Wiclif havde en veludviklet evne til at afsløre vildfarelser, og han gik frygtløs til kamp mod mange af de misbrug, som romerkirkens ansvarlige ledere godkendte. Mens han var hofkappelan, erklærede han sig som en absolut modstander af, at den engelske konge betalte skat til paven, og påviste, at den myndighed, som paven havde skaffet sig over de verdslige regenter, var i strid med både fornuften og åbenbaringen. Pavens krav havde vakt megen vrede, og Wiclifs teorier bidrog til at påvirke indstillingen hos de ledende mænd i landet. Kongen og adelen var enige om at benægte pavens krav om verdslig myndighed og afslog at betale skat til ham. Dette bevirkede, at der blev rettet et føleligt slag imod pavens overhøjhed i England.