(225) Lysten til spænding og morskab er en fristelse og en snare for Guds folk, og især for de unge. Satan laver stadig noget, som vil drage sindet bort fra et alvorligt arbejde, der skulle berede os for de begivenheder, som ligger lige foran os. Ved hjælp af verdslige mennesker vedligeholder han en fortsat ophidselse for at lede de troskyldige til at tage del i verdslige fornøjelser. Der er biografer, foredrag og en endeløs variation af underholdninger, som er egnede til at skabe kærlighed til verden; og ved at forene sig med verden svækkes troen.
(225) Satan er en udholdende arbejder, en kunstfærdig, dødelig fjende. Når som helst der bliver talt et uforsigtigt ord, enten det nu er for at smigre eller for at få ungdommen til at se på sin synd med mindre afsky, drager han fordel af det og nærer den onde sæd, for at den skal slå rod og frembringe en forfærdelig høst. Han er i hvilken som helst betydning, vi tager ordet, en bedrager, en dygtig forfører. Han har mange net, som er vævede fint, og som ser uskyldige ud, men som er lavet på en dygtig måde, så at de besnærer de unge og troskyldige. Det naturlige sind er vendt imod fornøjelse og nydelse, det er Satans politik at fylde sindet med et ønske om verdslige fornøjelser, for at der ikke skal blive nogen tid til at tænke på spørgsmålet: "Hvorledes står det til med min sjæl."
(225) En vanskelig tid.
Vi lever i en vanskelig tid for ungdommen. Den indflydelse, som selskabslivet fører med sig, leder til, at ungdommen følger den retning, som deres eget sind naturligt stræber hen mod. Hvis deres børn er meget ustyrlige, beroliger forældrene sig med den tanke, at når børnene bliver ældre og kan ræsonnere selvstændigt, vil de vende sig bort fra deres dårlige vaner og blive nyttige mænd og kvinder. Hvilken fejltagelse! De tillader i årevis en fjende at så sin sæd i hjertets have og hindrer ikke dårlige principper i at vokse op og blive stærkere og stærkere, idet de ikke synes at se skjulte farer, og hvor frygtelig afslutningen på den sti bliver, som for dem synes at være lykkens vej. I mange tilfælde vil alt det arbejde, som man senere hen måtte ofre på disse unge, ikke være til nogen nytte.
(226) Fromheden står i almindelighed lavt iblandt dem der bekender sig til at være kristne, og det er vanskeligt for de unge at modstå den verdslige indflydelse, som mange menighedsmedlemmer bringer med sig. Majoriteten af dem der bekender sig til at være kristne, lever i virkeligheden for verden på samme tid som de bekender sig til at leve for Kristus. De ser ikke klart de himmelske tings ypperlighed og kan derfor ikke virkeligt elske dem. Mange bekender sig til at være kristne, fordi kristendom betragtes som noget hæderfuldt. De forstår ikke at ægte kristendom betyder at bære korset, og deres religion har ringe magt til at hindre dem i at tage del i verdslige fornøjelser.
(226) Der er nogle som betræder balsalen og tager del i alle de fornøjelser, som den byder på. Andre kan ikke gå så langt, men de tager alligevel del i forlystelser uden for selskabslivet, upassende udflugter, teater og andre verdslige fornøjelser. Og det skarpeste øje vil have vanskeligt ved at finde nogen forskel mellem deres og de vantros opførsel.
(226) Sådan som selskabslivet arter sig i vore dage, er det ikke let for forældre at retlede deres børn og undervise dem i overensstemmelse med Bibelens regel om hvad der er ret og godt. Børn bliver ofte utålmodige, når de tilrettevises, og ønsker at følge deres egen lyst og gå og komme, som det behager dem. I alderen fra ti til atten år er de især tilbøjelige til at føle, at der ikke kan være noget galt i at deltage i verdslige sammenkomster, som deres unge kammerater indbyder til. Men de erfarne kristne forældre kan se faren, de kender deres børns særskilte temperament, og de ved hvilken indflydelse disse ting kan øve på deres sind. Og ud fra ønsket om deres frelse burde de holde dem borte fra ophidsende fornøjelser.
(226) Når børnene selv bestemmer at forlade verdens forlystelser og blive Kristi disciple, hvilken byrde løftes der da ikke fra omhyggelige trofaste forældres hjerter! Men selv under de omstændigheder må forældrenes arbejde ikke ophøre. Disse unge har netop da for alvor begyndt striden mod synd og mod det onde i det naturlige hjerte, og de behøver i særskilt grad deres forældres råd og omsorg.
(227) En tid med prøver ligger foran de unge.
Unge sabbatsholdere, som giver efter for verdens indflydelse, vil komme til at blive hårdt prøvede. Vi er midt inde i de sidste dages farer, og de unge vil møde prøver, som de ikke havde anelse om. De vil komme ind i forvirring og prøvende situationer, og det vil da vise sig om deres tro er ægte. De bekender sig til at forvente Menneskesønnen, og alligevel er der nogle af dem som har vist et meget dårligt eksempel for de vantro. De har ikke været villige til at forlade verden, men de har forenet sig med de verdslige på udflugter og andre sammenkomster, der går ud på at more sig, idet de har smigret sig med, at de tog del i uskyldige fornøjelser; og alligevel er det netop sådan eftergivenhed, der skiller dem fra Gud og gør dem til verdens børn.
(227) Der er nogle, som stadig læner sig til verden. Deres anskuelser og følelser harmonerer meget bedre med verdens ånd end den ånd, Kristi selvfornægtende efterfølgere burde have. Det falder ganske naturligt, at de foretrækker deres selskab, hvis ånd stemmer med deres egen. Sådanne har alt for megen indflydelse iblandt Guds folk. De tager del med dem og har et navn iblandt dem, men de vantro og de svage og vanhellige i menigheden finder støtte hos dem for deres dårlige færd. I denne rystelsens tid vil disse bekendere enten blive helt omvendt og helliggjort ved lydighed mod sandheden, eller de vil slutte sig helt til verden for at modtage løn sammen med de verdslige.
(227) De, som søger forlystelser, kan Gud ikke regne som sine efterfølgere. Kun de, som er selvfornægtende, og som lever et nøgternt, ydmygt og helligt liv, er Jesu sande efterfølgere; og sådanne kan ikke glæde sig ved den intetsigende og tomme samtale, de som elsker verden fører.
(227) Adskillelse fra verden.
Kristi sande efterfølgere må bringe ofre. De må sky verdslige forlystelsessteder, fordi de ikke finder Jesus der, ej heller den indflydelse, som gør dem himmelsksindede og forøger deres vækst i nåde. Lydighed mod Guds ord vil lede dem bort fra alle disse verdslige ting og hjælpe dem til at stå adskilt fra dem.
(227) "Af deres frugter skal i kende dem," erklærer Frelseren. Matt. 7,20. Alle sande efterfølgere af Kristus bærer frugt til hans ære. Deres liv vidner om, at Guds Ånd har udført et godt værk i dem, og deres frugter er hellighedens frugter. Deres liv er ophøjet og rent; korrekte handlinger er den umiskendelige frugt af ægte gudsfrygt, og de, som ikke bærer nogen frugt af denne slags, åbenbarer de har ingen erfaring i de ting, der hører Gud til. De er ikke grene på vintræet. Jesus sagde: "Bliv i mig, da bliver også jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene, den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, for uden mig kan I slet intet gøre. Joh. 15,4-5.
(228) De, som vil være Guds sande tilbedere, må frasige sig enhver afgud. Jesus sagde til den lovkyndige: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. Dette er det største og første bud." Matt. 22,37-38. De fire første bud i loven kræver, at intet må formindske vor hengivenhed for Gud. Intet må hindre os i at have vor største lyst i ham. Vi kan ikke gå fremad i kristelig erfaring, før vi fjerner alt, som skiller os fra Gud.
(228) Menighedens store hoved, som har ført sit folk bort fra verden, fordrer af dem, at de også skal holde sig adskilt fra verden. Hans ønske er, at den ånd, som hans befalinger er gennemtrængt af, skal holde dem adskilt fra de verdslige elementer og drage dem til Gud. For at elske Gud og holde hans bud er noget ganske andet end at elske verdens fornøjelser og verdens venskab. Der er ingen samklang mellem Kristus og Belial.
(228) Løfter til de unge.
De unge, som følger Kristus, står foran en strid. De har dagligt et kors, de skal bære med hensyn til at komme bort fra verden og efterligne Kristi liv. Men der er mange dyrebare løfter nedtegnede for dem, som søger frelseren tidligt. Visdommen råber til menneskenes børn: "Jeg elsker dem, som elsker mig, og de, som søger mig, skal finde mig." Ordsp. 8,17.
(228) "Derfor, bind op om jeres sinds lænder, vær ædru og sæt fuldt ud jeres håb til den nåde, som bliver jer til del i Jesu Kristi åbenbarelse. Som lydige børn skal I ikke skikke jer efter de forrige lyster i jeres vankundighed, men efter den hellige, som kaldte jer, skal også I være hellige i al jeres vandel." 1 Pet. 1,13-15. "For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at forsage ugudeligheden og de verdslige begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende verden, forventende det salige håb og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi herligheds åbenbarelse, han, som gav sig selv for os, for at han måtte forløse os fra al lovløshed og rense sig selv et ejendoms-folk, nidkært til gode gerninger." Tit 2,11-14. - Counsels to teachers, parents and students, side 325 - 330.