(212) Jeres prydelse skal ikke være den udvortes med hårfletninger og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertets, skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånder; dette er meget værd i Guds øjne. 1Pet. 3,3-4.
(212) Den menneskelige forstand har altid søgt at bortforklare eller tilsidesætte den enkle direkte undervisning fra Guds ord. I enhver tidsalder har der været en majoritet af mennesker, der har bekendt sig til at være Kristi efterfølgere, som har ringeagtet de forskrifter, der medfører selvfornægtelse og ydmyghed, som kræver beskedenhed og enkelhed, både hvad samtale, opførsel og klædedragt angår. Resultatet har altid været det samme; afstandtagen fra evangeliets undervisning leder til antagelse af moder, skikke og verdslige principper. Virkelig gudsfrygt må vige pladsen for død formalisme. Guds nærværelse og kraft findes hos en klasse af ydmyge tilbedere, som har trukket sig bort fra disse kredse, der elsker verden, og de er villige til at adlyde den hellige skrifts undervisning! Generation efter generation har der været sådanne, som har indtaget dette standpunkt. Forskellige samfund er opstået, det ene efter det andet, men når de har forladt deres første enkelhed, har de tabt den kraft, de besad i begyndelsen.
(213) En snare for Guds folk.
Når vi ser den kærlighed til moden og smykker, som er trængt ind iblandt dem, der bekender sig til at tro den nærværende sandhed, spørger vi med sorg; skal Guds folk ikke lære noget af den henrundne historie? Der er få som forstår deres egne hjerter. Disse forfængelige og pyntesyge elskere af moden kan udgive sig for at være Kristi efterfølgere, men deres klædedragt og samtale viser, hvad der fylder deres sind, og hvad de har hengivet sig til. Deres liv åbenbarer deres venskab til verden, og verden gør fordring på dem som sine egne.
(213) Hvorledes kan den, som nogen sinde har smagt Kristi kærlighed, være tilfreds med modens krav? Det smerter mit hjerte at se dem, som bekender sig til at være efterfølgere af den ydmyge og sagtmodige Frelser, så ivrigt søge at nå op til verdens standard hvad klædedragt angår. Selv om de bekender sig til gudsfrygt, er det næsten ikke muligt at skelne dem fra de vantro. De glæder sig ikke ved et religiøst liv, deres tid og penge bruges til at tilfredsstille deres lyst med hensyn til klæder og prydelser.
(213) Stolthed og ekstravagance, hvad klædedragt angår, er en synd, som særlig kvinden ligger under for. Derfor er det, at apostelen særskilt henvender sig til hende, når han siger: "Ligeså at kvinder skal pryde sig i sømmelig klædning med blufærdighed og ærbarhed, ikke med fletninger og guld eller perler eller kostbar klædning, men som det sømmer sig kvinder, der bekender sig til gudsfrygt, med gode gerninger."
(213) En reform er påkrævet.
Vi ser, hvorledes et onde, som Guds ord fordømmer, stadig baner sig vej ind i menigheden. Hvad er deres pligt, som har autoritet med hensyn til denne sag? Kan menighedens indflydelse være, hvad den bør være, når mange af dens medlemmer adlyder modens fordringer i stedet for at følge Guds udtrykkelige vilje? Hvorledes kan vi forvente Helligåndens nærværelse og hjælp, når vi tillader sådanne ting at eksistere iblandt os? Kan vi forblive tavse, når Kristi undervisning tilsidesættes af dem, der bekender sig til at være hans efterfølgere? Disse ting bringer sorg og forvirring hos dem, der har overopsigten med Guds menighed. Vil ikke I, mine kristne søstre, selv roligt og under bøn til Gud overveje dette emne. Vil I ikke lade jer lede af Guds ord. Den tid, som anvendes på klædedragten for at følge verdens moder, burde anvendes til en nøje hjerteransagelse og til studium af skriften. De timer, der er mere end bortkastede i beredelsen af unødvendige prydelser, kunne gøres mere værdifulde end guld, dersom de blev anvendt til at søge kundskab om de rette principper og de rette prydelser. Det smerter mit hjerte, når jeg ser unge damer, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, men som praktisk talt er uvidende om hans karakter og hans vilje. Disse unge har været tilfredse med at lade sig opføde på avner. Verdens glimmer er i deres øjne mere værdifuld end de evige rigdomme; de åndelige evner, som kunne udvikles ved eftertanke og studium, lider under dette, og tilbøjelighederne bliver ikke kontrollerede, idet man betragter det ydre udseende som værende af større betydning end den åndelige elskelighed eller åndelig kraft.
(214) Den indre prydelse.
Skal Kristi efterfølgere ikke søge at opnå den indre prydelse, den ydmyge og stille ånd, som Gud sætter så stor pris på, eller skal de bortkaste de få korte nådetimer i unyttigt arbejde i forfængelighedens tjeneste? Gud ønsker, at kvinden stadig skal stræbe efter at udvikles, både hvad sind og hjerte angår, og forøge den intellektuelle og den moralske styrke, så at hun kan leve et nyttigt og lykkeligt liv, og blive til velsignelse for verden og til ære for sin Skaber.
(214) Jeg vil spørge vor tids unge i dag, som bekender sig til at tro den nærværende sandhed, om, hvori de fornægter sig for sandhedens skyld. Når de ønsker sig et klædningsstykke eller en prydelse eller nogen bekvemmelighed, lægger de da virkelig sagen frem for Gud i bøn for at få at vide, om hans ånd kan billige disse udgifter? Er de når de tilbereder deres klæder, omhyggelige for ikke at vanære den tro, de bekender sig til? Kan de søge Gud om velsignelse for den tid de anvender på denne måde? Det er en ting at forene sig med menigheden og en ganske anden ting at være forenet med Kristus. En af de mest alvorlige årsager til svaghed i Kristi menighed er at den har sådanne medlemmer, som vel nok bekender sig til at være religiøse, men alligevel elsker verden og ikke har hengivet sig til Gud.
(215) I vore dage er der en hidtil ukendt smag for fornøjelser. Overfladisk og skamløs ekstravagance er fremherskende overalt. Mængden længes efter forlystelser. Sindet bliver fuldt af skæmt og letsindighed, fordi det ikke vænnes til eftertanke eller oplæres til at studere. Uvidenhed og sentimentalitet er fremherskende. Gud ønsker, at enhver sjæl skal kultiveres, forædles, ophøjes og gøres ædlere, men alt for ofte bliver ethvert sådant betydningsfuldt foretagende forsømt for moderne forlystelser og overfladiske glæder. Kvinder tillader, at deres sjæle hungrer og forkrøbles for modens skyld, og de bliver således en forbandelse for samfundet i stedet for en velsignelse. - Review and Herald, 6. Dec. 1881.