De, der tog imod lyset om helligdommen og Guds lovs uforanderlighed, fyldtes med fryd og forundring, da de så, hvor smukt og harmonisk Guds sandhedssystem var. De ønskede, at det lys, som de selv var så lykkelige over at have erhvervet, kunne videregives til alle kristne; og de kunne ikke forestille sig andet, end at det måtte blive modtaget med glæde. Men sandheder, som ville adskille dem fra verden, var ikke velkomne hos mange af dem, som kaldte sig Kristi tilhængere. Lydighed mod det fjerde bud krævede et offer, som de fleste veg tilbage for at yde.
Da sabbattens krav blev forkyndt, var der mange, som henholdt sig til verdensbørnenes argumenter. De sagde: "Vi har altid ligesom vore fædre helligholdt søndagen, og mange gode og fromme mennesker, som har helligholdt den, har fået en lykkelig død. Helligholdelse af denne nye sabbat ville bringe os i disharmoni med verden, og vi ville ikke have nogen indflydelse på den. Hvad kan en lille gruppe, som helligholder den syvende dag, håbe på at udrette mod en hel verden, som helligholder søndagen?" Det var ved hjælp af lignende argumenter, at jøderne forsøgte at undskylde deres forkastelse af Kristus. Gud havde taget imod deres fædres offergave, og hvorfor skulle børnene ikke kunne finde frelse på samme måde som fædrene? På Luthers tid hævdede katolikkerne, at mange sande kristne var døde i den katolske tro, og at denne tro derfor var tilstrækkelig til at sikre frelse. Sådanne argumenter er en effektiv hindring for alt religiøst fremskridt.
Mange henviste til, at søndagens helligholdelse i mange århundreder havde været en uomtvistet læresætning og en vidt udbredt kirketradition. Men dette argument kunne ikke stå sig mod den kendsgerning, at sabbatten og dens helligholdelse var endnu ældre og mere udbredt; den var lige så gammel som verden og var sanktioneret af både engle og Gud selv. Da jordens grundvold blev lagt, da morgenstjernerne jublede til hobe, og da gudessønnerne råbte af glæde, blev sabbattens grundsten lagt. (Job 38,6-7; 1Mos 2,1-3). Sabbatten fortjener vor ærefrygt; den blev ikke indstiftet af nogen menneskelig autoritet og hviler ikke på menneskelige traditioner; den blev indstiftet af den Gamle af dage og er påbudt i hans evige ord.
Da verdens opmærksomhed blev henledt på sabbatsreformen, var der adskillige populære præster, som forvrængede Guds ord og fortolkede dets vidnesbyrd på den måde, som bedst kunne berolige søgende sjæle. De, som ikke selv granskede Bibelen, slog sig til tåls med at anerkende de slutninger, som stemte overens med deres ønsker. Mange forsøgte at tilintetgøre sandheden ved hjælp af argumenter, spidsfindigheder og henvisninger til kirkefædrenes traditioner og kirkens autoritet. Sandhedens forkyndere måtte gribe til Bibelen for at forsvare det fjerde buds gyldighed. Ydmyge mænd, som kun var bevæbnet med sandhedens ord, modstod de angreb, som blev gjort af lærde mænd, som til deres vrede og overraskelse opdagede, at deres veltalenhed og lærdom var magtesløs over for de enkle, ligefremme ræsonnementer, som fremførtes af mennesker, som var mere velbevandrede i Bibelen end i videnskabernes spidsfindigheder.
Mange, som opdagede at Bibelen ikke indeholdt noget vidnesbyrd til støtte for deres opfattelse, søgte tilflugt i det samme argument, som var blevet benyttet mod Kristus og hans apostle: "Hvorfor forstår vore ledere ikke dette sabbatsproblem? Der er kun ganske få, som har jeres opfattelse.
Det er umuligt, at I skulle have ret og alle verdens lærde mænd have uret." Det eneste, som var nødvendigt for at modbevise sådanne argumenter, var at citere den hellige skrift og henvise til den måde, Herren havde ledet sit folk på ned gennem tiden. Gud arbejder gennem dem, som hører og adlyder hans røst, dem, som er villige til, hvis det er påkrævet, at fremføre ubehagelige sandheder, og som ikke frygter at gå i rette med populære synder. Grunden til, at Gud ikke oftere vælger lærde og fremstående mænd til at lede reformbevægelser er, at disse stoler på deres grundsætninger, teorier og teologiske systemer og ikke føler trang til at blive belært af Gud. Kun de, som har personlig kontakt med Visdommens Kilde, er i stand til at forstå og udlægge Bibelen. Mennesker, som kun har ringe skoleuddannelse, kaldes undertiden til at forkynde sandheden, ikke fordi de er ulærde, men fordi de ikke er for selvbevidste til at lade sig belære af Gud. De undervises i Kristi skole, og deres ydmyghed og lydighed gør dem store. Ved at skænke dem viden om sin sandhed viser Gud dem en ære, i samenligning med hvilken jordisk ære og menneskelig storhed mister enhver betydning.
"De fleste adventister forkastede sandhederne om helligdommen og Guds lov, og mange fornægtede også deres tro på adventbevægelsen og anlagde et usundt og forvirret syn på de profetier, som henviste til denne bevægelse. Mange begik den fejl gentagne gange at fastsætte et bestemt tidspunkt for Kristi genkomst. Det lys, som nu skinnede på emnet om helligdommen, ville have vist dem, at ingen profetisk periode når helt ned til genkomsten, og at det nøjagtige tidspunkt for denne begivenhed ikke er forudsagt. Men de vendte sig fra lyset og blev ved med at fastsætte tidspunkter for Herrens genkomst, og de blev lige så ofte skuffet.
Da tessalonikernes menighed havde fået en fejlagtig opfattelse af Kristi genkomst, pålagde apostelen Paulus dem at prøve deres håb og forventninger omhyggeligt efter Guds ord. Han citerede de profetier, som åbenbarede de begivenheder, som skulle finde sted før Kristi komme, og påviste, at de ikke havde grund til at forvente hans genkomst i deres tid, "Lad ingen vildlede jer på nogen måde!" (2Tess. 2,3) lyder hans advarende ord. Hvis de nærede forventninger, som ikke sanktioneredes af Bibelen, ville de forledes til at følge en fejlagtig kurs; skuffelse ville udsætte dem for de vantros spot, og de ville risikere at tabe modet og fristes til at tvivle på de særheder, som var en forudsætning for deres frelse. Apostelens formaning til tesselonikerne indeholder et betydningsfuldt budskab til dem, der lever i de sidste dage. Mange adventister har følt, at de ikke kunne være nidkære og flittige i beredelsesarbejdet, hvis de ikke kunne sætte deres lid til et ganske bestemt tidspunkt for Herrens komme. Når deres håb atter og atter vækkes for kun at blive skuffet bliver deres tro så rystet, at det bliver dem næsten umuligt at fatte profetiernes store sandheder.
Forsøg på at finde nye tidspunkter for de profetiske perioders begyndelse og slutning og det usunde grundlag der er nødvendige for at holde fart ved disse tidspunkter, leder ikke blot opmærksomheden bort fra sandheden for vor tid, men viser foragt for alle forsøg på at forklare profetierne. Jo oftere der fastsættes et bestemt tidspunkt for genkomsten, og jo videre det forkyndes, jo bedre passer det Satan. Når tiden er overskredet, fremkalder han foragt for dem, der har forkyndt den, og derved sætter han den store adventbevægelse i 1843 og 1844 i et dårligt lys. De, som fremturer med denne vildfarelse, vil til sidst fastsætte en alt for fjern dato som tidspunktet for Kristi genkomst, derved vil de forledes til at føle en falsk tryghed, og mange vil ikke indse bedraget, før det er for sent.
Det gamle Israels historie har en forbløffende lighed med adventisternes. Gud ledede sit folk i adventbevægelsen, ligesom han ledede Israels børn bort fra Ægypten. I den store skuffelse blev deres tro prøvet på samme måde, som hebræernes tro blev prøvet ved Det røde Hav. Hvis de fortsat havde stolet på den ledende hånd, som havde været med dem før, ville de have fået Guds frelse at se. Hvis alle, der i oprigtighed havde deltaget i arbejdet i 1844, havde antaget den tredje engels budskab og forkyndt det med Helligåndens kraft, ville Gud have opnået vidundere ved hjælp af deres arbejde. Et vældigt lys ville være blevet udgydt over jorden. Så ville jordens beboere have været advaret for år tilbage, det sidste arbejde ville have været fuldført, og Kristus ville være kommet for at frelse sit folk.
Det var ikke Guds vilje, at Israel skulle vandre i ørkenen i fyrretyve år; han ønskede at føre dem direkte til Kana'ans land og give dem dette land, så de kunne leve som en hellig og lykkelig familie. Men på grund af deres vantro, kunne de ikke gå ind. (Hebr 3,19. På grund af deres frafald døde de i ørkenen, og det forjættede Land blev givet til andre. Det var heller ikke Guds vilje, at Kristi genkomst skulle udsættes så længe, at hans folk i så mange år skulle forblive i denne syndens og sorgens verden. Men vantro skilte dem fra Gud. Da de nægtede at udrette det arbejde, han havde pålagt dem, blev andre valgt til at forkynde budskabet. Af medlidenhed med verden udsætter Jesus sin genkomst, således at syndere kan få lejlighed til at høre advarselen og finde tilflugt hos ham, før Guds vrede udgydes.
Nu som før vil forkyndelse af en sandhed, som afslører tidernes synder og vildfarelser, vække modstand. "Enhver, som øver ondt hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres." Joh 3,20. Når mennesker opdager, at Bibelen ikke støtter deres opfattelse, beslutter de sig ofte til alligevel at holde fast ved den, og så begynder de ondskabsfuldt at mistænkeliggøre dem, der forsvarer de upopulære sandheder.
De der er trofaste over for sandheden, bliver beskyldt for at være oprørske, kætterske eller stridbare. Tusinder, som er for vantro til at anerkende det sikre profetiske ord, tror uden tøven på de beskyldninger, som rettes mod dem, der vover at afsløre almindeligt yndede synder. Denne tendens vil blive stærkere og stærkere.
Hvad skal sandhedens budbringer gøre? Bør han sige til sig selv, at sandheden helst ikke skal forkyndes, da den så ofte kun har den virkning at få menneskene til at undvige eller modsætte sig dens krav? Nej, lige så lidt som de tidligere reformatorer er han berettiget til at tilbageholde Guds vidnesbyrd, fordi det vækker modstand. Luther erklærede at han blev drevet frem af Den Hellige Ånd i kampen mod den ondskab der herskede på hans tid. Og på samme måde skal arbejderne nu arbejde for en reform. Følgende befaling er rettet til Guds tjener i vore dage: "Løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!"
Den store vanskelighed både ved at erkende og at forkynde sandheden er, at dette medfører ubehageligheder og mistænkeliggørelse. Dette er det eneste argument mod sandheden, som dens talsmænd aldrig har været i stand til at gendrive. Men dette afskrækker ikke Kristi sande disciple.
Uden hensyn til deres bekendelse er det kun dem som inderst inde er verdens tjenere, der handler mere af strategiske end af principielle grunde, når det drejer sig om religion. Vi bør vælge det rette, fordi det er det rette, og overlade resten til Gud. Verden kan takke mænd med principper, tro og tapperhed for de store reformer. Vor tids reformeringsarbejde må videreføres af mænd af samme art.
Herren har udtalt: "Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot! Som en klædning skal møl fortære dem, orm fortære dem som uld, men min retfærd varer evigt, min frelse fra slægt til slægt," Es 51,7-8.