"Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden. "I er” siger Kritus til sine efterfølgere, “verdens lys." Medens arbejdet med at forkynde evangeliet er betroet prædikanten, skal alle menighedsmedlemmerne demonstrere evangeliets kraft, ved at repræsentere Kristus i deres liv. Apostlen siger: “I er vort brev skrevet I vore hjerter, kendt og læst af alle mennesker.” Den kristnes medfølelsen udgør den standard som verdslige skal bedømme evangeliet ud fra.
Gud vil have medarbejdere på jorden. Han giver alle kristne et arbejde at gøre. Enhver har sin særlige pligtpost at stå på, og enhver har en tæt forbindelse med Gud, så han vil kunne udføre sit arbejdet klogt og godt. Apostlen formener sine brødre at ”gøre alt uden knurren eller beklagelser.” Vi skal ikke blot afholde os fra knurren og beklagelser, men gøre ”alt” som Gud og pligten forlanger.
Herren har udstyret enhver person med talenter, store eller små, efter hans evner. Hver enkelt person har en mission at udfylde, som indbefatter med- og modgang for andre. Hvis han er tro mod sine evner, er han et lys der skinner til Guds ære; ved sit kristne eksempel, hans standhaftighed og troskab, repræsenterer Kristus mod verden. Hvis han er utro, bliver han et falsk lys, en Satans agent der lokker sjæle i ruin. Ligesom en skildvagt, der sover på sin post, bringer sine kammeraters frihed og liv i fare, ligeså bringer bekendende kristne, der er utro mod sit høje kald, sine medmenneskers evige velfærd i fare.
Synderes frelse kræver alvorligt og personligt arbejde. Vi skal bære livets ord til dem, ikke vente på at de kommer til os. Med personlig medynk og pålidelig livsførelse vil vore alvorlige hjertefølte appeller være, igennem Gud, som den Almægtige skarpe pile der borer sig ind i det syndsforhærdede hjerte, som skarpe segl der høster en dyrebar høst til den himmelske lade. Hvis vi er medarbejdere sammen med Kristus, har vi alle neg at bringe til Mesteren, - sjæle der er frelste ved vor medvirken.
Så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden (Fil 2,15.) betyder ikke, at vi skal forblive passive. Hvis de kristne ikke sætter sig højere mål end negativ dyd, må vi bekymrede spørge, hvordan det skal gå dem, som ikke kender Kristus eller sandheden. Hvem vil række deres hænder ud og frelse dem? Lydefrie betyder her uforfalsket, ægte; det udtrykker en aktiv fromhed. Vi skal lade vort lys skinne for andre, så dets klare stråler kan genspejle den store lyskildes herlighed. Vor himmelske Fader er ikke en hård herre; han kræver aldrig mere eller mindre af noget menneske, end han giver evner til. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Alle har en alvorlig opgave at udføre for Gud. Enhver, som af Gud har fået evner til at tænke, øver en indflydelse på andre. Ved Guds hjælp kan denne indflydelse blive brugt til at frelse mennesket. Vi skal hver for sig stå til regnskab for hver eneste en lille bagatel, vi gør mindre end det Gud har givet os evner til at gøre. Han måler vor styrke; han giver os en gerning, vi kan udføre, og som skal udføres, hvis vi ønsker at høre fra hans læber den himmelske velsignelse: Vel gjort, du gode og tro tjener.
Nogle personer forestiller sig en lang række kristne pligter som de skal udrette, og så skælver de og kvier sig over opgaven, og i mange tilfældes efterlades det ugjort. De har selv de selv må rette, forkerte vaner må fornyes, fristelser modstås. Som Kristi efterfølgere, må der udgå et stadigt og sikkert lys fra dem, hvis klare stråler skal fremstille Jesus, som han der ikke tror ledes til at respektere kristendommen og forherlige Gud. Den forberedelse der er nødvendigt for den kristnes arbejde, kræver en anstrengelse. Hjertet må ransages dagligt, i lydighed mod apostlens formaning, ”Undersøg jer selv om I er i troen.” Bønnen i det skjulte må fastholdes; fordømmes denne pligt vil våbnene lægges til side, som bruges i kampen. Man må deltage i bedemødet, og frembære et glædeligt vidnesbyrd. Måske bliver sjæle modløse, måske ledes de i en forkert retning, hvis vidnesbyrdene ikke udånder den rette ånd. Der er personer som behøver hjælp fra venlige ord og gerninger, og som har brug for at der sendes bønner for dem og med dem. Enhver Kristi efterfølger har faktisk et alvorligt arbejde. Men vi bør ikke blive modløse af arbejdets storhed. Vi bør tage tingene i deres orden, en ting ad gangen. Det villige sind, seriøsiteten, vil gå fremad. Gud har lovet nåde efter hvad vi behøver.
Har du ladet arbejdet være indtil denne ellevete time? Jeg beder jer indstændigt at begynde nu. Føler du dig inkompetent til at gøre nogle store ting, og udretter derfor ikke noget? Gør hvad du kan, om det så er småt. Gå roligt til værks, stole på Gud for den styrke som han kan give. Se ikke ivrigt til morgendagen. Brug din tid i dag allerbedst muligt, lad dit lys skinne for Kristus, også når der udføres små pligter. Giv dig igen i morgen til Jesus, som en der er parat til at gøre hvad som helst, om det er beskedent. Udføres dagens pligter trofast, vil du beredes til at tage vare på morgendagens arbejde med nyt mod og nyt iver, og sige: ”Hidindtil har Herren hjulpet mig.” Stå altid helt parate over for Gud; lad dit hjertes bøn være: ”Herre, hvad vil du have mig til at gøre nu? Besjæl mig med din Ånd, styrk mig til dit arbejde.” Så kan du vokse op til mands modenhed i Kristus.
Vi tillader at vi nærer for megen bekymring, trængsler og forviklinger i Herrens arbejde. Vi behøver at stole på ham, tro på ham, og gå fremad. Vi skal ikke lade vore liv overskygge for andres liv, med vor sorger og skuffelser, eller afskrække dem ved at overlade vort arbejde til dem. Alle imødekommer Satan og hans hær, og behøver at anstrenge os til det yderste for modstå mørkets kræfter. Alle har trængsler og sorger at bære, hårde fristelser at modstå. Fortæl ikke dine trængsler til dine medmennesker, men bring alt til Gud i bøn. Gør det til en regel at aldrig sige et tvivlende eller modløst ord. Du kan gøre meget for at opklare andres liv og styrke deres anstrengelser, ved håbefulde ord og hellig glæde, endog når dit eget hjerte er betynget af usigelig sorg.
Der er mange brave sjæle der presses hårdt af fristelse, vansmægter i kampe mod selvet og mod mørkets kræfter, alligevel søger de samtidig at gøre godt for andre. Kritisere ikke og tage ikke modet fra disse, er et hårdt slag. Glæd ham med brave og håbefulde ord, som hjælper ham på vej. Således kan Kristi lys skinne fra dig. Derved bekender du Jesus og hans forvandlende nåde for verden: ”Ingen lever for sig selv.” Ved vor ubevidste indflydelse kan andre opmuntres og styrkes, ellers kan de miste modet og frastødes fra Kristus og sandheden.
Konkluderes næste uge