og i betragtning af disse ting bør enhver, som bekender sig til sandheden, være en levende forkynder. Gud formaner alle, både prædikanter og folket, til at vågne op. Hele himmelen er i bevægelse. Begivenhederne i jordens historie er hurtigt ved at afsluttes. Vi befinder os i de sidste dages vanskeligheder. Større farer forestår og dog er vi ikke vågne. Denne mangel på aktivitet og alvor i Guds sag er frygtelig. Denne dødens sløvhed kommer fra Satan. Den behersker ikke-helligede sabbatsholderes sind og leder dem til at være skinsyge på hverandre, finde fejl og kritisere. Det er hans specielle gerning at volde splid imellem søskende, for at Guds tjeneres arbejde må begrænses til ikke-helligede sabbatsholdere og deres kostbare tid være optaget med at ordne små uoverensstemmelser, når den burde udnyttes til at forkynde sandheden for de vantro. ret
(59) Det blev vist mig at Guds folk venter på, at en eller anden forandring skal ske - at en tvingende kraft skal gribe dem. Men de vil blive skuffet, for de tager fejl. De må handle; de må selv tage fat på arbejdet og råbe alvorligt til Gud om sandt kendskab til sig selv. De scener, der foregår omkring os, er af tilstrækkelig betydning til at få os til at vågne og fremholde sandheden for alle, der vil høre. Jordens høst er næsten moden. ret
(59) Jeg blev vist hvor vigtigt det er, at prædikanterne, som beskæftiger sig med den højtidelige, ansvarsfulde gerning at forkynde den tredje engels budskab, handler rigtigt. Herren mangler ikke midler eller redskaber, med hvilke han kan udføre sit eget værk. Han kan tale når som helst og ved hvem, han vil og hans ord er kraftigt og vil udrette det, som han sender det til. Men dersom sandheden ikke har helliggjort, lutret og renset hænder og hjerte hos den, der betjener hellige ting, er han udsat for at tale i overensstemmelse med sin egen ufuldkomne erfaring; og når han taler af sig selv, overensstemmende med, hvad hans eget, ikke helligede skøn tilsiger ham, er hans råd ikke af Gud, men af ham selv. Ligesom den, der er kaldet af Gud, kaldes til at være hellig, således må den, der godkendes af mennesker og indvies af dem, afgive synligt bevis på sit hellige kald og ved sin himmelske adfærd og opførsel vise, at han er tro mod Gud, som har kaldet ham. ret
(59) Jeg så at der hviler et frygteligt ve over dem, der forkynder sandheden, men ikke er helliggjort af den og ligeledes over dem, der går med at modtage og beholde de ikke-helliggjorte til at tjene dem i tale og lære. Jeg er ængstelig for Guds folk, der bekender sig til at tro en højtidelig, betydningsfuld sandhed og dog ikke kende noget til gudfrygtighedens kraft. Ikke alle, der prædiker sandheden, vil selv blive frelst ved den. Engelen sagde: »Tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!" ret
(60) Tiden er kommet, da de, der vælger Herren som deres del i nutid og fremtid, må stole på ham alene. Enhver, som bekender sig til gudsfrygt, må have sin egen erfaring. Den optegnende engel fører en trofast fortegnelse over Guds folks ord og handlinger. Engle overvåger karakterudviklingen og vejer moralsk værdi. ret
(60) De, der bekender sig til at tro sandheden, bør selv være, som de burde og bruge al deres indflydelse til at oplyse og vinde andre for sandheden,. Deres ord og gerninger er de kanaler, gennem hvilke sandhedens og hellighedens rene principper tilføres verden. De er jordens salt og verdens lys. Jeg så, at vi ved at vende blikket mod himmelen vil se lys og fred: men ved at vende det mod verden vil vi få at se, at enhver tilflugt snart svigter og at ethvert gode snart forgår. Der er ingen hjælp for os undtagen i Gud; i denne forvirrede tilstand på jorden kan vi alene i kraft af en levende tro være fattede, stærke og trygge; ligeledes kan vi kun have fred, når vi hviler i Gud og bier på hans frelse. Der skinner er større lys på os end på vore fædre. Vi kan ikke blive antaget eller hædret af Gud ved at yde den samme tjeneste eller gøre de samme gerninger, som vore fædre gjorde. For at kunne blive antaget og velsignet af Gud, ligesom de blev, må vi efterligne deres troskab og nidkærhed ? udnytte vort lys, ligesom de udnyttede deres ? og gøre, som de ville have hjort, om de havde levet i vor tid. Vi må vandre i det lys, der skinner på os; i modsat fald vil dette lys blive mørke. Gud kræver af os, at vi i vor karakter og vore gerninger skal vise verden det mål af sammenhold og enhed, som svarer til de hellige sandheder, vi bekender os til og til ånden i de profetier, der opfyldes i disse sidste dage. Den sandhed, vi har fået forståelse af og det lys, der har skinnet i sjælen, vil dømme og fordømme os, hvis vi vender os bort og nægter at lade os lede deraf. ret
(61) Hvad skal jeg sige for at vække levningen af Guds folk? Jeg så, at frygtelige scener forestår os; Satan og hans engle er ved at lægge an på Guds folk med al deres kraft. Han ved, at hvis de sover lidt længere, har han sikret sig dem, for deres ødelæggelse er vis. Jeg formaner alle, som bekender Kristi navn, til nøje at ransage sig selv og aflægge fuld og grundig bekendelse af alle deres urigtige handlinger, for at disse kan gå forud til dommen og for at den optegnende engel kan skrive tilgivelse over for deres navne. Min broder, min søster, dersom disse dyrebare nådens øjeblikke blive ubenyttet, vil du være uden undskyldning. Dersom du ikke gør nogen særlig anstrengelse for at vågne op, dersom du ikke vil vise nidkærhed i at vende om, vil disse gyldne øjeblikke gå dig forbi og du vil blive vejet i vægtskålen og fundet for let. Da vil dine kvalfulde råb være til ingen nytte. Da vil disse Herrens ord passe på dig: »Fordi jeg råbte og stod I imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte Herrens frygt; mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd; thi tankeløses egensind bliver deres død, tåbers sorgløshed bliver deres undergang; men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod ulykkens rædsel.« ret
(62) Farefulde tider
Den ikke-troende verden vil snart have noget at tænke på, udover deres klæder og udseende; og idet deres tanker blev revet fra disse ting af lidelse og forvirring, vil de intet have at vende sig til. De er ikke håbets fanger og vender sig derfor ikke til Fæstningen. Deres hjerter vil svigte dem af græmsel og frygt. De har ikke gjort Gud til deres tilflugt og han vil så ikke være deres trøst, men vil le ad deres ulykke og håne når de bliver bange. De har foragtet og nedtrådt Guds ords sandheder. De har hengivet sig til overdreven brug af klæder og har brugt deres liv til løssluppenhed og lystighed. De har sået for vinden; de må høste hvirvelvind. ret
(62) Under nationernes lidelse og forvirring vil der være mange, som ikke helt har givet sig selv til verdens fordærvende indflydelse og Satans tjeneste, som vil ydmyge sig selv for Gud og vende sig til ham, med deres fulde hjerte og finde anerkendelse og tilgivelse. ret
(62) Dem iblandt sabbatsholderene, som ikke vil gøre et offer, men har givet efter for verdens indflydelse, skal prøves og forsøges. De sidste dages farer er over os og prøver ligger foran de unge, som de ikke har regnet med. De vil blive bragt i den mest pinefulde rådvildhed. Deres tros ægthed vil blive prøvet. De bekender at vendte på Menneskesønnens komme og alligevel har nogle af dem været ulykkelige eksempler for ikke-troende. De har ikke været villig til at opgive verden, men har forenet sig med den og har fulgt ren svir og andet fornøjelsessamvær og smiger sig selv med at de optog sig i uskyldig morskab. Alligevel fik jeg vist at det er netop sådanne svagheder, der adskiller dem fra Gud og gør dem til verdens børn. Gud vedkender sig ikke den fornøjelsessøgende, som sin efterfølger. Han har ikke givet os et sådant eksempel. Dem, som er selvfornægtende og som lever et liv i ædruelighed, ydmyghed og hellighed, er Jesu sande efterfølgere; og kan ikke give sig af med og nyde verdenselskernes overfladiske og tomme samtale. ret
(63) Profetien i Esajas 3 blev fremstillet for mig, som passer for disse sidste dage og irettesættelserne er givet til Zions datter, som kun har tænkt på fremvisning og udseende. Læs vers 25: »Disse mænd skal falde for sværd, dit unge mandskab i strid.« Jeg fik vist at dette skriftsted absolut vil blive fuldbyrdet. Unge mænd og kvinder, der bekender sig til at være kristne og dog ingen kristen erfaring har og har ingen byrder båret og ikke følt noget personligt ansvar, skal afprøves. De vil blive bragt ned til støvet og vil længdes efter en erfaring i Guds sager, som det har mislykkes for dem at opnå. ret
(63) Vor pligt mod de fattige
Der stilles ofte spørgsmål angående vor pligt mod de fattige, der antager det tredje budskab; og vi har selv længe næret ønske om at vide, hvorledes man på en forsigtig måde skal optræde over for fattige familier, som begynder at holde sabbaten. Men under mit ophold i Roosevelt i staten New York den 3. august 1861 blev visse ting vedrørende de fattige fremstillet for mig. ret
(63) Gud kræver ikke, at vore brødre skal tage sig af enhver fattig familie, som kommer til at antage dette budskab. Hvis de skulle gøre det, måtte prædikanterne høre op med at betræde nye virkefelter, fordi pengemidlerne ville udtømmes. Mange er fattige på grund af deres egen mangel på flid og sparsommelighed; de forstår ikke at bruge midlerne på rette måde. Dersom de blev hjulpet, ville det skade dem. Nogle vil altid være fattige. Selv om de fik de allerstørste fordele, ville de ikke afhjælpe deres forhold. De kan ikke gøre gode beregninger og opbruge alle de midler, de kunne opnå, enten de var meget eller lidt. Nogle kender intet til fornægtelse af selvet eller til at spare for at holde fri for gæld eller kunne lægge lidt til side, til de måtte behøve det. Dersom menigheden skulle hjælpe sådanne mennesker i stedet for at lade dem stole på deres egen hjælpekilder, ville det i længden skade dem; for de ville se han til menigheden og vente hjælp af den og de ville ikke øve selvfornægtelse og sparsommelighed, når der blev sørget godt for dem. Og hvis de ikke får hjælp hver gang frister Satan dem og de bliver nidkære og meget samvittighedsfulde på deres brødres vegne af frygt for, at disse skal forsømme deres pligt mod dem. Fejlen ligger hos dem selv. De er hildet i bedrag. De er ikke Herrens fattige. ret
(64) Den undervisning, Guds ord giver angående hjælp til de fattige, berører ikke sådanne tilfælde, men gælder de ulykkelige og hjemsøgte. I sit forsyn har Gud hjemsøgt enkelte mennesker for at prøve og forsøge andre. Enker og svagelige findes i menigheden for at være til velsignelse for menigheden. De udgør et at de midler Gud har valgt for at udvikle den sande karakter hos Kristi bekendende efterfølgere og for at sætte de kostelige karaktertræk i virksomhed, som vor medlidende Genløser lagde for dagen. ret
(64) Mange, der kun med vanskelighed kan opretholde livet, når de er alene, gifter sig og stifter familie, selv om de ved, at de ikke har noget at underholde denne med. Og hvad der er endnu værre: de kan ikke styre en familie. Hele deres handlemåde i familien præges af deres dårlige, slappe vaner. De har kun ringe herredømme over sig selv og er lidenskabelige, utålmodige og irritable. Når sådanne antager budskabet, mener de, at de er berettigede til støtte fra deres formuende brødre og hvis deres forventninger ikke bliver imødekommet, klager de over menigheden og beskylder den for ikke at efterleve sin tro. Hvem kan lide i dette tilfælde? Skal Guds sag undgælde og dens pengemidler på forskellige steder udtømmes for at man skal kunne tage sig af disse store fattige familier? Nej. Det må blive forældrene, der kommer til at lide. De vil som regel ikke lide større mangel, efter at de har antaget sabbaten, end før. ret
(64) Blandt nogle af de fattige er der et onde, som visselig vil betyde deres ruin, medmindre de overvinder det. De har antaget sandheden med deres grove, uslebne, ukultiverede vaner og der vil hengå nogen tid, inden de indser og erkender deres mangel på dannelse og forstår, at den ikke er i overensstemmelse med Kristi karakter. De mener om andre, der har mere sans for orden og dannelse, at de er stolte og man vil måske kunne høre dem sige, at "sandheden bringer os alle ned på lige fod". Men det er en fuldstændig misforståelse at mene, at sandheden bringer modtageren ned. Sandheden løfter ham op, forædler hans smag, helliggør hans dømmekraft og hvis den bliver efterlevet, vil den stadig gøre ham mere skikket til omgang med hellige engle i Guds stad. Det er hensigten med sandheden at den skal hæve os alle op til samme høje stade. ret
(65) De, som er mere fordelagtigt stillede, bør altid optræde på en ædel, højsindet måde i behandlingen af deres fattige brødre og give dem gode råd og så overlade det til dem at arbejde sig igennem livets kampe. Men det blev vist mig, at der påhviler menigheden en yderst højtidelig forpligtelse til at vise en særlig omhu for de meget fattige enker, forældreløse og syge. ret
(65) Eksemplets magt
I Paulus' brev til Titus, kapitel 2,13.14 læser vi: »I forventningen om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han, som hengav sig selv for os, for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger.« Dette store arbejde skal udføres for dem som vil lade sig rense, villig til at blive noget særligt og som viser en nidkærhed i gode gerninger. Hvor mange unddrager sig dog ved renselsesprocessen! De er ikke villige til praktisere sandheden, vil ikke vise sig som noget særligt i verden. Det er denne sammenblanding med verden der ødelægger vore åndelighed, renhed og nidkærhed. Satans kraft udøves hele tiden for at bedrøve Guds folks følsomhed, så deres samvittighed ikke kan være følsom over for fejl og at tegnene på forskel mellem dem og verden kan blive ødelagt. ret
(65) Jeg har ofte modtaget breve med spørgsmål om klædedragt og nogle har ikke helt rigtigt forstået hvad jeg har skrevet. Den gruppe der blev fremstillet for mig, som efterlignede verdens skikke har været meget træge og de sidste bliver påvirkede eller fornyede. En anden gruppe, som manglede smag og orden i klæderne har udnyttet det som jeg har skrevet og er gået til en anden yderlighed; og ville blive være fri for stolthed, de har set på dem, som klæder sig pænt og ordentlig, som de var stolte. Særhed og letsindighed i klædedragt har nogle anset som en særlig dyd. Disse har en fremgangsmåde, som ødelægger deres indflydelse over for vantro. De vækker afsky hos dem, som de skulle gavne. Selv om synerne har irettesat stolthed og efterligning af verdens moder, har de også gået i rette med dem, som var ligegyldige over for udseende og personens og klædernes manglende renhed. Jeg er især blevet vist at dem, som bekender sig til den nærværende sandhed, burde have en særlig omsorg at vise Gud, på sabbaten; ved at vise at vi respekterer Skaberen som har helliget og sat særlige timer til side på den dag. Alle, som har nogen agtelse for sabbaten burde være rene i personen, pæne og ordentlige i tøjet; for de skal vise sig for den nidkære Gud, som er krænket ved urenhed og uorden og som lægger mærke til ethvert tegn på respektløshed. Nogle har troet at det var forkert at bære noget som helst på deres hoved uden en solhat. Disse går til store yderligheder. Det kan ikke fremkalde stolthed at bære en pæn og enkel stråhat eller silkehætte. Vor tro vil, hvis den praktiseres, få os til at være enkle i tøjet og nidkære i gode gerninger, så vi må blive bemærket som enestående. Men når vi mister smag for orden og nethed i tøjet forlader vi faktisk sandheden, for sandheden nedbryder aldrig, men ophøjer. ikke-troende ser på sabbatholdere som forsimplede og når personer er forsømmelige med deres klæder og er grove og rå i deres væsen, vil deres påvirkning styrke de ikke-troende i deres konklusion. ret
(66) Dem, som bekender sig at være kristne midt iblandt de sidste dages farer og ikke efterligner det ydmyge selvfornægtende Mønster, sætter sig selv i fjendens rækker. Han betragter dem, som sine undersåtter og de gør det ud for at være så betydningsfulde for ham, som nogen af hans undersåtter gør, for de har et navn til livet og er døde. Andre tager dem, som et eksempel og ved at følge dem mistes himlen, selv om disse, der ikke har bekendt sig til at være kristne, vil deres eksempel blive undgået. Disse uindviede trosbekendere er ikke vidende om vægten af deres indflydelse. De gør kampen meget værre for dem, som vil være Guds særskilte folk. Paulus henviser i Titus 2,15 til det folk som venter på Kristi komme. Han siger: »Tal således og forman og irettesæt med al myndighed. Lad ingen ringeagte dig!" Idet vi bærer vidnesbyrd om stolthed og verdens moder, mødes vi med undskyldninger og selvretfærdighed. Nogle fremhæver andres eksempel. Sådan en søster bærer krinoliner; hvis det er forkert for mig at bære dem; er det forkert for hende. Børn fremhæver andres børns eksempel, hvis forældre er sabbatsholdere. Bror A er hjælpepræst i menigheden. Hans børn bærer krinoliner og hvorfor er det værre for mig at bære dem end for dem? Dem, som ved deres eksempel giver uindviede trosbekendere argumenter imod dem, som vil være særlige, lægger anstødsstene i vejen for den svage; de må aflægge et regnskab for deres eksempel. Jeg bliver ofte spurgt: "Hvad mener du om krinoliner?" Jeg svarer: Jeg har givet dig det lys, som har været givet mig. Jeg fik vist at krinoliner er en skam og at vi ikke skal give den mindste hjælp til en mode i et så latterligt stykke. Jeg er ofte overrasket når jeg hører at "Søster White siger at det er ikke forkert at bære små krinoliner." Ingen har hørt mig sige dette. I betragtning af hvad jeg har sagt om krinoliner, vil intet få mig til at give den mindste opmuntring til nogen for at bære dem. Vatterede klæder og krinoliner er på samme måde unødigt. Han som udformede os har aldrig påtænkt at vi skulle vansires med krinoliner, eller noget der ser ud som dem. Men Guds folk er blevet forledt af verdens påfund og moder så længe, at de ikke vil trække deres afhængighed ud af den. Når jeg studerer skrifterne, er jeg ængstelig for Israels Gud i disse sidste dage. De formanes til at fly fra afgudsdyrkelse. Jeg frygter at de sover og er så tilpasset til verden at det er svært at skelne mellem ham og der tjener Gud og ham der ikke tjener ham. Afstanden bliver større mellem Kristus og hans folk og mindre mellem dem og verden. Forskellene mellem Kristus bekendende folk og verden er næsten forsvundet. Som det gamle Israel, efterfølger de, de omkringliggende nationernes vederstyggeligheder. Ud fra det som er vist mig, er krinoliner en vederstyggelighed. De er usømmelige; og Guds folk fejler hvis de i den mindste grad følger, eller giver udtryk for at følge denne mode. ret
(68) Dem som bekender sig til at være Guds udvalgte og særlige folk, burde kassere krinolinerne og deres skik og brug burde være en levene irettesættelse til dem, som bærer dem. Nogle henviser til at det er bekvemmeligt. Jeg har rejst meget og har set en set en hel del have besvær med at bære krinoliner. Dem, som mener det er nødvendigt på bekostning af helbredet, bærer dem om vinteren, hvor de er en større skade end vatterede klæder. Når jeg rejser i vogne og er på stoppesteder, forledes jeg ofte til at udbryde: Oh blufærdighed, hvor er din rødme! Jeg har set store selskaber trænge sig sammen i vogne og for at give varmen adgang, er krinolinerne blevet forstærket og sat i en form som var usømmelig. Og formens afsløring var ti gange større hos dem som bar krinoliner, end hos dem, som ikke gjorde det. Var det ikke for modens skyld, ville dem som så usømmeligt udsatte sig selv være snydt; men ærbarhed og anstændighed, ofres for modens skyld. Måtte Herren befri sit folk fra dets frygtelige synd! Gud vil ikke ynkes over dem som vil være slaver af moden. Men hvis der nu var en lille smule behag i at bære krinoliner, er dette så bestemmende for rigtigheden at bære dem? Lad moden forandre sig og behageligheden vil ikke længere huskes. Det er ethvert Guds barns pligt at spørge: "Hvori er jeg adskilt fra verden?" Lad os finde os i en smule besvær og være på den sikre side. Hvilke kors bærer Guds folk? De blander sig med verden, tager del i dens ånd, klæder og tale og handler som den. ret
(69) Læs 1.Timoteus 2,9.10: »Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men med gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig gudsfrygt.« ret
(69) I 1 Peter 3,3-5: »Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd." ret
(69) Eksemplets magt er stor. Søster A dristede sig til at bære små krinoliner. Søster B sagde: det er ikke værre at jeg bærer krinoliner end det er for søster A og hun har dem lidt større. Søster C efterligner søstrenes A´s og B´s eksempel og hun har dem lidt større end hos A og B, men alle påstår at deres krinoliner er små. ret
(69) Forældre, som vil lære deres børn det dårlige i at følge verdens mode, har en svær kamp. De mødes med dette: "Hvorfor bærer søstrene A, B og C krinoliner; hvis det er dårligt for mig, vil det også være for dem." Hvad skal forældre sige?" De bør give et rigtigt eksempel for deres børn og selvom eksemplet fra Kristi bekendene efterfølgere får børnene til at tro, at deres forældre er meget omhyggelige og strenge i deres restriktioner, vil Gud alligevel velsigne disse samvittighedsfulde forældre. Hvis forældre ikke tager en fast og besluttet kurs, vil deres børn blive tvunget af strømmen, for Satan og hans onde engle arbejder på deres sind og eksemplet fra uindviede trosbekendere gør arbejdet med at overvinde sig langt mere tungt for dem. Alligevel skal kristne forældre med tro på Gud og alvorlig bøn presse til, på den ujævne pligt-sti. Korsets vej er en fremadgående og opadgående vej. Og idet vi kommer frem på denne og søger de ting, som er for oven, må vi komme længere og længere væk fra de ting, som hører jorden til. Selvom at verdslige og kødelige trosbekendere styrter sig nedad mod døden, må dem som klatrer op ad bjerget lægge deres anstrengelser til, ellers vil de rives ned vil føres ned af den brede vej. ret
(70) Verdens børn kaldes for mørkets børn. De er forblændet af denne verdens gud og er ledt af ånden fra mørkets fyrste. De kan ikke glæde sig over himmelske ting. Lysets børn har deres hengivenhed til ting i himlen. De lægger verdens ting bag sig. De fuldbyrder befalingen: "Adskil jer og kom ud fra blandt dem." Dette er det betingende løfte: "Jeg vil tage imod jer." Fra begyndelsen, har Kristus valgt sit folk ud af verden, påbudt dem at udskille sig og ikke have fællesskab med mørkets ufrugtbare gerninger. Hvis de elsker Gud og holder hans bud, vil de være langt fra, at have venskab med verden og holde af dets lyster. Der er ingen samklang mellem Kristus og Belial. ret
(70) Profeten Ezra og andre trofaste tjenere i den jødiske menighed, blev overrasket, da øversterne kom og sagde: »Folket, Israel og præsterne og levitterne har ikke skilt sig ud fra hedningerne eller fra deres verderstyggeligheder.« »Efter, alt hvad der er vederfaret os på grund af vore onde gerninger og vor svare skyld - og endda har du, vor Gud ikke i fuldt mål tilregnet os vore synder, men skænket os en sådan flok undslupne - skal vi da på ny krænke dine bud, ved at besvogre os med folk, der øver slige vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes således på os, at de ødelægger os aldeles, så der ikke levnes nogen rest og ingen undslipper? Herre, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en rest tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit åsyn, når sligt kan ske!« Ezra 9,1.13-15. ret
(71) 2.Krøn 36,14-16: Ligeledes gjorde alle Judas øvester og præsterne og folket sig skyldige i megen troløshed ved at efterligne alle hedningefolkets vederstyggeligheder og de besmittede Herrens hus, som han havde helliget i Jerusalem. Herren, deres fædres Gud, sendte tidlig og silde manende ord til dem, ved sine sende bud, fordi han ydmygedes over sit folk og sin bolig; men de spottede Guds sendebud, lod hånt om hans ord og gjorde sig lystige over hans profeter, indtil Herrens vrede mod hans folk tog til i den grad, at der ikke mere var lægedom." ret
(71) 3.Mos 18,26-27: »Hold derfor mine anordninger og lovbud og øv ikke nogen af disse vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder - thi alle disse vederstyggeligheder øvede indbyggerne, som var der før eder og landet blev urent." ret
(71) 5.Mos 32,16-22: De æggede ham med fremmede, med vederstyggeligheder tirred de ham; de ofred til dæmoner, der ej er guder, til guder, de ej kendte til; til nye, der nys var kommet frem og som ej eders fædre frygted. Klippen, der avlet dig, slog du af tanke og glemte den Gud, der fødte dig! Da Herren så det, forstødte han dem af græmmelse over sine børn og sagde: »Jeg vil skjule mit åsyn for dem og se, hvad ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk slægt, børn, som er uden troskab; de ægged mig med det, der ikke er Gud, tirred mig ved deres tomme gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et folk, tirre dem ved et folk af dårer. Thi der flammer en ild i min vrede, som brænder til dødsrigets dyb; den fortærer jorden med dens grøde og antænder bjergenes grunde." ret
(71) 5.Mos 32,16-22: De æggede ham med fremmede, med vederstyggeligheder tirred de ham; de ofred til dæmoner, der ej er guder, til guder, de ej kendte til; til nye, der nys var kommet frem og som ej eders fædre frygted. Klippen, der avlet dig, slog du af tanke og glemte den Gud, der fødte dig! Da Herren så det, forstødte han dem af græmmelse over sine børn og sagde: »Jeg vil skjule mit åsyn for dem og se, hvad ende det tager med dem; thi de er en bundfalsk slægt, børn, som er uden troskab; de ægged mig med det, der ikke er Gud, tirred mig ved deres tomme gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et folk, tirre dem ved et folk af dårer. Thi der flammer en ild i min vrede, som brænder til dødsrigets dyb; den fortærer jorden med dens grøde og antænder bjergenes grunde." ret
(72) Vi læser her de advarsler som Gud gav til det gamle Israel. Det var ikke til hans gode behag at de skulle strejfe rundt i ørknen så længe; havde de underkastet sig og holdt af at blive ledt af ham, ville han straks have bragt dem til forjættede land; men fordi de så ofte bedrøvede ham i ørknen, svor han i sin vrede at de ikke skulle hvile hos ham og frelse to, der fulgte ham helt, at redde. Gud forlangte at hans folk skulle stole på ham alene. Han ønskede ikke at de skulle få hjælp fra dem som ikke tjente ham. ret
(72) Ezra 8,21-23: »Så lod jeg dér ved floden Ahava udråbe en faste til ydmygelse for vor Guds åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig rejse for os og vore familier og ejendele; thi jeg undså mig ved at bede kongen om krigsfolk og ryttere til at hjælpe os undervejs mod fjenden, eftersom vi havde sagt til kongen: »Vor Guds hånd er over alle, der søger ham, men hans vælde og vrede kommer over alle dem, der forlader ham.« Så fastede vi og bad til vor Gud derom og han bønhørte os." ret
(72) Profeten og dennes fædre betragtede ikke landets folk, som tilbedere af den sande Gud og selv om at de erklærede dem venskab og ønskede at hjælpe dem, vovede de ikke at forene sig med dem i noget som helst, med hensyn til hans gudsdyrkelse. Selvom de gik til Jerusalem for at bygge Guds tempel og genoprette hans gudsdyrkelse, ville de ikke bede kongen om at lade dem hjælpe i dette, men ved faste og bøn søgte de Herren efter hjælp. De troede på at Gud ville forsvare dem og give sine tjenere medgang i deres anstrengelser for at tjene ham. Alle tings Skaber behøver ikke hans fjenders hjælp, for at tilvejebringe hans gudsdyrkelse. Han beder ikke om ondskabens offer, ej heller tager imod gaver fra dem, som har goder, der ligger før Herren. ret
(73) Vi hører ofte bemærkningen: "I er meget afvisende". Som et folk vil vi gøre et hvilket som helst offer for at vinde sjæle, eller lede dem til sandheden. Men vi tør ikke forene os med dem, holde af de ting, som de holder af og have venskab med verden, for vi vil da blive fjender af Gud.
Ved at læse de efterfølgende skriftsteder vil vi se hvordan Gud så på det gamle Israel: ret
(73) Sal 135,4 »Thi Herren udvalgte Jakob, Israel til sin ejendom.«
5.Mos 14,2: »Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud og dig har Herren udvalgt til at være hans ejendomsfolk blandt alle folk på jorden.«
5.Mos 7,6.7: »Thi du er et folk, der er helliget Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden." ret
(73) 2.Mos 33,16: »Hvorpå skal det dog kendes, at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, mig og dit folk, en udmærkelse frem for alle andre folkeslag på jorden?" ret
(73) Hvor ofte gjorde det gamle Israel ikke oprør og hvor ofte blev de ikke hjemsøgt med domme og tusinde slået ihjel, fordi de ikke ville give agt på befalinger fra Gud, der havde udvalgt dem! ret
(74) Guds Israel i disse sidste dage er i stadig fare for at blive blandet med verden og miste alle tegn på at være Guds udvalgte folk. Læs igen Titus 2,13-15. Vi er her bragt hen til de sidste dage, hvor Gud renser et særskilt folk til sig selv. Skal vi udfordre ham som det gamle Israel gjorde? Skal vi bringe hans vrede over os ved at forlade ham og blande os med verden og følge vore omgivende nationers vederstyggeligheder? ret
(74) Herren har sat ham til side som er gudfrygtig om ham; indvielse til Gud og adskillelse fra verden er tydelig og direkte indskærpet i både det gamle og nye testamente. Der er en adskillesesmur, som Herren selv har sat mellem verdens ting og de ting, som han har valgt ud fra verden og helliget sig selv. Guds folks kald og karakter er særligt, deres muligheder er særlige. Og disse særheder adskiller dem fra alle andre folk. Hele Guds folk på jorden har været ét legeme, lige fra begyndelsen til tidens ende. De har ét hoved der styrer og regerer legemet. De samme pålæg, som hvilede på det gamle Israel, hviler på Guds folk nu, for at være adskilte fra verden. Menighedens store hoved har ikke forandret sig. Den kristnes erfaring i disse dage er lige så stor, som det gamle Israels vandring. Læs venligst 1. Korinterbrev 10, især fra det 6. til det 15. vers: ret
(74) »I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: »Folket satte sig til at spise og drikke og derpå stod de op for at lege.«... Lad os heller ikke friste Herren som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger. I må ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af »ødelæggeren«. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristeren skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem. Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelsen! Jeg taler til jer som til forstandige; døm selv om det, jeg siger." ret
(75) 1.Joh 3,1: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.« ret
(75) 1.Joh 2,15-17: »Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.« ret
(75) 2.Peter 2,2: »Thi når de ved erkendelse af Herren og Frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men ingen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første." ret
(75) Jakob 4,4: »Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende." ret
(75) Jakob 1,27: »En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.« ret
(75) Titus 2,12: »Opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden.« ret
(75) Rom 12,2: »Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.« ret
(76) Joh 17,14.15.17: »Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er verden. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.« »Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.« ret
(76) Lukas 6,22.23: »Salige er I, når folk hader jer og udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. På den dag skal I fryde jer og springe højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himmelen. Thi på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne.« ret
(76) Joh 15,16-19: Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer hvad som helst I beder ham om i mit navn. Dette byder jeg jer at I skal elske hverandre. Når verden hader jer, så skal I vide at den har hadet mig før jer. Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.« ret
(76) 1 Joh 4,4.5: »Børnlille, I er af Gud og I har sejret over dem, fordi han, der er i jer, er større end han, der er i verden. De er af verden; derfor taler de af verden og verden hører dem." ret
(76) 1 Joh 2,5,6: »Men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkomment. Derpå kender vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.« ret
(76) 1 Peter 2,9: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys." ret
(76) Idet vi læser i Guds ord, viser det sig tydeligt at hans folk skal være særligt og adskilt fra den ikke-troende verden, der er omkring dem. Vort ståsted er farefuldt og interessant. Når vi lever i de sidste dage hvor betydningsfuldt er det så ikke at vi efterligner Kristi eksempel og vandrer netop der, hvor han vandrede. »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Menneskers klogskab og modstand må ikke lede eller regere over os. De vil altid lede væk fra korset. ret
(77) Kristi tjenere har heller ikke deres hjem eller skatte her. Måtte da de alle kunne forstå at det er kun fordi Herren regerer at vi har fået lov til at dvæle i fred blandt vore fjender. Det er ikke vor ret at kræve særlig gunst af verden. Vi må indvillige os i at blive ringe og foragtede blandt mennesker, indtil krigen er fuldendt og sejren vundet. Kristne er kaldt til at komme ud og adskille sig fra verdens venskab og ånd; deres styrke og kraft består i at være udvalgt og accepteret af Gud. ret
(77) Guds Søn var arving til alt og herredømme og herlighed over denne verdens riger var lovet ham. Da han viste sig i denne verden, var det dog uden rigdom eller glans. Verden forstod ikke hans enhed med Faderen. Hans guddommelige karakters fortrinlighed og herlighed var skjult fra ham. Han var derfor »ringeagtet, afskyet af folk,« og »vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.« ret
(77) Sådan som Kristus var i verden, sådan er hans efterfølgere. De er Guds sønner og deler arven (ordr: samler arvingerne) med Kristus og riget og herredømmet tilhører dem. Verden forstår ikke deres karakter og hellige kald; de indser ikke at de er optaget i Guds familie. Deres enhed og fællesskab med Faderen og Sønnen gives ikke til kende og selv om verden ser deres ydmygelse og skam, viser det ikke hvem de er, eller hvad de skal blive til. De er fremmede. Verden kender dem ikke og påskønner ikke deres bevæggrunde. ret
(77) Verden modner sig til dens ødelæggelse. Gud kan bære over med syndere, men ikke mere. De må tømme hans vredes bæger ublandet med nåde. Dem, som vil være Guds arvinger og dele arv med Kristus for udødelig arv, vil være udskilte. Ja så særligt at Gud sætter et mærke på dem, som sine, fuldstændig sine. Tænk jer om Gud vil tage imod og ære og anerkende et folk så opblandet med verden, at de kun adskiller sig fra dem i navn? Læs igen Titus 2,13-15. Det vil snart kendes hvem, der er på Herrens side, som ikke vil skamme sig over Jesus. Dem som ikke har moralsk tapperhed, til samvittighedsfuldt at tage deres ståsted på trods af ikke-troende, er ham til skamme og de elsker ikke hans eksempel. ret
(78) Helligelse
Guds folk vil blive forsøgt og prøvet. Et grundigt og undersøgende arbejde er nød til at gøres blandt sabbatsholdere. Ligesom det gamle Israel glemmer vi hurtigt Gud og hans vidunderlige gerninger og gør oprør mod ham. Nogle ser på verden og får lyst til at følge dets manérer og deltage i dets fornøjelser, præcis som Israels børn så tilbage til Ægypten og tørstede efter de det gode ting, som de havde nydt der og hvem Gud valgte at holde tilbage for at afprøve dem og derved prøve deres troskab til ham. Han ønskede at se om hans folk værdsatte hans tjeneste og den frihed han så mirakuløst havde givet dem, højere end de fornøjelser de nød i Ægypten, selv om de var i trældom under et tyrannisk afguderisk folk. ret
(78) Alle sande Jesu efterfølgere vil få skrammer. Gud vil prøve dem og se på deres tros ægthed. Jeg er blevet vist at Jesu sande efterfølgere vil aflægge sig, udflugter, gavefester, shows og andre fornøjelsessammenkomster. De kan ingen Jesus finde der og ingen indflydelse, der vil gøre dem himmelsk sindede og forøge deres vækst i nåden. Det adlydte Guds ord leder os til at forlade disse ting og væk derfra. Verdens sager er blevet forsøgt og anses for værdige til at beundres og nydes, af alle dem, som ikke er indviede tilhængere af korset og åndelig gudsdyrkelse af den korsfæstede Jesus. ret
(79) Der er avner iblandt os og det er derfor vi er så svage. Nogle lærer hele tiden af verden. Deres synspunkter og fornemmelser harmonerer meget med verdens ånd end med Kristi selvfornægtende efterfølgeres ånd. Det er fuldstændig naturligt for dem at foretrække den selskabsånd der stemmer bedst over ens med deres egen. Og disse har temmelig megen indflydelse midt iblandt Guds folk. De tager del hos dem og har et navn blandt dem og er en lærebog for ikke-troende, svage og uindviede i menigheden. Disse tvetydige personer vil altid have modvilje mod det klare og tydelige vidnesbyrd, som irettesætter de enkelte fejl. I denne renselsestid vil disse personer enten blive helt forvandlet, ved at lyde sandheden, eller de vil blive efterladt i verden, hvor de hører til, for at modtage deres belønning. ret
(79) »Af deres frugter skal I kende dem.« Alle Kristi efterfølgere bærer frugter til hans ære. Deres liv vidner om at gode gerninger har været gjort i dem af Guds Ånd og deres frugter er til hellighed. Deres livsførelse er ophøjet og rent. Dem som ingen frugter bærer har ingen erfaring i Guds sager. De er ikke på vintræet. Læs Johannes 15,4.5: »Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre." ret
(79) Hvis vi vil være Jesu Kristi tilbedere, må vi ofre enhver afgud og fuldt adlyde de første fire bud. Mattæus 22,37.38: »Han svarede ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« Dette er det største og første bud.« ret
(79) De første fire bud tillader ingen adskillelse fra Guds kærlighed. ej heller er det på nogen måde tilladt at dele eller splitte vores helt enestående glæde i ham. Det der deler kærligheden og fjerner dem fra sjælens enestående kærlighed til Gud, hvad det end er, tager form af en afgud. Vore kødelige hjerter vil klynge sig til vore afguder og forsøger at få dem med; men vi kan ikke komme frem, før vi lægger dem væk, for de vil adskille os fra Gud. Menighedens store Hoved har valgt sit folk ud fra verden og forlanger at de skal være adskilte. Han har tænkt sig at ånden fra hans påbud skal drage dem til ham selv og adskille dem fra verdens elementer. At elske Gud og holde hans bud er langt fra at elske verdens fornøjelser og venskab. Der er ingen samklang mellem Kristus og Belial. Guds folk kan visselig stole på ham alene og uden frygt trænge sig frem på lydighedens vej. ret
(80) Filosofi og tomt bedrag
Jeg har fået vist at vi må beskyttes på hver side og udholdende modstå Satans list og indtrængen. Han har forvandlet sig selv til en lysets engel og bedrager tusinde og tager dem til fange. De fordele han tager af videnskaben om menneskesindet er kolossal. Her lister han sig ubemærket ind, ligesom en slange, for at fordærve Guds værk. Kristi mirakler og gerninger vil han få til at se ud som et resultat af menneskelig dygtighed og kraft. Hvis han skulle gøre et åbent og frækt angreb på kristendommen, vil det bringe den kristne i sorg og pine for fødderne af sin Forløser og hans stærke og mægtige Befrier vil jage den frække modstander på flugt. Han forvandler derfor sig selv til en lysets engel og arbejder på sindet for at lokke os fra den eneste sikre og rigtige sti. Frenologiens, psykologiens og hypnosens videnskab er den kanal hvor igennem han kan komme mere direkte til denne slægt og arbejder med den kraft, der ligner anstrengelserne ved prøvetidens afslutning. ret
(80) Læs 2 Tess 2,8-12: »Og da skal den lovløse åbenbares (ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme) og han skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud en vildførende magt over dem, de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden." ret
(81) Satan er kommet ubemærket i disse videnskaber og har forgiftet tusindes sind og ledt dem til vantro. Han er godt tilfreds med at have udbredt kundskab til disse videnskaber. Det er en plan som han selv har lagt at han selv opnår adgang til sindene og påvirker dem efter hvad der behager ham. Selv om man tror på at et menneskes tanker kan påvirke et andet så forunderligt, sniger Satan sig ind, nær ved hånden og arbejder i den højre hånd og i den venstre. Og selv om disse helliger sig til disse videnskaber lovpriser sig til himmelene på grund af store og gode gerninger de påstår er udført af dem, så værner de om og forherliger Satan selv, som går ind og arbejder med al kraft og sine tegn og gør underværker - med al uretfærdighedens bedrageri. ret
(81) Englen sagde: "Læg mærke til dets indflydelse. Striden mellem Kristus og Satan er ikke endnu til ende." Denne indgang Satan har gennem videnskab er godt udtænkt af hans sataniske majestæt og i tusinde af sind vil med tiden få ødelagt den sande tro på Kristi eksistens Messias, Guds Søn. ret
(81) Jeg blev ledt hen til Guds kraft manifesteret ved Moses da Herren sendte ham til Farao. Satan forstod hans ærinde og var der. Han vidste godt at Moses var valgt af Gud, for at bryde trældomsåget over Israels børn og at han i sit arbejde bebudede Kristi første komme for at bryde Satans kraft og menneskeslægten og befri dem som var taget til fange i hans kraft. Satan vidste at når Kristus skulle fremvises, ville mægtige gerninger og mirakler blive udført af ham, så verden kunne vide at Faderen havde sendt ham. Han skælvede for hans kraft. Han rådførte sig med sine engle om hvordan et arbejde skulle udrettes som kunne opfylde to hensigter: 1 At ødelægge den indflydelse, som Gud gennem sine tjener Moses gav, ved at virke gennem sine agenter og således forfalske Guds værk; 2 At, ved hans hjælp, udøve en indflydelse gennem koglerne, som når ud i alle tidsaldre og hos mange ødelægger den sande tro på de mægtige mirakler og gerninger der udføres af Kristus, da han skulle komme til denne verden. Han vidste at hans rige ville lide skade, for den kraft han udsatte menneskeheden for ville være til genstand for Kristus. Det var ingen menneskelig indflydelse eller kraft, som Moses besad, der fremviste miraklerne for Farao. Det var Guds kraft. Disse tegn og undere blev udrettet gennem Moses for at overbevise Farao at den store »JEG ER« sendte ham for at byde Farao at lade Israel gå så og de kunne tjene ham. ret
(82) Farao tilkaldte sine troldmænd for at udrette deres trylleri. De viste også tegn og undere, for Satan kom til deres hjælp og arbejdede gennem dem. Alligevel viste Guds arbejde at være Satans kraft overlegen, for koglerne kunne ikke udføre alle de mirakler, som Gud havde udrettet gennem Moses. Kun nogle få af dem kunne. Trolmændenes staver blev til slanger,* men Arons stav opslugte dem. Efter koglerne havde forsøgt at fremkalde myg og ikke kunne, var de tvunget af Guds kraft til erkendelse og sagde til Farao: »Det er Guds finger!« Satan arbejdede gennem koglerne på en måde så den tyranniske Faraos hjerte blev forhærdet overfor Guds kraft. Satan ville ryste Moses og Arons tro, i deres missions guddommelige oprindelse og så ville hans redskaber, koglerne, få overhånd. Satan ville ikke have Israels folk befriet fra det ægyptiske slaveri så de kunne tjene Gud. Koglerne svigtede og kunne ikke udføre myggenes mirakel og ikke længere efterligne Moses og Aron. Gud ville ikke lade Satan gå videre og koglerne kunne ikke redde sig selv fra plagerne. »Og koglerne kunne ikke holde stand over for Moses på grund af betændelsen, thi betændelsen angreb koglerne såvel som alle andre ægyptere.« 2 Mos 9,11. ret
(83) Guds styrende magt skar her den kanal væk hvor igennem Satan virkede og fik dem som Satan havde virket i til at mærke hans vrede. Der var tilstrækkeligt bevis for Farao til at tro, om han så ville. Koglerne arbejdede ikke kun ved deres egen kundskab, men ved deres gud, djævelen, som sindrigt fremførte sit bedrageriske arbejde i at efterligne Guds værk. ret
(83) Idet vi nærmer os tidens ende, har det menneskelige sind lettere ved at blive påvirket af Satans bedrag. Han sætter de bedragede dødelige væsener til regnskab for Kristi mirakler og gerninger på det helt overordnede plan. Satan har altid været ivrig efter at gengive Kristi gerninger og befæste sin egen magt og krav. Han gør normalt ikke dette åbent og tydeligt. Han er snu og ved at den mest effektive måde for ham, at udføre sit arbejde på, er at komme til stakkels, faldne mennesker i form af en lysets engel. Satan kom til Kristus i ørknen i form af en flot ung mand - mere som en monark end som en falden engel - med skriften i sin mund. Han sagde: »Der står skrevet« Vor lidende Frelser mødte ham med skriften og sagde: »Der står skrevet« Satan benyttede sig af Kristi lidende tilstand, som havde taget vor menneskelige natur på sig. ret
(83) Læs Mattæus 4,8-11: »Atter tager Djævelen ham med sig op på et højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed og han siger til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Da siger Jesus til ham »Vig bort, Satan! thi der står skrevet: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« Da forlader Djævelen ham og se, engle kom til ham og tjene ham." ret
(84) Her bredte Satan verden ud for Kristus i dets mest tiltrækkende lys og antydede at han ikke behøver at udholde så megen lidelse for at få jordens riger; Satan ville opgive alle sine krav hvis Kristus blot ville dyrke ham. Satans mishag begyndte første gang i himlen, fordi han ikke kunne blive den højeste i rang - lige med Gud, ophøjet over Kristus. Han gjorde oprør og mistede sin rang; og han og dem som sympatiserede med ham, blev kastet ud fra himlen. I ørkenen håbede han at benytte sig af Kristi svage og lidende tilstand og få den hyldest fra ham, som han ikke opnåede i himlen. Men Jesus gav, ikke engang i sin udmattede og afkræftede tilstand, op for Satans fristelse et øjeblik, men viste sin overlegenhed og udøvede sin myndighed ved at påbyde Satan: »Vig bort«? eller, forlad mig. Satan var forbløffet. Han undersøgte da hvordan han kunne udrette sin hensigt og få æren fra menneskeslægten, som han fik afvist i himlen og af Jesus på jorden. Havde han haft held med at friste Kristus, så ville frelsesplanen falde og det ville lykkes ham at bringe håbløs ulykke over menneskeheden. Men det som mislykkedes for Satan, da han kom til Kristus, har han udrettet ved at komme til mennesket. ret
(84) Hvis Satan kan omtåge og bedrage det menneskeligesind så de som dødelige ledes til at tro at der er en nedarvet kraft i dem selv, der udretter store gode gerninger, holder de op med at stole på Gud. Gud gør det for dem, de tror de har kraft til at gøre af dem selv. De anerkender ikke en højere magt. De giver ikke Gud den ære, som han forlanger og som er tilbørlig for hans store og fortrinlige Majestæt. Satans mål er således nået og han jubler over at faldne mennesker formasteligt ophøjer sig selv, som han ophøjede sig selv i himlen og blev stødt ud. Han ved at hvis mennesker ophøjer sig selv, er hans undergang lige så sikker som hans egen. Satan tabte sine fristelser mod Kristus i ørknen. Frelsesplanen var blevet udført. Den dyrebare pris var blevet betalt for menneskets forløsning. Og nu søger Satan at rive grundlaget væk for den kristnes håb og vende menneskets sind i en sådan retning at de ikke må få gavn eller blive frelst af det store offer som er givet. Han leder faldne mennesker, »med al uretfærdighedens forførelse«, til at tro at han kan gøre meget godt uden soning, så han ikke behøver at blive afhængig af en korsfæstet og opstanden Frelser, så menneskets egen fortjeneste vil berettige ham til Guds gunst. Og så vil han ødelægge menneskets tillid til bibelen, vel vidende at lykkes det, vil han som opdager dette bliver ødelagt. Han indprenter det bedrag i sindene at der ingen personlig djævel er og at dem, som tror dette ikke gør nogen anstrengelser imod den og fører ikke krig imod det som de tror ikke eksisterer. Således tager stakkels, blinde mennesker endelig imod maksismens almindelige leveregler, "Alt er rigtigt". De erkender ingen regler, som målesnor for deres levebane. Satan får mange til at tro, at bøn til Gud er unødig og kun en formssag. Han ved udmærket godt hvor nødvendig meditation og bøn er for at holde Kristi efterfølgere vågne til at modstå hans list og bedrag. Ved sine opfindelser vil han adskille sindet fra disse betydningsfulde ceremonier, så at sjælen ikke må lære at få hjælp fra den Mægtige og opnå styrke fra ham, til at modstå hans angreb. ret
(86) Jeg blev vist hen til Guds gamle folks inderlige og virkningsfulde bønner. »Elias var et menneske under samme kår som vi og han bad en (alvorlig) bøn.« Daniel bad tre gange om dagen til sin Gud. Satan er rasende ved bønnens lyd, for han ved at han vil lide tab. Daniel blev foretrukket frem for præsidenter og fyrster fordi en fortrinlig ånd var i ham. Faldne engle frygtede at hans indflydelse ville svække deres kontrol over rigets herskere, for Daniel var i høj rang. Den anklagede hær af onde engle oprørte præsidenter og fyrster til misundelse og jalousi og de vogtede Daniel nøje for at finde noget imod ham, som de kunne anklage ham for kongen, men det mislykkedes for dem. Da prøvede disse sataniske agenter at gøre hans trofasthed mod Gud til årsag for hans ødelæggelse. Onde engle lagde planer for dem og disse agenter satte dem hurtigt i kraft. Kongen tog sig ikke af de listige triks der var påtænkt mod Daniel. Med fuld kundskab til kongens dekret, bøjede Daniel sig stadig for sin Gud, »havde han åbne vinduer.« Han anså bøn til Gud for at være af så stor betydning at han hellere ville ofre sit liv end at opgive bønnen. På grund af sin bøn til Gud, blev han kastet i løvekulen. Så langt udretter onde engle deres hensigter. Men Daniel forsatte med at bede, selv i løvekulen. Blev han overgivet til fortæring? Glemte Gud ham dér? Oh nej; Jesus den mægtige befalingsmand over himlens hære, sendte sin engel for at lukke munden på disse sultne løver, så de ikke kunne såre det bedene Guds menneske; og alt var fred i den forfærdelige kule. Kongen forvissede sig om at han blev beskyttet og bragte ham ud med ære. Satan og hans engle blev overvundet og rasende. De agenter han havde hvervet blev fordømt til undergang på den samme forfærdelige måde som de havde tænkt sig at ødelægge Daniel. Troens bøn er den store styrke for den kristne og vil helt sikkert sejre over Satan. Det er derfor han antyder at vi ingen behov har for bøn. Jesu navn, vor forsvarer, afskyer han; og når vi i alvor kommer til ham efter hjælp, er Satans hære opskræmte. ret
(86) Det tjener hans hensigter vel hvis vi forsømmer at bønnens brug, for så kan hans løgnagtige underværker lettere modtages. Det som han ikke fik udrettet ved at friste Kristus, får han udrettet ved at sætte sine bedrageriske fristelser for mennesket. Han kommer nogle gange i en dejlig ung mands skikkelse, eller i et pænt skyggebillede. Hans gerninger helbreder og bliver tilbedt af bedragede mennesker, som en velgører for vor slægt. Frenologi og hypnose er rigtig meget ophøjet. I sig selv er de gode, men de bemægtiges af Satan, som hans mest magtfulde midler til at bedrage og ødelægge sjæle. Hans list og påfund modtages, som om det er fra himlen og tro på den der opdager det - bibelen - er ødelagt i tusindes sind. Satan tager her imod den tilbedelse, som passer til hans sataniske majestæt. Tusinde underholder sig med og får belæring fra denne demon-gud og handler efter hans lære. Verden, der regner med at få så megen gavn af frenologi og dyrisk magnetisme, har aldrig været så korrupt. Satan bruger netop disse ting for at ødelægge gode kræfter og lægge grunden til spiritisme. ret
(87) Jeg blev henvist til følgende skriftsted som særlig anvendeligt på nutidens spiritisme: Kol 2,8: »Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens »magter«, ikke på Kristus.« Jeg så, at tusinder er blevet bytte for frenologiens og den dyriske magnetismes filosofi og ledet til vantro. Dersom sindet begynder at vandre i disse baner, er det næsten afgjort, at det taber ligevægten og bliver behersket af en ond ånd. Arme menneskers sind fyldes med "tomt bedrag". De mener, at der i den selv er en sådan kraft til at udføre store gerninger, at de ikke indser nødvendigheden af en højere kraft. Deres principper og deres tro bygger på »menneskers overlevering og verdens "magter" og ikke på Kristus«. Jesus har ikke lært dem denne filosofi. Intet af den art er at finde i hans lære. Han ledte ikke stakkels dødelige mennesker til at tænke på sig selv, til at tænke på en kraft, som de selv besad. Han ledte altid deres sind hen til Gud, universets Skaber, som kilden til deres styrke og visdom. I det attende vers gives der en speciel advarsel: »Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, hvis lyst står til »ydmyghed« og engledyrkelse og som fordyber sig i, hvad han har set i syner, uden grund opblæst af sit kødelige sind." Spiritismens forkæmpere kommer på en behagelig, fortryllende måde for at bedrage dig og dersom du hører på deres fabler, bliver du dåret af retfærdighedens fjende og vil visselig miste din sejrspris. Når ærkeforførerens dårende indflydelse først én gang besejrer dig, bliver du forgiftet og dens dræbende indflydelse forfalsker og ødelægger din tro på, at Kristus er Guds Søn og du forlader dig ikke længere på hans blods fortjeneste. De, som bedrages af denne filosofi, berøves deres belønning ved Satans forførelse. De forlader sig på deres egne fortjenester, øver en selvvalgt ydmyghed og er endog villige til at bringe ofre, fornedre sig selv og hengive deres sind til at tro på det rene nonsens, således at de tager imod de mest meningsløse forestillinger gennem sådanne, som de mener er deres afdøde venner. Satan har i den grad forblindet deres øjne og forvansket deres skøn, at de ikke har set ondet og de følger den undervisning, der angives at komme fra deres afdøde venner, som nu er engle i en højere sfære. Satan har valgt en meget sikker, besnærende vildfarelse, et blændværk, som er egnet til at vække sympati hos dem, der har lagt deres kære i graven. Onde engle påtager sig disse kæres skikkelse og omtaler hændelser i forbindelse med deres liv og udfører handlinger, som deres venner udførte, medens de levede. På denne måde bedrager de, de afdødes slægtninge og leder dem til at tro, at deres afdøde venner er engle, der svæver omkring dem og meddeler sig til dem. Disse betragter de med en vis afgudisk agtelse og hvad de måtte sige, har større indflydelse over dem end Guds ord. Disse onde engle, der foregiver at være afdøde venner, vil enten fuldstændigt forkaste Guds ord, som tomme fabler eller, hvis det tjener deres hensigt bedst, udvælge sådanne væsentlige dele deraf, som vidner om Kristus og påviser vejen til himmelen, medens de forandrer de tydelige udtalelser i Guds ord, således at de svarer til deres egen fordærvede natur og ødelægger sjæle. Ved at give agt på Guds ord kan alle, som er villige dertil, blive overbeviste om dette sjæleødelæggende bedrag. Gud siger med tydelige ord, at »de døde ved ingenting«. Prædikeren 9,5.6 »Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte og de får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen." ret
(88) Vildledte dødelige mennesker dyrker onde engle i den tro, at de er deres afdøde venners ånder. Guds ord erklærer udtrykkelig, at de døde ikke mere har nogen del i, hvad der sker under solen. Spiritisterne siger, at de døde ved alt, hvad der sker under solen, at de meddeler sig til deres venner på jorden, giver værdifuld oplysning og udfører undere. Sal.115,17: »De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg med i det tavse.« Forvandlet til en lysets engel virker Satan med al uretfærdigheds bedrag. Han, som kunne tage Guds Søn, der en kort tid blev gjort ringere end englene og stille ham op på helligdommens tinde og tage ham ned sig op på et såre højt bjerg for at vise ham verdens riger, kan øve sin magt over menneskeslægten, som er Guds søn langt underlegen i styrke og visdom, selv efter at ham havde påtaget sig menneskets natur. I denne fordærvede tidsalder behersker Satan dem, der afviger fra det rette og vover sig ind på hans grund. Over sådanne øver ham en frygtelig magt. Jeg blev henvist til disse ord: »Indladende sig på ting, som han ikke har set, forfængeligt opblæst af sit kødelige sind.« Jeg så, at nogle tilfredsstiller deres nysgerrighed og indlader sig med djævelen. De har ingen egentlig tro på spiritismen og ville med forfærdelse vige tilbage for tanken om at være medier. Alligevel vover de sig ud og indtager en stilling, hvor Satan kan øve sin magt over den. Det er ikke deres mening at ville trænge dybt ind i dette værk; men de ved ikke, hvad de gør. De vover sig ind på djævelens grund og frister ham til at beherske dem. Den mægtige ødelægger betragter dem, som sit retmæssige bytte og øver sin magt over dem og det imod deres vilje. Når de ønsker at øve selvkontrol, formår de det ikke. De har overgivet deres sind til den onde og ham vil ikke frigive sine, men holder dem i fangenskab. Guds kraft, som svar på hans trofaste efterfølgeres alvorlige bønner er den eneste magt, der kan befri den besnærede sjæl. ret
(90) Det eneste trygge er nu at søge efter den i Guds ords åbenbarede sandhed, som efter skjulte skatte. Emner som sabbaten, menneskets natur og Jesu vidnesbyrd er de store og vigtige sandheder, som bør forstås; de vil vise sig at være som et anker for Guds folk i disse farefulde tider. Men den store mængde af menneskeheden forsmår Guds ords sandheder og foretrækker fabler. 2 Tess 2,10.11 »Fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen." ret
(90) De mest ryggesløse og fordærvede bliver i høj grad smigret af disse djævleånder, som de mener er deres afdøde venners ånder og de er forfængeligt opblæste i deres kødelige sind. Og da de ikke ved at holde (Kol 2,19:) »fast ved hovedet, nemlig ham ud af hvem hele legemet vokser Guds vækst, medens det hjælpes og sammenholdes ved sine bindeled og bånd,« fornægter de ham, som meddeler legemet styrke, for at hvert lem må kunne vokse Guds vækst. ret
(90) Tomme filosofi! Lemmerne på legemet beherskes af hovedet. Spiritisterne sætter hovedet til side og tror, at alle lemmerne på legemet selv må handle og at fastsatte love, under en fremadskridende udvikling, vil føre dem frem til fuldkommenhed uden et hoved. Joh 15,1.2.4-6: »Jeg er det sande vintræ og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, dem tager ham bort og hver, som bærer frugt, dem renser han, for at dem skal bære mere frugt.« »Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud, som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden og de brændes." ret
(90) Kristus er kilden til vor styrke. Ham er Vintræet, vi er grenene. Vi må få næring fra det levende Vintræ. Berøves vi kraften og næringen fra dette Vintræ, er vi ligesom lemmer på et legeme uden hoved og befinder os netop i den tilstand, Satan ønsker, at vi skal befinde os i, for at han må kunne beherske os efter sit behag. Han virker »med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen« Spiritismen er en løgn. Den er grundlagt på den første store løgn: »I skal ingenlunde dø.« Tusinder af mennesker afhugger ham, som er hovedet og følgen er, at lemmerne handler uden hoved og en anden leder legemet. Satan behersker dem. ret
(91) Jeg så, at Satan ikke kan beherske sindet, medmindre det stilles under hans kontrol. De, der afviger fra, hvad der er ret, befinder sig nu i stor fare. De skiller sig fra Gud og fra hans engles årvågne omhu og Satan, der altid er på sin post for at ødelægge sjæle, begynder at påvirke dem, med sine forførelser. Sådanne er i den yderste fare og dersom de ser mørkets magter og forsøger at modstå dem og at løsrive sig fra Satans snare, bliver det ingen let sag. De har vovet sig ind på Satans grund og han gør krav på dem. Han vil ikke nøle med at bruge alle sine kræfter og kalde hele sin onde hærskare til hjælp for at vriste et enkelt menneske ud af Kristi hånd. De, der har fristet djævelen til at friste dem, må gøre fortvivlede anstrengelser for at frigøre sig fra hans magt. Men når de begynder at arbejde for sig selv, vil Guds engle, som de har voldt sorg, komme dem til undsætning. Satan og hans engle er uvillige til at gå glip af deres bytte. De kæmper og strider mod de hellige engle og kampen er hård. Men hvis de, der er faret vild, vedbliver med at bede inderligt og i dyb ydmyghed bekender deres synder, vil engle, som er vældige i magt, få overhånd og rive dem ud af de onde engles vold. ret
(92) Da sløret blev løftet og fordærvelsen i denne tid blev vist mig, blev jeg syg om hjertet og min ånd var nær ved at forsmægte inden i mig. Jeg så, at jordens beboere var i færd med at fylde deres ugudeligheds mål. Guds vrede er optændt og vil ikke mere lægge sig, før syndere er udryddet fra jorden. ret
(92) Satan er Kristi personlige fjende. Han er ophavet til og lederen i oprør af enhver art i himmel og på jord. Hans raseri tiltager; vi har intet begreb om hans magt. Kunne vore øjne oplades til at se de faldne engle arbejde med dem, der tager sagen let og mener sig trygge, ville vi ikke føle os så sikre. Onde engle er i hælene på os hvert øjeblik. Slette mennesker venter vi at finde parat til at handle efter Satans indskydelser; men når vort sind er ubevogtet mod hans usynlige hjælpere, vinder de nyt terræn og gør undere og mirakler for vore øjne. Er vi beredte til at stå dem imod ved hjælp af Guds ord, det eneste våben, vi med held kan anvende? Nogle vil være fristede til at tage imod disse undere, som om de kom fra Gud. Syge vil blive helbredt for vore øjne. Mirakler vil blive udført for vore øjne. Er vi forberedte på den prøve, der venter os, når disse løgnens undere fra Satan kommer tydeligere til syne? Vil ikke mange sjæle gå i snaren og blive fanget? Ved at afvige fra Guds klare forskrifter og befalinger og ved at agte på fabler forbereder mange deres sind til at tage imod disse løgnens undere. Vi må nu alle søge at ruste os til striden, som vi snart må optage. Troen på Guds ord, som vi må granske under bøn og gøre anvendelse af i det praktiske liv, vil være vort skjold mod Satans magt og gøre os til sejrvindere ved Kristi blod. ret