(54) (54) Forsigtigt og med skælven nærmede vi os tidspunktet for vor Frelsers forventede tilsynekomst. Med højtidelig alvor søgte vi, som et folk, at rense vore liv, så vi kunne være rede til at møde Han ved Hans komme. Der blev holdt møder i private huse forskellige dele af byen, med de bedste resultater. Troende blev opmuntret til at arbejde med deres venner og slægtninge, og nyomvendte blev fordoblet dag for dag. ret
(54) Møderne i Beethoven-hallen
Uanset modstanden fra prædikanter og menigheder, var Beethovenhallen i Portland-byen overfyldt hver aften; især var der en stor forsamling om søndagen. Alle klasser samledes sig om disse møder. Rige og fattige, høje og lave, prædikanter og lægfolk, alle med forskellige bevæggrunde, var ivrige efter at selv høre læren om genkomsten. Der kom mange som ikke fandt en ståplads, og gik skuffet bort. ret
(54) Mødernes program var enkel. En kort og tydelig prædiken blev sædvanligvis givet, derefter var der givet fri til almindelig tilskyndelse. Der var, som regel, den mest fuldkomne stilhed der var muligt, for så stor en mængde. Herren holdt modstandens ånd i skak medens hans tjenere forklarede grunden til deres tro. Nogle gange var redskabet svagt, men Guds Ånd gav vægt og kraft til Sin sandhed. De hellige engles nærværelse mærkedes i forsamlingen og dagligt blev adskillige lagt til den lille flok af troende. ret
(55) En formaning af ældre Brown
(55) Engang da ældre Stockman forkyndte, sad ældre Brown, en kristen baptistprædikant, hvis navn har været omtalt før i denne beretning, ved skranken og lyttede til prædiken med intens interesse. Han blev dybt rørt og med ét blev hans udtryk bleg som døden, han faldt ned af stolen og ældre Stockman greb ham i hans arme netop som han faldt til gulvet og lagde ham på sofaen bag skranken, hvor han lå kraftløs indtil prædiken var færdig. ret
(55) Han rejste sig da, hans ansigt var stadigt blegt, men skinnede med lys fra retfærdighedens sol og gav et meget imponerende vidnesbyrd. Han lod til at modtage en hellig salvelse ovenfra. Han var sædvanligvis langsom til at tale og på en alvorlig måde, hel fri for sindsbevægelse. Ved den lejlighed bar hans højtidelige og velovervejede ord en ny kraft med sig. ret
(55) Han berettede om sin egen erfaring med en sådan enkelhed og oprigtighed, at mange skadede blev rørt til tårer. Guds Ånd blev mærket i hans ord og ses på hans ansigtsudtryk. Med en hellig ophøjelse erklærede han frimodigt at han havde taget Guds ord, som sin rådgiver, at hans tvivl var fejet bort og hans tro bekræftet. Med alvor indbød han sine medprædikanter, menighedsmedlemmerne, syndere og vantro til at undersøge bibelen for sig selv. Han formanede dem til ikke at lade noget menneske vende sig bort fra, at forvisse sig om hvad der er sandhed. ret
(55) Da han havde stoppet med at tale, blev dem, som ønskede forbøn for Guds folk indbudt til at stå op. Hundredvis svarede på opfordringen. Helligånden hvilede på forsamlingen. Himlen og jorden synes (56) at nærme sig hinanden. Mødet varede en time mere ud på natten. Herrens kraft mærkes på unge, gamle og midaldrende. ret
(56) Hverken denne gang eller senere afbrød Ældre Brown ikke sin forbindelse med den kristne menighed, men hans folk så på med stor respekt. ret
(56) Glade forventninger
Vi vendte tilbage til vore hjem på forskellige måder: én stemme der priste Gud ville nå os fra en retning og, som om det var et svar, kom stemmer fra andre og endnu andre kvarterer: "Ære til Gud, Herren regerer!" Mennesker fandt deres hjem med pris i deres læber og den glade lyd lød ud i den stille natteluft. Ingen af dem, som var til disse møder kan nogensinde glemme de situationer hvor den dybeste interesse var." ret
(56) Dem, som oprigtigt elsker Jesus kan værdsætte deres følelser, som vågede med den mest inderlige længsel efter deres Frelsers komme. Det forventede tidspunkt nærmede sig. Tiden hvor vi håbede at møde ham, var nær. Vi nærmede os denne time med en stille alvor. De sande troende hvilede i liflig forening med Gud, - med en alvor af den fred, som skulle være deres, i det strålede senere. Ingen som oplevede dette håb og denne tillid, kan nogensinde glemme de dyrebare ventende timer. ret
(56) Verdslig forretning var hovedsagligt lagt til side i nogle få uger. Vi undersøgte omhyggeligt enhver tanke og sindsbevægelse i vore hjerter, som om vi var ved vort dødsleje og, om nogle få timer, lukkede vore øjne for evigt, for jordiske scenerier. Der var ingen fremstilling af "Himmelfarts klædninger" til denne store begivenhed; vi nærede behovet for et indre bevis at vi var beredte til at møde Kristus og vore hvide klæder var sjælens renhed, karakter renset fra synd ved vor Frelsers soneblod. ret
(57) Dage med rådvildhed
(57) Men forventningens tid var gået. Dette var den første grundige prøve der skulle bæres af dem, som troede og håbede at Jesus ville komme i himlens skyer. Skuffelsen for Guds ventende folk, var stor. Spotterne triumferede og vandt de svage og krysterne til deres rækker. Nogle som havde vist sig at besidde den sande tro lod til kun at have været påvirket af frygt; og nu kom deres tapperhed tilbage, ved at tiden var gået og de forenede sig frimodigt med spotterne, erklærede at de aldrig havde været bedraget til at virkelig tro Millers lære, som var vanvittig fanatisk. Andre, med naturlig trang til opgivelse, forlod stille og roligt sagen. ret
(57) Vi var forvirrede og skuffede og fraskrev os dog ikke vor tro. Mange klyngede sig stadig til håbet at Jesus ikke ville udskyde hans komme; Herrens ord var sikkert og kunne ikke svigte. Vi følte at vi havde gjort vor pligt, vi havde levet op til vor dyrebare tro; vi var skuffede, men ikke gjort modløse. Tidernes tegn betegnede at enden for alle ting var nær; vi må vente og holde os selv i beredskab for Mesterens komme til enhver tid. Vi må vente med håb og tillid og ikke forsømme at samle os selv til belæring, opmuntring og trøst, så vort lys må skinne ud i verdens mørke. ret
(57) En fejl i udregningen
Beregningen af tiden var så simpel og tydelig, at selv børn kunne forstå det. Fra datoen på dekretet fra kongen af Persien, (58) fundet i Ezra 7, som var givet i år 457 før Kristus, måtte de 2300 år i Daniel 8,14 ophøre i 1843. Altså ventede vi enden i dette år på Herrens komme. Vi blev sørgelig nok skuffet da året var helt omme og Frelseren ikke var kommet. ret
(58) Det var ikke ved det første vi indså at hvis dekretet ikke kom ud ved begyndelsen af år 457 før Kr., ville de 2300 år ikke være fuldendt ved slutningen af 1843. Men det var konstateret at dekretet blev givet i slutningen af år 457 før Kr. og derfor måtte den profetiske periode nå frem til efteråret i 1844. Derfor udeblev tidssynet ikke, endskønt det synes at gøre det. Vi lærte at dvæle ved profetens sprog: "Thi synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det så bi på det, thi det kommer; det udebliver ikke." Hab. 2,3. ret
(58) Gud gennemprøvede sit folk ved at tiden gik i 1843. Fejltagelsen der var lavet i beregningen af den profetiske (53) periode blev ikke opdaget med ét, selv af lærte mænd som modsatte sig deres syn, der ventede Kristi komme. Elever erklærede at mr. Miller var rigtig i sin beregning for den tid, endskønt de strides med ham med hensyn til de begivenheder der ville afslutte perioden. Men de og Guds ventende folk, var i simpel vildfarelse i spørgsmålet om tid. ret
(58) Dem, som blev skuffede var ikke længere overladt i mørke; for ved at søge i de profetiske perioder med alvorlig bøn, var fejltagelserne opdaget og kalkuleringen af den profetiske pensel ned gennem den udeblevne tid. I den glædelige forventning til Kristi komme var visionens tilsyneladende (59) udeblivelse ikke taget med i betragtning og var en kedelig og uventet overraskelse. Dog var denne prøve nødvendig for at udvikle og styrke de oprigtig troende i sandheden. ret
(59) Nyt håb
Vort håb kredsede sig nu om Herrens komme i 1844. Dette var også tiden for budskabet fra den anden engel, som fløj over himmelhvælvingen og råbte: »Faldet, faldet er det store Babylon.« Åb. 14,8 Det budskab blev først forkyndt af Guds tjenere i sommeren 1844. Som følge, forlod mange de faldne menigheder. I forbindelse med dette budskab blev midnatsråbet [Se Matt. 25,1-13] givet: »Se, brudgommen er der, gå ham i møde!« I alle dele af landet, skinnede der givet lys omkring dette budskab og råbet vækkede tusinde. Det gik fra by til by, fra landsby til landsby og til fjerntliggende landregioner. Det nåede de lærte og begavede, så vel som de tilbagetrukne og ydmyge. ret
(59) Det var mine lykkeligste år i mit liv. Mit hjerte var fuld af glad forventning, men jeg nærede stor medynk og bekymring for dem, som var modløse og havde ingen håb for Jesus. Vi forenede os, som et folk, i alvorlig bøn for den rigtige erfaring og det umiskendelige vidnesbyrd om vor godkendelse hos Gud. ret
(59) En trosprøve
Vi behøvede stor tålmodighed, for spotterne var mange. Vi blev ofte hilst med spottene henvisninger til vor tidligere skuffelse. De otodokse menigheder brugte alle midler for at troen på Kristi snare komme ikke måtte spredes. De som (60) vovede at nævne et håb om Kristi snare komme til deres møder fik ingen frihed. Bekendende elskere af Jesus forkastede hånligt efterretninger om, at han, som de påberåbte som deres bedste ven, var snar til at besøge dem. De blev ophidset og vrede mod dem, som proklamerede nyt om hans komme og som glædede sig over, at de hurtigt skulle se ham, i hans herlighed. ret
(60) En beredelsesperiode
Ethvert øjeblik synes for mig at være af yderste vigtighed. Jeg følte, at vi gjorde et arbejde for evigheden og at den ligegyldighed, var i største fare. Min tro var skyfri og jeg tilegnede mig selv Jesu dyrebare løfter. Han sagde til sine disciple: »Bed og I skal få.« Jeg troede fuldt og fast på, at hvad jeg end bad om i overensstemmelse med Guds vilje, ville absolut tilstås mig. Jeg sank ned i ydmyghed ved Jesu fødder, med mit hjerte i harmoni med hans vilje. ret
(60) Jeg besøgte ofte familier og kom i alvorlig bøn med dem, som var knuget af frygt og fortvivlelse. Min tro var så stærk, at jeg aldrig tvivlede et øjeblik, at Gud ville svare min bøn og uden en eneste undtagelse hvilede Jesu fred og velsignelse på os, som svar på vor ydmyge bøn. De fortvivledes hjerter blev gjort glade med lys og håb. ret
(60) Med flittig hjerteransagelse og ydmyg bekendelse kom vi frem til forventningens tid - under bøn. Hver morgen følte vi, at det var vor første gerning at sikre os det bevis, at vor livsførelse var rigtig overfor Gud. Vor interesse for hinanden forøges; vi bad (61) meget med og for hinanden. Vi samles i frugthaver og lunde for at tale med Gud og frembære vore bønner til ham og føle os mere fuldt i hans nærværelse når, vi var omgivet af hans naturlige arbejde. Frelsens glæder var mere nødvendig for os, end mad og drikke. Hvis skyer fordunklede vore tanker, turde vi ikke hvile eller sove indtil de var drevet væk, af bevidstheden om vor modtagelse hos Herren. ret
(61) Tiden passerede forbi
Guds ventende folk nærmede sig timen, medens de inderligt håbede, at deres glæde vil blive fuldstændig ved Frelserens komme. Men tiden gik igen ubemærket ved Jesu komme. Det var hårdt at tage livets bekymringer op, at vi tænkte om vi ville aflægge dem for altid. Det var en bitter skuffelse der faldt på den lille flok, hvis tro havde været så stærk og hvis håb havde været så højt. Men vi blev overrasket over at vi følte os så fri i Herren og blev så stærkt støttet af hans styrke og nåde. ret
(61) Erfaringen fra de tidligere år blev dog gentaget i et større omfang. Mange gav afkald på deres tro. Nogle som havde været meget overbevist, blev så dybt sårede i deres stolthed at de følte det som at flygte fra verden. Ligesom Jonas, beklagede de sig over Gud og valgte døden frem for livet. De, som har bygget deres tro på andres vidnesbyrd og ikke på Guds ord, blev parat til at ændre deres syn. Den anden store prøve afslørede en masse værdiløse tendenser, der indgik i den stærke strøm af adventtroende og, for en tid, strømmede videre sammen med de sande troende og alvorlige arbejdere. ret
(61) Vi blev skuffede men ikke modløse. Vi besluttede os for at ikke knurre over den prøvelse, (62) som Herren udgød over os, fra slaggerne at forædle os som guld i ovnen; og underlægge os tålmodigt den renselsesproces som Gud anså for nødvendig for os; og vente med et tålmodigt håb på at Frelseren genløser Sine prøvede og trofaste. ret
(62) Vi var faste i den tro, at forkyndelsen af begrænset tid var fra Gud. Det var dette, der fik mennesker til at granske i Bibelen flittigt og opdage sandheder de aldrig før havde indset. Jonas blev sendt af Gud for at forkynde i Nineves gader, at inden for fyrre dage ville byen blive væltet; men Gud accepterede Niniveborgernes ydmygelse og forlængede deres prøvetid. Alligevel var det budskab, som Jonas bragte, sendt af Gud og Ninive blev prøvet efter hans vilje. Verden betragtede vores håb som et bedrag og vor skuffelse, som dets efterfølgende nederlag; men selvom vi havde gået fejl af den begivenhed skulle indtræffe i den periode, var der ingen fejl i det virkelige syn, der lod vente på sig. ret
(62) Men den som har ventet på Herrens komme var ikke uden trøst. De havde opnået værdifuld kundskab ved at granske i Ordet. Frelsesplanen var tydeligere for deres forståelse. Hver dag opdagede de nye skønheder på de indviede sider og en vidunderlig harmoni løb igennem det hele, et skriftsted forklarede et andet og intet ord brugt forgæves. ret
(62) Vor skuffelse var ikke så stor, som den var for disciplene. Da Menneskesønnen red sejrrig ind i Jerusalem, forventede de at han skulle være den kronede konge. Folk flokkes fra alle egnene omkring og råbte: »Hosianna Davids søn!« Matt 21,9 Og da præsterne og de ældste bad Jesus om at stilne mængden, erklærede han at dersom de ikke sagde noget, ville stenene råbe, (63) for at profetien skulle gå i opfyldelse. Alligevel så netop disse disciple nogle dage senere, deres afholdte Mester, som de havde troet ville regere på Davids trone, spændt ud på det grusomme kors over de forhånende og spottende farisæere. Deres høje håb brast og dødens mørke lukkede omkring dem. Alligevel var Kristus tro mod sine løfter. Liflig var den trøst han gav sit folk, rig var de sandes og trofastes belønning. ret
(63) Mr. Miller og dem, som stod sammen med ham mente at helligdomsrenselsen, som omtales i Daniel 8,14 betød renselsen af jorden ved ild, lige før den ville blive bolig for de hellige. Dette skulle finde sted ved Kristi komme; derfor afventede vi den begivenhed ved enden af de 1200 dage, eller år. Men efter vor skuffelse blev skrifterne ophyggelig ransaget med bøn og alvorlig omtanke og efter en tid med uvished, udgydes lys over vort mørke; tvivl og usikkerhed blev fejet væk. ret
(64) I stedet for at profetien i Daniel 8,14 henfører til jordens renselse, var det nu tydeligt at den pegede hen til vor ypperstepræsts afsluttende arbejde i himlen, den afsluttende soning og beredelsen af folket til at holde stand til dagen for hans komme. ret