(29) En fuldkommen lydighed over for Guds krav vil resultere i en overraskende indflydelse, der udvikler og styrker alle menneskets åndsevner. De, der i deres ungdom har helliget sig til Guds tjeneste, vil vise sig at være mennesker med en sund dømmekraft og en klar evne til at skelne. Og hvorfor skulle det ikke være således? Samværet med den største lærer, verden nogen sinde har set vil styrke forstanden, oplyse sindet og rense hjertet, det ophøjer, renser og forædler hele mennesket. "Dine ords åbenbaring spreder lys og gør de enfoldige forstandige."
(30) Guds ideal.
Iblandt den ungdom, som bekender sig til at frygte Gud, er der en stor gruppe, som synes at modsige deres bekendelse. De gør ingen fremskridt i kundskab og åndelighed. Deres kraft formindskes i stedet for at blive udviklet; men salmistens ord om den ægte kristne er sande. Det er visselig ikke blot Guds ords bogstav der giver lys og forstand; men det er ordet således som det af Helligånden bliver åbenbaret for mennesket og gjort indtryksfuldt på hjertet. Når et menneske virkelig er omvendt, bliver det et Guds barn, delagtigt i guddommelig natur. Det er ikke alene hjertet, der bliver fornyet men sindet bliver styrket og forandret. Der kan nævnes mange eksempler på mennesker, som før deres omvendelse blev anset for at have almindelige eller kun små evner, som efter deres omvendelse synes at være blevet helt forvandlede. Nu udviser de en vidunderlig evne til at forstå Guds ords sandheder og til at fremholde disse sandheder for andre. Mennesker med store intellektuelle åndsevner har betragtet det som et privilegium at være sammen med disse personer. Retfærdighedens sol, der sender sine klare stråler ind i deres sind, sætter enhver evne i mere intens virksomhed.
(30) Gud vil gøre store ting for de unge, dersom de ved Helligåndens hjælp vil modtage hans ord i hjertet og følge det i deres liv. Han prøver hele tiden på at drage dem til sig, idet han er kilden til al visdom og ophavet til godhed, renhed og sandhed. Det sind, der dvæler ved ophøjede emner, bliver forædlet.
(30) Vanhellige ting.
De, der bekender sig til at tjene Gud og dog ikke gør fremskridt i kundskab og hellighed, er kun kristne af navn. Deres sjæls tempel er fyldt af vanhellige ting. Letfærdig læsning, letsindig samtale og verdslige fornøjelser optager sindet så helt og fuldt, at der ikke er nogen plads til Guds ord. Verdslighed, letsindighed og stolthed indtager den plads i sjælen, som Jesus skulle have haft. ...
(31) Nedværdigelse ved sanselige nydelser.
De, der betragter det som deres største gode at følge deres appetit og lidenskaber er ikke gode og virkelig store mennesker. Hvor højt de end måtte stå i verdens omdømme, er de dog lave, slette og fordærvede i Guds øjne. Himmelen har bestemt, at deres nedværdigelses mærke skal være synligt i deres ansigtsudtryk. Deres tanker er af jorden, jordiske. Deres ord åbenbarer sindets lave niveau. De har fyldt hjertet med fordærvelse og næsten udvisket Guds billede derfra. Fornuftens stemme er dulmet, og deres dømmekraft er forringet. Ak, hvor menneskets hele natur er blevet forringet ved sanselige nydelser! Hvor dybt synker ikke mennesket i last og dårskab, når viljen er blevet underlagt Satan! Sandheden appellerer da forgæves til fornuften, for hjertet er fjendtligt indstillet over for dens rene principper. - The Signs of the times, 1 Dec. 1881.
(31) Hjælp i fristelsen
Ved tro og bøn kan alle opfylde evangeliets krav intet menneske kan blive tvunget til at overtræde. Det må først selv samtykke. Sjælen må ønske at gøre den syndige handling, før lidenskaben kan få bugt med fornuften, eller ugudeligheden kan sejre over samvittigheden. Fristelse hvor stor den end måtte være, er ingen undskyldning for synd. "Herrens øje våger over de retfærdige, og hans øre er opladt for deres bønner." Råb til Herren, du fristede sjæl! Kast dig så hjælpeløs og uværdig, som du er i Jesu arme og gør krav på at få hans løfter opfyldt. Herren vil høre. Han ved, hvor stærk det naturlige hjertes tilbøjelighed er, og han vil hjælpe i enhver fristelse.
(31) Er du faldet i synd? Så skynd dig uden tøven til Gud og bed ham om nåde og tilgivelse. ... Nåde bliver endnu tilbudt synderen. Herren kalder på os under hele vor vandring. "Kom tilbage, I som er afvegne, og jeg vil læge jeres frafald." - Testimonies for the church, 5 bind side 177.