(76) Dette kapitel er baseret på Mattæus 13,31, 32; Mark. 4,30-32; Luk. 13,18. 19.
Der var mange farisærere i den skare der lyttede til Kristi lære. Disse bemærkede hånligt hvor få af Hans tilhørere anerkendte Ham som Messias. Og de tvivlede selv hvordan denne beskedne lærer kunne ophøje Israel til universel herredømme. Hvordan kunne han oprette et nyt rige uden rigdomme, magt eller ære. Kristus læste deres tanker og svarede dem: ret
(76) ”Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det?” Med jordiske riger var der intet som kunne tjene noget liggende. Intet borgerligt samfund kunne gøre krav som et symbol. ”Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” ret
(77) Frøets spirer vokser ved at folde det livgivende princip ud, som Gud har implanteret. Dets udvikling er afhængig af menneskers kraft. Sådan er det med Kristi rige. Det er en ny skabning. Dets udviklingsprincipper er modsat deres der hersker denne verdens riger. Jordiske regeringer hersker ved fysisk magt; de fastholder deres dominans ved krig; men det nye riges grundlægger er Fredens Fyrste. Helligånden viser de verdslige riger som symboler på voldsomme dyrs bytte; men Kristus er ”Guds Lam, som bærer verdens synd.” Joh. 1,29. I Hans regeringsplan bruges der ingen brutal magt der tvinger samvittigheden. Jøderne så efter om Guds rige blev oprettet på samme måde som verdens riger. For at tilskynde til retfærdighed tyede de til udvortes forhåndsregler. De udtænkte metoder og lagde planer. Men Kristus implanterede et princip. Ved at implantere sandhed og retfærdighed, modarbejder Han vildfarelse og synd. ret
(77) Da Jesus sagde denne lignelse, kunne der ses sennepsplanter fjern og nær, de hævede sig over græsset og korn, og svajede deres grene let i luften. Fuglene fløj fra kvist til kvist, og sang blandt de løv-rige blade. Alligevel var frøene der spirede op til disse gigantiske planter, blandt de mindste af alle frø. Først sendte det et ømt skud op, men det fik stærkere livskraft, og voksede og blomstrede indtil det nåede nuværende store størrelse. Kristi rige virker således i sin begyndelse ydmygt og ubetydeligt. I sammenligning med jordisk riger ser det ud til at være det mindste af alle. Kristi krav på at være konge blev latterliggjort af denne verdens riger. Alligevel besad evangeliets rige et guddommeligt liv i de mægtige sandheder, der blev givet Hans efterfølgere. Og hvor hurtigt voksede det, hvilken vidtrækkende indflydelse! Da Kristus sagde denne lignelser, var der kun nogle få galilæiske bønder til at repræsentere det nye rige. Det blev fremhævet igen og igen at de var fattige og få i antal, som årsag til at mennesker ikke kan sammenligne sig med disse enfoldige fiskere som fulgte Jesus. Men sennepsfrøet skulle vokse og brede sine grene ud over verden. Når de jordiske riger, som menneskehjerterne var så optaget ville gå til, vil Kristi rige forblive, som en mægtig og vidtrækkende magt. ret
(78) Så nådesarbejdet med hjertet begynder småt. Der siges et ord, en lysstråle spredes i sjælen, der udøves en indflydelse som begynder det nye liv; og hvem kan måle sig med dets resultater? ret
(78) Det er ikke kun væksten i Kristi rige, som lignelsen om sennepsfrøet illustrer, men alle trin i den voksende erfaring som lignelsen fremstiller, og bliver gentaget. For Gud har en særlig sandhed og et særligt arbejde til enhver slægt i Hans menighed. Den sandhed som skjules for verdens vise og kloge, åbenbares for den barnlige og ydmyge. Det kræver selvopofrelse. Der er kampe at kæmpe og sejre at vinde. Fra første færd af er der kun få der forsvarer. De modarbejdes og foragtes af verdens store mænd og ved en verdenstilpasset kirke. Se Johannes Døber, Kristi forløber, står alene og irettesætte det jødiske folks stolthed og formalisme. Se de første evangelie-frontkæmpere i Europa. Hvor tilsløret, hvor håbløs, synes Paulus og Silas’ mission ikke, de to teltmagere, da de med deres kammerater to skibet fra Troas til Filippi. Se den aldrende Paulus, i lænker forkynder Kristus i Kejsernes fæstninger. Se de små slave- og bondesamfund i konflikt med det imperialistisk hedenske Rom. Se Martin Luther modstå den mægtige kirke, som er mesterstykket i verdens visdom. Se ham holde fast på Guds ord, imod kejseren og paven, erklære: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælp mig.” Se John Wesley forkynde Kristus og Hans retfærdighed midt i formalisme, sanselighed og hedenskab. Se nogen bebyrdet med den hedenske verdens veer, bede indtrængende om at blive ført til Kristi kærlighedsbudskab. Her er gejstlighedens svar: ”Sæt dig ned, unge mand. Når Gud ønsker at omvende hedningene, vil Han gøre det uden jeres hjælp eller min.” ret
(79) De store religiøse ledere, som tænker i denne slægt, udråber lovprisning og opbygger deres monumenter, som lagde sandhedens frø for flere hundrede år siden. Er der ikke mange i dag, der vender sig for at nedtræde de opspirende frø? Det gamle råb gentages: ”Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand [Kristus i den budbringer Han sendte] er fra, ved vi ikke.” Joh. 9,29. Ligesom i de første tider, findes der særlige sandheder. De findes ikke hos gejstlige myndigheder, men hos mænd og kvinder, som ikke er for lærte eller for kloge til at tro Guds ord. ret
(79) “For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting” (1 Korinter 1,26-28); “for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.” (1 Korinter 2,5). ret
(79) Og i denne sidste slægt skal lignelsen om sennepsfrøet nå tydeligt ud og i triumferende opfyldelse. Det lille frø vil blive et træ. Det sidste advarsels- og nådesbudskab skal gå ud til ”alle folk, stammer og tungemål” (Åbenbaringen 14,6-14), “for at tage et folk ud for hans navns skyld” (Apostlenes gerninger 15,14; Åbenbaringen 18,1). Og jorden skal oplyses med Hans herlighed. ret