(98) Dette kapitel er bygget op over Joh 2,12-22
Derefter drog han og hans moder og brødre og disciple ned til Kapernaum, og der blev de nogle få dage. Da nu jødernes påske var nær, drog Jesus op til Jerusalem." ret
(98) På denne rejse sluttede Jesus sig til et af de store rejseselskaber, der begav sig til hovedstaden. Han havde endnu ikke offentligt forkyndt sit kald, og han færdedes ubemærket blandt skarerne. Ved disse lejligheder var Messias' komme et emne, der var kommet så stærkt i forgrunden gennem Johannes' virksomhed, ofte genstand for samtalen. Man dvælede med glødende begejstring ved håbet om national storhed. Jesus vidste, at dette håb ville blive skuffet, thi det byggede på en forkert fortolkning af Skrifterne. Dybt alvorligt udlagde han profetierne og prøvede at vække folket til nøjere at granske Guds ord. ret
(98) Jødefolkets ledere havde belært folket om, at det var i Jerusalem, de skulle lære at tilbede Gud. Her samledes i påskeugen en stor menneskemængde, der kom fra alle dele af Palæstina og endog fra fjerne lande. Tempelgårdene fyldtes af en broget skare. Mange var ikke i stand til at medbringe den offergave, der skulle ydes som et billede på det ene store offer. For at imødekomme disse blev der købt og solgt dyr i templets ydre forgård. Her forsamledes alle slags mennesker for at købe deres offerdyr. Her blev alle slags udenlandske penge vekslet med helligdommens særlige mønt. ret
(98) Det blev krævet, at enhver jøde skulle betale en halv sekel om året som "en løsesum for sin sjæl"; og de penge, der på denne måde blev indsamlet, brugtes til templets vedligeholdelse. 2Mos. 30,12-16. Foruden dette blev der givet store summer som frivillige gaver, og disse blev lagt i templets skatkammer. Det var et krav, at al fremmed mønt skulle veksles for en mønt, som kaldtes tempelsekelen, der blev benyttet til tjenesten i helligdommen. Pengevekslingen gav anledning til snyderi og pengeafpresning, og den havde udartet til en skammelig forretning, der var en indtægtskilde for præsterne. ret
(98) De handlende krævede overvældende store priser for de dyr, de solgte, og de delte deres gevinst med præsterne og rådsherrerne, der således berigede sig selv på folkets bekostning. De tempelsøgende var blevet oplært til at tro, at hvis de ikke bragte offergaver, ville Guds velsignelse ikke hvile over deres børn og deres jord. På denne måde kunne man sikre sig en høj pris for dyrene; for når folk var nået så langt, ville de ikke vende hjem uden at have udført den fromme handling, som de var kommet for. ret
(99) Der blev bragt mange ofre i påsketiden, og der var stort salg i templet. Følgen heraf var en forvirring, der snarere henledte tanken på et støjende kvægmarked end på Guds hellige tempel. Lyden af højrøstet handlen, brølende kvæg, brægende får og kurrende duer blandedes med pengeraslen og skænderier. Forvirringen var så stor, at det virkede forstyrrende på tempelgæsterne, og ordene, der blev rettede til den Allerhøjeste, druknede i den larm, der fyldte templet. Jøderne var overordentlig stolte af deres fromhed. De frydede sig over deres tempel og anså ethvert misbilligende ord, der blev sagt om det, som gudsbespottelse. De var meget nøjeregnende med udførelsen af de ceremonier, der knyttede sig til det; men pengekærligheden havde vundet sejr over disse betænkeligheder. De var knap nok klare over, hvor langt de var kommet bort fra de oprindelige formål med denne tjeneste, der var indstiftet af Gud selv. ret
(99) Da Herren steg ned på Sinaj bjerg, blev stedet helliget ved hans tilstedeværelse. Moses fik befaling om at lade bjerget afspærre og hellige det, og Herrens ord lød i denne advarsel: "Vogt eder for at gå op på bjerget, ja, for blot at røre ved yderkanten deraf; enhver, der rører ved bjerget, er dødsens! Ingen hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et dyr eller et menneske, skal det miste livet." 2Mos. 19,12-13. Således fik de belæring om, at hvor som helst Gud åbenbarede sin nærhed, er stedet helligt. Guds tempels enemærker burde have været betragtet som hellige. Men under kampen for at tjene penge var alt dette gået i glemme ret
(99) Præsterne og rådsherrerne var kaldede til at være Guds stedfortrædere over for folket. De burde have rettet dette misbrug af tempelgården. De burde have givet folket et eksempel på retskaffenhed og medfølelse. I stedet for at udregne deres egen fortjeneste burde de have tænkt på tempelgæsternes stilling og fornødenheder og have været parat til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at købe de forordnede ofre. Men dette gjorde de ikke. Gerrigheden havde forhærdet deres hjerter. ret
(99) Der kom til denne højtid nogle, der var syge og lidende, og andre, der led nød og var ulykkelige. Der var både blinde, lamme og døve. Nogle blev bragt derhen på bårer. Der kom mange, som var for fattige til at købe selv det ringeste offer til Herren, for fattige til blot at købe den mad, hvormed de kunne stille deres egen sult. Disse mennesker var dybt ulykkelige over præsternes bekendtgørelser. Præsterne pralede af deres gudsfrygt. De gjorde fordring på at være folkets beskyttere; men de var blottede for deltagelse eller medlidenhed. Det var forgæves, at de fattige, de syge og de døende tryglede om en gunst. Deres lidelser vakte ingen medlidenhed i præsternes sjæl. ret
(99) Da Jesus trådte ind i templet, opfattede han alt, hvad der gik for sig. Han så de uhæderlige transaktioner. Han så de fattiges fortvivlelse, fordi de mente, at der ikke kunne gives tilgivelse for deres synder uden blodsudgydelse. Han så sit tempels forgård forvandlet til et vanhelligt sted. Det hellige område var blevet til en stor markedsplads. ret
(99) Kristus så, at der her måtte gøres noget. Talrige ceremonier blev pålagt folket, uden at de fik den rette belæring om deres betydning. Tempelgæsterne bragte deres ofre uden forståelse af, at de var symboler på det eneste fuldkomne offer. Og midt iblandt dem stod, uden at være kendt eller æret, han, som alle disse ofre var symboler på. Han havde selv givet anvisning med hensyn til ofringerne. Han forstod deres forbilledlige værd, og han så, at de nu var blevet forvanskede og misforståede. Åndelig gudsdyrkelse var hastigt ved at forsvinde. Der var intet, som bandt præsterne og rådsherrerne til deres Gud. Kristi gerning bestod i at oprette en helt igennem anderledes gudsdyrkelse. ret
(100) Med et ransagende blik opfatter han hele sceneriet, medens han står på trappen til tempelgården. Med profetisk blik ser han ind i fremtiden og ser ikke blot år, men århundreder og tidsaldre frem. Han ser, hvordan præster og herskere vil forholde de nødlidende deres ret og hindre, at evangeliet bliver prædiket for fattige. Han ser, hvordan Guds kærlighed vil blive holdt skjult for syndere, og hvordan mennesker vil gøre hans nåde til en, handelsvare. Idet han ser, hvad der foregår, giver hans ansigt udtryk for harme, myndighed og magt. Folkets opmærksomhed vendes mod ham. De, som er beskæftigede med deres ugudelige forretninger, kan ikke få blikket bort fra hans ansigt. De kan ikke lade være med at stirre på ham. De føler, at denne mand kan læse deres inderste tanker og opdage deres skjulte hensigter. Nogle forsøger at skjule deres ansigt, som om deres onde gerninger stod skrevet på deres åsyn og kunne tydes af dette ransagende blik. ret
(100) Larmen stilner af. Der høres ikke mere nogen lyd af handel eller købslåen. Stilheden begynder at blive pinlig. Forsamlingen føler sig overvældet af en følelse af ærefrygt. Det er, som om de var krævet til regnskab for Guds domstol for at stå til ansvar for deres gerninger. Når de betragter Kristus, ser de guddommeligheden lyse gennem menneskeskikkelsen. Himmelens Majestæt står, som dommeren vil stå på den yderste dag, endnu ikke omgivet af den herlighed, som da vil ledsage ham, men med den samme magt til at læse i sjælen. Hans blik glider hen over forsamlingen og opfatter hvert eneste menneske. Hans skikkelse synes at hæve sig over dem med myndig værdighed, og hans ansigt lyser med en guddommelig stråleglans. Han taler, og hans klare, kraftige røst den samme, der på Sinaj forkyndte den lov, som præsterne og rådsherrerne nu overtræder, giver genlyd under templets buer: "Tag dette bort herfra; gør ikke min Faders hus til en kræmmerbod!" ret
(100) Langsomt går han ned ad trappen, og idet han løfter den svøbe af reb, som han har taget op ved indgangen til indhegningen, byder han alle kræmmerne forsvinde fra tempelområdet. Med en nidkærhed og strenghed, som han aldrig før har lagt for dagen, vælter han vekselerernes borde. Pengestykkerne falder klingende ned på marmorgulvet. Ingen drister sig til at betvivle hans myndighed. Ingen vover at samle deres uhæderligt tjente gevinst op. Jesus slår dem ikke med sin svøbe, men i hans hånd forekommer denne en pisk så frygtelig som et flammesværd. Tempeltjenerne, de havesyge præster, vekselererne og kvæghandlerne styrter sammen med deres får og okser bort fra stedet uden nogen anden tanke end at slippe bort fra hans fordømmende nærhed. ret
(100) En panisk rædsel griber mængden, der mærker tilstedeværelsen af hans guddommelighed. Forfærdede skrig undslipper i hundredvis af blegnende læber. Selv disciplene bæver. De føler ærefrygt ved Jesu ord og handlemåde, der er så vidt forskellig fra hans sædvanlige optræden. De mindes hvad der står skrevet om ham: "Nidkærhed for dit hus har fortæret mig." Sl. 69,10. Snart er den larmende skare med deres handelsvarer langt borte fra Herrens tempel. Gårdene er befriet fra den ugudelige handel; og en dyb stilhed og højtid sænker sig over skuepladsen for så stor forvirring. Herrens nærværelse, der i fordums tid helligede bjerget, har nu helliget det tempel, der blev rejst til hans ære. ret
(101) Gennem tempelrensningen forkyndte Jesus sit kald som Messias og påbegyndte sin gerning. Dette tempel, der var bygget til bolig for den Højestes nærværelse, var bestemt til at være en lære i anskuelsesundervisning for Israel og for verden. Fra evige tider var det Guds hensigt, at enhver af hans skabninger, lige fra den strålende og hellige seraf til mennesket, skulle være et tempel, hvor Skaberen kunne bo. På grund af synden ophørte menneskeheden med at være et tempel for Gud. Hjertet, som var formørket og besmittet af synden, åbenbarede ikke mere den Guddommeliges herlighed. Men derved at Guds Søn blev menneske, opfyldtes Himmelens formål. ret
(101) Gud bor i mennesker, og gennem frelsende nåde bliver menneskehjertet atter til hans tempel. Gud bestemte, at templet i Jerusalem skulle være et bestandigt vidnesbyrd om den ophøjede skæbne, der kunne blive ethvert menneskes lod. Men jøderne havde ikke forstået betydningen af det bygningsværk, som de betragtede med så megen stolthed. De overgav ikke sig selv som hellige templer for Guds Ånd. Tempelgårdene i Jerusalem, hvor der var en tummel af ugudelig køben og sælgen, gav kun et alt for sandt billede af hjertet, som var besmittet af sanselige lidenskaber og gudløse tanker. Ved at rense templet for denne verdens købere og sælgere forkyndte Jesus sit kald til at rense hjertet fra syndens besmittelse, fra jordisk begær, fra selviske lyster og dårlige vaner, som fordærver sjælen. "Til sit tempel kommer i et nu den Herre, I søger, og pagtens engel, som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers Herre. Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metalsmelterens ild og tvætternes lud. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv." Mal. 3,1-3. ret
(101) Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel! 1Kor. 3,16-17. Intet menneske kan ved egen kraft udrydde de onde ånder, som har taget dets hjerte i besiddelse. Kun Kristus kan rense sjælens tempel. Men han tiltvinger sig ikke adgang. Han kommer ikke ind i hjertet, som han i gamle dage kom ind i templet; men han siger: Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham. Åb. 3,20. Han kommer og ikke blot for en enkelt dag, for han siger: Jeg vil bo og vandre iblandt dem, ..... og de skal være mit folk. Han vil ..... træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb! 2Kor. 6,16; Mika 7,19. Hans nærhed vil lutre og helliggøre sjælen, så den kan blive et helligt tempel for Herren og en Guds bolig i Ånden. Ef. 2,21-22. ret
(101) Overvældede af skræk var præsterne og rådsherrerne flygtet fra tempelgårdene og fra det ransagende blik, der læste deres tanker. Under flugten mødte de andre, som var på vej til templet; de bød dem vende om, idet de fortalte dem, hvad de havde set og hørt. Kristus betragtede de flygtende mænd og havde den inderligste medlidenhed med deres frygt og deres uvidenhed om, hvori sand gudsdyrkelse bestod. I denne begivenhed så han et billede på hele jødefolkets adspredelse på grund af deres syndighed og forhærdelse. ret
(102) Og hvorfor flygtede præsterne bort fra templet? Hvorfor kunne de ikke holde stand? Han, som befalede dem at forsvinde, var en tømmermands søn, en fattig galilæer uden jordisk rang eller magt. Hvorfor nægtede de ikke at adlyde ham? Hvorfor efterlod de deres uretfærdigt vundne penge og flygtede på befaling af et menneske, der i det ydre så, så ringe ud? ret
(102) Kristus talte med en konges myndighed, og der var noget i hans fremtræden og hans stemmes klang, som de ikke havde kraft til at modstå. Ved at høre hans bydende ord forstod de, som de aldrig havde gjort det før, at de optrådte som hyklere og røvere. Da det guddommelige i et glimt viste sig gennem det menneskelige, så de ikke blot Kristi harmfulde ansigt, men de forstod betydningen af hans ord. De følte det, som om de stod foran den evige Dommers trone, hvor dommen blev fældet over dem for tid og evighed. En tid følte de sig overbeviste om, at Kristus var en profet, og mange af dem troede, at han var Messias. Helligånden viste dem som i et lynglimt profeternes udsagn med hensyn til Kristus. Ville de mon give efter for denne overbevisning? ret
(102) De ville ikke omvende sig. De vidste, at Kristi medfølelse med de fattige var blevet vakt. De vidste, at de havde gjort sig skyldige i pengeafpresning ved deres behandling af folket. De hadede Kristus, fordi han havde kunnet læse deres tanker. Hans offentlige irettesættelse var ydmygende for deres stolthed, og de var skinsyge over hans voksende indflydelse over folket. De besluttede at kalde ham til regnskab for, med hvilken myndighed han havde drevet dem ud, og hvem der havde givet ham denne myndighed. ret
(102) Langsomt og eftertænksomt, men med hjertet fyldt af had, vendte de tilbage til templet. Men hvilken forandring var der ikke sket under deres fraværelse! Dengang de flygtede, var de fattige blevet tilbage, og disse betragtede nu Jesus, hvis ansigt udtrykte hans kærlighed og medfølelse. Med tårer i øjnene sagde han til disse skælvende stakler: Frygt ikke, jeg skal udfri dig, og du skal herliggøre mig. Derfor er jeg kommen til denne verden! ret
(102) Folket trængte sig nærmere hen til Kristus med inderlige og ynkværdige bønner: Mester, velsign mig! Hans øre opfangede ethvert råb. Mere medlidende end en kærlig moder bøjede han sig over de lidende stakler. Han tog sig af hver enkelt. Enhver blev helbredt, hvad sygdom han end led af. De stummes læber åbnedes til lov og pris; de blinde så deres Forløsers ansigt. Alle de nødlidendes hjerter glædede sig. ret
(102) Da præsterne og tempeltjenerne blev vidne til dette store under, var de lyde, der mødte deres øren, en åbenbaring for dem! Folket berettede om de smerter, de havde lidt, om deres skuffede forhåbninger, om lidelsesfulde dage og søvnløse nætter. Da det sidste glimt af håb syntes at være slukket, havde Kristus helbredt dem. Byrden var så tung, sagde en af dem, men jeg har fundet en hjælper. Han er Guds Kristus, og jeg vil vie mit liv til at tjene ham. Forældre sagde til deres børn: Han har frelst jeres liv; opløft jeres røst og pris ham. Børnenes og de unges stemmer, fædrenes og mødrenes, vennernes og tilskuernes forenede sig i taksigelser og lovprisning. Deres hjerter fyldtes af håb og glæde. De fik fred i sindet. De var blevet helbredt på sjæl og legeme, og de vendte hjem og forkyndte alle vegne om Jesu mageløse kærlighed. ret
(103) Da Kristus blev korsfæstet, tog de, der var blevet helbredt, ikke del i den larmende hobs råben: Korsfæst ham, korsfæst ham. De havde medfølelse med Jesus, for de havde selv følt hans store medfølelse og forunderlige magt. De vidste, at han var deres Frelser, for han havde givet dem lægedom for både legeme og sjæl. De lyttede til apostlenes prædiken, og Guds ord trængte ind i deres hjerter og gav dem forståelse. De blev formidlere af Guds barmhjertighed og redskaber for hans frelse. ret
(103) Den skare, der var flygtet bort fra tempelgården, vendte efter en tids forløb atter tilbage. De var til dels kommet over den rædsel, der havde grebet dem, men deres ansigter gav udtryk for ubeslutsomhed og angst. De så med undren på Jesu undergerninger og følte sig overbeviste om, at profetierne om Messias var gået i opfyldelse ved ham. Skylden for vanhelligelsen af templet påhvilede for en stor del præsterne. Det var efter deres anordninger, at forgården var blevet til en markedsplads. Folket var forholdsvis uskyldigt heri. Jesu guddommelige myndighed gjorde indtryk på dem, men for dem var præsternes og rådsherrernes indflydelse altoverskyggende. De betragtede Kristi gerning som en indførelse af nye metoder og betvivlede hans ret til at blande sig i det, som tempeløvrigheden gav sin tilladelse til. De følte sig krænkede, fordi forretningerne var blevet afbrudt, og de undertrykte Helligåndens tilskyndelser. ret
(103) Præsterne og rådsherrerne burde frem for alle andre have set Herrens Salvede i Jesus, for de hellige bogruller, som beskrev hans kald, var overgivet i deres hænder, og de vidste, at tempelrensningen gav udtryk for mere end menneskelig magt. Hvor inderligt de end hadede Jesus, kunne de ikke frigøre sig for den tanke, at han måske var en profet, der var udsendt af Gud for at genoprette templets hellighed. Med en ærbødighed, der stammede fra frygt, gik de til ham med dette spørgsmål: Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette? ret
(103) Jesus havde vist dem et tegn. Ved at kaste lys over deres hjerter og ved for deres øjne at gøre de gerninger, som Messias skulle gøre, havde han givet dem overbevisende vidnesbyrd om, hvem han var. Da de nu bad ham om et tegn, svarede han dem med en lignelse, der viste, at han forstod deres ondskab og så, hvor vidt den ville føre dem. Bryd dette tempel ned, sagde han, og på tre dage skal jeg rejse det igen ret
(103) Disse ord havde en dobbelt betydning. Han hentydede ikke blot til nedbrydningen af det jødiske tempel og gudsdyrkelsen der, men til sin egen død, nedbrydningen af hans legemes tempel. Allerede nu var jøderne ved at planlægge dette. Da præsterne og rådsherrerne vendte tilbage til templet, havde de haft i sinde at dræbe Jesus og således befri sig for denne fredsforstyrrer. Men da han foreholdt dem deres hensigter, forstod de ham alligevel ikke. De mente, at hans ord kun gjaldt templet i Jerusalem, og de udbrød harmfuldt: I 46 ret
(104) Det var ikke Kristi hensigt, at hans ord skulle blive forstået af de vantro jøder og heller ikke endnu af hans disciple. Han vidste, at de ville blive forvanskede af hans fjender og blive benyttet som våben imod ham. Ved hans domfældelse ville de blive brugt som en anklage mod ham, og på Golgata ville de blive slynget imod ham som en hån. Men nu at forklare dem ville give hans disciple kendskab til hans lidelse og volde dem en sorg, som de ikke var i stand til at bære. Og en forklaring ville på et for tidligt tidspunkt afsløre for jøderne, hvad følgerne ville blive af deres fordom og vantro. De havde allerede beredt en vej, som de stadig ville følge, indtil han som et lam blev ført til slagtebænken. ret
(104) Disse Kristi ord blev sagt for deres skyld, som skulle komme til at tro på ham. Han vidste, at de ville blive gentaget. Da de blev udtalt under påskehøjtiden, ville de komme til at lyde for tusinders øren og blive ført ud til alle dele af verden. Efter at han var opstået fra de døde, ville deres betydning være klar. For mange ville de være det afgørende bevis for hans guddommelighed. ret
(104) På grund af deres åndelige formørkethed lykkedes det ikke engang altid Jesu disciple at forstå hans lærdomme. Men mange af disse blev gjort letfattelige gennem de følgende begivenheder. Da han ikke mere vandrede sammen med dem, var hans ord en støtte for deres sjæle. ret
(104) Med hensyn til Jerusalems tempel havde Frelserens ord: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen" en dybere betydning, end tilhørerne opfattede. Kristus var templets grundvold og liv. Tjenesten der var forbilledlig for Guds Søns offer. Præsteskabet var oprettet for at fremstille Kristi gerning og hans stilling som midler. Hele indstiftelsen af offertjenesten var en bebudelse af Frelserens død for at genløse verden. Disse ofre ville blive virkningsløse, når den store begivenhed, som de gennem tiderne havde vist hen til, var fuldbyrdet. ret
(104) Fordi alle de rituelle forordninger var symboler på Kristus, havde de ingen betydning uden ham. Da jøderne beseglede deres forkastelse af Kristus ved at overgive ham til døden, forkastede de dermed alt det, som gav templet og dets tjeneste betydning. Dets hellighed var veget fra det. Det var dømt til at nedbrydes. Fra denne dag var offertjenesten og de ritualer, der stod i forbindelse med den, meningsløse. Ligesom Kains offer gav de ikke udtryk for tro på Frelseren. Ved at dræbe Kristus nedbrød jøderne i virkeligheden deres tempel. Dengang Kristus blev korsfæstet, sønderreves templets indre forhæng fra øverst til nederst som et tegn på, at det store offer nu var blevet bragt, og at systemet med offertjenesten for stedse var afsluttet. ret
(104) På tre dage skal jeg rejse det igen. Ved Frelserens død syntes mørkets magter at have sejret, og de jublede over deres sejr. Men fra Josefs åbnede grav steg Jesus op som sejrherre. Han afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus Kol. 2,15. I kraft af sin død og opstandelse blev han tjener ved det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst. Hebr. 8,2. Mennesker rejste det jødiske tabernakel, og mennesker byggede det jødiske tempel; men den himmelske helligdom, af hvilken den jordiske kun var et forbillede, blev ikke opført af nogen jordisk bygmester. Se, der kommer en mand, hvis navn er Zemak (spiren) ; ..... Han skal bygge Herrens helligdom, og han skal vinde højhed og sidde som hersker på sin trone, og han skal være præst ved hans højre side. Zak. 6,12-13. ret
(105) Offertjenesten, som havde vist hen til Kristus, forsvandt; men menneskers øjne vendte sig mod det sande offer for verdens synd. Det jordiske præsteskab ophørte, men vi ser hen til Jesus, den nye pagts ypperstepræst, og til "bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels". "Vejen til helligdommen er endnu ikke blevet fri, så længe det forreste rum endnu er der. ..... Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, ..... gik han med sit eget blod en gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning." Hebr. 12,14; 9,8-12. ret
(105) Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem. Hebr. 7,25. Skønt tjenesten skulle flyttes fra det jordiske til det himmelske tempel, og skønt helligdommen og vor store ypperstepræst skulle være usynlig for menneskers øjne, så skulle disciplene ikke derved lide noget tab. De ville ikke komme til at mærke noget brud i deres fællesskab og ingen formindskelse af kraften på grund af Frelserens fravær. Medens Jesus tjener i den himmelske helligdom, er han stadig ved sin Ånd præst for sin menighed på jorden. Han er usynlig for vort jordiske blik, men hans afskedsløfte står ved magt: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Matt. 28,20. Han tildeler sin magt til ringere tjenere, men hans livgivende tilstedeværelse er stadig hos hans menighed. ret
(105) Da vi nu har en stor ypperstepræst, ..... Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen! Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Hebr. 4,14-16. ret