Herrens velsignelse var med vor konferense i Sutton, og efter at mødet var slut begav vi os på vej til Østcanada. Det gjorde ondt i mit svælg, og jeg kunne ikke tale højt, eller endog hviske, uden det gjorde ondt. Vi bad medens vi rejste, efter styrke til at klare rejsen. For hver femten kilomenter var vi nød til at stoppe så jeg kunne hvile. Min mand tøjrede hestene i det høje græs, for at give den chance til at få noget mad, så brede min kåbe ud på græsset for at lave et hvilested til mig. Sådan fortsatte vi indtil vi kom til Melbourne. Vi forventede at møde modstand der. Mange som bekendte at tro på vor Frelsers nære komme, kæmpede imod Guds lov.