(113) Dette kapitel er bygget op over Joh 3,22-36
En tid havde Døberens indflydelse over folket været større end alle dets rådsherrers, præsters eller fyrsters. Hvis han havde forkyndt, at han selv var Messias, og havde kaldt til oprør mod Rom, ville præsterne og folket have flokkedes om hans banner. Enhver overvejelse, der appellerer til ærgerrigheden hos denne verdens erobrer, havde Satan været parat til at gøre gældende over for Johannes. Men skønt han var klar over sin magt, havde han standhaftigt holdt stand imod denne storslåede bestikkelse. Den interesse, der havde samlet sig om ham, havde han vendt imod en anden. ret
(113) Nu så han, hvordan folkegunstens tidevand vendte sig fra ham selv til Frelseren. Dag for dag blev skarerne omkring ham mindre. Da Jesus kom fra Jerusalem til egnen omkring Jordan, flokkedes folket om ham for at høre ham. Disciplenes antal voksede daglig. Mange kom for at lade sig døbe, og skønt Kristus ikke selv døbte nogen, samtykkede han i, at hans disciple udførte dette ritual. Således beseglede han sin forløbers tjeneste. Men Johannes' disciple betragtede Jesu voksende folkeyndest med skinsyge. De var rede til at kritisere hans gerning, og det varede ikke længe, før de fik lejlighed til det. Der opstod en ordstrid mellem dem og jøderne om, hvorvidt dåben havde kraft til at rense sjælen fra synd. De hævdede, at Jesu dåb var væsentligt forskellig fra Johannes'. Snart kom de i ordstrid med Kristi disciple om, hvilke ord der var de rigtige at anvende ved dåben, og til sidst, om han i det hele taget havde ret til at døbe. ret
(113) Johannes' disciple kom til ham med deres bekymringer og sagde: "Rabbi! han, som var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle kommer til ham." Gennem disse ord fristede Satan Johannes. Skønt Johannes' virksomhed syntes at nærme sig sin afslutning, var det stadig muligt for ham at hindre Kristi gerning. Hvis han havde følt medlidenhed med sig selv og givet udtryk for sorg eller skuffelse over at være blevet overflødiggjort, ville han have sået uenighedens sæd, ville have opmuntret til misundelse og skinsyge og ville i høj grad have besværliggjort evangeliets fremgang. ret
(113) Johannes havde af naturen de fejl og svagheder, der er fælles for alle mennesker, men påvirkningen af den guddommelige kærlighed havde forvandlet ham. Han levede i en luft, der var ubesmittet af selviskhed og ærgerrighed, og han var højt hævet over skinsygens smitstof. Han tilkendegav ikke nogen sympati for disciplenes misfornøjelse, men viste, hvor klart han forstod sit eget forhold til Messias, og med hvilken glæde han tog imod ham, for hvem han havde beredt vejen. ret
(114) Han sagde: "Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: 'Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham.' Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt aver brudgommens røst." Johannes fremstillede sig selv som vennen, der optræder som sendebud mellem de trolovede og bereder vejen for ægteskabet. Når brudgommen havde modtaget sin brud, var vennens hverv afsluttet. Så glædede han sig over deres lykke, hvis forening han havde virket for. Sådan var Johannes blevet kaldet til at vise folket vej til Jesus, og det var hans glæde at være vidne til, hvilken fremgang Frelserens gerning havde. Han sagde: "Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg bliver mindre." ret
(114) Ved i tro at se hen til Frelseren var Johannes nået til den højeste form for selvfornægtelse. Han søgte ikke at drage mennesker til sig selv, men at hæve deres tanker højere og højere, indtil de drejede sig om Guds Lam. Han selv havde kun været en stemme, en røst i ørkenen. Nu tog han med glæde mod stilhed og ubemærkethed, for at alles øjne måtte blive rettet mod Livets Lys. ret
(114) De, der er tro mod deres kald som Guds sendebud, vil ikke søge deres egen ære. egenkærligheden vil blive opslugt af kærligheden til Kristus. Ingen kappestrid vil komme til at skade evangeliets dyrebare sag. De vil erkende, at det er deres opgave ligesom Johannes Døber at forkynde: "Se Guds Lam, som bærer verdens synd." Joh. 1,29. De vil ophøje Jesus, og sammen med ham vil menneskeheden blive ophøjet. "Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er "Hellig": I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live." Es. 57,15. ret
(114) Profetens sjæl, der var tømt for selvet, fyldtes af det guddommeliges lys. Medens han var vidne til Frelserens herlighed, blev hans ord næsten en genpart af de ord, som Frelseren havde sagt under sit møde med Nikodemus. Johannes sagde: "Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle ..... Thi den, Gud udsendte, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål." Kristus kunne sige: "Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig." Joh. 5,30. Til ham er der sagt: "Du elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie frem for dine fæller." Hebr. 1,9. Faderen "giver jo ikke Ånden efter mål." ret
(114) Sådan er det også for Kristi disciple. Vi kan kun modtage Himmelens lys, hvis vi er villige til at blive tømt for vort eget jeg. Vi kan ikke se Gud, som han er, eller ved troen tage mod Kristus, hvis ikke vi bringer enhver tanke ind under lydighed mod Kristus. Til alle dem, der gør dette, gives Ånden uden mål. I Kristus "bor hele guddomsfylden legemlig, og i denne fylde har I del." Kol. 2,9-10. ret
(114) Johannes' disciple havde erklæret, at alle mennesker kom til Kristus; men Johannes, som havde en klarere forståelse, sagde: "Ingen tager imod hans vidnesbyrd;" så få var rede til at tage imod ham som Frelseren fra synden. "Men den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru." Joh. 3,33. "Den, som tror på Sønnen, har evigt liv." Man behøvede ikke at strides om, hvorvidt Kristi dåb eller Johannes' dåb rensede fra synden. Det er Kristi nåde, som giver sjælen liv. Uden Kristus er dåben, ligesom enhver anden ceremoni, en form uden værd. "Den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet." ret
(115) Den fremgang, der fulgte Kristi gerning, og som Døberen havde hilst med så stor glæde, kom også myndighederne i Jerusalem for øre. Præsterne og de skriftkloge havde været skinsyge over Johannes' indflydelse, da de så, hvordan folk forlod synagogerne og i store skarer drog til ørkenen. Men her var der én, som havde endnu større magt til at drage mængden til sig. Disse Israels ledere var ikke villige til at sige som Johannes: "Han bør vokse, men jeg blive mindre." De traf atter bestemmelse om at gøre en ende på den virksomhed, der drog folket bort fra dem selv. ret
(115) Jesus vidste, at de ikke ville spare sig for nogen anstrengelse for at skabe splittelse mellem hans egne disciple og Johannes' disciple. Han vidste, at det uvejr var ved at trække sammen, der ville bortrive en af de største profeter, der nogensinde havde levet i verden. I ønsket om at undgå al strid og alle misforståelser trak han sig tilbage til Galilæa. Også vi bør, skønt vi er tro mod sandheden, forsøge at undgå alt, hvad der kan føre til disharmoni og misforståelser. Thi når som helst disse opstår, bliver følgen tab af sjæle. Når der sker noget, der truer med splittelse, burde vi følge Jesu og Johannes Døbers eksempel. ret
(115) Johannes var blevet kaldet til at føre an som reformator. Af denne årsag var disciplene i fare for at fæste deres opmærksomhed ved ham i følelsen af, at arbejdet var afhængigt af hans bestræbelser, og ved at glemme den kendsgerning, at han kun var et redskab, som Gud havde brugt til sit formål. Men Johannes' gerning var ikke tilstrækkelig til at danne grundvolden for Kristi menighed. Da han havde fuldendt sit kald, var der et andet arbejde, som skulle udføres, og som hans vidnesbyrd ikke kunne udrette. Dette forstod hans disciple ikke. Da de så Kristus komme for at overtage gerningen, blev de skinsyge og misfornøjede. ret
(115) De samme farer består stadig. Gud kalder et menneske til at udrette et særligt arbejde, og når det har bragt det så vidt, som det har mulighed for, overgiver Herren det til andre, der skal føre det endnu videre. Men mange føler, ligesom Johannes' disciple, at dette arbejdes fremgang er afhængigt af den første, som havde med det at gøre. Man fæster sin opmærksomhed ved det menneskelige i stedet for ved det guddommelige, misundelsen træder til, og Guds gerning ødelægges. Den, som således uretmæssigt bliver æret, fristes til at nære selvtillid. Han er ikke klar over sin afhængighed af Gud. Folket lærer at sætte deres lid til et menneske for at få vejledning, og således kommer de ud i vildfarelser og føres bort fra Gud. ret
(115) Guds gerning skal ikke bære et menneskes billede og overskrift. Fra tid til anden vil Herren anvende forskellige hjælpere, ved hvem hans formål bedst kan lykkes. Lykkelige er de, som er villige til selv at lade sig ydmyge, og som siger som Johannes Døber: "Han bør vokse, men jeg blive mindre." ret