Store mængder af menneskeheden er fordybet i dette livs ting, og guddommelig sandhed kan ikke få en blivende plads i deres hjerter. Og alligevel tilfredsstiller alle de velsignelser verden kan give ikke sjælens ønsker. Der er en usigelig længsel efter noget som de ikke har, en fred og hvile som ikke er født af jorden. Sådan var det med det gamle tempels tilbedere; iblandt påtvungne ceremonier, forvirret opvisning, musik og glæder, var de stadig ikke tilfredse. Hvor velkommen er så ikke kaldet som kommer i deres ører: ”Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.” Det var det samme budskab som glædede den sameritanske kvindes hjerte, ved Jakobs brønd, - ”men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kilde spring til evigt liv.” Kristus alene kan mætte en mangelhedsfølelse i menneskhesjælen. Hans nådige indbydelse når helt ned til vor tid. Fra livets kildeudspring går råbet stadig ud til en tabt verden: ”Kom til mig og drik.”