Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 28. februar 1882

Skal kristne danse?

[I efterfølgende udtrykte synspunkter fra mig om dans, blev skrevet som svar til et brev der spurgte ud om dette punkt. Idet principperne anføres generelt, giver jeg her mit svar, også til gavn for andre der spørger.]   ret

Kære søster i Kristus, - - I informere mig i jeres brev at I for nylig er blevet omvendt fra vildfarelse til sandhed. Nu ser i og anerkender Guds lovs forlangender. I ser at den sande sabbat kommer til syne i det fjerde bud, og er begyndt at holde den. I føler en glæde som aldrig er blevet erfaret før. I al dette glæder jeg sammen med jer. Så spørger I mig om det er syndigt at deltage i danseselskaber. I siger at denne fornøjelse har stor tiltrækningskraft for jer, men hvis det er syndigt vil I opgive det.   ret

Før jeg svarer direkte på dette spørgsmål, beder jeg jer om at tænke kort om Guds folks position og arbejde i dage. Johannes i åbenbaringen, er ned gennem tidslinje, beskuer den tredje engel flyve midt under himlen, og råber: ”Her er de som har holdt Guds bud og Jesu tro.” Ud fra profetierne lærer vi at denne himmelske budbringer repræsenterer en klasse religiøse lærere som instruerer folk til at adlyde Guds lov og se efter sin Søn fra Himlen. Den tredje engels højtidelige budskab må gives af dem som ser og mærker sin sandfærdighed. Verden fortsætter ubekymret og gudløst på vildfarelsens vej. Prædikanter siger fra deres talerstoler: ”Vær ikke bekymrede. Kristus vil ikke komme i flere tusinde år. Alle ting fortsætter som fra begyndelsen.” Andre giver foragt for Guds lov, erklærer at det er et trældsdomsåg. Men så længe bekendende kristne sover, viser Satan intens alvor og udholdende iver. Hans helvedes arbejde vil snart være til ende, hans kraft lænkes, således er han kommet ned i stor vrede, for at ”bedrage, om muligt også de udvalgte.” Er det tidspunktet hvor vi går sammen med de ugudelige i letsindighed og verdslig fornøjelse? Vil de være mere tilbøjelige til at acceptere de højtidelige sandheder vi fremholder, når de ser os i teateret eller balsalen?   ret

Vantro fører til uro. Kristendomsbekendere kan ikke kun afvise al tro på fremtidige dommes advarsler til verden, men de vil fornægte fortidens dommes optegnelser. Der er ikke mangel på dem der erklærer af syndfloden er en myte og første mosebog er en fabel. Men sådan gjorde vor Frelser ikke. Han henviser til Noa som en virkelig person, til syndfloden som et faktum, til den generations karakteristika som danner forbillede for os. I dagene før vandfloden, står der skrevet at ”menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alle indbildte tanker i deres hjerter kun var onde hele tiden.” ”Jorden var også fordærvet over for Gud, og jorden var fyldt med vold. Her tegnes et billede af en inspireret Gud; og det erklæres sådan, vil være verdens tilstand før Kristi andet komme. På Noas tid, fandt mennesker deres højeste nydelse ved at indfri deres sensuelle ønsker. Denne verden var deres et og alt. ”Spise, drikke og tage til ægte,” genlød igen fra mund til mund. Den samme vanvittige fornøjelseskærlighed, den samme altoptagende verdslighed, karakteriserer denne tids folk. Hvor lidt tænker de over at deres gerninger og ord går til dommen, og at synden må have sin gengældelsesstraf i fremtiden!   ret

Der var en Gud der drog menneskene før syndfloden til ansvar. De er en Gud der prøver denne gerningerne hos denne generations mennesker, og giver enhver efter sine gerninger. Guds trofaste skildvagter har et arbejde at gøre, med at holde alle disse ting livligt frem for folk. Ethvert lægmedlem i menigheden har også en pligt, at vise at der er i virkelighed i sandheden, at vi faktisk lever i de sidste dage, og at Herren er for døren. Den store apostels ord henvender sig direkte til os: ”Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru!” Det store spørgsmål vi skal afgøre er: Hvilken del har vi at gøre i denne frygtelige vigtige periode. Skal vi hengive os til verdslige udsvævelser og stolthed, eller engager os til latter og soldegilder?   ret

Den sande kristne vil ikke ønske at gå ind på et fornøjelselsessted eller ledes bort på nogen måde hvor han ikke kan bede om Guds velsignelse. Han vil ikke kunne findes på teateret, i billardhallen, eller i bowlinghallen. Han vil ikke gå med til muntre valse, eller hensvæve sig i andre fortryllende fornøjelser som vil forjage Kristus fra tankesindet. Til dem som beder om disse adspredelser, svarer vi: Vi kan ikke give os i lag med dem i Jesu Nazaræers navn. Guds velsignelse vil ikke kunne nedkaldes til at bruge timer i teateret eller i dansehallen. Ingen kristen vil ønske at kunne mødes på et sådant sted. Ingen vil kunne ønske at findes der hvor Kristus skal komme. Når vi kommer til den endelige time, og står ansigt til ansigt med optegnelsen af vore liv, skal vi da fortryde at vi har deltaget i de få fornøjelsespartier? – at vi har været med til så få optrin med tankeløs latter? Skal vi ikke snarere bitterligt fortryde at der er blevet spildt så mange dyrebare timer på selvtilfredsstillelse, - så mange anledninger er forsømt, som ville have sikret os evige rigdomme, om de var blevet udnyttet rigtigt?!   ret

Det er blevet religionsbekendernes vane at undskylde næsten alle skadelige udsvævelser som hjertet er forgiftet med. Når man er fortrolig med synd, bliver de forblindede af dens umådelige omfang. Mange som hævder at være Guds børn, dækker over synder som hans ord fordømmer, ved at kæde nogle af kirkens godgørenhedsmål sammen med deres gudløse drikkelag. Derved låner de Himlens tjenerdragt til at tjene djævelen. Nogle er bedragede, de leder på vildspor, og mister dydighed og renhed ved disse modeagtige udsvævelser.   ret

I mange religiøse familier gøres dans og kortspil til en beværtningsmorskab. Det bruges så dette er stille hjemmefornøjelser, som kunne nydes sikkert under de fadermæssige øjne. Men der opelskes en kærlighed til disse spændingsfornøjelser, og det som betragtes som harmløst der hjemme vil ikke længere betragtes som farligt der ude. Det må dog konstanteres at der er noget godt fra disse fornøjelser. De giver ikke livskraft til kroppen, ej heller hvile i sindet. De implementerer ikke dydige eller hellige følelser i sjælen. Tværtimod ødelægger de al velsmag for seriøse tanker og for religiøse tjenester. Det er sandt at der er en stor modsætning mellem den bedre klasse af udvalgte partier og de brogede og fornedrede selskaber i det lave dansehus. Dog er alle skridt på udsvævelsernes sti.   ret

Dansesalens fornøjelser, sådan som de føres i dag, er en fordærvelsens skole, en frygtelig forbandelse for samfundet. Hvis alle i vore store byer, som hvert år ruineres ved disse ting kunne bringes sammen, hvilke historier om skibbrudene liv ville der så ikke komme frem. Hvor mange som nu er parat til at undskylde denne skik, ville ikke kunne få kvaler og blive forbavsede over resultatet. Hvordan kan forældre der bekender sig som kristne, sende deres børn ud på fristelsens vej, og følge dem med til sådanne feststemte steder? Hvordan kan unge mænd og unge kvinder udlevere deres sjæle til disse forblindende fornøjelser?   ret

Store mængder af menneskeheden er fordybet i dette livs ting, og guddommelig sandhed kan ikke få en blivende plads i deres hjerter. Og alligevel tilfredsstiller alle de velsignelser verden kan give ikke sjælens ønsker. Der er en usigelig længsel efter noget som de ikke har, en fred og hvile som ikke er født af jorden. Sådan var det med det gamle tempels tilbedere; iblandt påtvungne ceremonier, forvirret opvisning, musik og glæder, var de stadig ikke tilfredse. Hvor velkommen er så ikke kaldet som kommer i deres ører: ”Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.” Det var det samme budskab som glædede den sameritanske kvindes hjerte, ved Jakobs brønd, - ”men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kilde spring til evigt liv.” Kristus alene kan mætte en mangelhedsfølelse i menneskhesjælen. Hans nådige indbydelse når helt ned til vor tid. Fra livets kildeudspring går råbet stadig ud til en tabt verden: ”Kom til mig og drik.”   ret

Tusinde i vor slægt vil række ud på hav og land for at få ejendomme som i bedste fald snart går tabt, og alligevel vender de ligeglade bort fra de evige rigdommes tilbud. Frelserens elskelige indbydelser, hans indtrængende bønner og trofaste instrukser, falder på døve ører og hårde hjerter. Mange som har tid og anledning til at få kendskab til sandheden og dens Ophavsmand, vil Kristus sige: ”I vil ikke komme til mig, så i kan få liv.”   ret

Min søster, når I studerer Kristi liv nøje, som det står nedskrevet i bibelhistorien, og når han er åbenbaret for jer, som han er, ved Helligånden, så vil I selv overbevises om at dans ikke har plads i kristenlivet. Når I fler et ønske om at gå ind i denne fornøjelse, så forestil jer at I går ind i Getsemane, og ser den smerte som Kristus udholdt for os. Se verdens Genløser brydes med overmenneskelig smerte, hele verdens synder på hans sjæl. Hør hans bønner, frembåret med en forstående brise: “Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil.” Mørkets time var kommet. Kristus er gået ind på sit kors’ skygge. Kun han måtte drikke det bitre bæger. Af alle jordens børn, som han har velsignet og trøstet, er der ikke en eneste der trøster ham i hans skæbnesvanger stund. Han blev forrådt i hænderne af en morderisk hob. Sulten og træt, blev han trukket fra den ene domstol til den anden. Hans eget folk er hans anklagere, romerne var hans bødler. Og således udgød Han, der ikke kendte til syndens besmittelse, sit liv som en forbryder på Golgata.   ret

Denne historie burde oprøre alle sjæle allerdybest. Det var for at frelse os at Guds Søn blev et sorgernes menneske og bekendt med sorg. Han blev såret for vor overtrædelser, og hans piskesår helbredes vi. Gud drager enhver af os til ansvar for den sjæl der påskønnes en sådan værdi. Måtte du altid have en fornemmelse af det umådelige offer der blev givet for vor genløsning, og så vil baldhallen ikke være tiltrækkende.   ret

Kristus døde ikke kun som vort offer, men han levede som vort eksempel. Med hans menneskenatur atår han helt fuldkommen og pletfri. At være en kristen er at være Kristus lig. Hele vor tilværelse, sjæl, lgeme og ånd må renses, forædles, helliggøres, indtil vi genspejler hans billede og efterligner hans eksempel. Min søster, sådan er det arbejde vi har for os som kristne. Vi skal ikke bekymre os for at jage eller fornøje os med noget som vil hjælpe os i dette værk. Men det er vor pligt at undgå alt som splitter vor opmærksomhed eller fornedrer vor iver. Er det i dette lys, hårdt at afgøre på hvilken side dans skal placeres?   ret