(398) Guds ark var en hellig kiste, udfærdiget til indeholde de ti bud, hvilken lov var en fremstilling af Gud selv. Denne ark blev betragtet som Israels herlighed og styrke. Tegnet på den Guddommelige Nærværelse var over den dag og nat. Præsterne som tjente foran den, var særligt indviet til det hellige embede. De bar et brystskjold med dyrebare sten af forskellige materialer, og de samme som udgør de tolv grundstene i Guds stad. Inden for grænsen var der Israels tolv stammer, indgraveret på dyrebare stene sat i guld. Dette var et rigt og smukt værk, ophængt fra præsternes skuldre, og dækkede brystet. ret
(398) På den højre og venstre side af brystskjoldet var der sat to større stene, som skinnede med stor klarhed. Når der blev bragt vanskelige sager frem for dommerne, som de ikke kunne afgøre, blev der henvist til præsterne, og de spurte Gud, som besvarede dem. Hvis han støttede det, og hvis han ville give dem fremgang, hvilede der en lys og herlighedsglorie særligt på ædelstenen til højre. Hvis han misbilligede, var det som om en dunst eller skygge hvilede over ædelstenen på højre hånd. Når de spurgte Gud ud om at gå i kamp, betød den ædelstenen til højre, når der var lys omkring: Gå og vind sejr. Når stenen til venstre var omskygget af en sky, sagde den: Du skal ikke gå, du skal ikke få sejr. ret
(399) Da ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste, en gang om året, og viste sig for arken i Guds ærefrygtindgydende nærvær, spurgte han, og Gud svarede ham ofte med en talerøst. Når Herren ikke svarede med en stemme, lod han de hellige lys- og herlighedsstråler hvile på keruberne på arkens højre side, som anerkendelse eller gunst. Hvis deres forespørgsler blev afvist, hvilede der en skygge på den venstre keruber. ret
(399) Fire himmelske engle ledsagede altid Guds ark på alle dens rejser, for at beskytte den fra al fare, og opfylde enhver nødvendig mission for dem, i forbindelse med arken. Jesus Guds søn, blev fulgt af himmelske engle, gik foran arken, idet den kom til Jorden, og vandene blev skåret igennem over under hans tilstedeværelse. Kristus og englene stod ved arken og præsterne i flodbunden, indtil hele Israel var kommet over Jordan. Kristus og englene var med i arkens rundgang om Jeriko, og kastede til sidst byens massive mure ned, og overgav Jeriko i Israels hænder. ret
(400) Da Eli var ypperstepræst, ophøjede han sine sønner til præsteskabet. Kun Eli fik lov til at gå ind i det allerhelligste en gang om året. Hans sønner tjente ved tabernakeldøren, og gjorde embede ved at slå dyrene ihjel, og ved offeralteret. De misbrugte dette hellige embede. De var selviske, ærgerrige, grådige og ryggesløse. Gud irettesatte Eli for hans kriminelle forsømmelse i familieopdragelse. Eli irettesatte sine sønner, men lagde ikke grænser for dem. Og efter at de var indsat i præsteskabets hellige embede, hørte Eli om deres optræden at de bedrog Israels børn for deres ofre, også for deres overtrædelser af Guds lov, og deres voldelige optræden, som fik Israel til at synde. ret
(400) Deres forbrydelser blev kendt for hele Israel. Eli irettesatte dem. Han viste dem omfanget af deres synd. Det var ikke som en synd mod hinanden, som offerpræsterne kunne sone for. Men hvis præsterne selv syndede imod Gud, og viste åbenlys foragt for hans myndighed, hvem skulle da sone for dem? De viste ikke hensyn til deres faders råd. Eli var dommer og også ypperstepræst i Israel, og han var ansvarlig for sine sønners opførsel. Han burde straks have fjernet dem fra præsteskabet, og dømt dem som deres sag fortjente. Han vidste at gjorde han dette, måtte de lide døden for deres afskyelige eksempel for Israel. Ved at lade dem, med deres skyld, besidde præsteforholdet til Israel, ville det lede folk til at se let på forbrydelse, og foragte slagte ofringerne. ret
(400) Herren sendte en irettesættelse til Eli, ved sin profet: "Hvor kan du da se ondt til mit slagtoffer og afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine sønner frem for mig, idet l gør eder til gode med det bedste at alle mit folk Israels offergaver! Derfor lyder det fra Herren, Israels Gud: vel har jeg sagt, at dit hus og dit fædrene hus for stedse skulle færdes for mit åsyn; men nu, lyder det fra Herren, være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes." ret
(401) Elis upassende hengivenhed for sine sønner gjorde ham til en partisk dommer. De synder der var hos dem undskyldte, som ville være fordømt hvis de var hos andre. Herren informerede Eli, ved sin profet, at fordi han derved lod sine sønner forblive i det hellige embede, skønt de tvang Israel til at synde, og på grund af deres overtrædelser af hans lov, ville han afskære begge hans en dag. Da Eli havde forsømt sin hellige pligt, ville Gud straffe dem og de ville begge gå tabt. ret
(401) Her er en stående irettesættelse til forældre, som er Kristi bekendende efterfølger, som nægter at sætte grænser for deres børn, men blot bede dem indstændigt, ligesom Eli, og som siger: "Hvorfor handler I så ondt?" men begrænser dem ikke beslutsomt. Sådan lades Guds sag være vanæret, fordi de ikke udøver den myndighed som tilkommer dem, at tøjle ondskaben. ret
(401) Herren gjorde barnet Samuel bekendt med de domme han ville bringe over Elis Hus, på grund af hans forsømmelighed. "Så sagde Herren til Samuel: »Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge ører på enhver, som hører derom. på den dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst. Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans slægt for evigt, fordi han vidste, at hans sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. Derfor har jeg svoret over Elis hus: visselig, Elis hus's brøde skal aldrig i evighed sones ved slagtofre eller afgrødeofre!« ret
(402) Overtrædelserne hos Elis sønner var så forvovne og så forhånende for en hellig Gud, at intet offer kunne forsone en så bevidst overtrædelse. Disse syndige præster vanhelligede de ofre som afbillede Guds Søn. Og ved deres blasfemiske optræden trådte de på forsoningens blod, som stammede fra alle ofres dydighed. ret
(402) Samuel fortalte Eli Herrens ord; "Da sagde han: »Han er Herren; han må gøre, hvad ham tykkes bedst!« Eli vidste at Gud var blevet vanæret, og han mærkede at han havde syndet. Han indrømmede at Gud var lige så retfærdig i at straffe en sådan forsømmelse. Herrens ord til Samuel blev bekendtgjort af Eli for hele Israel. Og da han gjorde dette, mente han at kunne rette sin tidligere syndige forsømmelse i et vist mål. Det onde der var udsagt over Eli blev ikke forhalet så længe. ret
(402) Israelitterne førte krig med filistrene, og blev overvundet, og fire tusinde af den blev dræbt. Hebræerne var bange. De vidste at hvis andre folk hørte om deres nederlag, ville de opmuntres til at føre krig imod dem. Israels ældste besluttede at deres nederlag var fordi Guds Ark ikke var hos dem. De sendte bud til Silo efter pagtens ark. De tænkte på deres overgang over Jordan, og den nemme sejr over Jeriko, da de bar arken, og de besluttede at alt der var brug for var at få arken til sig, og de ville sejre over deres fjender. De indrømmede ikke at deres styrke lå i deres lydighed mod den lov, der lå i arken, som var en repræsentant af Gud selv. Da de urene præster Hofni og Pinehas, var hos den hellige ark, og over trådte Guds lov. Disse synder ledte arken til Israels lejr. Tilliden til krigsmænd blev genoprettet, og de satte lid til fremgang. ret
(403) "Da nu Herrens pagts ark kom til lejren, brød hele Israel ud i et vældigt jubelråb, så jorden rystede derved. Og da filisterne hørte jubelråbet, sagde de: »Hvad er det for et vældigt jubelråb i hebræernes lejr?« Og da de fik at vide, at Herrens ark var kommet til lejren. Da blev filisterne bange, thi de tænkte: »Gud er kommet i lejren!« Og de sagde: »Ve os! Sligt er ikke hændet før! Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds hånd? Det er den Gud, som slog ægypterne med alle hånde plager og pest. Tag eder nu sammen og vær mænd, filistere, for at I ikke skal komme til at trælle for hebræerne, som de har trællet for eder; vær mænd og kæmp!« Så begyndte filisterne kampen, og Israel blev slået, og de flygtede hver til sit; nederlaget blev meget stort; der faldt 30.000 Mand af det israelitiske fodfolk, Guds ark blev gjort til bytte, og Elis to sønner Hofni og Pinehas faldt." ret
(403) Filistrene mente at denne ark var israelitternes gud. De vidste ikke at den levende Gud, som skabte himlene og jorden, og gav sin lov på Sinai, sendte velstand og ulykke efter lydighed eller overtrædelse af hans lov, som var inde i den hellige kiste. ret
(404) Der skete en stor nedslagtning i Israel. Eli sad ved vejsiden, og ventede med skælvende hjerte efter at få nyheder fra hæren. Han var bange for at Guds ark blev taget, og besmittet af filisterhæren. En budbringer fra hæren løb til Silo og fortalte Eli at hans to sønner var slået ihjel. Til en vis grad kunne han tage dette roligt, for han havde grund til at forvente det. Men da budbringeren tilføjede: "Og Guds ark er taget," skælvede Eli af smerte på sin plads, og faldt bagud og døde. Han delte Guds vrede som kom over sine sønner. Han var i en stor grad skyldig i deres overtrædelser, fordi han på forbryderisk vis forsømte at begrænse dem. Filistrenes pågribelse af Guds ark blev betragtet som den største katastrofe, som kunne komme over Israel. Da Pinehas' hustru, kaldte sit barn Ikabod, da hun var ved at dø og sagde: "Borte er Israels herlighed! Dermed hentydede hun til, at Guds ark var taget." ret
(404) Gud lod sin ark blive taget af deres fjender, og viste Israel hvor nyttesløst det var at stole på arken, symbolet på hans nærhed, imedens de vanhelligede budene der var inde i arken. Gud ville ydmyge dem ved at fjerne den hellige ark, deres pralende styrke og selvsikkerhed fra dem. ret
(404) Filistrene jublede, fordi de havde, som de troede, israelitternes berømte ark, som havde udført disse undere for dem, og havde fået dem til at ræddes imod deres fjender. De tog Guds ark til Asdod, og satte den i et prægtigt tempel, gjort til ære for deres mest populære Gud, Dagon, og satte den ved siden af deres gud. Da disse guders præster gik ind i templet om morgnen, blev de rædselsslagne over at finde Dagon faldet ned på sit ansigt til jorden, foran Herrens ark. De rejste Dagon og satte ham på sin tidligere position. De mente at han var faldet ved et uheld. Men den næste morgen fandt de ham faldet, ligesom før, på sit ansigt til jorden, og Dagons hoved og begge hans hænder var skåret af. Guds engle, som altid ledsagede arken, omstyrtede den sanseløse Gud, og mishandlede den derefter, for at vise at Gud, den levende Gud, var over alle guder, og at enhver hedensk Gud er intet for ham. Hedningene havde stor ærbødighed for deres Gud, Dagon; og da de fandt den fordærveligt lemlæstet, og lå på sit ansigt for Guds ark, blev de bedrøvede, og betragtede det som et meget dårligt varsel for filistrene. De fortolkede det som at filistrene og alle deres guder ville underlægges og udslettes af hebræerne, og hebræernes Gud ville være større og mægtigere end alle Guder. De fjernede Guds ark fra deres afgudstempel, og satte den for sig selv. ret
(405) Asdods mænd blev ramt meget af plager. Herren udslettede dem; og de huskede de plager der var bragt over Ægypten, og deres lemlæstede Gud, og blev overbevist om at det var fordi de havde bevaret Guds ark, så disse frygtelige pinsler kom over dem. Gud ville bevise over for de afgudsdyrkende filistre, og også sit folk, at arken var styrke og kraft for dem, som var lydig imod hans lov; og at det var straf og død for den ulydige og onde. ret
(406) Da Asdods mænd blev overbevist om at det var hebræernes Gud som var årsag til deres pinsler, på grund af hans ark, besluttede de at Israels Guds ark ikke skulle blive hos dem. De sagde: »Israels Guds ark må ikke blive hos os, thi hans hånd tager hårdt på os og på Dagon, vor Gud!« De store mænd og herskere rådførte sig med hinanden, hvad de skulle gøre med Israels Guds ark. De havde taget den som sejrsbytte, men vidste ikke hvad de skulle gøre med den hellige kiste; for i stedet for at blive en kraft og styrke for dem, var den en stor byrde og en tung forbandelse. De besluttede at sende den til Gat. Men ødelæggelsesengle fortsatte deres udslettelsesarbejde også på dette sted. Rigtig mange af Gats folk døde; og de turde ikke beholde arken længere; så Israels Gud ikke skulle fortære dem alle ved sin forbandelse. ret
(406) Dem i Gat besluttede at sende arken til Ekron. Og da afgudspræsterne bar Guds ark til Ekron, blev folk på det sted meget foruroliget, og råbte: »De har flyttet Israels Guds ark over til mig for at bringe død over mig og mit folk!« Ekronitterne blev også pint, og et stort antal af dem døde. De tog til deres Gud efter hjælp, ligesom Asdods og Gats byer havde gjort, men de fik ikke hjælp. De ydmygede sig og råbte til Israels Gud, som arken tilhørte, for at få hjælp fra deres pinsel. "Og de sendte bud og kaldte alle filisterfyrsterne sammen og sagde: »Send Israels Guds ark bort og lad den komme hen igen, hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe død over mig og mit folk!« thi der var kommet dødsangst over hele byen, Guds hånd lå såre tungt på den. De mænd, som ikke døde, blev slået med pestbylder, så at klageråbet fra byen nåede op til himmelen." ret
(407) Guds ark var i filisternes hænder i syv måneder. De havde besejret israelitterne, og taget Guds ark, hvor de mente deres magt var, og troede at de altid var i sikkerhed, og er ikke længere bange for Israels hære. Men midt i deres glæde for deres succes, blev der hørt gråd over landet og grunden til dette kom fra Guds ark. Den blev båret fra sted til sted i rædsel, og udslettelsen fra Gud fulgte sin vej, indtil filistrene blev helt rådvilde over hvad de skulle gøre med den. De engle som ledsagede den, beskyttede den fra al skade. Og filistrene turde ikke åbne kisten; for deres gud Dagon havde lidt en sådan skæbne at de ikke turde røre den, eller have den så nær for sig. De kaldte på præsterne og spåmændene, og spurgte dem hvad de skulle gøre med Guds ark. De rådede dem til at sende tilbage til det folk den tilhørte, og sende et kostbart slagtoffer med den, ville de blive helbredt om Gud acceptere den. De skulle også forstå at Guds hånd var på dem fordi de havde taget hans ark, som tilhørte Israel alene. ret
(407) Nogle var ikke begejstrede for dette. Det var for ydmygende at bringe arken tilbage; og de fremhævede at ingen af filistrene ville sætte sit liv på spil, og bære Israels Guds ark, som havde bragt så meget død over dem. Deres rådgivere bad folk indtrængende at ikke forhærde deres hjerter, ligesom ægypterne og Farao havde gjort, og få endnu større pinsler og plager til at komme over dem. Og da de alle var bange for at tage Guds ark, rådede dem og sagde: "Tag derfor og lav en ny vogn og tag to diegivende køer, som ikke har båret åg, spænd køerne for vognen og tag kalvene fra dem og driv dem hjem; tag så Herrens ark og sæt den på vognen, læg de guldting, I giver den med i sonegave, i et skrin ved siden af og send den så af sted. Læg siden mærke til, om den tager vejen hjem ad Bet-sjemesj til. Thi så er det ham, som har voldt os denne store ulykke; i modsat fald ved vi, at det ikke var hans hånd, som ramte os, men at det var en hændelse!« Mændene gjorde da således; de tog to diegivende køer og spændte dem for vognen, men kalvene lukkede de inde i stalden." "Men køerne gik den slagne vej ad Bet-sjemesj til; under ustandselig brølen fulgte de stadig den samme vej uden at bøje af til højre eller venstre." ret
(408) Filistrene vidste at køerne ikke kan anspores til at forlade deres unge kalve der hjemme, med mindre de anspores af en usynlig magt. Køerne tog direkte til Bet-sjemesj, forlod de deres kalve selvom de elskede dem. Filistrenes herrer, fulgte efter arken til Bet-sjemesjs grænse. De turde ikke overlade den hellige kiste helt til køerne. De var bange for at hvis noget ondt vil ske den, ville der komme større ulykker over dem. De vidste ikke at Guds engle ledsagede arken, og førte køerne den vej, hvor den hørte til. Bet-sjemesjs folk høstede marken; og da de så Guds ark på en kære, trukket af køer, blev de meget glade. De vidste at det var Guds værk. Køerne trak kærren med arken, til en stor sten, stod selv stille der. Levitterne tog Herrens ark og filistrenes gave, og de gav kæren og køerne som havde transporteret den hellige ark, og Filistrenes gave, videre til Gud, som et brændoffer. Filistrenes herrer vendte tilbage til Ekron, og plagen var ophørt. ret
(409) Bet-sjemesjs mænd var nysgerrige efter at vide hvilken stor kraft kunne være i arken, som fik den til at udrette så forunderlige ting. De så kun på arken som så magtfuld, og tilskrev ikke Gud kraften. Kun de helligt udpegede mænd til formålet kunne se på arken, i afklædt tilstand, uden at miste livet; for det var som at se på Gud selv. Og da folket tilfredsstillede deres nysgerrighed, og åbnede arken for at se ind i dens hellige afkroge, som de hedenske afgudsdyrkere ikke turde gøre, slog de engle der var med arken over halvtreds tusinde folk ihjel. ret
(409) Og Bet-sjemesjs folk var bange for arken; og de sagde: »Hvem kan bestå for Herrens, denne hellige Guds, åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?« Og de sendte bud til indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige: »Filisterne har sendt Herrens ark tilbage. Kom herned og hent den op til eder!« Kirjat-Jearims folk bragte Herrens ark til Abinadabs hus, og helligede sin søn til at opbevare den. I tyve år var hebræerne i filistrenes magt, og de var blevet stærkt ydmyget, og angrede deres synder; og Samuel gik i forbøn for dem, og Gud var igen barmhjertig imod dem. Og filistrene førte krig mod dem; og Herren arbejdede igen mirakuløst for Israel, og de overvandt deres fjender. ret
(410) Arken forblev i Abinadabs hus indtil David blev konge. Han samlede alle Israels udvalgte mænd sammen, tredivetusinde, og gik for at hente Guds ark. De satte arken på en ny kære, og bragte den ud af Abinadabs hus. Uzza og Ajo, Abinadabs sønner, kørte vognen. David og hele Israels hus spillede for Herren med alle slags musikinstrumenter. "Men da de kom til Nakons tærskeplads, rakte Uzza hånden ud og greb fat i Guds ark, fordi okserne snublede. Da blussede Herrens vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der, fordi han rakte hånden ud mod arken, og han døde på stedet ved siden af Guds ark." Uzza blev vred på okserne, fordi de snublede. Han viste en klar mistillid til Gud, selvom han, der havde bragt arken fra filistrenes land, ikke kunne tage vare på den. De engle som var med arken slog Uzza ned for at formasteligt utålmodigt lægge sin hånd på Guds ark. ret
(410) "Og David grebes den dag af frygt for Herren og sagde: »Hvor kan da Herrens ark komme hen hos mig!« Og David ville ikke flytte Herrens ark hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i gatiten Obed-Edoms hus." David vidste at han var et syndigt menneske; og han var bange for at han, lige som Uzza, at han skulle blive formastelig, og selv fremkalde Guds vrede. "Herrens ark blev så i gatiten Obed Edoms hus Tre måneder, og Herren velsignede Obed Edom og hele hans hus." ret
(410) Gud ville lære sit folk at når hans ark var en rædsel og død for dem der overtrådte hans bud, der stod inden i, var den også en velsignelse og styrke for dem som var lydige mod hans bud. Da Davidhørte at Obed-Edoms hus var blevet velsignet stort, og at alle som han havde givet velstand, på grund af Guds ark, var han meget ivrig efter at bringe den til hans egen by. Men før David turde bevæge den hellige ark, helligede han sig selv til Gud, og befalede også alle mænd med den højeste myndighed i riget at holde sig selv fra al verdslig forretning, og alt som vil aflede sindene fra hellig tilbedelse. Således skulle de hellige sig selv for at lede den hellige ark til Davids by. "David gik hen og lod under festglæde Guds ark bringe op fra Obed Edoms hus Til Davidsbyen. Og da de, som bar Herrens ark, havde gået seks skridt, ofrede han en okse og en fedekalv." ret
(411) David lagde sin kongelige kåbe fra sig, og iklædte sig selv med klæder der lignede præsternes, som aldrig havde båret dem før, så ikke den mindste urenhed måtte komme på hans klæder. På alle seks steder rejste de et alter og ofrede højtideligt til Gud. Herrens særlige velsignelse hvilede på kong David, som derved viste sin ophøjede ærbødig for Guds ark, over for sit folk. " Og David dansede af alle kræfter for Herrens åsyn, iført en linned efod. Således bragte David og hele Israel Herrens ark op under festjubel og hornblæsning. Men da Herrens ark kom til Davidsbyen, så Sauls datter Mikal ud af vinduet; og da hun så kong David springe og danse for Herrens åsyn, ringeagtede hun ham i sit hjerte." ret
(412) Kong Sauls datters værdighed og stolthed blev kvalt, da kong David lagde sine kongeklæder til side, og sit kongelige scepter, og klædte sig i enkle linnedklæder vævet af præsterne. Hun mente at han var til stor vanære for sig selv og for Israels folk. Men Gud ærede David for hele Israels øjne, ved at lade sin Ånd blive over ham. David ydmygede sig selv, men Gud ophøjede ham. Han sang på en inspireret måde, spillede på harpe, udfærdigede den mest fortryllende musik. I en lille grad mærkede han al den hellige glæde, som de hellige vil erfare ved Guds røst, når deres fangenskab vendes, og Gud gør en fredspagt med alle som har holdt hans bud. ret
(412) "De førte så Herrens ark ind og stillede den på plads midt i det telt, David havde rejst den, og David ofrede brændofre og takofre for Herrens åsyn." ret
(412) Efter at Salomon havde afsluttet tempelbygningen, samlede han Israels ældste, og de mest indflydelsesrige mænd iblandt folket, for at bringe Herrens pagts ark ud af Davids stad. Disse mænd helligede sig selv til Gud, og, med stor højtidelighed og ærbødighed ledsagede de præsterne, som bar arken. " Og de bragte Herrens ark op tillige med åbenbaringsteltet og alle de hellige ting, der var i teltet; præsterne og leviterne bragte dem op. Og kong Salomo tillige med hele Israels menighed, som havde givet møde hos ham foran arken, ofrede småkvæg og hornkvæg, så meget, at det ikke var til at tælle eller overse. ret
(413) Salomon fulgte sin Faders Davids eksempel. Han ofrede alle seks steder. Med sang og med musik, og stor ceremoni, "førte præsterne Herrens pagts ark ind på dens plads i templets inderhal, det allerhelligste, og stillede den under kerubernes vinger; thi keruberne udbredte deres vinger over pladsen, hvor arken stod, og således dannede keruberne et dække over arken og dens bærestænger." ret
(413) Den mest prægtige helligdom var gjort efter det mønster Moses havde fået vist på bjerget, og derefter præsenteret af Herren for David. Den jordiske helligdom var blevet gjort som den himmelske. Udover keruberne på toppen af arken, gjorde Salomon to andre engle af større størrelse, stående på hver side af arken, der repræsenterede de himmelske engle der altid passede på Guds lov. Det var umuligt at beskrive dette tabernakels skønhed og glans. Ligesom i tabernaklet blev den hellige ark frembåret i højtidelig og ærbødig orden, og sat på sit sted under de to statelige kerubers vinger, som stod på gulvet. ret
(413) Det hellige kor der forenede deres stemmer med alle slags musikinstrumenter, i pris for Gud. Og medens deres stemmer, i harmoni med musikinstrumenterne, genlød i templet, og lød i luften udover Jerusalem, tog Guds herligheds sky huset i besiddelse, ligesom det tidligere fyldte tabernaklet. “Da præsterne derpå gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens hus, så at præsterne af skyen hindredes i at stå og udføre deres tjeneste; thi Herrens herlighed fyldte Herrens hus." ret
(414) Kong Salomon stod bag en talerstol af kobber, og velsignede folket. Han knælede da ned, og rakte sine hænder opad, og udgød alvorlig og højtidelig bøn til Gud, medens forsamlingen stod bøjet med deres ansigter mod jorden. Efter at Salomon havde afsluttet sin bøn, kom en mirakuløs ild ned fra himlen og fortærede offeret. ret
(414) På grund af Israels synder kom den ulykke, som Gud sagde ville komme over templet hvis hans folk forlod ham, fuldbyrdet nogle hundrede år efter at templet var blevet bygget. Gud lovede Salomon, at hvis han ville forblive trofast, og hans folk ville adlyde alle hans bud, så det herlige tempel skulle stå for evigt i al sin glans, som et bevis på velstanden og de ophøjede velsignelser der hvilede over Israel, på grund af deres lydighed. ret
(414) Fordi Israel havde overtrådt Guds bud, og på grund af deres onde handlinger, lod Gud dem komme i fangenskab, for at ydmyge og straffe dem. Før templet blev udslettet, gjorde Gud templets skæbne kendt for nogle få af hans trofaste tjenere, som var Israels stolthed, og som de betragtede med afgudsdyrkelse, medens de syndede imod Gud. Han åbenbarede også Israels fangenskab for dem. Disse retfærdige mænd fjernede den hellige ark med stentavlerne lige før templets udslettelse, og skjulte det under knurren og bedrøvelse i en hule, for at gemme det fra Israels folk, på grund af deres synder, og skulle ikke længere genoprettes for dem. Denne hellige ark er stadig skjult. Der er aldrig blevet rørt på den, siden den blev skjult. ret