Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 9. januar 1883

Adskillelsens offer

Den anskuelse fremholdes vidt og bredt, at Hebræernes ofre ikke har betydning for kristne, og kan ikke interessere dem. Denne anskuelse er ubegrundet. Det er sandt at de mosaiske love ikke skal overholdes nu; men forstås det rigtigt, anses de som helt glødende for hellige og vigtige sandheder. Disse ritualer, som Jehova selv har udpeget, var så mange fyrtårne der oplyser stien for Guds gamle folk, og for at rette deres tanker til det store offer der blev givet for menneskenes synder, set i korsets lys, indeholder de, de dyrebareste lektier for Guds folk i dag.   ret

I gamle dage blev Israels børn pålagt at gøre et offer for hele menighedsforsamlingen, for at rense dem fra ceremoniel besmittelse. For ofret af den røde kvie der blev opsendt, repræsenterer mere fuldkomment som skal genløse fra syndsbesmittelse. Dette var et lejlighedsoffer der renser alle som nødvendigvis eller uheldigvis havde berørt den døde. Alle som kom i kontakt med døde på nogen måde, blev ceremonielt betragtet som urene. Således blev Hebræernes tvunget til at tænke på at døden kom ind som konsekvens af synd, og er således en repræsentant af synd. Den ene kvie, den ene ark, den ene kobberslange, pegede slående på det eneste store offer, Kristi offer.   ret

Kvien skulle være rød og uden plet, som var et symbol på blod. Den måtte være uden lyde, og en der aldrig havde båret et åg. Her er Kristus symboliseret igen. Guds søn kom frivilligt for at udføre forsoningsværket. Der var intet forpligtende åg på ham, for han var uafhængig og over alle love. Englene var som Guds forstandige budbringere under forpligtende åg; intet personligt offer fra dem kunne indløse den faldne slægt. Han havde magt til at nedlægge sit liv og tage det op igen. ”Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig.”   ret

Alligevel elskede dette herlige væsen den stakkels synder, og påtog sig en tjeners skikkelse, så han kan lide og dø for menneskets skyld. Jesu kunne være forblevet ved sin Faders højre hånd, bære sin kongelige krone og sin kongelige robe. Men han valgte at bytte al himlens rigdom, ære og herlighed med menneskenes armod, og hans høje rang skiftede han med Getsemanes rædsler og Golgatas ydmygelse og pinsel. Han blev en smerternes mand og kendt med sygdom, så han ved lidelsens og blodets dåb kan rense og indløse en skyldig verden. ”Se, jeg kommer,” var det glædelige samtygge, ”for at gøre din vilje oh Gud!”   ret

Ofringen af kvien blev udført uden for lejren, og dræbt på den mest højtidelige måde. Derved led Kristus uden for Jerusalems porte, for Golgata var uden for bymurerne. Dette skal vise at Kristus ikke døde for hebræerne alene, men for alle menneskene. Han proklamerer for en falden slægt at han skal blive deres Genløser, og tilskynder dem til at acceptere den frelse som han tilbyder.   ret

Da kvien var blevet slået ihjel, iklædte præsten sig rene hvideklæder, tog blodet i sine hænder eftersom det kom ud af ofrets krop, og stænkede mod templet syv gange. Således gik Kristus, i sin egen pletfrie retfærdighed, efter at have udgydt sit dyrebare blod, ind i den himmelske helligdom for at tjene for synderens skyld. Og derved kom den dybrøde strøm i Guds forsoningstjeneste for menneskene. ”Og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand.”   ret

Kviens krop blev brændt til aske, som viste et helt og dueligt offer. Så blev asken samlet op af en person der ikke var blevet besmittet af berøring med den døde, og samlede det op på et rent sted uden for lejren. Når renselsesceremonien var udført, blev disse bragt i et kar med vand i, fra en vandstrøm. Denne rene og pure person tog da en cederstok med skarlagen og en yssopklase og stænkede karrets indhold på teltet og personerne derinde. Denne ceremoni blev gentaget flere gange fordi den skal være grundig, og blev udført som en renselse fra synd.   ret

Renselsesvandet der blev stænket på det urene, der symboliserede Kristi blod udgydt for at rense fra moralske urenheder. De gentagede påstænkninger illustrer det værks grundigheds som må udføres for den angrende synder. Alt det han må være sat til side til dette formål. Ikke kun hans egen sjæl skal vaskes ren og skær, men han bør kæmpe for at få sin familie, sit hjems indretning, sin ejendom og alt hvad han har helliget til Gud.   ret

Efter at teltet var bestænket med yssop, stod der skrevet over deres dør som var renset: Jeg tilhører ikke mig selv, Herre, jeg er din. Således bør det være med der bekender at blive renset af Kristi blod. Gud er ikke mindre nøjeregnende end han var i gamle tider. Salmisten referer i sin børn til denne symbolske ceremoni, når han siger: ”Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne”. Kristi blod er effektivt, men det må hele tiden bruges. Gud ønsker at hans tjenere skal hellige sig selv for hans sag, og brug midlerne til hans ære, som han betroet dem. Hvis nogen er blevet selviske, og tilbageholder det fra Herren, som de gladelig burde give til hans tjeneste, så behøver de bestænkelsesblodet grundigt anvendt, hellige dem og alle deres ejendomme til Gud.   ret

Mange der bekender at være Kristi efterfølgere har ikke den alvorlige og uselviske helligelse til hans sag, som han forlanger af dem. De gør sig opmærksomme på timelige ting, og oplærer deres tankesind til forretninger, for at kunne hjælpe sig selv derved. Men Gud kalder dem til at komme tættere i union med ham, så de kan forme og oplære dem for hans sag. En højtidelig udtalelse blev givet det gamle Israel at mennesker som forbliver urene, og nægter at rense sig selv, burde afskæres fra forsamlingen. Dette har en særlig betydning for os. Hvis det var nødvendigt i gamle tider at den urene rense renses ved bestænkelsesblodet, hvor nødvendigt er det for dem der lever i de sidste dages farer, udsættes for Satans hårde fristelser, at få Kristi blod brugt dagligt på deres hjerter. ”Thi hvis blod af bukke og tyre og aske af en kvie, når det stænkes på de besmittede, helliger og bringer kødelig renhed, hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde, gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.”   ret

Kristus har planlagt at hans troende børn bør være lys for verden, jordens salt. Det hellige liv og kristne eksempel for et godt menneske i fællesskabet, spreder et lys der genspejles på andre. Hvor stor bør da en gruppe troendes indflydelse da ikke være som vandrer helt efter Guds bud. Forkyndelsen af ordet er forordnet af Gud, til at opvække og overbevise syndere. Og når den levende forkynder viser selvfornægtelse og Kristi offer som eksempel i sit eget liv, når hans omvendelse og handlinger er i harmoni med det Guddommelige mønster, så vil han udøve en kraftfuld indflydelse over dem, som lytter til hans røst. Men alle kan ikke være ordets lærere fra talerstolen. Den forskellige menneskers personlige pligter er varierende, men der er et arbejde til alle at udføre. Alle kan hjælpe til sagen, ved at give uselvisk af deres midler og hjælpe værkets forskellige grene, og tilvejebringe midler til publicering af traktater og tidsskrifter der spredes blandt folk, og udbrede sandheden. Dem som giver penge til at fremme sandheden, og bærer en del af værkets byrde; de er medarbejdere sammen med Kristus, for Gud har givet bemidlede mennesker, med betroelse, så de kan bruge dem til kloge og hellige mål. Dette er blandt de redskaber som Himlen har ordineret for at gøre godt, en af de talenter som mennesker lægger ud til vekselererne.   ret

Vi bør altid have i sinde at vi er Guds forvaltere, og at han drager os til ansvar for de timelige talenter som han har lånt os, og bruge klogt til hans ære. Skal vi ikke ransage vore hjerter nøje, og undersøge de motiver som tilskynder os til handling? Mange er i fare for at elske deres ejendomme. Deres ører lytter ikke til Mesterens kald, i form af hans hellige og i mangel for hans sag. De investerer ikke gladelig deres rigdomme for Kristendommens virksomhed. Hvis vi ønsker en skat i himlen, bør vi sikre den, så længe vi har mulighed for det. Dem som føler det sikrer at bruge deres midler på at få flere jordiske rigdomme, og investere sparsomt i Guds sag, bør være tilfreds med at modtage den himmelske skat efter deres investering i det himmelske forråd.   ret

Mange ønsker at se Guds sag vokse, men anstrenger sig kun lidt personligt i sidste ende. Hvis disse kan se deres sande position, og indse at deres ansvarlighed mod Gud, vil de blive mere alvorlige medarbejdere med Jesus. ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og med hele din sjæl, og med al din styrke, og af hele dit sind.” Der kan ikke være udelt interesse for dette, for hele hjerte, sin dog styrke er alt det som udgør mennesket.   ret

Apostlen siger: ”I er ikke jeres egne, I er købt for en pris.” Når den fattige og fordømte synder ligger under Faderens lovs forbandelse, elskede Jesus han sådan at han gav sig selv for overtræderen. Han genløste ham ved sit blod. Vi kan ikke beregne den dyrebare løsesum der blev betalt for at genløse faldne mennesker. Hjertets bedste og helligste hengivenhed bør gives til gengæld for en så forunderlig kærlighed. De timelige gaver som vi glæder os over er blot til låns, for at kunne fremme Guds rige.   ret

Jeg taler om tiende-systemet, hvor ringe det end ser ud for mine tanker. Hvor lille budget er det ikke! Hvor frugtesløst er det at sætte et mål, med matematiske regler, tid, penge og kærlighed imod en kærlighed og et offer som ikke kan måles og beregnes! Tiende for Kristus! Oh, en lille almisse, skammelig gengæld for det som har kostet så meget. Fra Golgataskors, Kristus kalder på en ubetinget overgvielse.   ret

Han lovede den unge hersker at hvis han solgte at han havde og gav til det fattige, og løftede sit kors og fulgte ham, kunne han få en skat i himlen. Alt vi har bør helliges til Gud. Himlens Majestat kom til verden for at dø en offerdød for menneskenes synder. Hvor koldt og selvisk er menneskehjertet dog, at man kan vende sig fra denne uforlignelige kærlighed, og sætte sig selv op til denne verdens tomme ting.   ret

Min broder, min søster, når selviskheden stræber for sejr over jer, så hav i sinde at Ham som forlod Himlens herlige sale, og lagde sine kongelig klæder til side for jeres skyld, blev fattig så I gennem hans fattigdom kan blive rige. Vi I så ignorere denne store kærlighed og bundsløse barmhjertig, og nægte at være til ulejlighed, og fornægte jer selv for hans kære sag? Vil I klynge jer til denne livs rigdomme, og ikke hjælpe med til at fremføre det store sandhedsarbejde? Jeg bønfalder jer at vække op fra jeres sløvhedstilstand, forlade verdslige tings tome afgudsdyrkelse, og være alvorlig for at sikre jer den evige arvs titel. Arbejd så længe det er dag. Bring ikke jeres sjæle i fare ved at forspilde nuværende anledninger. Sæt ikke jeres evige interesser i anden række. Sæt ikke verden før religion, og slide dag for dag for at få dens rigdomme, medens fare for evig konkurs truer jer. Hver dag bringer jer nærmere det endelige regnskab. Vær rede til at opgive de talenter I har fået lånt, sammen med det I har optjent ved klog anvendelse.   ret

I kan ikke tillade jer at ofre himlen, eller spille med jeres sikkerhed. Lad ikke rigdommens bedrag få jer til at forsømme de evige skatte. Satan er en listig fjende, og han er altid på sporet af jer, stræber efter at omsnære jer, og omfavne jeres fordærv. Vi er i ventetiden; lad der være bundet op om jeres lænder, og jeres lys skinne, der venter på Herren når han kommer tilbage fra brylluppet, så når han kommer og banker på, måtte I straks åbne op for ham.   ret

Hold øje med om jeres lys omtåges, den første forsømmelse af bøn, det første symptom på åndelig slummer. Han som holder ud til enden skal frelses. Når man hele tiden udviser den tro og kærlighed som får den troende til at skinne som lys i verden. I forbereder jer kun dårligt for Mesterens konge, hvis, når han viser sig, kan I kun give ham de talenter som I har gravet ned i jorden, forsømte talenter, misbrugt og delt kærlighed, der tjener mammon, skønt I bekender at tjene Gud.   ret

I bekender at være Kristi tjenere. Hvor nødvendigt er de så ikke at I adlyder jeres Mesters anvisninger, og er tro mod jeres pligter. ”Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.” Denne kærlighed er uden sidstykke, og gav et sønners forhold til Gud. Derfor forventer Faderen lydighed af sine børn, derfor forlanger han en rigtig forvaltning af den ejendom han har lagt i deres hænder. De skal ikke bruge det til personlig tilfredsstillelse, men det er Herrens kapital, som de står til ansvar over for.   ret

Herrens børn, hvor dyrebart er løftet! Hvor fyldestgørende er Frelsens forsoning for vor skyld! Genløseren, med et hjerte af ublandet kærlighed, udgyder stadig sit hellige blod for synderens skyld. De sårede hænder, den gennemborede side, ødelagte fødder, beder udtryksfuldt for faldne mennesker, hvis genløsning er blevet indkøbt for stor en pris. Oh en uforlignelig nedladelse! Hverken tid eller begivenheder kan formindske sonofferets virkekraft. Som en velduftende røgelsessky rejser sig antageligt for himlen, og Aron stænkede blodet på det gamle Israels nådestål, og rensede folk fra skyld, ligeså antog Gud det slagtede lams fortjenester som renselsesmiddel fra syndens besmittelse.   ret

”Våg og bed, at I ikke falder i fristelse.” I har hårde kampe at kæmpe. I bør tage hele retfærdighedens rustning på, og vise jer selv som stærke og sande i jeres Genløsers tjeneste. Gud ønsker ingen lediggængere på hans mark, men samarbejde med Kristus, vagtposter der står tappert på deres poster, korsets tapre soldater, parat til at gøre og vove alt for den sag de er indkaldt til.   ret

Det er ikke velstand eller forstand som gør lykke; det er sand moralsk værdi, en fornemmelse af pligtens udførelse. I kan få sejrherrens løn, og stå foran Kristi trone og synge hans pris på den dag hvor han samler sine hellige; men jeres klæder må renses i Lammets blod, næstkærlighed må dække jer som en klædning, og I vil findes pletfrie og uden lyde.   ret

Johannes siger i Åbenbaringens bog: »Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.« »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. »De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.« Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og »Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.«   ret