”Derfor udholder jeg det alt sammen for de udvalgtes skyld, for at også de må få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed. Det er troværdig tale: thi er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham; fornægter vi ham, vil han også fornægte os; er vi utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke. Læg dem dette på sinde, og forman dem for Guds åsyn til ikke at indlade sig i mundhuggeri det er ikke til nogen nytte, men kun til fordærv for dem, som hører på det. Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis."
Hvem var i stand til at give den allerbedste instruktion til Timoteus sådan som Paulus var det, hans evangeliske Far? Denne instruktion blev givet til Timoteus, i tillid til at han ville give den videre til trofaste mænd, som skulle være egnede til også at lære andre; og på denne måde, gives videre gennem år hundrene helt ned til vor tid. Det var ved et mirakel at Paulus blev kaldet af Jesus Kristus som apostel, og han blev en ivrig arbejder for Mesteren. Lyset som skinnede på hans vej kom fra kilden af alt lys, traf hans hjerte, og omvendte hans forståelse. Lige som Himmelens lys var det uudslukkeligt. De dybeste vande af vanskeligheder kunne ikke slukke det.
En mere hjertelig, udholdende, desipel af Jesus Kristus end Paulus, har der aldrig været på jorden. Han regnede alle ting for tab, i forhold til det fortrin at kende Kristus. Han havde et mål for øje, og det var, at fra hans læber skulle der udgå en forkyndelse om frelse til fortabte sjæle, at de kunne blive bragt i samfund med verdens Forløser. Hele hans sjæl var vendt imod Jesus, og sandhedens lys modtaget fra kilden af alt lys. Dette lys måtte omhyggeligt værnes. Som han gav hans sidste befaling til Timoteus om også at lære andre, at ingenting af den guddommelige instruktion skulle gå tabt, efterlod han sit eget eksempel i troskab. Apostlen havde omhyggelig vogtet sig selv, at han ikke skulle forråde til knurren, eller gøre appeller til hans egen sympati. Men til gavn for disse som, ville tage imod Kristus, besluttede han at efterlade et værdigt eksempel ,"Han så konstant på Jesus, Skaberen og Fuldenderen af vor tro, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset, uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone." Denne, hans rige erfaring overgav han til Timoteus, at sandheden ved ham kunne blive betroet til andre. Han ønskede at Timoteus af hele sit hjerte skulle tro, og omhyggeligt grunde på lidelserne, korsfæstelsen, og opstandelsen, af Kristus, og i Kristi mission finde tilstrækkelig støtte under alle prøver i hans kristne liv, så han kunne blive i stand til at udholde alt for Kristi skyld. For hvis Mesteren af huset havde lidt under prøver og forfølgelse, hvad så med dem i hans husstand? Er en tjener over hans Herre? Når Timoteus ville lide trængsel som en der gør ondt fordi han vidnede for missionen, om lidelserne, korsfæstelsen, opstandelsen og himmelfarten af Kristus, skulle han huske at Paulus, hans evangeliske far havde været delagtig med Kristus i hans lidelser, fordi han troede på ham, og var en ordets gøre. Timoteus skulle ikke blive overrasket hvis han modtog den samme behandling som hans evangeliske far.
Men apostlen Paulus glædede sig over at evangeliet ikke var bundet. Forfølgelsens magt kan hindre eller forsinke prædikantens anstrengelser; men det kan ikke hindre den gerning ordet om sandheden virker på hjertet og samvittigheden. Paulus kan være bundet, han kan være fængslet, i lænker, men Guds ord kan ikke bindes. Det vil udføre sin gerning som det er udsendt til at gøre, og menneskelige kræfter kan ikke forhindre det. "Det er tro værdig tale: For hvis vi er døde med ham, skal vi også leve med ham: hvis vi lider, vi skal også regere med ham: hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os: hvis vi ikke tror, forbliver han dog trofast: han kan ikke fornægte sig selv." Betingelsen for den troende hvis han er død med Kristus, så er hans liv skjult med Kristus i Gud. Han må stå fast og tro sandheden, og ydmygt vandre med Gud, i lyset han gives, uden at vende sig bort, eller falde bort fra de hellige bud, der er overgivet til ham. Han må tro på Gud. Han må hvile på hans ord, med troens tillid og styrke, som gør ham villig til at lide, og miste alle ting for Kristi skyld. Hans karakter, hans livs kurs, må være et levende vidnesbyrd til trofast benyttelse af talentet modtaget fra Gud. Han må have en erfaring og en kundskab i det der hører Gud til. Hans samtale må være om det himmelske; og som han er beskæftiget i samfund med Gud; må han holde forbindelse med mennesker, og skinne som et lys i verden.
Hvis vi ikke tror, vil Guds ord ikke gøre nogen effekt; for hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os, Guds ord er trofast; og hvor forfærdelig vil situationen ikke være for det menneske som Kristus skal fornægte til sidst. Guds trusler om dom og vrede, vil lige så sikkert blive opfyldt, som hans løfter. Hverken det ene eller det andet vil fejle. Hvis vi er falske overfor Kristus, hvis vi vanærer ham ved at arbejde modsat hans karakter, fornægter vi ham, og sætter ham åben lys til skamme. Specielt er dette sagen, når mænd der har været sat til side for det evangeliske arbejde, opgiver deres troskab til sandheden sag. Disse der har været betroet tilliden af evangeliet, skulle være af de dygtigste på jorden, at de kan være i stand til at tildele velsignelse af den højeste orden til disse med hvem de kommer i kontakt. Selvom der er mange der prædiker sandhederne fra Gud, er der nogle iblandt dem der ikke er forandret i deres liv førelse, ved sandheden som de prædiker. Guds lov er på deres læber, men den har ikke været skrevet på deres hjerter. Efter en tid, hvis de ikke er helliget ved sandheden, de vil udvikle det fakta, - de vil udføre uretfærdigheds gerninger. Udviklingen af disse der ikke er af sandheden, vil blive mere hyppige hændelser, som vi nærmer os ende tiden. Mange vil vise at de er ikke ét med Kristus, de er ikke døde for verden, at de kan leve med ham, og ofte vil det være frafaldet af mænd der har bestridt ansvarlige stillinger. At være død med Kristus, betyder at være død fra al synd, - død for fornøjelser, nydelser, fordele og verdens ros; hvis vi er delagtige i Kristi selvfornægtelse og lidelser, vi vil ikke miste noget ved det, for vi skal blive delagtige med ham i hans kærlighed. Det er med farer for vore sjæle at vi viser os utrofaste.
”Læg dem dette på sinde, og forman dem for Guds åsyn til ikke at indlade sig i mundhuggeri det er ikke til nogen nytte, men kun til fordærv for dem, som hører på det." Kristi prædikanter er I konstant fare. De må minde deres brødre om de ting de allerede ved. "Derfor vil jeg altid minde jer om dette, skønt I allerede kender det og er grundfæstede i den sandhed, som er kommet til jer. Og jeg holder det for ret at vække jer ved mine påmindelser, så længe jeg er her i mit legemes telt." Satan arbejder hele tide på at adsprede tankerne med jordiske ting, så at sandheden kan miste sin kraft på hjertet; og så vil der ikke være vækst, ingen fremgang fra en let kundskab, til større lys og kundskab. Medmindre Kristi efterfølgere hele tiden oprøres til at praktisere sandheden, vil de ikke helliges gennem den. Tvivl, spekulationer, og sager der ikke har vital betydning vil besætte sindet, og blive genstand for samtale, og så vil det blive til en strid om ord, og bringe forskellige anskuelser, om punkter der ikke er livsvigtige eller essentielle. Dem som lyttede til den nærværende sandhed i Paulus dage, gør som menneskene i dag. De vil tage spørgsmål op, og bringe forskellige ideer og menneskers meninger, og bringe prædikantens sind fra det vigtige forkynderarbejde evangeliets store sandheder, til at befæste deres stridigheder med. Guds medarbejder må være klog nok til at se fjendens plan, og nægte at lade sig mislede og splitte. Sjælenes omvendelse af deres tilhører, må være hans arbejds-byrde, og må holdes ude af stridigheder, og forkynde Guds ord.
”Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis. Men hold dig fra den vanhellige, tomme snak; thi de vil komme længere og længere ud i ugudelighed." Det specielle bedrageriske arbejde af Satan har været, at provokere til stridigheder, så der kunne blive kæmpes om ord til ingen gavn. Han ved godt at dette vil optage sindet og tiden. Det rejser kampånden og slukker overbevisningens ånd i sindene hos mange, og dragende dem ind i forskelle af meninger, anklager og fordom, som lukker døren for sandheden. Dette var effekten i Paulus dage, og vi ser at det har været det samme i vor egen tid. Det ryster tilliden hos disse der allerede delvis er overbevist. Og det vender andre væk, der venter på at få en undskyldning for at forkaste sandheden. Jo mindre ord prædikanten bruger af hans egne, jo mere tydelig og klart vil de levende udtalelser fra Gud være. Lad jeres ord være få. Lad Gud tale. Lad det enkelte "Så siger Herren" klare alle stridigheder. Hvis vi lader sindet gå sin egen vej, vil der være utallige pointer der udskiller sig, som de mennesker kan diskutere som gør Kristus til deres håb, og som elsker sandheden i oprigtighed, og alligevel fastholder andre meninger over emner som ikke er af virkelig betydning. Disse ustabile spørgsmål bør ikke bringes frem til fronten, og udtrykkes offentligt, men bør, hvis nogen fremholder dem, tages i stilhed og uden stridigheder.
Mænd med evner har brugt en livstid til studie og bøn for at ransage skrifterne og dog ikke engang det halve af Bibelen har været udforsket fuldt ud; og alle dele af den vil aldrig være helt forstået indtil Kristus vil åbne dets vidunderlige hemmeligheder i det fremtidige liv. Der er meget der skal være opklaret, meget det menneskelige sind aldrig kan harmonere med. Der er mange temaer der kunne synes af speciel vigtighed for en klasse, som en anden klasse ville se i et helt anderledes lys. Satan vil søge at skabe argumenter på forskellige punkter, som det var bedre der ikke blev omtalt. En ædel helliget, åndelig medarbejder vil kunne se i de store sandheder, der udgør det højtidelige budskab der skal gives til verden, at der er god grund til at holde alle mindre uenigheder fortiet, snarere end at bringe dem frem og være genstand for stridigheder. Lad sindet dvæle ved det store forløsningsarbejde, Kristi snarlige genkomst, og Guds bud; og det vil vise sig at der er føde nok for tankerne i disse emner, der tager al opmærksomhed.
Prædikantens arbejde må være anerkendt af Gud. Han må leve og arbejde som for Guds åsyn, have dette ene for øje hans ære. Han må studere, våge, bede, og ransage Skrifterne; og praktisk gudsfrygt må komme til syne i hans liv. Gud kræver at hans lejede tjener skal være arbejder af den højeste rang. De må tage lidelser sammen med deres arbejde; for det bringer med sig Guds inspektion; og arbejdet for hver dag er registreret på den måde i hvilket det har været gjort, i Himmelens bøger. Hos Guds beskæftigede tjener skal der være flid, omhyggelig studier, og samvittighedsfuld anstrengelse, så arbejdet ikke skal være gjort på en ligegyldig, sløset og utrofast måde. Arbejderne kan ikke møde Guds sind, hvis ikke de går fra styrke til styrke. De har som Guds arbejdere at gøre med Guds gerninger; og hvis arbejdet, der kommer fra deres hånd, ikke kan tåle Guds billigelse, vil det være under hans mishag.
Hvad er en evangelist tjeners arbejde? Det er at dele sandheden ord ud på rette måde, ikke at finde et nyt evangelium, men på rette måde at uddele det evangelium som allerede er betroet dem. De kan ikke sætte deres lid til fremførelsen af gamle prædikener i deres menigheder, for det er ikke sikkert at stivne foredrag er skikket til at møde tilhørernes trang eller behov. Der findes emner som er sørgelig tilsidesat, som burde været givet meget større opmærksomhed. Jesu Kristi liv og mission, skulle være vort budskabs hovedindhold. Det bør dvæles ved Kristi ydmyghed, selvfornægtelse, sagtmodighed og elskelighed, sådan at stolte selviske hjerter kan se forskellen på dem selv og det store mønster, og blive ydmyget. Fremstil for dine tilhørere hvordan Jesus i sin nedladenhed ville frelse faldne mennesker vis dem at Han som var deres sikkerhed måtte tage menneskelig natur på sig og bære den gennem forbandelsens frygtelige mørke og rædsel, som Hans Far lod komme over Ham på grund af menneskenes overtrædelse af deres lov. Det står at Frelseren blev fundet som et menneske i sin færd. Beskriv så langt som menneskelig sprog magter det, Guds ydmyghed, og tro ikke at du har nået toppen når du ser Ham bytte sin trone af lys og herlighed som Han havde hos sin Far, med menneskelighed. Han kom fra himmelen til jorden, og mens Han var på jorden bar Han Guds forbandelse som den faldne menneskeheds stedfortræder. Han var ikke forpligtet til at gøre det. Han valgte at bære Guds vrede som mennesket havde pådraget sig gennem ulydighed mod den Guddommelige lov. Han valgte at tåle den grusomme hån, spot, piskning og korsfæstelse. Og da Han i sin færd var fundet som et menneske fornedrede Han sig selv, så Han blev lydig indtil døden, ja korsets død." Måden som Han døde på vakte bestyrtelse i universet, for det var "selve korset død". Kristus var ikke ufølsom overfor vanære og foragt. Han følte det i alt sin bitterhed. Han følte det så meget dybere og stærkere end vi føler det, som Hans natur var mere ophøjet, ren og hellig end hos den syndige menneskeslægt som Han kom for at lide for. Han var himmelens Majestæt, Han var et med Faderen. Han var føreren for englenes hærskare, alligevel døde Han for menneskene den mest vanærende død som findes, iklædt skam og skændsel. Å, om de kunne fatte frelseplanens betydning, og søge efter at lære sagtmodighed og ydmyghed af Jesus.
Den største glæde af hjertet udspringer fra den dybeste ydmygelse. Lad ikke en af os gøre den fejltagelse, der vil vise sig skæne svanger for det kristne liv, og udslette kravene af pligten, fordi vi kan se andre gøre sådan. Vi må tage imod Guds råd, og opbygge en stærk, karakter, ved at møde sandhedens krav og pligt, og ikke afvige fra nogen ansvarligheder der kommer til os. Fred kommer når konflikten har været mødt og støttet, gennem hjælpen og kraften opnået fra Jesus Kristus. Den konstante overgivelse af viljen til Gud, bringer sejr i det åndelige liv. Vi må ikke være overvundet af Satans snedige fristelser. Vi må kæmpe imod dem, hvis vi vil vinde prisen af fuldkommen fred. Denne fred, er ikke den fred verden giver, men freden fra Kristus. De mest dyrebare løfter fra Gud kan være krævet, og holdt fast, ved udøvelse af tro. Gaverne fra ham, som har al magt i Himmelen og på jorden, ligger og venter på Guds børn. Gaver, der er så kostbare, at de kommer til os ved, at Frelserens dyrebare blod blev ofret, gaver, som vil tilfredsstille hjertets dybeste længsel, gaver, der er varige som selve evigheden, skal modtages med fryd af alle, der vil komme til Gud som de små børn. Tag Guds løfter som dine egne, bed til ham med hans egen ord; og du vil modtage glædens fylde.