(69) (69) I mit andet syn, omkring en uge efter det første, gav Herren mig et som om de trængsler som jeg måtte gennemgå, og fortalte mig at jeg måtte og fortælle andre hvad Han havde åbenbaret for mig. Det blev vist mig at mit arbejde ville møde stor modstand, og mit hjerte ville slittes af pinsler; men at Guds nåde ville være nok til at bære mig igennem det hele. ret
(69) Efter at jeg var kommet ud af dette syn, var jeg meget betynget, for det udpegede min opgave at gå i blandt folk og overbringe sandheden. Mit helbred var så dårligt at jeg hele tiden led kropslige lidelser, og alt så ud til at jeg kun havde kort tid at live i. Jeg var kun sytten år gammel, lille og svag, ubrugelig til selskab og af naturen så frygtsom og tilbageholdende at det var så pinefuldt at møde fremmede. ret
(69) Jeg bad alvorligt i adskillige dage og langt ud på natten, at denne byrde måtte blive fjernet fra mig og lagt på nogle, der var bedre egnede til at bære den. Men pligtens lys ændredes ikke og englenes ord lød hele tiden i mine ører: "Gør andre det bekendt som jeg har fortalt dig." ret
(69) Da Guds Ånd tilskyndede mig til pligterne, havde jeg hidtil overvundet mig selv og glemt al frygt og generthed i tanken om Jesu kærlighed og det vidunderlige arbejde, han havde gjort for mig. ret
(69) Men det forekom mig umuligt at udføre dette arbejde, som var overdraget mig; at forsøge det synes bestemt at svigte. Forsøgene på at være med i det, var mere end jeg kunne udholde. Hvordan kunne jeg, et lille barn i år, gå frem fra sted til sted (70) og udfolde Guds hellige sandheder for folk? Mit hjerte svandt ind i rædsel om den tanke. Min bror Robert, bare to år ældre end mig selv, kunne ikke hjælpe mig, for han havde et svagt helbred og hans generthed større end min; intet kunne have tilskyndet ham til at tage et sådant skridt. Min far havde en familie at forsørge og kunne ikke forlade sin opgave; men han forsikrede mig, at hvis Gud havde kaldt mig til at arbejde på andre steder, ville han ikke undlade at åbne vejen for mig. Men disse opmuntrende ord bragte mig kun lille trøst til mit fortvivlede hjerte; min sti foran mig synes omgærdet med vanskeligheder, som jeg var ude af stand til at overvinde. ret
(70) Jeg eftertragtede døden som en befrielse fra de ansvar som var presset på mig. Til sidst forlod den dejlige fred mig, jeg så længe havde nydt og fortvivlelse kom igen over min sjæl. ret
(70) Opmuntring fra brødre
De troendes selskab i Portland var ligegyldige med hensyn til mine tanker, som havde gjort mig fortvivlet; men de forstod at der var nogle grunde til at mit sind var blevet nedtrykt og de følte at det var syndigt for min del og tog hensyn til den nådige måde, som Herren havde vist sig selv for mig på. Møder blev holdt i min faders hjem, men mit sinds pine var så stor, at jeg ikke fulgte dem i nogen tid. Min byrde voksede sig tungere, indtil min åndspine synes større end jeg kunne bære. ret
(70) Til sidst var jeg nød til at være til stede ved et af møderne i mit eget hjem. Menigheden gjorde min sag til et særligt bedeemne. Fader Pearson, som i min tidligere erfaring havde modsat sig tilkendegivelserne af Guds kraft over mig, bad nu (71) alvorligt for mig og rådede mig til at overgive min vilje til Herrens vilje. Som en nænsom far prøvede han at opmuntre og trøste mig og bød mig at tro, at jeg ikke var forladt af syndernes Ven. ret
(71) Jeg følte mig meget svag og fortvivlet til at gøre noget særligt for mig selv, men mit hjerte blev forenet med mine venners bønner. Jeg brød mig kun lidt om verdens modstand og følte mig villig til at gøre enhver offer, hvis bare Guds gunst ville blive genoprettet i mig. ret
(71) Medens bønner blev sendt op for mig, blev det tykke mørke, der havde omgivet mig, rullet væk og et pludseligt lys kom over mig. Noget der virkede som i ildkugle ramte mig lige på hjertet. Min styrke var væk, og jeg faldt til gulvet. Det var som om jeg var i engles nærhed. En af de hellige væsener gentog atter ordene: "Bekendtgør det for andre som jeg har åbenbaret for dig." ret
(71) Fader Pearson, som ikke kunne knæle på grund af sin gigt, bevidnede denne hændelse. Da jeg atter kom tilstrækkeligt til live så jeg kan se og høre, rejste han sig fra sin stol, og sagde: "Jeg har set et syn som jeg aldrig har forventet at se. En ildkugle kom ned fra himlen, og ramte Søster Ellen Harmon direkte på hjertet. Jeg så det! Jeg så det! Jeg kan aldrig glemme det. Det har ændret alt i mig. Søster Ellen, får mod i Herren. Efter denne nat vil jeg aldrig tvivle igen. Fra nu af vil vi hjælpe dig, og ikke tage modet fra dig." ret
(71) Frygt for selvophøjelse
En stor frygt, som knugede mig, var for om jeg adlød pligtens kald og gå ud og (72) selv erklære at blive begunstiget af den allerhøjeste med syner og åbenbaringer til folk, måtte jeg opgive syndig selvophøjelse, og opløfte mig over det stade der var passende for mig, og pådrage mig Guds mishag, og miste min egen sjæl. Jeg har kendt disse sager, og mit hjerte sang fra den hårde prøvelse. ret
(72) Nu bad jeg indstændigt om jeg måtte gå og berette hvad Herren havde vist mig, om jeg kunne skånes fra overdreven ophøjelse. Englen sagde: "Dine bønner er hørt og skal blive besvaret. Hvis det onde du ræddes over truer dig, vil Guds hånd blive strakt ud for at rede dig; ved plage vil han drage dig til sig selv og bevare din ydmyghed. Overbring budskabet nøjagtigt. Hold ud til enden og du skal spise frugten af livets træ og drikke af livets vand." ret
(72) Efter at have fået bevidstheden tilbage over de jordiske ting, overgav jeg mig selv til Herren og var rede til at gøre hans befalinger, hvad det end måtte være. ret
(72) Bland de troende i Maine
Der gik ikke så lang tid før Herren åbnede vejen for mig, og tage til min svoger og mine søstre i Poland, halvtreds kilometer fra mit hjem, og medens jeg var der fik jeg anledning til at frembære mit vidnesbyrd. I tre måneder har min strube og lunger været så syge at jeg kun kunne sige lidt, og kun i et lavt og hæst toneleje. Ved denne anledning stod jeg op til et møde og begyndte at tale i en hvisken. Jeg fortsatte sådan i fem minutter, og da ømheden og tilstopningen forlod mig, blev min stemme klar og stærk, og jeg talte med fuldkommen rent og frit ud i næsten to timer. Da mit budskab var til ende, var min stemme væk igen, indtil jeg stod frem for folk igen, og (73) et lignende forløb gentog sig. Jeg mærkede en stadig vished om at jeg gjorde Guds vilje, og så markante resultater i mine anstrengelser. ret
(73) Vejen åbnede sig ved forsynets styrelse til at tage til den østlige del af Maine. Bror William Jordan skulle på ærinde til Orrington, sammen med hans søster og jeg var nød til at tage med dem. Idet jeg havde lovet Herren at vandre på den sti han har åbnet for mig, vovede jeg ikke at nægte det. Guds Ånd ledsagede det budskab jeg bar; hjerter blev gjort glade i sandheden og de fortvivlede blev opmuntret og oplivet til at forny deres tro. ret
(73) I Orrington mødte jeg ældre James White. Han kendte mine venner og selv engageret i frelsesarbejdet. ret
(73) Jeg besøgte også Garland, hvor mange var forsamlet fra forskellige steder for at høre mit budskab. ret
(73) Hurtigt efter dette tog jeg til Exeter, en lille by ikke langt fra Garland. Her hvilede en tung byrde på mig, som jeg ikke kunne befri mig af, før jeg havde fortalt hvad der var blevet vist mig om nogle fanatiske personer som var til stede. Jeg erklærede at de var bedragede, i troen om at de var tilskyndet af Guds Ånd. Mit vidnesbyrd var meget mishagende mod disse personer og deres forståelse. ret
(73) Hurtigt efter dette vendte jeg tilbage til Portland, med det vidnesbyrd som Gud har givet mig, og erfarede Hans anerkendelse for hvert skridt. ret