Esau fik et stærkt ønske for en særlig slags mad, og han havde længe stillet sig til tåls med at han ikke havde behov for at vende bort fra de fristende overdådige retter. Han lod sin fantasi dvæle ved det, indtil appetittens kraft gik frem for andre hensyn, og kontrollerede ham. Han mente at han ville få det ubehageligt og endog dø, hvis han ikke få denne særlige ret. Jo mere han reflekterede over dette, des større blev ønsket, indtil hans fødselsret mistede sin værdi og hellighed i hans øjne, og han byttede den bort. Han bildte sig selv ind at han kunne afhænde sin fødselsret efter behag, og købe den tilbage når han ønskede det; men da han prøvede at få den igen, også ved et stort offer, kunne han ikke gøre det. Han angrede bitterligt sin overilede handling, hans tåbelighed, sit vanvid; men det var altsammen forgæves. Han havde fået afhændet velsignelsen, og Herren havde fjernet den fra ham for altid.