(36) Da Salomons tempel blev bygget, blev stene fuldstændig beredte ved stenbruddet, så at arbejderne blot førte dem i stilling, når de blev bragt til byggestedet. De var i forvejen tilhuggede i firkant og polerede. "På kongens bud blev de store stenblokke, kostbare sten til templets grundvold, kvadersten; og Salomos og Hiroms bygmestre og folkene fra Gebal huggede dem til, der de gjorde træstammerne og stene i stand til templets opførelse." (1Kong 5,17.18) "Ved templets opførelse byggede man med sten, der var gjort færdige i stenbruddet, derfor hørtes hverken lyd af hamre, majsel eller andet stenværkstøj, medens templet byggedes." (kap 6,v7) ret
(36) Intet redskab blev brugt på stene, efter at de blev ført til byggestedet. En sten, som var tildannet (37) uregelmæssig, blev ført fra stenbruddet for at bruges til templets grundvold; men bygningsmændene kunne ikke finde noget sted for den og stødte den væk. Der lå den ubrugelig, og bygningsmændene gik forbi den eller faldt over den, og den var dem til stor ulejlighed. Den lå der en lang tid som en ubrugelig sten; men da tiden kom, at bygningsmændene skulle lægge hjørne stenen, søgte de længe forgæves efter en sten, som var stærk og stor nok og af den rette form, til at den kunne udfylde denne plads og bære den store vægt, som kom til at hvile på den. Dersom de valgte en dårlig sten til denne vigtige plads, så ville hele bygningen stå i fare. De måtte finde en sten, som var i stand til at modstå solens indflydelse, såvel som frost og regn. De havde valgt flere stene til forskellige tider, men når de kom til at bære den store vægt, som kom på den, så gik de i stykker. Andre kunne ikke tåle de pludselige vejrforandringer, og de blev derfor sat til side som ubrugelige. ret
(37) Men der lå stenen, som bygningsmændene så længe havde forkastet. Den havde udholdt luftens indflydelse såvel som solens brændende stråler uden at vise den mindste åbning eller revne. Regnen faldt på dem; men den blev uforandret. Bygningsmændenes opmærksomhed til sidst til den store sten, og de undersøgte den nøje. Den havde allerede udholdt enhver prøve undtagen en. Dersom den kunne bære den store byrde, som kom til at hvile på den, så besluttede de at benytte den til hjørnesten. Prøven blev gjort og, den tilfredsstillede alle. Stenen blev antaget og bragt til det sted som var bestemt for den, og man fandt, at den passede nøje. ret
(37) Esajas så i et syn, at denne sten var et symbol på verdens forløser. (38) Han siger: "Hærskares Herre, ham skal I holde hellige, han skal være deres frygt, han skal vare eders rædsel. Han bliver en helligdom, en anstødssten og en klippe til fald for begge Israels huse og en snare og et fangegarn for Jerusalems indbyggere, og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og hildes." (Es 8,13-15) Profeten ser i dette syn hen til Kristi første komme, og Herren viser ham, hvorledes Kristus skal udholde de prøver, som fremstilles ved behandlingen af hovedhjørnestenen i Salomons tempel. "Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, haster man ikke." (Es 28,16) ret
(38) Gud valgte i sin evige visdom hjørnestenen og lagde den selv. Han kalder den en prøvet sten. Hele verden kan lægge sin sorg og byrde på den, og de kan bære dem alle. De kan bygge på den sten med fuldkommen tryghed. Kristus er en prøvet sten, som aldrig skuffer dem, der forlader sig på ham. Han gav ikke efter i fristelsens ørken, da han udholdt djævelens angreb på grund af Adams og hans efterkommeres synd. Han mere end sejrede over mørkets magt. Han bar de byrder, som blev lagt på ham af dem, som faldt på denne klippe, og som derved blev sønderbrudte. I Kristus har de fundet lindring for deres syndeskyld. De, der antager ham som sin grundvold, kan hvile på ham i fuldkommen tryghed. ret
(38) Denne hjørnesten fremstiller Kristus. Jøder og hedninger må bygge på denne grund, og deres forbindelse med Kristus, den kostelige sten, må gøre dem til levende stene. Peter (39) viser ved følgende lignelse tydelig for hvem Kristus er hjørne stenen, og for hvem han er anstøds sten: ret
(39) "Så sandt i har "smagt, at Herren er god". Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i skriften: "Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme." Denne ære tilkommer altså jer, som tror; men for de vantro er den sten, som bygningsmændene vragede, blevet en hovedhjørnesten og en anstødssten og en klippe til fald; i deres lydighed mod ordet tager de anstød, og dertil var de også bestemt." (1Pet 2,3-8) ret
(39) Idet Jesus åbenbarede for jøderne det, som ville komme over dem, fordi de forkastede Guds Søn og gjorde ham til anstødssten, talte han også til alle dem, som er ubodfærdige og ikke antager ham som sin forløser. De vantro jøders skæbne vil også blive deres. Den eneste måde, hvorpå vi kan frelses, er ved at bygge på den rette grundvold. Der er millioner på vor tid, som bygger sit håb og sine udsigter på grundvolde, der ikke er blevet prøvede. De vil snart vakle og falde og styrte sammen tilligemed de skrøbelige bygninger, som er blevet opførte på dem. ret
(39) Jesus havde uden modstand båret fornærmelser af syndere, ligesom den sten, der blev forkastet, blev tilsidesat af bygningsmændene, som stødte an mod den. Men tiden var kommet, da de skulle se, at han blev ophøjet, ligesom den foragtede og tilsidesatte sten blev (40) gjort til en hovedhjørnesten. Da ville de, som havde forkastet Kristus, blive straffede for sin ugudelighed. Jødernes stæder og tempel ville blive ødelagt, stenen ville falde på dem, og derved ville al deres herlighed blive sønderbrudt og adspredt som støvet, der bortvejes for vinden. ret
(40) Jesus har fremstillet for os den eneste sande grund, hvorpå vi trykt kan bygge. Den er bred nok for alle og bred nok til at bære hele verdens vægt og byrder. At falde på denne sten og at sønderbrydes er at slippe vor egen retfærdighed og gå til Kristus som et ydmygt barn, idet vi angrer vore overtrædelser og tror på hans forsonende kærlighed. Alle, som bygger på denne grund, nemlig på Kristus, bliver levende stene ved deres forbindelse med ham, som er hovedhjørnestenen. Mange mennesker tilhugges, poleres og forskønnes ved sine egne bestræbelser; men de vil aldrig blive levende stene, fordi de ikke er forbundet med Kristus. Når regnen falder, og stormen raser, og vandskøllene kommer, så vil de styrte om, fordi de ikke er grundfæstede på den evige Klippe, på Hovedhjørnestenen, Jesus Kristus. ret
(40) Stenene blev ikke tilhugget for de forskellige steder, som de skulle passe til, men det samme, som de blev lagt i templets mur. Hele tilberedningen skete forud, før de blev ført til byggestedet. Således må også menneskets karakter dannes og poleres i prøvens tid. Når Kristus kommer igen til denne jord, så kommer han ikke for at rense og forædle menneskets karakter og at berede det for himlen; da bliver det hans gerning blot at forandre deres fornedrelsens legemer og at danne dem lige med Kristi herligheds legeme. Intet uden en (41) fuldkommen karakter kan på den dag gøre mennesket skikket til at opnå udødelighedens skønne krone. ret
(41) Livet er stenbruddet og virkefelt hvor mennesket bliver tildannet og beredt for himlen. Ligesom stene i Salomons tempel blev bragt samme i væggen og passede fuldstændig til hverandre uden at berøres af nogen økse eller hammer eller noget andet redskab, således vil de opstandne hellige og de, som lever når Kristus kommer, blive henrykte med hverandre til at møde Herren i luften. Enhver er skikket for den store forandring og bliver ført hen til sit rette sted i Guds kærligheds tempel. ret
(41) Men når Kristus bringer hævn over de ugudelige, vil hans straffedomme falde ikke blot på jøderne, men på alle som har foragtet Guds nådes himmelske velsignelser. Den sten, som ikke gjorde nogen modstand, men ydmygt bar al den foragt, som blev hobet på den, vil da med liv og kraft opløfte sig over dem, som foragtede og forkastede den. Da vil de se på den, som deres anstødssten, og den bliver et hævnende bjerg, der falder på dem og skjuler dem. ret
(41) I håb om at fange Jesus i ord sendte ypperstepræsternes og de øverste Jesu mest ondskabsfulde fjender til ham, og de foregav, at de interesserede sig for hans lære og ønskede at få godt af hans guddommelige visdom. De antog, at Jesus ville lade sig bedrage af deres fromme foregivender, og at han ville glemme at være på vagt og lade sig bevæge til at sige noget, som de kunne drage fordel af for at fordømme ham. De var skamfulde og forbitrede over, at de var blevet tvunget til at høre på Jesu gennemtrængende ord, som åbenbarede deres sande tilstand og fordømte deres ondskab. Men de var helt ude af stand til at modbevise hans ord. ret
(41) De gjorde en hemmelig overenskomst med herodianerne om at ledsage dem og høre på Jesu ord, (42) så de kunne være vidner imod ham, når han blev anklaget, så at de kunne tage hans liv. Farisæerne havde hele tiden ærgret sig over, at romerne pålagde dem skatter; de var forbitrede over, at de måtte betale afgifter til dem. De påstod, at dette var imod Guds lov. De lagde nu en snare, hvorved de håbede ganske vist at besnære Jesus, så at han enten kom til at støde an mod de jødiske love eller mod romernes autoritet. Disse spioner kom til ham på en meget høflig måde og foregav, at de havde stor tiltro til hans lære. Efter at de havde smigret ham som hans ligefremhed, idet han ikke gav agt på menneskers gunst eller mishag, spurgte de med en forestillet oprigtighed, som om de ønskede at få oplysning: "Har man lov til at give kejseren skat, eller ej?" (Matt 22,17) ret
(42) Men deres ondskabsfulde hensigt var åbenbaret for Frelseren, og idet han vendte sig imod dem, svarede han: "I hyklere, hvorfor stiller I fælde for mig? Vis mig skattens mønt!" (18.,19.vers) De blev forbløffede ved den uvante måde, hvorpå Jesus imødegik dem, hvilket klart viste, at han på ingen måde havde ladet sig bedrage af deres smiger. De bragte ham derfor straks en mønt, som var den romerske kejsers billede og indskrift. "Han sagde til dem: hvis er det billede og den indskrift? De svarede ham: "Kejserens". Da siger han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" (20.,21.vers) ret
(42) De listige farisæer følte, at de var beskæmmede og overvundne. Den trættende måde, hvorpå deres spørgsmål var blevet afgjort, gav dem ikke anledning til at sige noget mere. Alle deres planer var blevet omstyrtede. De havde ventet, at Jesus ville besvare deres spørgsmål ligefrem på en eller anden måde. Dersom han havde sagt: (43) Det er ikke lovligt at give kejseren skat, så var der nogle tilstede, hvis pligt var øjeblikkelig at berette dette for den romerske øvrighed, så at Jesus straks kunne blive fængslet som en oprørsstifter blandt jøderne. De håbede, at han ville gøre dette, at de således kunne fordømme ham. Men dersom han havde sagt, at det er lovligt at give kejseren skat, så havde de bestemt sig til at henvende jødernes opmærksomhed til dette og anklage ham, fordi han satte sig imod Guds lov. ret
(43) Jesus læste deres bevæggrunde, og idet han holdt den romerske mønt, hvorpå navn og billede var præget, erklærede ham, at de levede under romernes beskyttelse, og at de derfor skulle understøtte denne magt, således som den krævede, så vidt dette ikke kom i strid med deres pligter mod Guds lov, og at de skulle til enhver tid vise lydighed mod Gud og adlyde hans befalinger, medens de på samme tid som fredelige borgere viste lydighed mod Gud og adlyde hans befalinger, og de på samme tid som fredelige borgere viste lydighed mod landets love. Hans modstandere, som var uforberedte på et sådant svar af Jesus, forundrede sig, forlod ham og gik bort. Selvom præsternes og de øverstes forbitrelse var grænseløs, og de længtes efter at gribe Jesus og ihjelslå ham med sine egne hænder for at hævne sig på den beskæmmelse, han havde bragt over dem, så turde de dog ikke angribe ham i folkets nærværelse. Med stor dygtighed bevarede de et fromt ydre, medens de lagde planer til at dræbe ham. ret
(43) Frelseren vidste, hvad der var bedst at svare i ethvert tilfælde. Han foretrak hverken romerne eller jøderne. Hans svar til de underfundige jøder: Giv "Gud, hvad Guds er!" var en streng irettesættelse for dem. Dersom de havde imødekommet Guds krav og opfyldt sine (44) pligter mod ham med troskab, så ville de ikke have været et svagt folk, som var under en fremmed magts herredømme! Ingen romersk fane ville have vajet over Jerusalem; ingen romersk vagt ville have stået ved dets porte, ingen romersk landshøvding havde hersket indenfor dets mure. Det jødiske folk måtte bære straffen for sit frafald fra Gud. ret
(44) Men aldrig så snart var farisæerne bragt til tavshed, før saddukæerne kom med deres listige spørgsmål og søgte at fange Frelseren. Saddukæerne var en sekt blandt jøderne, som adskilte sig fra farisæernes sekt. Det eneste bånd, som forenede dem, var at de begge søgte at modstå Frelseren og hans lære og ønskede at ihjelslå ham. Farisæerne satte sine sagn på lige fod med Guds lov og foretrak dem ofte frem for loven. Jesus havde erklæret, at de tilintetgjorde Guds bud ved sine vedtægter. Udvortes ceremonier, forskellige aftvætninger, faste, lange bønner, pralende godgørenhed og streng afsondring fra hedningerne var de fornemste træk i deres religion. I overtro og formvæsen lignede de den romersk-katolske kirke på vor tid. Men der var nogle iblandt dem, som frygtede Gud, og som tog imod Kristi lære. ret
(44) Saddukæerne havde ingen agtelse for farisæernes vedtægter. De bekendte sig til at tro den største del af skrifterne og betragtede dem som en regel for sine handlinger; Men de nægtede tilstedeværelsen af engle og tillige legemets opstandelse, hvilket farisæerne troede. Saddukæerne forkastede lære om et liv efter døden med dets belønning og straf. ret
(44) De troede på Gud som det (45) eneste væsen, der var ypperligere end mennesker; men de påstod, at efter at Gud havde skabt mennesket, overlod han det til at styre for sig selv. De sluttede, at et forsyn, som regerede og opholdt verdensaltet og som forud kendte alle begivenheder, ville berøve mennesket dets frie vilje og nedværdige det til en slaves stilling. De adskilte derfor Skaberen fra skabningen og fastholdt, at mennesket var uafhængigt af enhver højere indflydelse, og at det rådede over sin egen skæbne. De nægtede, at Guds Ånd virkede gennem menneskelige bestræbelser eller ved naturlige midler, og påstod, at mennesket ved hjælp af sine egne naturlige evner kunne forædles og opfyldes, og at livet kunne blive renset ved strenge bods handlinger. ret
(45) Der var ikke megen enighed iblandt dem. Et folk, som nægtede at anerkende Guds Ånds indflydelse over menneskenes handlinger, kunne ikke have ret megen agtelse for hverandres meninger og følelser. De levede for sig selv. Deres naturlige medfølelse blev meget snæver. Deres hjerte blev ikke berørt af andres sorg og nød; thi ifølge deres tro var det muligt for alle at opnå livets bekvemmeligheder og velsignelser. ret
(45) Ligesom de øvrige jøder pralede saddukæerne meget af sin herkomst som Abrahams børn efter kødet og af den strenghed, hvormed de iagttog lovens udvortes krav. Men deres anskuelser var selvmodsigende og falske. De forkaste fuldstændig læren om de dødes opstandelse og sluttede at dersom de samme bestanddele, som udgjorde det dødelige legeme, også skulle være tilstede i det tilkommende, udødelige legeme, så måtte det udødelige (46) legeme have kød og blod og atter begynde i den evige verden på det kødelige liv, som var blevet afbrudt på jorden, med alle dets lidenskaber og ufuldkommenheder, som ville blive forsatte i det tilkommende liv. ret
(46) På Kristi tid holdt saddukæerne meget af at stride og fremhæve heftig sine indvendinger mod de dødes opstandelse. Denne strid forvirrede farisæerne i deres tro angående de dødes fremtidige tilstand. Døden forekom dem som en mørk og uforklarlig hemmelighed. De kom til at betragte den som den forfærdeligste ulykke, der kunne overgå et menneske. ret
(46) Men liv og uforkrænkelighed blev bragt for lyset ved Jesus Kristus. De, der antog ham som verdens Forløser, så mere klart end tidligere det fremtidige liv og de dødes opstandelse. Kristus gik i døden og opstod af graven. Han viste sig igen for menneskene i sit eget legeme og for op selv til Faderen. Derved stadfæstede han for evig opstandelsen og de retfærdiges tilkommende, udødelige liv for alle dem, som tror på Kristus. ret
(46) Sadukæerne besværede farisæerne meget, fordi de ikke kunne modstå deres bevisførelse. Kampen mellem de to partier førte i almindelighed til strid og vrede og adskilte dem mere end tidligere. Men mange af saddukæerne, som blot levede for dette liv, var rige og havde stor indflydelse. De kunne også beklæde ypperstepræstens embede på den udtrykkelige betingelse, at de ikke skulle fremhæve sine vantro anskuelser. Eftersom farisæerne var mere talrige, måtte saddukæerne lempe sig efter deres lære udvortes, når de beklædte noget præsteligt embede; men den kendsgerning, at (47) de kunne vælge embede, gav dem stor indflydelse trods deres vildfarende anskuelser. Havde farisæerne levet et helligt liv, så kunne de have været i stand til at oplyse saddukæerne. Men således som de levede, havde de lille indflydelse over dem. ret
(47) Saddukæerne forkastede helt Jesu lære, eftersom han var besjælet af en ånd, som de nægtede at erkende, fordi den åbenbarede sig selv således. De forestillede sig Gud som det højeste væsen, der var ophøjet over mennesker og adskilt fra dem, så at de ikke kunne nærme sig til ham. Efter at han havde skabt mennesket, overlod han det til dem selv at styre deres eget liv og at ordne begivenheder i verden. Kristi lære stred tværtimod saddukæernes tro. Hans ord og gerninger vidnede om en guddommelig magt, som udfører underfulde gerninger, om et tilkommende, evigt liv højt ophøjet over det timelige liv, om Gud som en fader for menneskenes børn, som den, der våger over deres sande velfærd og beskytter dem. Han lærte, at Gud belønnede de retfærdige og straffede overtrædere. Han var ikke en flygtig ånd, men verdensaltets levende regent. Denne nådige fader virker hele tiden til menneskets bedste og lægger mærke til alt, som angår det. Endog dets hovedhår er talte. Ikke en spurv falder til jorden, uden den himmelske Fader mærker det, og mennesket er mere værd end mange spurve. Jesus foreholdt dem deres uvidenhed i skrifterne, idet de tilskrev menneskelige kræfter det, som alene kunne udføres ved Guds Ånds kraft. Han erklærede, at forvirringen i deres tro og mørket i deres sind fornemmelig var en følge af, at de ikke kendte skrifterne, og at åndelige ting må forståes åndeligt. ret
(48) (48) Alle velsignelser i livet var blevet givet mennesket af dets himmelske Fader. Han gav det klare solskin for at varme jorden. Han sendte regnen, som bragte planter til at blomstre. Guds engle tjente hele tiden menneskets børn og vedligeholdt forbindelsen mellem himlen og jorden, så at de forenede det dødelige menneske med den udødelige Gud. Men Jesus læste udtrykkelig, at på samme tid, som han havde omsorg for menneskernes jordiske velfærd, så havde han endnu meget større omsorg for deres evige vel. ret
(48) Saddukæerne havde ordnet sine spørgsmål således, at de var visse på, at det ville bringe Jesus vanære at besvare dem, eller måske det kunne blive et middel til at fordømme ham. Dersom han var enig med dem angående de dødes opstandelse, så ville han blive helt afskåret fra farisæernes samfund; men dersom han skilte dig fra dem, så var det deres bestemmelse at fremstille hans tro for folket i et latterligt lys og vende deres indflydelse imod ham ved at fremholde de tilsyneladende urimeligheder, som læren om legemets opstandelse indeholder. De var vante til at diskutere, og deres bevisførelse var meget frygtet af dem, som troede på en virkelig opstandelse af det samme legeme, som var hensmuldret i graven. ret
(48) Saddukæerne sluttede, at dersom de døde blev oprejste med legemer, der bestod af de samme bestanddele, som de før havde bestået af, og blev påvirkede af de samme tilbøjeligheder, så ville de forhold, som havde eksisteret under jordelivet, blive som før. Mand og hustru ville blive forenede, ægteskabet ville fortsætte, og alle livets forretninger ville gå for sig på samme måde som før døden. De veg med afsky tilbage fra denne tro, og i sine (49) bestræbelser for at danne sig højere forestillinger samlede de i tykt mørke. ret
(49) Men til svar på deres spørgsmål om denne sag løftede Jesus sløret fra det tilkommende liv og sagde til dem: "I opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen." (Matt 22,30) Han viste saddukæerne ufortøvet, at deres tro var fejl. Han beviste, at deres grundsætninger var fejlagtige, og at deres tro var bygget på en falsk grund. "I farer vild," sagde han, "i det I ikke kender skrifterne ej heller Guds kraft." Han beskyldte dem ikke for hykleri således som farisæerne, men for vildfarelse i troen. ret
(49) Saddukæerne havde smigret sig med, at de frem for alle mennesker holdt sig strengt til skrifterne. Men Jesus erklærede, at de kendte ikke til skrifternes rette fortolkning. Kundskab må bringes ind i hjertet ved Guds nådes oplyste kraft. Saddukæerne søgte at betragte Guds hemmeligheder fra samme standpunkt som menneskelige slutninger i stedet for at åbne sit hjerte for at modtage de hellige sandheder, hvorved deres forstand kunne blive oplyst. Tusinder bliver fritænkere, fordi de ikke med sin forstand kan begribe Guds skjulte hemmeligheder. De kan ikke forklare den underfulde åbenbarelse af hans guddommelige magt, således som den viser sig i Guds forsyn, og de forkaster derfor beviserne for en sådan kraft og henfører alle ting til en eller anden naturlig årsag, hvilken de endnu mindre kan forstå. Menneskene burde antage Gud som verdensaltets Skaber, som den, der befaler over alt og udfører sin behagelige vilje; de burde tænke højt om Guds (50) karakter og om hans hemmelige virkekilder. ret
(50) Kristus ville lære saddukæerne, at dersom der ikke var nogen opstandelse efter døden, så ville de skrifter, som de bekendte sig til at tro, ikke være til nogen nytte. Han sagde: "Har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: "Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?" Han er ikke Gud for døde, men for levende." (Matt 22,31.32) De retfærdige døde fra Abel indtil den sidste troende, som dør, skal høre Guds Søns røst og komme frem af sine grave og leve igen. Gud vil være deres Gud, og de skal være hans folk. Der vil blive et inderligt kærligt forhold mellem Gud og hans opstandne hellige. Dette er i harmoni med den guddommelige plan. ret
(50) Den værdighed og kraft, hvormed Jesus oplyste sine tilhørers forstand, idet han forkyndte skriftens sandheder angående de dødes opstandelse og Guds kraft, som virker i livets daglige affærer, forbavsede dem forsamlede mængde og bragte saddukæerne til tavshed. De kunne ikke svare med et ord. "Men da farisæerne hørte, at han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig." (Matt 22,34) De tænkte, at det kunne ikke gå at lade Jesus beholde sejr på en så iøjnefaldende måde. Saddukæerne vandt intet i denne strid med Jesus, men blev selv forvirrede, og deres uvidenhed blev røbet ved hans visdom. Jesus havde ikke talt et eneste ord, som de kunne benytte med fordel til at (51) fordømme ham. Hans modstandere havde ikke vundet andet end foragt. ret
(51) Men farisæerne opgav endnu ikke håbet om at få Jesus til at sige noget, som de kunne benytte imod ham. De overtalte en vis lærd lovkyndig til at spørge Jesus om, hvilket af de ti bud var det største. ret
(51) Farisæerne havde ophøjet de første fire bud, som fremhæver menneskenes pligter mod sin skaber, og påstod, at det var meget vigtigere end de andre seks, som omtaler menneskenes pligter mod sine medmennesker. Som en følge heraf efterlod de sand gudsfrygt og tilsidesatte livets almindelige pligter. De havde beskyldt Jesus for, at han ophøjede de sidste seks bud over de fire første, fordi han viste folket deres åndelige mangel og lærte, at de var nødvendigt at frembringe gode gerninger, barmhjertigheds- og godgørenhedsgerninger, og at træet kendes på dets frugter. ret
(51) Den lærde lovkyndige nærmede sig Jesus med et ligefremt spørgsmål: "Mester hvilket bud i loven er det største?" Jesu svar er enkelt og betydningsfuldt: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind." Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: "Du skal elske din næste som dig selv." På disse to bud hviler hele loven og profeterne." (Matt 22,36.40) ret
(51) Her viser han udtrykkelig den lovkyndige de to store grundsætninger i loven - kærligheden til Gud og kærligheden til mennesket. På disse to grundsætninger i Guds moralske lov hænger al loven og profeterne. De første fire bud viser menneskets pligter mod sin skaber, og det første og store bud er: Du skal elske (52) Herren din Gud af dit hele hjerte. Denne kærlighed er ikke en lidenskab, ej heller en ufrugtbar tro på Guds tilværelse og kraft, eller en kold erkendelse af hans uendelige kærlighed; men den er en levende virksom grundsætning, som viser sig i villig lydighed mod alle Guds krav. ret
(52) Jesus lærte sine tilhørere, at ikke ét af Guds bud kunne overtrædes uden at overtræde den ene eller begge de store grundsætninger, hvorpå hele loven og profeterne hviler - kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker. Ethvert bud er således forbundet med det andet i sin betydning og forpligtelse, og den, som overtræder ét bud, overtræder hele loven; thi de er alle forenede til én fuldkommen lov. Det er umuligt for menneskene at elske Gud af hele sit hjerte og dog havde andre guder for Herren. Den højeste kærlighed til Gud består ikke i blot at erkende hans almagt og at fremkomme for ham med en vis regelbunden gudsdyrkelse, medens hjertet har behag i at tjene afguder. Egenkærlighed, kærlighed til verden og en usømmelig kærlighed til nogen skabning er afgudsdyrkelse for Gud og adskiller hjertet fra ham. Gud kræve hjertets bedste og helligste følelser, og han vil ikke modtage noget mindre. Han må have det øverste herredømme over menneskets hjerte. ret
(52) Dersom de første bud oprigtig adlydes, så vil man også med troskab adlyde de andre seks, som beskriver menneskets pligter mod dets medmennesker. Når Gud indtager den plads på hjertets trone, som tilkommer ham, så vil de pligter, som indeholdes i de sidste seks bud, blive udført således, som han har anvist. Kærlighed til Gud indbefatter kærlighed til dem, som er skabte i hans eget billede. "Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud" og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har (53) set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set." Således lærte Jesus, at de sidste seks bud er lige med de første. De to bud, som han anførte, er to store grundsætninger, som udspringer fra én rod. Man kan ikke holde den første og overtræde den anden, ej heller kan man holde den anden, når man overtræder den første. ret
(53) Den lovkyndige var vel bekendt med loven, og han forbavses over Jesu svar; thi han havde ikke ventet, at han besad en så dyb og gunstig kundskab i skrifterne, som hans svar viste. Den lærde lovkyndige fik et dybt indtryk af den unge galilæers visdom, og han erkendte oprigtig for de forsamlede præster og øverste, at Jesus havde forklaret loven ret. Den lovkyndige havde fået dybere og videre begreber om de grundsætninger, som Guds hellige bud hvilede på, end han nogensinde før havde haft, og han besvarede Jesus ord med fordomsfri oprigtighed: "Rigtigt, Mester, sandt er, hvad du sagde, at Han er én, og at der ikke er nogen anden end Ham, Og at elske Ham af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske sin næste som sig selv, det er bedre end alle brændofre og slagtofre." (Mark 12,32.33) Her var en farisæer, som havde lidt forstand på, hvori sand religion består, at det ikke blot er i udvortes ceremonier og forfængelig pragt, men i ydmyg lydighed mod næsten. Den beredvillighed, hvormed den lovlydige erkendte, at Jesu fremstilling var ret, og det tydelige og bestemte svar, som han gav i folkets påhør, røbede en helt forskellig ånd (54) fra den, som præsterne og de øverste havde vist. ret
(54) Frelserens visdom overbeviste den lovkyndige. Han vidste, at jødernes religion bestod mere i udvortes handlinger end i indvortes fromhed. Han havde nogen forstand på, hvor lidt betydning de ceremonielle ofre havde og den vedvarende udgydelse af blod for at forsone synd, når hensigten med ofringerne var fremmed for sjælen. Den sande godheds og kærligheds grundsætninger forekom ham at være mere dyrebare for Gud end alle disse skikke. Jesus følte medlidenhed med den ærlige lovkyndige, som havde mod til at udsætte sig for præsternes mishag og de øverstes trusler og at udtale sit hjertes oprigtige overbevisning. "Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds rige." Og ingen vovede mere at rette spørgsmål til ham." (34.vers) ret
(54) Det, som den lovkyndige trængte til, var guddommelig oplysning, som kunne lede ham til at føle nødvendigheden af at angre synden og tro på Frelseren. Ingen kan blive frelst ved loven, men ved omvendelse og tro på Kristus, som er en trofast talsmand hos Faderen for syndere. Den lovkyndige var ikke langt fra Guds rige derved, at han erkendte, at retfærdigheds-gerninger var mere antagelige for Gud end alle brændofre og slagtofre. Men det stod endnu tilbage for ham at erkende, at Jesus var Guds Søn. Hele jødernes gudstjeneste var uden nogen som helst tro på Kristus Jesus, som var den virkelighed, hvoraf denne tjeneste var en skygge. Jesus havde gentagne gange vist, at hans Faders lov indeholdt noget, som var af større (55) betydning end blot udvortes bud. Den moralske lov indeholder evangeliets grundsætninger. ret
(55) Farisæerne havde forsamlet sig tæt omkring Jesus, da han besvarede den lovkyndiges spørgsmål. Han vendte sig nu til dem og spurgte dem: "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" Jesus prøvede øjensynlig farisæernes tro med hensyn til sin guddom, enten de blot betragtede ham som et menneske eller som Guds Søn. En mængde stemmer svarede på en gang: "Davids." Dette var det navn, som profeten havde givet Messias. Da Jesus åbenbarede sin guddommelighed ved sine mægtige mirakler, da de syge blev helbredte, og de døde fik liv, forundrede folket sig og spurgte mellem sig selv: Er ikke denne Davids søn? Den kananæiske kvinde, den blinde Bartimæus og mange andre havde råbt højt til ham om hjælp: "Du Davids søn, forbarm dig over mig!" For blot nogle få timer siden, da han red ind i Jerusalem, var han blevet modtaget med den glade hilsen: "Hosianna, du Davids Søn! Velsignet være den, som kommer i Herrens navn!" Og de små børn i templet havde den samme dag gentaget det glade råb. ret
(55) Til svar på folkets bemærkning, at Kristus var Davids søn, sagde Jesus: "Hvorledes kan da David i Ånden [vejledt af Guds Ånd] kalde ham herre, når han siger: "Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder. Når nu David kalder ham "herre", hvorledes kan han så være hans søn?" Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham." (Matt 22,43-46) ret