(164) (164) Da min mand blev så svag, før vor flytning fra Rochester, besluttede han at befri sig selv for ansvar i forlagsarbejdet. Han foreslog at menigheden tog vare på dette arbejde og at det blev styret af en forlagskomite, som de skulle udpege og at ingen, i forbindelse med det embede, ikke får sig nogen økonomisk fordel deraf, udover lønnen for hans arbejde. ret
(164) Anstrengelser for at etablere forlagsarbedjet
Selv om vore brødre gentagne gange, blev gjort opmærksom på problemet, gjorde de ikke noget ved det før 1861. Indtil da var min mand juridisk ejer af forlagshuset og eneste leder af arbejdet. Han nød tilliden fra sagens aktive venner, som stolede på hans omsorg for midlerne, som de gav fra tid til anden, efter hvad sagen påkrævede, til at bygge en forlagsvirksomhed op. Men selv om meddelelsen ofte blev gentaget i Review, at forlagshuset i realiteten var menighedens ejendom, hvor han kun var juridisk leder, benyttede vore fjender sig af dette og under påskud af spekulation, gjorde de alt i deres kraft for at forurette ham og for at forhale sagens fremgang. Under disse omstændigheder introducerede man organiseringssagen, som førte til indlemmelsen af Syvendedags Adventist Forlagsselskabet, efter Michiganlovene, i foråret 1861. ret
(165) Forældreomsorg
(165) Selv om de problemer vi fik med forlagssarbejdet og andre grene af sagen medførte megen forvirring, var det største offer, jeg blev kaldet til, i forbindelse med arbejdet, at overlade mine børn i andres varetægt. ret
(165) Henry havde været væk fra os i fem år og Edson havde kun fået lidt af vor omsorg. I årevis i Rochester var vor familie meget spredt og vort hjem som et hotel og vi var væk fra det hjem det meste af tiden. Jeg nærede den dybeste bekymring om mine børn skulle opdrages fri for onde vaner og jeg græmmes ofte, når jeg tænker på modsætningen mellem min situation og andres, som ikke ville tage byrden og omsorgen, som altid kunne være hos deres børn, til at råde og belære dem og som bruger næsten deres tid næsten udelukkende på deres egen familie. Og jeg har spurgt: Kræver Gud så meget af os og lader andre uden byrder? Er det fordelt lige? Skal vi således haste af sted fra en bekymring til en anden, en del af arbejdet til andre og kun have lidt tid til at opdrage vores børn? ret
(165) Tab af børn
I 1860 gik døden over vor tærskel og brækkede den yngste gren af vort familietræ. Lille Herbert, født den 20.september 1860, døde den 14.december samme år. Da den ømme gren var brudt, nej hvor vore hjerter blødte, som ingen kunne vide uden den som har fulgt deres små lovede børn til graven. ret
(165) Men oh, da vore prægtige Henry døde, [Henry N. Whites død skete i Topsham, Maine, d. 8. december, 1863.] i en alder af (166) seksten; da vores søde sanger blev båret til graven og vi hørte ikke længere hans tidlig-modne sang, hvor blev vores hjem ensomt. Både forældrene og de to tilbageblevne sønner følte slaget meget stærkt. Men Gud trøstede os i vore smertelige tab og med tro og mod gik vi fremad i det arbejde han har givet os, i et strålene håb for at møde vore børn, som er blevet revet fra os i døden, i den verden hvor sygdom og død aldrig vil komme. ret