(266) I profetien om den første engels budskab i Åbenbaringens bogs 14. kapitel forudsiges der en stor religiøs vækkelse under forkyndelsen af Kristi snare genkomst. Profeten så en engel flyve "midt oppe under himlen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk." "Med høj røst" forkyndte han dette budskab: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himlen og jorden og havet og kildevældene." 6. og 7. vers. ret
(266) Det er meget betydningsfuldt, at der står, at det er en engel, der giver denne advarsel. Det har behaget den alvise Gud at symbolisere højtideligheden af den gerning, som skulle udføres ved dette budskab og den magt og herlighed, som skulle ledsage det, ved et himmelsk sendebuds renhed, herlighed og kraft. At engelen flyver "midt oppe under himlen" og forkynder sit budskab "med høj røst", samt at det skal nå ud til alle "dem, der bor på jorden" - til "alle folkeslag og stammer og tungemål og folk" - er et vidnesbyrd om denne bevægelses verdensomfattende karakter og den hurtighed, hvormed den går frem. ret
(266) Budskabet om dommens time
Selve budskabet giver oplysning om på hvilket tidspunkt denne bevægelse vil opstå. Det siges at være en del af et "evigt evangelium," og det forkynder dommens begyndelse. Frelsesbudskabet er blevet forkyndt til alle tider, men dette budskab er en del af evangeliet, som først kunne forkyndes i de sidste dage, for først da kunne det siges med rette, at dommens time var kommet. Profetierne skildrer en række begivenheder, som fører frem til dommens begyndelse. Dette gælder navnlig Daniels bog. Men Daniel fik besked om at sætte lukke og segl for den del af profetien, som angik de sidste dage, "til endens tid." Det var først ved denne tid, at der kunne forkyndes et budskab om dommen, baseret på en opfyldelse af disse profetier. Profeten siger imidlertid med henblik på endens tid: "Mange skal granske i den, og kundskaben skal blive stor." Dan. 12, 4. ret
(266) Apostelen Paulus advarede menigheden imod at vente Kristi genkomst i hans levetid. Han siger således: "Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn åbenbares." 2. Tess. 2, 3. Vi kan først vente vor Herres genkomst efter det store frafald og "lovløshedens menneskes" lange herredømme. "Lovløshedens menneske," som også kaldes "lovløshedens hemmelighed," "fortabelsens søn" og "den lovløse," er en betegnelse for pavedømmet, der - som forudsagt i profetien - skulle bevare sin overhøjhed i 1260 år. Denne tidsperiode sluttede i 1798. Kristi komme kunne ikke finde sted før dette tidspunkt. Paulus' advarsel spænder altså over hele den kristne tidsalder frem til 1798. Det er på vor side af dette tidspunkt, at budskabet om Kristi andet komme skal forkyndes. ret
(267) Der har aldrig lydt et sådant budskab i de svundne århundreder. Som vi har set, forkyndte Paulus det ikke. Han sagde til sine brødre, at de skulle vente Herrens komme i en fjern fremtid. Reformatorerne forkyndte heller ikke dette budskab. Martin Luther mente, at dommen ville indtræffe i løbet af hen ved 300 år. Men efter 1798 er seglet på Daniels bog blevet brudt, menneskene har fået øget kendskab til profetierne, og mange har forkyndt det højtidelige budskab om dommens nærhed. ret
(267) Verdensmissionæren Joseph Wolff
Den store reformation i det 16. århundrede indtraf samtidig i forskellige lande inden for kristendommen. Det samme var tilfældet med adventbevægelsen. Både i Europa og Amerika blev troende og bedende mænd tilskyndet til at granske profetierne, og idet de fordybede sig i det inspirerede ord, fandt de overbevisende vidnesbyrd om, at alle tings ende var nær. I forskellige lande levede der isolerede grupper af kristne, som alene ud fra deres granskning af Skriften kom til det resultat, at Frelserens komme var nær. ret
(267) I 1821 - det var tre år, efter at Miller havde udlagt de profetier, som henviste til dommens tid - begyndte dr. Joseph Wolff, "verdens missionær," at forkynde budskabet om Herrens snare genkomst. Wolff var født i Tyskland. Hans forældre var jøder. Faderen var jødisk rabbiner. Allerede mens han var ganske ung, blev han overbevist om, at den kristne tro var sand. Han var både opvakt og videbegærlig og havde med iver lyttet til de samtaler, som førtes i hans hjem, når fromme jøder daglig samledes for at tale om deres folks håb og forventning, om Messiastidens herlighed og Israels genoprejsning. Da drengen en dag hørte Jesus af Nazaret omtalt, spurgte han, hvem denne var. "En højt begavet jøde," lød svaret, "men da han foregav at være Messias, dømte den jødiske domstol ham til døden." Drengen spurgte videre: "Hvorfor er Jerusalem ødelagt, og hvorfor lever vi i fangenskab?" "Ak, ak," svarede faderen, "fordi jøderne myrdede profeterne." Øjeblikkelig slog den tanke ned i barnet: "Jesus var måske også en pr9fet, som jøderne dræbte, skønt han var uskyldig." - Travels and Adventures of the Rev. Joseph Wolff, vol. 1, p. 6. Han var så stærkt grebet af denne tanke, at han ofte stod uden for en kristen kirke og lyttede til prædikenen, fordi det var blevet forbudt ham at gå ind. ret
(267) Han var ikke mere end 7 år gammel, da han over for en gammel kristen nabo pralende omtalte Israels herlige sejr ved Messias' komme. Den gamle mand sagde venligt: "Min kære dreng, nu skal jeg sige dig, hvem den virkelige Messias var: Det var Jesus af Nazaret, ... som dine forfædre korsfæstede, ligesom de gjorde med profeterne i gamle dage. Gå hjem og læs kapitel 53 i Esajas' bog, så vil du blive overbevist om, at Jesus Kristus er Guds søn." - Samme, vol. 1, p. 7. Han blev øjeblikkelig overbevist, gik hjem og læste i Skriften og forundredes, da han så, hvor nøjagtigt det var gået i opfyldelse på Jesus af Nazaret. Var det sandt, hvad den kristne mand havde sagt? Drengen bad sin fader forklare profetien, men faderen forholdt sig så tavs, at drengen aldrig vovede at berøre dette emne mere. Dette bevirkede blot, at han blev endnu mere interesseret i at stifte bekendtskab med den kristne tro. ret
(267) I det jødiske hjem sørgede man om hyggeligt for, at han ikke fik de oplysninger, som han søgte efter; men i en alder af kun 11 år forlod han hjemmet og drog ud i verden for selv at skaffe sig en uddannelse og vælge sin religion og sin livsgerning. Han boede en tid hos nogle landsmænd, men det varede ikke længe før de jog ham bort som en frafalden, og nu måtte han klare sig alene og uden en øre på lommen blandt fremmede. Han rejste fra sted til sted, studerede flittigt og skaffede sig sit underhold ved at undervise i hebraisk. Han kom i forbindelse med en katolsk lærer, antog den romerske - katolske tro og besluttede, at han ville være missionær for sit eget folk. Med dette mål for øje rejste han nogle få år senere til Rom for at optage sine studier ved propaganda-kongregationens kollegium. Her blev han beskyldt for kætteri, fordi han havde for vane at tænke selvstændigt og sige tingene rent ud. Han angreb åbenlyst kirkens misbrug og hævdede, at der burde indføres reformer. Skønt de fremtrædende katolikker til at begynde med behandlede ham med den yderste elskværdighed, blev han efter nogen tids forløb sendt bort fra Rom. Under kirkens opsyn rejste han fra sted til sted men til sidst blev man klar over, at det aldrig ville lykkes at få ham til at underkaste sig romerkirkens åg. Han blev erklæret for at være uforbederlig og fik lov at rejse, hvorhen han ville. Han tog til England, bekendte sig til den protestantiske tro og sluttede sig til den engelske kirke. Efter to års studium drog han ud på sin mission. Det var i 1821. ret
(268) Wolff antog den store sandhed om Kristi første komme som "en smerternes mand og kendt med sygdom" men han var også klar over, at profetierne taler ligeså tydeligt om Kristi andet komme med kraft og herlighed. Samtidig med at han søgte at føre sit folk til Jesus af Nazaret, Herrens Forjættede, og lede deres tanker hen til hans første komme i ydmyghed som et offer for menneskenes synd, lærte han dem også om hans andet komme som en konge og befrier. ret
(268) Han sagde: "Jesus af Nazaret, den sande Messias, hvis hænder og fødder blev gennemboret, og som blev ført som et lam hen at slagtes; han, som var smerternes mand og kendt med sygdom, og som kom for første gang, efter at sceptret var taget fra Juda og herskerstaven fra hans fødder; han skal komme for anden gang i himlens skyer med ærkeengelens basun." - Joseph Wolff: Researches and Missionary Labors, p. 62. "Han skal stå på Olie bjerget, og det herredømme, som en gang blev overgivet til Adam over skaberværket og sat over styr af ham (1. Mos. 1, 26; 3, 17), skal overdrages til Jesus. Han skal være konge over hele jorden. Skabningens smertelige klageudbrud skal ophøre, og i stedet skal der lyde lovprisning og takkesange. Når Jesus kommer i sin Faders herlighed med sine hellige engle, ... skal de troende som er døde, opstå først. 1. Tess. 4, 16; 1. Kor. 15, 23. Det er dette, vi kristne kalder den første opstandelse. Da skal dyreriget forandre natur (Es. 11, 6 - 9) og underlægges Jesus. Sl. 8. Og der skal være fred overalt." - Journal of the Rev. Joseph Wolff, pp. 378. 379. "Da skal Herren atter se ned på jorden og sige: "Se, det er såre godt." - Samme, p. 294. ret
(269) Wolff troede, at Herrens komme var nært forestående, og i sin fortolkning af de profetiske tidsperioder havde han fastsat denne store begivenhed til et tidspunkt, som kun afveg nogle få år fra den tid, som Miller havde udpeget. Når folk henviste til dette skriftord: "Den dag og time kender ingen", og der ud fra hævdede, at menneskene intet vil få at vide om Herrens nære komme, svarede Wolff: "Sagde vor Herre, at den dag og time aldrig ville blive kendt? Gav han os ikke tidernes tegn, så vi i det mindste kan vide, når hans komme nærmer sig, ligesom man ved, at sommeren nærmer sig, når figentræet får blade? Matt. 24, 32. Vil vi aldrig komme til at kende dette tidspunkt, skønt han selv opfordrede os til ikke blot at læse profeten Daniel, men at forstå hans bog? Netop i Daniels bog, hvori der står, at der skulle sættes lukke for ordene til endens tid, (hvilket var tilfældet på hans tid) og at "mange skal granske i den," (oversat fra et hebraisk udtryk, som betyder at iagttage og tænke på tiden) "og kundskaben" (angående denne tid) "skal blive stor." Dan. 12,4. Desuden er det ikke Herrens hensigt at sige hermed, at tidens nærhed ikke skal kendes, men at den nøjagtige" dag og time" kender ingen." Han siger, at man skal vide tilstrækkeligt ved hjælp af tidernes tegn til at tilskynde os til at berede os for hans komme, ligesom Noa byggede arken." - Wolff: researches and Misionary Labors, pp. 404. 405. ret
(269) Med henblik på den gængse måde at fortolke eller fejlfortolke Skriften på sagde Wolff: "Det store flertal inden for den kristne kirke er afveget fra Skriftens tydelige mening og følger den samme fantasifulde metode som buddhisterne, der mener at menneskenes fremtidige lykke vil bestå i at bevæge sig omkring i luften; de mener, at når der står jøder, skal det betyde hedninger, og når der står Jerusalem, skal det forstås som kirken, og når der står jorden, betyder det luften; når der står Herrens komme, opfatter de det som missionsselskabernes fremgang, og når der tales om at gå op til Herrens huses bjerg, mener de, at det betyder et stort møde af metodister." - Journal of the Rev. Joseph Wolff, p. 96. ret
(269) I de 24 år fra 1821 til 1845 rejste Wolff vidt omkring. Han var i Afrika, hvor han besøgte Ægypten og Etiopien og i Asien, hvor han gennemrejste Palæstina, Syrien, Persien, Bokhara og Indien. Han besøgte også De Forenede Stater og prædikede på rejsen derover på øen St. Helena. Han ankom til New York i august 1837. Da han havde talt i denne by, prædikede han i Filadelfia og Baltimore og drog derfra videre til Washington. Han siger herom: "Efter et forslag, som blev stillet af ekspræsident John Quincy Adams i et af kongressens huse, fik jeg efter enstemmig tilslutning tilladelse til at benytte kongressalen til et foredrag, som jeg holdt en lørdag, beæret af tilstedeværelsen af alle kongressens medlemmer, biskoppen af Virginia og af gejstlige og borgere i Washington. Den samme ære blev givet mig af regeringens medlemmer i New Jersey og Pennsylvanien, for hvem jeg holdt nogle foredrag om min forskning i Asien samt om Jesu Kristi personlige regering." - Samme, pp. 398. 399. ret
(270) Dr. Wolff rejste i de mest uciviliserede lande uden de europæiske myndigheders beskyttelse. Han kom ud for mange vanskeligheder og var omgivet af utallige farer. Han blev slået under fødderne med stokke, sultet, solgt som slave samt dødsdømt tre gange. Han blev efter stræbt af røvere og var undertiden nær ved at omkomme af tørst. En gang blev han berøvet alt, hvad han ejede, og måtte vandre flere hundrede kilometer til fods i bjergene, mens sneen piskede ham i ansigtet og hans bare fødder blev følelsesløse af at gå på den frosne jord. ret
(270) Når man advarede ham imod at færdes ubevæbnet mellem vilde og fjendtlige stammer, svarede han, at han var "udstyret med våben" - "bøn, nidkærhed for Kristus og tillid til hans hjælp." "1 mit hjerte er jeg tillige udstyret med kærlighed til Gud og min næste, og jeg har Bibelen i min hånd," sagde han. W. H. D. Adams: In Perils Oft, p. 192. Overalt, hvor han færdedes, medbragte han Bibelen på hebraisk og engelsk. Han fortæller om en af sine sidste rejser: "Jeg '" holdt Bibelen åben i min hånd. Jeg følte, at min styrke lå i denne bog, og at dens kraft ville holde mig oppe." Samme, p. 201. ret
(270) Således fortsatte han sin gerning, indtil budskabet om dommen var bragt ud til en stor del af jordens beboede egne. Blandt jøder, tyrkere, persere, hinduer og mange andre folkeslag og racer udbredte han Guds ord på de respektive sprog og forkyndte alle vegne Messias' forestående herredømme. ret
(270) På sine rejser til Bokhara opdagede han, at læren om Herrens snare komme blev hyldet af nogle mennesker, som boede på et fjernt og afsides sted. Han siger også, at araberne i Yemen "er i besiddelse af en bog, som kaldes Seera. Den omtaler Kristi andet komme og hans herredømme i herlighed. De venter, at der vil indtræffe store begivenheder i 1840." - Journal of the Rev. Joseph Wolff, p. 377. "I Yemen ... tilbragte jeg 6 dage sammen med Rekabs børn. De drikker ikke vin, planter ingen vingårde, sår ingen sæd, bor i telte og husker den gode, gamle Jonadab, Rekabs søn; i deres selskab fandt jeg af Israel børn, Dans stamme, ... der ligesom Rekabs børn forventer Messias' snare komme i himlens skyer." - Samme, p. 389. ret
(270) En anden missionær opdagede, at der fandtes en lignende forståelse i Tataria. En præst blandt tatarerne spurgte missionæren hvornår Kristus ville komme anden gang. Da missionæren svarede, at han intet vidste herom, syntes præsten at blive meget forbavset over at finde en sådan uvidenhed hos en person, som udgav sig for at undervise i Bibelen, og sagde, at han selv, på grundlag af profetien, troede, at Kristus ville komme omkring 1844. ret
(271) En verdensomspændende vækkelse
Så tidligt som i 1826 begyndte forkyndelsen af adventbudskabet i England. Bevægelsen antog ikke så faste former her som i Amerika, og det nøjagtige tidspunkt for genkomsten blev ikke forkyndt i så stor udstrækning, men den store sandhed om Kristi snare komme i kraft og herlighed blev dog forkyndt i store dele af landet. Det var heller ikke blot personer, som var udtrådt af statskirken, der forkyndte det. En engelsk forfatter ved navn Mourant Brock skriver, at hen ved 700 præster i den engelske kirke var optaget af at forkynde "dette evangelium om riget". Det budskab, som berammede Herrens komme til 1844, blev også forkyndt i England. Fra USA blev der sendt litteratur om Kristi genkomst, noget som fik stor udbredelse. Bøger og tidsskrifter blev trykt i England. I 1842 rejste Robert Winter, som var af engelsk afstamning og havde antaget adventtroen i Amerika, tilbage til sit fædreland for at forkynde budskabet om Herrens komme. Mange forenede sig med ham i dette arbejde, og budskabet om dommen blev forkyndt i forskellige dele af England. ret
(271) Jesuit og lutheraner forkynder Jesu genkomst
Midt i Sydamerikas barbari og præstevælde søgte en spanskjesuit ved navn Lacunza i Skriften og fandt sandheden om Kristi snare genkomst. Da han følte sig tilskyndet til at forkynde denne advarsel, men samtidig ville undgå romerkirkens fordømmelse, offentliggjorde han sine anskuelser under pseudonymet "Rabbi-Ben-Ezra", for at man skulle tro, at han var en omvendt jøde. Lacunza levede i det 18. århundrede, men det var først i 1825 at hans bog, som var nået til London, blev oversat til engelsk. Dens udgivelse bidrog til at stimulere den interesse, som allerede var ved at blive vakt "I. England for Jesu genkomst. ret
(271) I Tyskland var denne lære blevet fremholdt i det 18. århundrede af Bengel. Han var præst i den lutherske kirke og var en anset bibelgransker og kritiker. Efter fuldendt uddannelse havde Bengel "helliget sig de teologiske studier, hvilket passede godt med hans alvorlige og religiøse indstilling, som var blevet yderligere præget af hans opdragelse i hans yngre år. Ligesom andre dybttænkende unge mænd både før og efter ham måtte han kæmpe med tvivl og vanskeligheder af religiøs art, og han hentyder stærkt følelsesbetonet til de "mange pile, som gennemborede hans stakkels hjerte og gjorde hans ungdom til en svær tid." Da han var blevet medlem af kirkerådet i Württemberg, gjorde han sig til talsmand for religionsfrihed. "Samtidig med at han forsvarede kirkens rettigheder og privilegier, hævdede han, at man skulle tillade mennesker, som af samvittighedsgrunde følte sig foranlediget til at trække sig tilbage fra kirken, al rimelig frihed." - Encyclopedia Britannica, 9th ed., art. "Bengel." De gode følger af denne fremgangsmåde gør sig stadig gældende i hans fødeegn. ret
(271) Det var under udarbejdelsen af en prædiken over det 21. kapitel i Åbenbaringens bog til første søndag i advent, at lyset angående Kristi andet komme trængte ind i Bengels sind, Han fik et indblik i Åbenbaringens profetier som aldrig nogensinde før. Tanken om de overmåde betydningsfulde og herlige begivenheder, som profeten skildrer, overvældede ham i den grad, at han i nogen tid måtte afholde sig fra at beskæftige sig med emnet. På prædikestolen trådte det på ny levende og kraftigt frem for ham. Fra det øjeblik helligede han sig studiet af profetierne, særlig i Åbenbaringens bog, og han kom snart til den overbevisning, at de pegede på Kristi genkomst, som var nært forestående, Det tidspunkt, til hvilket han berammede Kristi genkomst, afveg kun nogle få år fra det tidspunkt, som Miller senere kom til. ret
(272) Bengels skrifter fandt udbredelse over hele kristenheden. Hans syn på profetien blev almindeligt antaget i staten Württemberg, hvor han hørte hjemme, og til en vis grad også i andre dele af Tyskland. Bevægelsen levede videre efter hans død, og adventbudskabet blev forkyndt i Tyskland på samme tid, som det vakte opmærksomhed i andre lande. På et tidligt tidspunkt rejste nogle af de troende til Rusland, hvor de dannede kolonier, og de tyske menigheder i dette land holder stadig fast ved troen på Kristi snare genkomst. ret
(272) Adventbudskabet i Frankrig og Schweiz
Lyset skinnede også i Frankrig og Schweiz. I Geneve, hvor Farelog Calvin havde forkyndt reformationens sandhed, prædikede Gaussen budskabet om Kristi andet komme. I sin studietid havde Gaussen stiftet bekendtskab med rationalismen, som gennemtrængte hele Europa i den sidste del af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, og da han blev præst, var han ikke alene blottet for kendskab til den sande tro, men hældede også til skepticismen. Som ung vakte studiet af profetierne hans interesse. Efter at have læst Rollins Ancient History blev hans opmærksomhed henledt på Daniels andet kapitel, og han blev slået af forundring over den vidunderlige nøjagtighed, hvormed profetien var blevet opfyldt, således som det fremgik af historikerens skildring. Dette vidnesbyrd om Skriftens inspiration var som et anker for ham i de farer, han senere blev udsat for. Rationalismens teorier tilfredsstillede ham ikke, men ved at granske i Bibelen og søge efter klarere lys nåede han efter nogen tids forløb frem til en positiv tro. ret
(272) Under sine fortsatte studier af profetierne kom han til den overbevisning, at Herrens komme var for hånden. Alvoren og betydningen af denne store sandhed greb ham dybt, og der opstod en længsel hos ham efter at gøre folket bekendt med den. Den almindeligt udbredte opfattelse at Daniels profetier er hemmeligheder, som man ikke kan forstå, var dog en alvorlig hindring for ham. Til sidst besluttede han at bære sig ad på samme måde som Farel, da denne evangeliserede Geneve: han ville begynde med børnene og håbede, at det ved disses hjælp skulle lykkes at gøre forældrene interesseret. ret
(272) Da han senere omtalte hensigten med denne fremgangsmåde, udtalte han: "Jeg vil gerne have, at man skal forstå, at det ikke skyldtes sagens ringe betydning, men tværtimod dens store vigtighed, at jeg ønskede at forelægge den på denne velkendte måde, og at jeg fremholdt den for børnene. Jeg ønskede at blive hørt, og jeg frygtede for, at jeg ikke ville blive det, hvis jeg først henvendte mig til de voksne...Derfor besluttede jeg at gå til de yngste. Jeg samler en flok børn. Hvis gruppen vokser og det viser sig, at de hører efter, synes om det, er interesseret, forstår emnet og kan forklare det, er jeg sikker på, at jeg snart får en anden gruppe, og efterhånden vil også de voksne indse, at det er umagen værd at sætte sig ned og granske. Når dette er opnået, er sagen vunden." - L. Gaussen: Daniel the prophet, vol. 2, preface. ret
(272) Hans anstrengelser kronedes med held. Når han talte til børnene, kom der også voksne for at lytte. Gallerierne i hans kirke blev fyldt af opmærksomme tilhørere. Der kom fremtrædende og lærde mænd og udlændinge, som besøgte Geneve. På den måde blev budskabet bragt videre til andre steder. ret
(273) Gaussen blev opmuntret af det gode resultat og udgav sine lektier i håb om, at dette ville fremme studiet af de profetiske bøger i menighederne blandt den fransktalende befolkning. ret
(273) "At udgive lektier, som er beregnet for børn," siger Gaussen, "er det samme som at sige til de voksne, som alt for ofte undlader at læse sådanne bøger under det falske påskud, at de er så dunkle: "Hvordan kan de være uforståelige, når jeres børn forstår dem?" Han tilføjer: "Jeg nærede det brændende ønske at gøre kendskabet til profetierne almindeligt i vore menigheder, hvis det var muligt." "Efter min mening findes der i virkeligheden intet studium, som bedre opfylder tidens behov." ret
(273) "Det er på den måde, at vi skal berede os for den trængsel, som er lige for hånden, og våge og vente på Jesus Kristus." Skønt Gaussen var en af de mest fremragende og afholdte af de fransktalende prædikanter, blev han efter nogen tidsforløb afsat fra præstegerningen. Hans væsentligste forseelse var, at han i sin undervisning af de unge havde benyttet Bibelen i stedet for kirkens katekismus, som var en tør rationalistisk håndbog, der næsten var blottet for levende tro. Senere blev han lærer ved en teologisk skole, men han fortsatte med at tale til børnene om søndagen og undervise dem i Bibelen. Hans forkyndelse af profetierne vakte også megen interesse. I sit lærerembede, gennem pressen og i sin yndlingsbeskæftigelse som lærer for børn vedblev han i mange år at øve en omfattende indflydelse, og takket være hans arbejde fik mange mennesker opmærksomheden henledt på studiet af profetierne, som viste, at Herrens komme var nært forestående. ret
(273) Børn forkynder budskabet i Skandinavien
Også i Skandinavien blev adventbudskabet forkyndt, og det vakte stor interesse. Mange blev revet ud af deres sorgløse sikkerhed, bekendte og angrede deres synder og søgte tilgivelse i Kristi navn. Men statskirkens præster modsatte sig bevægelsen, og på disses foranledning blev nogle af budskabets forkyndere sat i fængsel. Mange af de steder, hvor forkynderne af Herrens snare genkomst blev bragt til tavshed, behagede det Gud at lade budskabet lyde på en mirakuløs måde ved hjælp af mindreårige børn. Fordi de var umyndige, var de ikke indbefattet af lovens forbud, men fik lov at tale uhindret. ret
(273) Bevægelsen vandt hovedsagelig genlyd blandt den jævne befolkning, og folk samledes i arbejderbefolkningens beskedne hjem for at lytte til advarslen. Børneprædikanterne var for det meste fattige husmandsbørn, og nogle af dem var ikke mere end 6 eller 8 år gamle. Deres opførsel vidnede om, at de elskede Frelseren, og de søgte også at leve i overensstemmelse med Guds hellige bud, men med hensyn til intelligens og evner stod de på samme trin som andre børn på deres alder. Når de stod foran folket, var det dog åbenbart, at de befandt sig under en indflydelse, som ikke kom fra deres medfødte evner. Deres stemme og deres optræden forandredes, og med en højtidelig kraft fremholdt de advarslen om dommen med selve Skriftens ord: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet." De irettesatte folket for deres synder og fordømte ikke blot umoralsk og lastefuld t levned, men revsede også verdslighed og frafald, samt formanede tilhørerne til omgående at fly fra den kommende vrede. ret
(274) Folk lyttede med bæven. Guds Ånd talte overbevisende til deres hjerter. Mange blev tilskyndet til at ransage Skriften med en ny og større interesse. Mennesker, som levede i druk og umoralitet, omvendte sig, andre holdt op med at være uærlige. Der skete så bemærkelsesværdige ting, at selv statskirkens præster måtte indrømme, at Guds hånd var med i det der skete. ret
(274) Det var Guds vilje, at budskabet om Frelserens komme skulle forkyndes i de skandinaviske lande, og da hans tjeneres røst blev bragt til tavshed, udgød han sin Ånd over børnene, for at værket kunne blive fuldbyrdet. Da Jesus nærmede sig Jerusalem sammen med den jublende skare, som med sejrsråb og svingende palmegrene forkyndte, at han var Davids søn, forlangte de nidkære farisæere, at han skulle få folket til at tie, men Jesus svarede, at alt dette skete som en opfyldelse af profetien, og hvis disse tav, skulle stenene råbe. Folket lod sig skræmme af præsternes og rådsherrernes trusler og holdt op med deres glade råb, da de drog ind gennem Jerusalems porte, men lidt senere istemte børnene i tempelgårdene sangen, og idet de svingede med deres palmegrene, råbte de: "Hosianna Davids søn!" Matt. 21, 8-16. Da farisæerne i deres harme sagde til Jesus: "Hører du ikke hvad de siger?" svarede han: "Jo, men har I aldrig læst de ord: "Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?" Ligesom tilfældet var ved Kristi første komme, benyttede Gud også børnene til at forkynde budskabet om Kristi andet komme. Der står i Guds ord, at Frelserens genkomst skulle forkyndes for alle folkeslag, stammer og tungemål, og dette ord skulle gå i opfyldelse. ret
(274) Den store adventvækkelse i Amerika
William Miller og hans medarbejdere fik betroet at forkynde advarselsbudskabet i Amerika, og det var i dette land, at den store adventbevægelse fik sit midtpunkt. Det var her, at profetien om den første engels budskab fik sin mest direkte opfyldelse. Miller og hans medarbejderes skrifter blev bragt til fjerne lande. Der hvor missionærerne trængte frem, blev budskabet om Kristi snare genkomst forkyndt. Overalt lød det evige evangeliums budskab: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet." ret
(274) Vidnesbyrdet om de profetier, som syntes at varsle Kristi komme i foråret 1844, fæstede sig dybt i menneskenes sind. På sin vej fra stat til stat vakte budskabet stor interesse overalt. Mange blev overbevist om, at de argumenter, som grundede sig på de profetiske tidsperioder, var rigtige, og de lagde i ydmyghed deres egne meninger til side og tog imod sandheden med glæde. Nogle prædikanter opgav deres sekteriske indstilling, forlod deres lønnede stilling og deres menigheder og sluttede sig til forkyndelsen af Jesu komme. I det store og hele var der dog kun få prædikanter, som antog budskabet, og dets forkyndelse blev derfor for den største del betroet de ydmyge lægmænd. Landmænd forlod deres marker, håndværkere deres værktøj, købmænd deres varer og lærde mænd forlod deres embede, og dog var de folk, der stod til rådighed, få i sammenligning med den opgave, som skulle løses. Tilstanden inden for en ugudelig kristenhed og i en ond verden hvilede som en tung byrde på de sande vægteres hjerter, og de veg ikke tilbage for hårdt arbejde, afsavn og lidelser for at kunne lede mennesker til omvendelse og frelse. Trods Satans modstand gik værket støt fremad, og mange tusinder antog budskabet om Kristi andet komme. ret
(274) Overalt lød det ransagende vidnesbyrd, og syndere, både verdens mennesker og menighedsmedlemmer, blev formanet til at fly for den kommende vrede. Ligesom Kristi forløber, Johannes Døber, lagde prædikanterne øksen ved træets rod og opfordrede alle til at bære frugt, som var ,omvendelsen værdig. Deres gribende appeller stod i skarp modsætning til de forsikringer om fred og ingen fare, som lød fra prædikestolene i almindelighed, og overalt, hvor budskabet blev forkyndt, greb det folk. Skriftens enkle, tydelige vidnesbyrd, som blev yderligere understreget ved Helligåndens kraft, bragte en overbevisning med sig, som kun få kunne modstå fuldstændig. Bekendende kristne blev rusket op af deres falske tryghedsfølelse og blev klar over deres frafald, verdslighed, vantro, stolthed og egenkærlighed. Mange søgte Herren i anger og ydmyghed. Deres interesser, som så længe havde været knyttet til det jordiske, blev nu himmelvendte. Guds Ånd hvilede over dem, og med hjertet blødgjort og sønderknust istemte de råbet: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet." ret
(275) Syndere spurgte grædende: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" De uærlige var ivrige efter at yde erstatning. Alle de, der fandt fred i Kristus, længtes efter, at andre skulle få del i velsignelsen. Forældrenes hjerte blev vendt til børnene og børnenes hjerte til forældrene. Stolthedens og tilbageholdenhedens skranker blev fjernet. Der blev aflagt dybtfølte bekendelser, og i hjemmene arbejdede man på at frelse dem, som var en nærmest og kærest. Ofte lød der alvorlig forbøn. Overalt var der mennesker, som bad til Gud i dyb sjæleangst. Mange kæmpede hele natten i bøn for at få forvisning om, at deres synder var forladt, eller for at bede om, at deres slægtninge eller naboer måtte blive omvendt. ret
(275) Folk fra alle samfundsklasser strømmede til de adventtroendes møder. Rige og fattige, høje og lave var af forskellige årsager ivrige efter selv at høre budskabet om Kristi genkomst. Herren holdt modstanden i skak, mens hans tjenere gjorde rede for deres tro. Det menneskelige redskab var undertiden svagt, men Guds Ånd gav den guddommelige sandhed kraft. Man kunne fornemme, at der var hellige engle tilstede i disse forsamlinger, og der føjedes daglig mange til de troende. Store skarer lyttede i fuldstændig tavshed til de højtidelige ord, når beviserne på Kristi genkomst blev fremholdt. Himlen og jorden syntes at komme hinanden nærmere. Guds kraft gjorde sin indflydelse gældende hos gammel, ung og midaldrende. Folk gik hjem med pris på deres læber, og deres glædesudbrud gav genlyd i nattens stilhed. Ingen af dem, der overværede disse møder, kunne nogensinde glemme den forunderlige og interessante oplevelse. ret
(275) Det vakte stor modstand hos mange mennesker i alle samfundslag, at der blev fastsat et bestemt tidspunkt for Kristi komme. Modstanden kom lige fra præsten på prædikestolen ned til den mest ligegyldige og trodsige synder. Disse profetiske ord fik deres opfyldelse: "I de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse." 2. Pet. 3, 3. 4. Blandt de mennesker, der bekendte sig til at elske Frelseren, var der mange, der sagde, at de ikke havde noget at indvende imod læren om hans andet komme, de gjorde blot indsigelse imod, at man fastsatte et bestemt tidspunkt. Men Guds altseende øje gennemskuede deres hjerter. De ville ikke høre tale om, at Kristus skulle komme for at dømme verden med retfærdighed. De havde været utro tjenere, deres gerninger kunne ikke tåle at blive undersøgt af Gud, som ransager hjerterne, og de var bange for at møde Herren. De havde det på samme måde som jøderne ved Kristi første komme; de var ikke rede til at byde Jesus velkommen. De afslog ikke blot at lytte til de tydelige argumenter fra Bibelen, men drev spot med dem, der ventede på Herren. Satan og hans engle jublede og hånede Kristus og hans hellige engle med, at de mennesker, der bekendte sig til at tjene ham, nærede så lidt kærlighed til ham, at de ikke ønskede, at han skulle komme igen. ret
(276) Kaldet om at våge og vente
Det argument, som hyppigst blev benyttet af de mennesker, der forkastede adventtroen var, at "ingen kender dagen eller timen." Teksten siger: "Men den dag og time kender ingen, ikke engang himlens engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene." Matt. 24, 36. De, der ventede på Herren, udlagde dette skriftsted på en klar og logisk måde og påviste tydeligt, at modstanderne benyttede det forkert. Kristus udtalte disse ord i sin mindeværdige samtale med sine disciple på Oliebjerget, efter at han havde forladt templet for sidste gang. Disciplene havde stillet dette spørgsmål: "Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?" Jesus omtalte tegnene og sagde derpå: "Således skal I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren." Matt. 24, 3. + 33. Man må ikke lade en udtalelse af Jesus gøre en anden til intet. Skønt ingen mennesker kender dagen eller timen for Kristi komme, har vi dog fået oplysninger, som forpligter os til at vide, når det er nær. Vi er endvidere blevet undervist om, at det er lige så skæbnesvangert for os at lade hans advarsel ude af betragtning, som det var for menneskene på Noas tid at være uvidende om tidspunktet for syndflodens komme. Det samme kapitel indeholder desuden en lignelse, som viser modsætningen mellem den tro og den utro tjener, og som dømmer den mand, der sagde i sit hjerte: "Min herre lader vente på sig." Denne lignelse viser, hvorledes Kristus vil betragte og belønne dem, der våger og forkynder hans komme, og dem, der benægter, at han vil komme igen. "Våg derfor," siger han: "Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan." vers 42. + 46. "Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig." Åb. 3,3. ret
(276) Paulus taler om en kategori af mennesker, som er uforberedt, når Herren kommer. "Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger: "Fred og ingen fare!", da er undergangen pludselig over dem, ... og de skal ingenlunde undslippe." Men han tilføjer med henblik på dem, der har givet agt på Frelserens advarsel: "Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. For I er lysets børn; vi hører ikke natten eller mørket til." 1. Tess. 5, 2-5. ret
(276) Således blev det påvist, at Skriften ikke tillader mennesker nogen ret til at være uvidende om Kristi kommes nærhed. Men de, der kun var interesseret i at finde et påskud til at forkaste sandheden, vendte det døve øre til denne forklaring, og de hårdnakkede spottere, ja, selv Kristi bekendende tjenere, blev ved at gentage ordene: "Ingen kender dagen eller timen." Da folket vågnede op og begyndte at spørge efter frelsens vej, stillede religiøse ledere sig imellem dem og sandheden og forsøgte at stille deres frygt ved en forkert fortolkning af Guds ord. Utro vægtere forenede sig med den store forfører og råbte: "Fred, fred!" når Gud ikke havde sagt, at der ville blive fred. Mange bar sig ad ligesom farisæerne på Kristi tid. De ville ikke selv gå ind i himlen, og de mennesker, som ønskede at komme der, forhindrede de deri. Disse menneskers blod vil blive krævet af deres hånd. ret
(276) Modgang for de adventtroende
De mest ydmyge og gudhengivne i kirke samfundene var som regel de første til at antage budskabet. De mennesker, der selv læste i Bibelen, kunne ikke undgå at se, at det vanlige syn på profetierne var ubibelsk, og overalt, hvor folk ikke var behersket af gejstlighedens indflydelse, samt på de steder, hvor de selv læste i Guds ord, var det tilstrækkeligt, at de sammenlignede adventsandheden med Skriften for at konstatere, at der stod guddommelig autoritet bag den. ret
(277) Mange blev forfulgt af deres vantro medmennesker. Nogle gik med til at fortie deres håb for at beholde deres stilling i menigheden, men der var andre, der følte, at de ikke kunne skjule de sandheder, som Gud havde betroet dem, hvis de skulle være tro imod ham. Ikke så få blev udelukket af deres menighed, blot fordi de talte om deres tro på Kristi genkomst. De mennesker, der blev udsat for denne trosprøve, fandt trøst i disse ord af profeten: "Således siger jeres brødre, der hader jer og støder jer bort for mit navns skyld: "Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se jeres glæde!" Men de skal blive til skamme!" Es. 66, 5. ret
(277) Guds engle iagttog med den dybeste interesse resultatet af advarslen. Englene vendte sig bedrøvet bort, når hele menigheder forkastede budskabet. Men der var mange, som endnu ikke var blevet stillet på prøve med hensyn til sandheden om genkomsten. Mange blev vildledt af deres mænd, hustruer, forældre eller børn og blev overtalt til at tro, at det var synd endog at lytte til den vranglære, som blev forkyndt af de adventtroende. Englene fik befaling om at våge omhyggeligt over disse mennesker, for der skulle skinne mere lys på dem fra Guds trone. ret
(277) Forventning og skuffelse
De, der havde antaget budskabet, ventede med ubeskrivelig længsel på deres Frelsers komme. Nu nærmede det tidspunkt sig, da de forventede at se ham. De var opfyldt af en højtidelig alvor. De havde inderligt samfund med Gud en forsmag på den fred, som ville blive dem til del i den himmelske herlighed. Ingen af dem, der oplevede dette håb og denne tillidsfuldhed\ kunne glemme den dyrebare ventetid. I ae sidste uger forud for det store øjeblik ophørte de for det meste med verdsligt arbejde. De oprigtigt troende ransagede omhyggeligt hver tanke og følelse i deres hjerte, som om de lå på dødslejet og skulle lukke deres øjne for alt jordisk om nogle få timer. Der blev ikke fremstillet "himmelfartsklæder," som nogle påstod, men alle indså nødvendigheden af en overbevisning, om at de var beredte til at møde Frelseren. Deres hvide klæder bestod i et rent hjerte - en karakter, der var renset for synd i Kristi forsonende blod. Gid Guds bekendende folk stadig følte det samme behov for hjerteransagelse og besad den samme alvorlige, urokkelige tro! Hvis de var blevet ved med at ydmyge sig for Herren på denne måde og trænge frem for nådetronen med deres bønner, ville de eje en langt rigere erfaring, end de har nu. Der bedes for lidt, der findes for lidt virkelig overbevisning om synd, og som følge af mangel på levende tro, er mange blottet for den nåde, som vor Genløser har tilvejebragt i så rigt mål. ret
(277) Gud ville stille sit folk på prøve. Hans hånd skjulte en fejltagelse i udregningen af de profetiske tidsperioder. Hverken de adventtroende eller de lærdeste blandt deres modstandere opdagede fejlen. Modstanderne sagde: "Jeres beregning af de profetiske tidsperioder er korrekt. Der forestår en eller anden stor begivenhed, men det er ikke den, som Miller forudsiger. Det er verdens omvendelse og ikke Kristi andet komme." ret
(277) Ventetiden udløb, og Kristus kom ikke for at befri sit folk. De mennesker, der i oprigtig tro og kærlighed havde ventet på deres Frelser, oplevede en bitter skuffelse. Men Gud nåede sin hensigt. Han stillede de mennesker, som bekendte sig til at vente på hans komme, på prøve for at se, hvad der boede i deres hjerter. For manges vedkommende havde ren og skær frygt været deres eneste motiv. Den tro, som de bekendte sig til, øvede ingen indflydelse på deres hjerte eller deres liv. Da den forventede begivenhed ikke indtraf, sagde disse mennesker, at de ikke var skuffet, og de var nogle af de første til at drive spot med de sande troendes sorg. ret
(277) Men Jesus og hele den himmelske hær så i kærlighed og medlidenhed ned til de prøvede og trofaste, som var blevet skuffet. Hvis det slør, som skiller den synlige og den usynlige verden, kunne være trukket til side, ville man have set engle holde sig nær til disse standhaftige og beskytte dem mod Satans pile. ret