Dette er hele artiklen. Alle afsnit er med. De er i ordnet rækkefølge. - Ren side - Tilbage

Review and Herald d. 18. november 1884

De rette arbejdsmetoder (Lejrmøde, Burlington, Vt.)

[*Bemærkninger ved et møde for prædikanter, kolportørere og andre medarbejder, afholdt på lejrgrunden i Burlington, VT.]   ret

Prædikanter, argitatorere, kolportørere og andre medarbejdere i sagen, bør nøje imødekomme det ansvar som Gud har pålagt dem. Deres handlemåde vil forme de menigheder som de bearbejder; derfor bør der ske en flittig hjerteransagelse for at se om de elsker Gud; om Kristus bor i dem ved levende tro.   ret

Bibelreligionens standard er blevet dalet stærkt. At bekende Kristus er ikke det som mange mener det skalvære, og de slappe tanker som hersker om dette emne, har påvirket prædikanter såvel som folk. Personlige konflikter og sejre vil højne ethvert Guds barns erfaring. Men hvor af dem der bekender Kristus, men ikke kender noget til denne kristne kamp. De gør ingen fremstridt i det kristne liv efter deres de har aflagt dåbsløfte. Det betragtes ikke som væsentligt at føre deres religion ind i deres hverdagsliv, ind i alle deres forretninger og sociale relationer; og hos mange, afsluttes den personlige erfaring med Guds sager, når de forener sig med menigheden.   ret

Nu strømmer en verdslige religion, og prædikanten har et arbejde med at opvække en sovende og efterladende verdenselskende menighed fra deres farlige slummer. Hvis han er en sand Kristi tjener, vil han ikke ophøre med sine bønner, han vil ikke stoppe med sine anstrengelser, før alle medlemmer i hans hjord er kommet ind i virkende orden. Er han en sand opdrager, vil han ikke påtænke at gøre alt arbejdet selv, men vil være dygtig for uddelegere og udvikle de talenter som kommer i hans rækkevidde. Folk må lære at arbejde i Herrens vingård, og det er prædikantens store arbejde. Al kraft tilhører Gud; men han har valgt menneskers redskaber til at udrette sit arbejde på jorden. Her er der noget der aktiverer alle de kræfter som mænd og kvinder besidder, hvad enten de er mentale eller fysiske. De har ingen ret til at grave deres talenter ned i verdslige virksomheder, og derved berøve Skaberen de tjenester der tilkommer ham.   ret

Guds arbejde må fremføres på jorden, og det som han har besluttet må fuldføres. Men Herren er retfærdig, barmhjertig og god; han forlanger intet af sine tjenere som de ikke kan gøre, - intet andet end det der skal gøres for deres interesse. Nogle gange har prædikanter for meget at gøre; de søger at tage al arbejdet i deres arme. Det optager og svækker dem; alligevel fortsætter de med at tage det hele. Det er som om de tror at de kan gøre al arbejdet i Guds sag alene, medens menighedens medlemmer står ledige. Dette er slet ikke efter Guds orden. Jesus spørger disse ubeskæftigede mennesker: "Hvorfor står I ledige hele dagen?" Og hans befalingsord til dem er: "Gå også I til vingården."   ret

Kristus er vort levende hoved, og vi er medlemmer af hans legeme, i gensidig afhængighed. Det er ikke hans plan at det enkelte medlem skal svækkes af manglende arbejde. Hvis et medlem lider, vil alle medlemmerne lide sammen med dette. Hvis et medlem æres eller oplyses, glæder alle medlemmerne sig sammen med dette. Ethvert medlem får liv fra Kristus, det levende hoved, ”ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del.” ”Øjet kan ikke sige til hånden: »Dig har jeg ikke brug for,« for ”hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave.” ”Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.”   ret

Sådan siges det tydeligt at hvert medlem skal være aktivt, og bruge sine evner til det yderste for at opbygge Kristi rige på jorden. Vi har en personlighed i vort arbejde, men ikke være adskilt og forskellig fra vore brødre. En levende kæde forener Guds folk, og gør dem til ét i ånd, og ét i kundskab, og ét i Guds kærlighed og deres medmennesker. De er grene på den Levende Vin, og har del i dets saft og næring. Enhver gren på Vinen forventes at være frugt. Jesus sagde: " Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple."   ret

Det er ikke Guds vilje at nogen skal gå fortabt, men at alle skal få kendskab til sandheden, og blive frelst. Og hvis mænd og kvinde ville udføre det arbejde Gud har givet dem uselvisk, ikke kvie sig ved ansvar, vil evangeliet komme inden for alles rækkevidde. Ingen må være tilfreds med at selv drikke af den livgivende kilde, men lad dem udbrede indbydelse: "Enhver som vil, lad ha drikke frit af livets vand." Kristus efterlod sin kongelige trone og høje rang i himlen, og kom til verden for at frelse syndere. Hvem af dem der bekender at være hans forkyndertjenere - hvem af jer, mine brødre - har en sådan kærlighed for sjæle som Jesus har vist for jer?   ret

Gud bruger enkle redskaber. Med Jesus blivende i sjælen ved tro, kan vi gøre alle ting Hvis sjælen ofres gennem sandheden, vil den åbenbares i livet. Hvis I arbejder uselvisk, kære brødre, uanset hvor ufuldkomment jeres arbejde ser ud, vil det accepteres i jeres Mesters øjne, eller ødelægges det af selviske motiver, vil den guddommelige underskrift ikke kunne sættes på det, og I vil gøres til skamme. Jeres forkyndelse på talerstolen følges op af hellig levevis, bære byrder i Guds sag, ved at komme tæt til hjerter, undervise enhver i at gøre bedst brug af de talenter han har fået betroet af Gud.   ret

Alt af verdslig art må holdes under de højere og evige interesser. Prædikanten må være mere lig Kristus, glemme selvet, al barnlighed, svaghed og karakterdeformitet må overvindes. Han må være et mønster på medynk, lært at udvise Kristi sagtmodighed og ydmyghed, og bære hans åg i tålmodighed. Jesus levede ikke for at behage sig selv; men hvor få er gange sker det, at denne tids mennesker gerne vil fornægte sig selv, og tage korset op og bære det efter ham. Den nuværende karakter og gerninger hos Guds bekendende folk er ikke i overensstemmelse med deres tro. Der må være en selvopofrelse, større alvor og pålidelighed i deres arbejde, fra deres side som vil gå ind i forkyndertjenesten. De som repræsenterer Kristus efter bekendelse, må holde sig pletfri fra verden. De må være parate mennesker, som er seriøse og oprigtige, så Guds kraft kan følge deres anstrengelser, så de, ligesom Paulus, arbejder på at vise Kristus Jesus fuldkomment for ethvert menneske.   ret

Den megen manglende kærlighed og iver, det tydelige frafald, det veltilfredse gemyt mange kristendomsbekendere har, burde forurolige vagtfolkene. De bør spørge: Hvad betyder dette? Hvor står jeg? Hvad gør jeg for at tydeliggøre sandheden, som den er i Jesus? Overvåger jeg sjæle, da de må aflægge et regnskab? Hvad bevidner himlens bøger om mig? Står der trofasthed over for mit navn, eller sættes jeg i klasse med de dovne tjenere, hvis del vil være sammen med hyklere og vantroende? Som et folk bekender vi at tro de mest hellige og prøvende sandheder. Gud har gjort os til forvaltere af hans lov. Vi er valgt til skille os ud af verden, og være Guds særlige folk, at elske ham, men frasige os verden, og verdens ting. Vi kaldes til at fornægte selvet, og vokse i nåden og kendskab til sandheden.   ret

Mange unge prædikanter har ikke en fornemmelse af arbejdets hellighed. De er svage skønt de burde være stærke. Kristus gik ud af lejren, bar syndens skam, og vi skal følge hans eksempel: Paulus formaner: ”På ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.” Herlighedens Herre påtog sig menneskelig natur så at han kan søge og frelse det som er tabt, og kæde begrænsede mennesker med den ubegrænsede Gud. Ingen andre øjne ser på mennesker med en sådan medynk; ingen anden arm vil kunne frelse, ingen anden hånd kan lægges på mennesker der opløfter det. At Jesus nedlod sig, hans selvopofrelse, og uforlignelige anstrengelse, har beredt vejen for os at arbejde i hans styrke. Nu lyder spørgsmålet: Vil vi arbejde ligesom Kristus arbejdede, fuld af kærlighed og medynk, eller vil vi holde os køligt på afstand fra vore medmennesker?   ret

Vi bør udvise vor kærlighed for sjæle, ved at gøre hvad vi kan for deres frelse. Vi må udøve megen overbærenhed og visdom, og anstrenge os til smertegrænsen. Vi må være meget i bøn så Gud vil arbejde med os i vor møje. ”Bliv i mig,” er Jesu forlangende; og dette indebærer et påpasseligt liv og anstrenger sig udholdende og utrætteligt for at frelse sjæle. Men hvor bliver vi let modløse, og vender os bort fra sjæle fordi den store fjende byder dem over på sin side. Selviskhed binder op om os med jernbånd, og vi føler ikke at vi ofrer os for andre; men selviskheden kan ikke eksistere hvor der udøves sand tro på Kristus. Selviske interesse, kulde, dovenskab, fejhed alt dette unddrager sig troens tilstedeværelse.   ret

Der er fare for at blive selviske og særegne i vore følelser, medens vi arbejder for at opbygge Guds sag. Hvis mennesker omvendes til sandheden her i Vermont, er der så nogen grund til at du mener du har ret til at begrænse deres arbejde til denne stat? Det er ikke en klog fremgang. De kan tilpasses et særligt arbejde, som herren har til dem, til at gøre alle andre steder, og ikke lade mennesker række sin begrænsede arm ud for at spærre vejen. Lad ingen udvise selviskhed i denne sag, for verden skal advares. Sjæle i andre stater og konferenser har lige så meget brug for sandhedens budskab, som dem i din stat, hvor I er særlig interesserede. Sandheden er i vore hænder for at kommunikeres til dem, som ikke har den, og sjæle skal nås hvor de end er. Kristi standard skal rejses på mange steder, hvor de endnu ikke har været.   ret

Hvis pligten kalder unge mænd, so har arbejdet i jeres stat til at gå andre steder, så prøv ikke at holde dem tilbage. Der udvises for meget af denne selviskhed i forskellige sektioner. Den ene del af marken er lige vigtig som den anden. Vor mark er verden. Der er ingen bånd; men såmænd skal ”være faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning.” Hvis mænd bevæges til andre marker, så arbejde, bed, så Gud kan oprejse andre, og udruste dem til arbejde i hans vingård ved sjælsforvandlende sandheder for denne tid, enten at de bliver sammen med jer, eller tager til andre stater.   ret

De der er ved at gå ind i forkynderarbejdet, forventes det at de vokser. De bør give agt på Peters ord: ”Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus.” Hvor få modtager Kristi forbavsende nåde og kærlighed med dyb og varig fornemmelse for deres egen svaghed, og uværdighed! Hvis de vil værne om sand ydmyghed, kan Herren gøre meget mere for dem, men han kan ikke betro dem større mål af nåde og ansvar, uden deres selvophøjes, fyldes passende med stolthed og forfænge indbildning.   ret

Hvilket arbejde måtte I ikke gøre for mesteren, brødre, som samles under dette telt. Men overvurder ikke jer selv. ”Jeg bor,” siger Jehova, ”hos ham som har en brødebetynget og ydmyg ånd.” Vi vil miste Guds gunst, hvis vi mister den sagtmodighed og ydmyghed som er af stor værdi i hans øjne. Kærlighed til Jesus må være det motiver som tilskynder os til handling. Han sætter høj værdi på selv de mest ubetydelige handlinger der gøres i kærlighed til ham. Vi må elske hinanden ligesom han har elsket os; og her og der skal vi høre ham erklære den indbydende velsignelse: ”Vel gjort, gode og tro tjener; . . . . gå ind til din Herres glæde.”   ret