(713) For at bedre forstå forholdene der følger med de givne vidnesbyrd, er de efterfølgende noter blevet udarbejdet af Ellen G. White udgivelsernes betroede medarbejdere. ret
(713) Side 116 "Tidspunktet at begynde sabbaten på" - I en periode på omkring ti år har sabbatsholdende adventister helligholdt sabbaten fra kl. 6 om aftnen fredag til kl 6 om aftnen lørdag. Ældre Josef Bates har i sit første blad på det fjerde buds sabbats uafhændelighed, udgivet i 1846, givet grunde for det bibelske grundlag for overholdelse af sabbaten på den måde. Han citerer lignelsen om arbejderne i vingården, den sidste gruppe som blev kaldt på den "ellevte time" på dagen og har kun arbejdet i en time. Regning blev gjort med dem »da det var blevet aftnen«. Mattæus 20,6.8.12. I sammenligning med Kristi spørgsmål »er der ikke tolv timer på en dag?« fremførte han at "aften" begyndte ved den tolvte time, eller klokken seks i lyset af ækvatorial tid eller begyndelsen af det hellige år. Med respekt for hans år og erfaring og hans guddommelige liv kan det have været hovedårsagen til at acceptere hans konklusioner uden nærmere undersøgelse. ret
(713) I det tiden skred frem og budskabet spredes, stillede et større antal sabbatsholdere spørgsmål ved denne praksis og forsvarede solnedgangen for at udregne sabbatens begyndelse. En grundig bibelundersøgelse af det spørgsmål blev gjort af ældre J.N.Andrews, som skrev et blad der fremlagde de bibelske begrundelser til fordel for solnedgangstidspunktet. Bladet blev lagt frem og diskuteret om sabbaten den 17.november 1855, ved konferensen i Battle Creek, Michigan, med det resultat at næsten, men kun næsten, alle tilstedeværende var overbevist om at ældre Andrews' konklusion var rigtig. Fremstillingen af dette emne til søster White i dette syn, blev givet to dage senere, gav svar på spørgsmål som stadig var hos nogle og førte til enighed blandt de troende. Som bemærkning til denne oplevelse, der illustrer synernes funktion for at bekræfte slutninger ud fra bibelstudium frem for at indføre ny lære, skrev James White senere: ret
(713) Spørgsmålet vil uvægerligt komme: Hvis synerne gives for at rette de fejlende, hvorfor så hun så ikke vildfarelsen for kl 6, tiden? Jeg har altid været taknemmelig for at Gud har rettet det fejlagtige syn på hans gode tid og tillader ikke en uheldig deling blandt os på dette punkt. Men, kære læser, Herrens arbejde på dette punkt stemmer fuldstændig overens med det rigtige standpunkt overfor åndelige gaver. Det viser sig ikke at være Herrens ønske at lære hans folk ved Åndens gaver på bibelspørgsmål, før hans tjenere har ransaget flittigt ordet. Når dette gøres med det formål at finde tidspunktet for at begynde sabbaten på og det meste er grundfæstet og nogle var i fare for ikke at være overens (714) med legemet på dette emne, så, ja så, var tidspunktet for Gud til at vise sin godhed ved manifestation af hans ånds gaver fuldbyrdet i dets gode arbejde. Review and Herald, 25.Feb, 1868. ret
(714) side 116, 117, 122, 123, "Messenger selskabet" Om sommeren 1854 viste der sig den første utilfredshed eller frafald, blandt sabbatsholdene adventister. To mennesker som havde forkyndt budskabet blev irettesat gennem profetiens ånd for en hård og kritisk ånd, for gerrighed og for ødselhed i brugen af de midler de fik i deres hænder. Da de blev bitre i stedet for at angre, forenede de sig med få andre i urigtig modbeskyldning mod pastorer og fruer. White og andre ledere sendte anklager mod dem. Selvom de fortsatte med at forsvare sabbatssandheden, begyndte de udgivelsen af et bagtalende skrift som de kaldte "Messenger selskabet" ret
(714) De stod sammen med pastorerne Stephenson og Hall fra Wisconsin. Disse mennesker havde været førstedags adventist prædikanter, som bekendte sig til at godtage sandhederne i den tredje engels budskab, men fortsatte med at fremholde doktriner om Den-kommende-tid. I følge denne teori, skulle der, i løbet af et årtusinde, være en "anden chance" for frelse. De gik ind på, hvordan de end kunne, at forkynde budskabet, uden at forsvare dette spørgsmål, hvis Review så ikke vil udgive artikler om det. Imidlertid, som det er nævnt i teksten, holdt de ikke deres løfte og var snart imod Review og dets tilhængere. ret
(714) Disse "sandhedens modstandere"s løbevej var snart udløbet. Både Stephensom og Hall mistede deres grundlag. Sandhedsbudbringeren ophørte i 1857 og tidlig i 1858 berettede ældre White om dette selskab: "Ikke et ud af atten budskaber af hvilke de tidligere har pralet af var med dem frembærer nu et offentlig vidnesbyrd og ikke ét sted er det os bekendt, at de har regulære møder." - Review and Herald, 14.Januar 1858. ret
(714) Side 190, Systematisk godgørenhed - I budskabets første dage, gik mennesker frem, tilskyndet af en overbevisning, for at forkynde de nyfundne sandheder. De var afhængig af støtte til deres eget arbejde eller frivillige ofringer fra troende. En sådan usikker metode, var mere eller mindre rykvis og ustadig. Første del i 1859 blev der næret et behov for en mere sikker plan og der blev studeret alvorligt på sagen. Fra dette studium, kom der en plan frem, som blev kaldt Systematisk Godgørenhed. I overensstemmelse med 1 Korinter 16,2 blev det anbefalet at der gives regelmæssigt på ugens første dag og, som det er antydet i 2.Korinter 8, 12-14, en rimelig fordeling af det finansielle ansvar. Planen opfordrede brødre til at lægge fem til femogtyve cents til side ugentlig; søstrene, fra to til ti cents; og ejendomsejerne skal give to til fem cent for hver hundrede dollars værdier. ret
(714) Planen blev generelt godt modtaget og fik her (715) profetiens ånds godkendelse. Den største synd i menigheden blev udpeget til at være begærlighed. (side 194) Systematisk godgørenhed blev ikke fremstillet som fuldkommen plan, for det blev også anført at "Gud leder sit folk" i denne sag og "opdrager" dem. (side 191) I det planerne for støtte til arbejdet og prædikantvirksomheden udvidede sig, blev gavmildhedens ånd opmuntret mere og mere til et lys fra skriftsteder der afslørede tiende- og offersystemet, som vi kender det i menigheden i dag. ret
(715) Side 210, Organisering - Op til år 1860 har der ikke været nogen retsgyldig eller kirkelig organisering blandt sabbatsholdende adventister. De har ikke engang optaget et navn. De omtaler sig selv som en "spredt folk", den "lille rest", eller en variation af sådanne udtryk. Nu havde ældre White meddelt gennem Review at han måtte ophøre med at påtage sig et personligt ansvar for de penge, han har lånt Review and Herald kontoret. Han gav ydermere udtryk for det håb, at tiden snart måtte komme, hvor "dette folk vil være i den situation, hvor det er nødvendigt at kunne få menigheds ejendommene forsikret, holde deres menighedshuse i en pæn stand, så de mennesker gør deres vilje og ønsker at gøre det, kan bevilge en del til udgivelsesafdelingen." Han opfordrede sine brødre til at komme med forslag til hvordan dette ønske kan gennemføres, så at "vi som et folk" kan sikre de ovennævnte fordele. ret
(715) Blandt de første svar på denne efterspørgsel, var et fra bror B omtalt i denne forbindelse, hvor i han udtrykte sin overbevisning om, at det ville være forkert at indføje sig som et en religiøs organisation efter loven. Det som han fremholdt ville være "at gøre os et navn," som var det Babelstårnets bygmestres hensigter og ville "ligge ved Babylons grundvold." Hvad angår forsikringen af mødehuse, var de ikke Herrens ejendom og kunne han ikke tage vare på sine egne uden hjælp fra forsikringsselskaberne? Desuden, sagde han, dem som låner penge til kontoret, bør ikke påstå at have et gældsbevis underskrevet af en retsgyldig organisation, for "de låner det til Herren og de må stole på Herren, for det." - Review and Herald, 23.feb. 1860. ret
(715) Efter megen diskussion blev den megen bekymring, for retsgyldig organisering af forlagshuset, stort set overvundet og ved en konferense afholdt i september i 1860 blev Advent Review udgivelsesselskabet dannet. Nogle få måneder senere blev navnet ændret til Syvende-dags Adventist Udgivelsesselskabet. Selv efter dette skridt, var der stadig en modstand hos nogle, mod at gå ind i menighedsorganisering og emnet fortsatte med at blive diskuteret. Imidlertid, gik det fremad, med et stort flertal for organisering, først ved organiseringen af menighederne, så konferensernes stand og, endelig i 1863, generalkonferensen. ret
(715) Vidnesbyrdet om "Organisering" (side 270-272) taler om den modstand, som man kom ud for i New York staten mod denne bevægelse og om synet der blev givet om det. ret
(716) (716) Side 292 - Troldmændene kunne i virkeligheden ikke få deres stave til at blive slanger. Med ved magi, hjulpet af den store bedrager, kunne de kun danne dette indtryk. Det var ud over Satans kraft, at ændre stavene til levende slanger. Det ondes fyrste, havde, som han der havde, en falden engels visdom og styrke, ikke magt til at skabe eller give liv; dette er alene Guds forret. Men alt det som var i Satans magt gjorde han, han udførte en efterligning. I menneskers øjne var disse stave forandret til slanger. Det blev de regnet for at være af Farao og hans folk. Der var intet i deres udseende, der kunne adskille dem fra slangen Moses og Aron skabte. På denne måde taler vidnesbyrdene i skriften et sprog med den samme ånd og forklarer at skriften beretter om sagen ligesom den blev vist. Se Vidnesbyrd nr 33, bd 5, side 696-698. ret
(716) Side 355, "Oprøret" - På det tidspunkt hvor dette vidnesbyrd blev skrevet, tidligt i 1863, blev Syvende-dags Adventisterne konfronteret med et alvorligt problem. Nationen var i krig. Selvom de inderst inde var militærnægtere, var menighedsmedlemmernes sympati, næsten uden undtagelse, helt med regeringen i dets modstand mod slaveriet. Idet kampen skred frem, blev flere og flere kaldt til hæren. Ved hver indkaldelse blev alle distrikterne sat til at skaffe et vist antal rekrutter og når den frivillige hvervning faldt under det antal, blev der trukket navne til at rette op på de manglende. I en vis tid var det muligt at betale sig til en anden rekrut i stedet for og således fritage den hvis navn var trukket. I det der ikke var gjort forbehold for Adventistmedlemmer til militærnægter-tjenesten og havde ingen mulighed for at holde sabbat, købte sabbatsholderne, når de blev udtrukket, sig sædvanligvis til deres undtagelse. Hvis den enkelte person var ude af stand til at betale for sig selv, blev han hjulpet af en fond oprette til samme formål. ret
(716) Se, eftersom flere mennesker behøvedes og en national værnepligtslov, uden sådanne fritagelser kom, blev vore brødre rådvilde overfor hvordan de skulle reagere for en sådan udtrækning, hvor de blev tvunget til at gå i hæren eller arbejde om sabbaten. ret
(716) Nogle få måneder forud for udgivelsen af dette vidnesbyrd, havde ældre White udgivet en ledende artikel i Review and Herald under overskriften "Nationen", hvilken er henvist til på side 356. Han troede at regeringen var den bedste på jorden og kæmpede for en retfærdig sag. Hans bedste råd på det tidspunkt var, at blev man udtrukket "ville det være vanvid at gøre modstand," han tilføjede: ret
(716) Han som vil modsætte sig indtil han bliver, ifølge militærloven, skudt ned, går så langt at han, mener vi, at påtager sig selv et modsansvar. - Review and Herald, 12.aug. 1862. ret
(716) Arten af noget af den brevveksling der fulgte efter denne artikel, som er fremhævet af Mrs White, har været sådan, at det har fået ældre White til at protestere mod at faktisk forlange "Sabbatsbrud og (717) mord" som har været sat imod ham. Sådanne yderligheder blev sat i rette af Mrs White under én hånd og i den anden hånd lød et advarselsråb til dem, som kunne blive udtrukket. ret
(717) I juli, 1864, blev en national værnepligtslov ændret så at §300 undtagelses klausulen blev inddraget. Der blev straks taget skridt til at sikre de unge Syvende-dags Adventist mænd de privilegier der var tilstået medlemmer af religiøse samfund, som af samvittighedsgrunde var imod at være i hæren - udpeget til militærnægtertjenesten i hospitalsopgaver eller i omsorgen for fritagne mænd. Før alvorlige problemer kom, var disse anstrengelser succesrige. I få tilfælde blev unge adventistmænd draget ind i hæren og blev overdraget til hospitalsarbejdet eller en anden militærnægtertjeneste. Hvad deres anvisning end blev til, prøvede de på at lade deres lys skinne. I adskillige måneder løb der regelmæssigt over Review and Heralds spalter en liste over kvitteringer for en soldats traktatfond for at få litteratur til uddeling blandt mændene. ret
(717) Syvende dags adventisternes erfaringer i forbindelse med borgerkrigen, ledte dem til at tage skridt der sikrede dem anerkendt status som militærnægtere, som samtidigt gjorde dem i stand til at følge de bibelske pålæg med hensyn til deres forbindelse med »de magter som er«, hvilke »er forordnet af Gud«. ret
(717) Side 421, 456, Klædereformen - De klæder som normalt blev båret af kvinder i Amerika på tidspunktet dette blev skrevet (1863, 1867) på, var meget skadelig for helbredet. De var særlig dårlige på grund af deres ekstremt lange længde, taljens sammensnøring af korset og vægten af tunge skørter, som blev ophængt på hofterne. Omkring et tiår tidligere, tog nogle få kvinder af folkelig front initiativet til påtage sig en ny klædestil, som ville være fri for disse alvorlige problemer. Den nye klædestil var noget hen ad tyrkisk klædedragt, der bæres af mænd og på samme måde af kvinder. Denne bevægelse blev så populær at "klædereformens" skik og brug var, for en tid, hele året rundt. ret
(717) Den amerikanske klædedragt, der her nævnes af Mrs. White, var en ændring af den tidligere stil og blev støttet af Dr. Harriet Austin fra Dansville, New York. Den kombinerede det korte skørt, der nåde omkring halvvejs fra hoften til knæet, med mandlig lignende, bukser, frakke og vest. Se beskrivelse på side 465. Den såkaldte klædereform blev i 1864 vist til Mrs. White for at være upassende for Guds folk at tilegne sig. ret
(717) I 1865 appellerede Mrs. White, igennem Hvordan lever man, nr 6, til vore søstre om at påtage sig en klædestil, som var både anstændig og sund. Det næste år tog den nyligt åbnede sundhedsreform institution i Battle Creek skridt til at danne et mønster for klæder, som ville rette den amerikanske klædedragts ekstreme korthed eller de ultra lange og tunge klæder som man sædvanligvis bar. ret
(717) I 1867 viste Vidnesbyrd nr 11 med sin første artikel, "Fornyelse i (718) klædeformen". Se siderne 456-466. Her blev klædespørgsmålet fuldt ud fornyet og flere råd blev givet. Et normgivende mønster blev anbefalet, som gav konkret udtryk for de principper som blev åbenbaret for Mrs White og blev henvist til at være "værdig for kortklædereformens navn." Ingen specielle mønstre blev afsløret for hende i synet og, da sagen på et senere tidspunkt blev diskuteret, forklarede Mrs. White: ret
(718) Nogle har troet at netop det mønster, der her gives er det mønster, som alle skal antage. Sådan er det ikke. Men noget der er så simpelt som dette ville være det bedste vi kan antage os under de omstændigheder. Ingen præcis klædestil er givet mig, som den nøjagtige regel, der leder alle i deres klæder. - E.G.White brev 19,1897. citeret fra Beretningen (the story) fra vort sundhedsbudskab, side 145. ret
(718) Idet årene gik, blev kvindernes dominerende klædestil ændret til det bedre og blev mere fornuftig og sund. De gamle sunde reformklæder i deres nøjagtige mønster, blev ikke længere anbefalet, men der blev altid fremført et ensartet vidnesbyrd af Mrs. White, om de fundamentale principper som skulle vejlede den kristne i den sag. Således skrev hun i 1897: ret
(718) Lad vore søstre klæde sig enkelt, som mange gør, have klæder af gode materialer, holdbare, sømmelige, passende for tiden og lad ikke klædespørgsmålet fylde sindet. - Ibid. side 146. ret
(718) Side 525 - Til yderligere uddybelse af klædeemnet henvises læseren til Vidnesbyrd for menigheden, bd 4, nr 30, stykket "Enkelhed I påklædning." ret
(718) Side 689 - Siden organiseringen af traktatselskaberne i de mange stater, har disse påtaget sig forsyningen af bøger og traktater til de værdigt trængende. Nogle af de værker, som her nævnes trykkes ikke mere. Ellen G White udgivelsernes betroede folk. ret