Den Store Mester kapitel 57fra side353.     Fra side 518 i den engelske udgave.

ren side - tilbage

"En ting mangler du"

(353)  Dette kapitel er bygget op over Matt 19,16-22; Mark 10,17-22; Luk 18,18-23
Da han gik ud og gav sig på vej, kom der en løbende og faldt på knæ for ham og spurgte ham: Gode Mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" ret

(353)  Den unge mand, som havde stillet dette spørgsmål, var en rådsherre. Han havde store ejendomme og beklædte en betroet stilling. Han så den kærlighed, Kristus viste over for de børn, man havde bragt til ham. Han så, hvor ømt han tog imod dem og tog dem i sin favn, og hans hjerte brændte af kærlighed til Frelseren. Han ville gerne være hans discipel. Han var så dybtbetaget, at han, da Kristus gik videre, løb efter ham, og medens han knælede ved hans fødder, fremkom han oprigtigt og alvorligt med det spørgsmål, der betød så meget for hans sjæl og for ethvert menneskes sjæl. "Gode Mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" ret

(353)  Hvorfor kalder du mig god? sagde Kristus. Ingen er god uden en, nemlig Gud. Jesus ønskede at prøve rådsherrens oprigtighed og få ham til at sige, på hvilken måde han betragtede ham som god. Var han klar over, at den, han talte med, var Guds Søn? Hvordan var hans hjertes egentlige indstilling? ret

(353)  Rådsherren havde høje tanker om sin egen retfærdighed. Han mente i virkeligheden ikke, at han manglede noget, men alligevel var han ikke helt tilfreds. Han følte, at der fattedes ham noget, som han ikke var i besiddelse af. Kunne mon Jesus ikke velsigne ham ligesom de små børn og tilfredsstille sjælens trang? Som svar på hans spørgsmål sagde Jesus, at lydighed mod budene var en nødvendighed, hvis han ville opnå et evigt liv; og han anførte flere af de bud, som viser menneskets pligter over for deres medmennesker. Rådsherrens svar var selvsikkert: "Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg endnu?" ret

(353)  Kristus så den unge mand ind i ansigtet, som om han læste hans tanker og granskede hans sind. Han elskede ham, og han higede efter at give ham den fred og nåde og glæde, der ville forandre hans indstilling over for de jordiske ting. Han sagde: "En ting mangler du; gå bort, sælg alt det, du har, og giv det til de fattige, så skal du have en skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" Kristus følte sig draget mod denne unge mand. Han vidste, at han var oprigtig, når han hævdede: "Det har jeg holdt alt sammen." Frelseren længtes efter i ham at skabe en forståelse, der ville gøre det muligt for ham at indse nødvendigheden af hjertets fromhed og kristen godhed. Han længtes efter hos ham at finde en ydmyg og sønderknust sjæl, der fattede, at den allerstørste kærlighed skyldte man Gud, og som skjulte sine mangler i Kristi fuldkommenhed. ret

(354)  I denne rådsherre så Jesus netop den hjælper, han havde brug for, hvis denne unge mand ville samarbejde med ham i frelsens værk. Hvis han ville lade sig lede af Kristus, kunne han blive en betydelig kraft. På en ganske særlig måde kunne rådsherren have virket som repræsentant for Kristus; thi han var i besiddelse af egenskaber, der, hvis han sluttede sig til Frelseren, ville muliggøre det for ham at blive en guddommelig kraft blandt mennesker. Kristus elskede ham, da han så ind i hans sind. Kærlighed til Kristus var ved at vågne i rådsherrens sjæl, thi kærlighed avler kærlighed. Jesus længtes efter at se ham som sin medarbejder. Han længtes efter at gøre ham sig selv lig, til et spejl, der kunne genspejle Guds billede. Han længtes efter at se hans fortræffelige karakter udvikle sig, så den blev helliget til Mesterens tjeneste. Hvis rådsherren dengang havde overgivet sig til Kristus, ville han have udviklet sig under påvirkning af hans nærværelse. Hvis han havde truffet dette valg, hvor ville hans fremtid så have formet sig anderledes. ret

(354)  En ting mangler du, sagde Jesus. Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige; så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig! Kristus læste i rådsherrens hjerte. Han manglede kun en ting, men denne ting var af livsvigtig betydning. Han trængte til at have Guds kærlighed i sin sjæl. Hvis ikke denne mangel blev afhjulpet, ville den blive skæbnesvanger for ham; hele hans karakter ville blive fordærvet. Ved at give efter for den ville egenkærligheden blive stærkere. Hvis han skulle kunne tage imod Guds kærlighed, måtte hans endnu større kærlighed til sig selv overvindes. ret

(354)  Kristus satte denne mand på prøve. Han stillede ham over for et valg mellem de himmelske skatte og verdslig storhed. Den himmelske skat var ham sikker, hvis han ville følge Kristus. Men han måtte overgive sig selv. Hans vilje måtte gives ind under Kristi herredømme. Det blev tilbudt denne unge rådsherre at blive hellig som Gud selv. Han fik den forrettighed at blive en af Guds sønner og medarving til den himmelske skat sammen med Kristus. Men han måtte tage korset op og følge Frelseren på selvfornægtelsens vej. ret

(354)  Kristi ord var i sandhed denne opfordring til rådsherren: "Vælg i dag, hvem I vil tjene." Josua 24,15. Valget blev overladt til ham selv. Jesus higede efter hans omvendelse. Han havde vist ham det besmittede sted i hans karakter, og med hvilken dyb interesse afventede han ikke udfaldet, medens den unge mand overvejede spørgsmålet! Hvis han besluttede sig til at følge Kristus, måtte han adlyde hans ord i et og alt. Han måtte opgive sine ærgerrige fremtidsudsigter. Hvor betragtede Frelseren ikke denne unge mand med alvorlig og inderlig længsel og sjælekval, medens han håbede på, at han ville give efter for Guds Ånds tilskyndelse. ret

(354)  Kristus stillede den eneste betingelse, som kunne gøre det muligt for rådsherren at udvikle en kristens egenskaber. Hans ord var visdommens ord, skønt de syntes at være strenge og krævende. Rådsherrens eneste håb om frelse bestod i at tage imod dem og adlyde dem. Hans høje stilling og hans meget gods udøvede en skjult påvirkning til det onde i hans sind. Hvis denne stadig blev næret, ville disse komme til at indtage Guds plads i hans kærlighed. At unddrage Gud lidt eller meget var det samme som at tilbageholde det, som ville mindske hans moralske styrke og kraft; thi hvis man elsker denne verdens ting, hvor usikre og uværdige de end kan være, så vil de blive altopslugende. ret

(355)  Rådsherren blev hurtigt klar over alt det, Jesu ord ville føre med sig, og han blev bedrøvet. Hvis han havde forstået værdien af den tilbudte gave, ville han omgående have meldt sig som en af Kristi efterfølgere. Han var medlem af jødernes høje råd, og Satan fristede ham med smigrende fremtidsudsigter. Han ville gerne eje den himmelske skat, men han ville også gerne eje de timelige fordele, som hans rigdom kunne skaffe ham. Han var bedrøvet over, at der bestod den slags betingelser. Han ville gerne have evigt liv, men han var ikke villig til at bringe det offer, som krævedes. Prisen for det evige liv syntes ham for stor, og han gik bedrøvet bort, "thi han havde meget gods". ret

(355)  Hans påstand om, at han havde holdt Guds bud, var et selvbedrag. Han vidste selv, at rigdommen var hans afgud. Han kunne ikke overholde Guds bud, så længe han elskede verden mest. Han elskede Guds gaver højere, end han elskede giveren. Kristus havde tilbudt den unge mand fællesskab med sig selv. "Følg mig," sagde han. Men Frelseren betød ikke så meget for ham som hans eget navn blandt mennesker eller hans gods. At opgive sin jordiske skat, som han kunne se, til fordel for den himmelske skat, som han ikke kunne se, var at løbe for stor en risiko. Han afslog tilbudet om evigt liv og gik bort, og altid siden hen var det verden, han dyrkede. Tusinder må bestå denne prøve og vælge mellem Kristus og verden, og der er mange, der vælger verden. Ligesom den unge rådsherre vender de sig fra Frelseren og siger i deres hjerte: Jeg vil ikke lade mig lede af denne mand! ret

(355)  Kristi optræden over for denne unge mand fremstilles for os som en anskuelsesundervisning. Gud har givet os en retningslinje for vore handlinger, som enhver af hans tjenere må følge. Den består i lydighed mod hans lov, ikke blot en lovmæssig lydighed, men en lydighed, som trænger ind i vort liv og giver sig udtryk i vor personlighed. Gud har sin egen målestok for alle, der gerne vil høre til i hans rige. Kun de, som vil være Kristi medarbejdere, kun de, som vil sige: Herre, alt, hvad jeg har, og alt, hvad jeg er, tilhører dig, vil blive anerkendt som Guds sønner og døtre. Alle burde overveje, hvad det vil sige at ønske sig Himmelen og så dog vende sig bort på grund af de betingelser, der stilles. Tænk på, hvad det betyder at sige "Nej" til Kristus. Rådsherren sagde: Nej, jeg kan ikke give dig alt! Siger vi det samme? Frelseren tilbyder os at være fælles med os om den gerning, Gud har givet os at gøre. Han tilbyder at bruge de evner, Gud har givet os, til at fremme sin gerning på jorden. Kun på denne måde kan han frelse os. ret

(355)  Rådsherrens ejendom var betroet ham, for at han skulle vise sig som en tro husholder. Han skulle uddele disse rigdomme til velsignelse for de nødlidende. På samme måde betror Gud mennesker pengemidler, evner og muligheder, så de kan være hans medhjælpere over for de fattige og lidende. Den, som bruger sine betroede gaver efter Guds plan, bliver en af Frelserens medarbejdere. Han vil vinde sjæle for Kristus, fordi Kristi karakter genspejles i ham. ret

(356)  For dem, der som den unge rådsherre er i højt betroede stillinger, og som har store rigdomme, kan det synes at være for stort et offer at opgive det alt sammen for at følge Kristus. Men dette er en ordensregel for alle, der vil blive hans disciple. Intet mindre end lydighed vil blive modtaget. Overgivelse af selvet er grund bestanddelen i Kristi lære. Ofte påbydes og indskærpes den i et sprog, der forekommer bydende, fordi der ikke findes noget andet middel til at frelse mennesker end at bortskære det, som, hvis det beholdes, ville demoralisere hele vort væsen. ret

(356)  Når Kristi disciple giver Herren det tilbage, som er hans eget, samler de skatte, som de vil få igen, når disse ord lyder: "Vel, du gode og tro tjener, ..... gå ind til din Herres glæde." Som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone." Matt. 25,23; Hebr. 12,2. Glæden ved at se genløste sjæle, sjæle, der er frelst for evigt, er lønnen for alle dem, der vandrer i hans fodspor, der sagde: "Følg mig" ret

næste kapitel