"Jer selv skal I ransage, om I er i troen.” Nogle samvittighedsfulde sjæle der læser dette begynder straks at kritisere alle deres følelser og bevægelser. Men det er ikke rigtig selvransagelse. Det er ikke de underordnede følelser og bevægelser som skal ransages. Livet og karakteren skal kun måles af den eneste karakterstandard, Guds hellige lov. Frugten bevidner træets karakter. Vore gerninger, ikke vore følelser, bærer vort vidne.
Uanset om følelserne er opmuntrende eller nedslående skal de ikke stå den åndelige tilstands prøve. På Guds ord skal vi afgøre vor sande ståsted for ham. Mange farer vild på dette punkt. Når de er lykkelige og glade, tror de at at Gud har accepteret dem. Når der kommer en forandrig, og de føler sig nedtrykte, tror de at Gud har svigtet dem.
Gud ser ikke velvilligt på de selvsikre, som højt udbryder: ”Jeg er helliggjort, jeg er hellig, jeg er syndfri.” Disse er farisærere som ikke har belæg for deres påstand. Dem som, på grund af deres uværdigheds-fornemmelse, knapt tør løfte deres øjne til himlen, er nærmere Gud end dem som påberåber sig megen fromhed. De er repræsenteres i tolderen, som med hovedet for brystet bad: ”Gud vær mig synder nådig,” og gik retfærdiggjort til sit hus, fremfor den selvretfærdige farisæer.
Men Gud ønsker ikke at vi skal gå livet i gennem i mistillid til ham. Vi skylder vor himmelske fader et mere ædelmodigt syn på hans godhed, end det han får ved vor mistillid til hans kærlighed. Vi har et bevis på hans kærlighed – et bevis som forbavser engle og er langt ud over de klogeste menneskers fatte evne. ”Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder.” Medens vi endnu var syndere, gav Gud sin Søn til at dø for os. Kan vi betvivle hans godhed?
Se på Kristus. Dvæl ved hans kærlighed og nåde. Dette vil fylde sjælen med afsky for alt, der er syndigt og vil inspirere den med et inderlig længsel efter Kristi retfærdighed. Jo tydeligere vi ser Frelseren, jo tydeligere vil vi skelne vore karaktermangler. Bekend dine synder til Kristus, og med sand sjæleanger samarbejd med ham ved at lægge disse synder væk. Tro på, at de er tilgivet. Løftet er udtrykkeligt: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” Vær forvisset om, at Guds ord ikke vil svigte. Han, som har lovet det, er trofast. Det er lige så meget din pligt at tro på, at Gud vil opfylde sit ord og tilgive dig, som det er for dig at bekende dine synder.
Udvis tro på Gud. Hvor mange er der som går gennem livet under en sky af fordømmelse! De tror ikke Guds ord. De har ikke troen på at han vil gøre som han har sagt. Mange som længes efter at se andre hvile i Kristi tilgivende kærlighed, hviler ikke i den af sig selv. Men hvordan kan de overhovedet lede andre til at vise enkel barnlig tro på den Himmelske fader, når de måler hans kærlighed med deres følelser?
Lad os stole ubetinget på Guds ord, huske på at vi er hans sønner og døtre. Lad os oplære os selv til at tro hans Ord. Vi skader Kristi hjerte ved tvivl, når han har givet os sådanne beviser på hans kærlighed. Han lagde sit liv ned for at frelse os. Han siger til os: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.«
Tror du at han vil gøre som han har sagt? Efter at du er gået ind på betingelserne, bærer du ikke længere på dine syndebyrde. Lad det komme over på Frelseren. Stol selv på ham. Har han ikke lovet at give jer hvile? Men for mange er han nød til at sige med sorg: ”I vil ikke komme til mig, så I kan få liv.” Mange laver byrder til sig selv som er for hårde at bære.
Se standhaftigt på Jesus. Besku ham, fuld af nåde og sandhed. Han vil lade sin godhed gå forbi dig, medens han skjuler dig i klippekløften. Du vil blive i stand til at se ham som er usynlig, og ved at beskuelse vil du forvandles. Tro er ikke en følelse. Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser. Det er en form for kristendom som ikke er noget andet end selviskhed. Den finder glæde i verdslige fornøjelser. Den er tilfreds med at betragte Kristi religion, men kender intet til dens frelsende kraft. De som har en sådan kristendom, ser let på synden fordi de ikke kender Jesus. Så længe de er i denne tilstand vurderer de deres pligter meget overfladisk. Den rette påskønnelse af Guds karakter går hånd i hånd med at pligterne udføres på en trofast måde.
Der er et alvorligt arbejde at gøre for Mesteren. Kristus kom for at forkynde evangeliet for de fattige, og han sendte sine disciple ud og gøre det samme arbejde som han kom for at gøre. Ligeså sender han sine medarbejdere ud i dag. Negene skal samles ind til ham fra hovedveje og gærderne. Evighedens vældige virkelighed kræver noget mere af os end bare en indbildt kristendom, - en ordenes og formenes kristendom, hvor sandheden bliver holdt udenfor i forgården, for det at blive beundret som man beundrer en smuk blomst. Den kræver noget mere end en følelseskristendom som taber tilliden til Gud så snart prøvelser og vanskeligheder melder sig. Hellighed består ikke i bekendelse, men i at løfte korset op, idet man gør Guds vilje. Han siger: ”Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?” vil ikke sikre ham adgang i himmerriget. ” Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet.”