(38) De første tredive år af Jesu liv blev tilbragt i den ugudelige by Nazareth. Indbyggerne i denne by var blevet til et ordsprog på grund af deres ondskab; derfor stillede Nathanael spørgsmålet: "Kan noget godt være fra Nazareth?"
(38) Evangelisterne siger kun meget lidt om den første del af Kristi liv. Med undtagelse af en kort skildring af hans tur med forældrene til Jerusalem er der kun nævnt dette ene udtryk: "Men barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af visdom; og Guds nåde var over det."
(38) Kristus er vort eksempel i alle ting. Ved Guds ledelse tilbragte han den største del af sit liv i Nazareth, hvor indbyggernes karaktertræk var af en sådan beskaffenhed at han stadig var udsat for fristelser hvorfor det var nødvendigt for ham at søge beskyttelse for at kunne forblive ren og pletfri midt imellem så megen synd og ondskab. Kristus valgte ikke selv dette sted. Hans himmelske Fader valgte stedet til ham, for at hans karakter kunne blive undersøgt og prøvet på mange forskellige måder. Kristi liv var således også i hans ungdomstid genstand for svære prøver, vanskeligheder og kampe for at han kunne udvikle den fuldkomne karakter, der gør ham til et fuldkomment eksempel for børn, unge og voksne.
(38) Børn og unge må ofte leve på steder, hvor deres omgivelser ikke er fordelagtige for en kristen. Derfor giver de ret ofte efter for fristelser og siger som undskyldning for at fortsætte på syndens vej, at deres omgivelser var ugunstige. Jesus foretrak tilbagetrukkethed, og ved et flittigt liv, der stadig gav ham noget at beskæftige sig med, gav han ikke fristelserne nogen anledninger, men holdt sig højt hævet over deres selskab, hvis indflydelse var af ødelæggende art. Kristus måtte vandre på fuldt så ujævne veje, som børn eller unge nogen sinde vil komme til at betræde. Der var ikke blevet tilskikket ham et liv i overflod og dovenskab. Hans forældre var fattige og var afhængige af det daglige slid for at kunne skaffe sig et udkomme. Derfor levede Jesus et liv i fattigdom, selvforsagelse og savn. Sammen med forældrene levede han et stræbsomt liv.
(39) Renhed er ikke afhængig af omstændigheder.
Ingen vil blive bedt om at udvikle en kristen karakter under så ugunstige forhold, som dem vor Frelser var stillet under. Den kendsgerning, at Kristus levede tredive år i Nazareth, hvorfra mange mente, at det var et under, at noget godt kunne komme, er en irettesættelse til den ungdom, der mener, at deres religiøse karakter må stå i forhold til omstændighederne. Dersom unge menneskers omgivelser er ubehagelige og virkelig dårlige, vil mange benytte dette som en undskyldning for ikke at have udviklet en kristelig karakter. Kristi eksempel vil tilbagevise den idé, at hans efterfølgere er afhængige af sted, held eller velstand, for at kunne leve et udadleligt liv. Kristus ønskede at lære dem, at deres troskab kunne gøre en hvilken som helst by eller stilling, hvor de ved Guds ledelse er blevet anbragt, agtværdig, om den end er aldrig så ringe.
(39) Kristi liv var baseret på at vise, at renhed, bestemthed og troskab mod principper ikke er afhængige af et liv, befriet for vanskeligheder, fattigdom og modgang. De prøvelser og savn, som mange unge beklager sig over, udholdt Kristus uden klage, og det er netop den slags prøvende erfaringer, ungdommen behøver, idet de vil give dem en karakterens fasthed og gøre dem lig Kristus, så stærke, at de kan modstå fristelser. Dersom de fjerner sig fra sådanne menneskers indflydelse, der vil lede dem på afveje og ødelægge deres moral vil de ikke blive overvundet af Satans anslag. Ved daglig bøn til Gud vil de få visdom og nåde fra ham til at tåle livets kampe og genvordigheder og til sidst blive sejrvindere. Et trofast og ædelt sind kan kun vedligeholdes ved vågen og bøn. Kristi liv var et eksempel på udholdende energi, som ikke lod sig svække af forsmædelse, spot, savn eller vanskeligheder.
(39) Således skulle det være med ungdommen. Dersom vanskeligheder ophober sig på deres vej, bør de vide, at Gud prøver deres troskab og i samme grad som de vedligeholder deres karakters renhed til trods for vanskeligheder, vil deres styrke, fasthed og udholdenhed forøges og de vil blive stærke i ånden. - The youth`s instructor, Marts 1872.
(40) Hellere død en vanære.
Vælg hellere fattigdom, foragt, adskillelse fra venner eller en hvilken som helst lidelse end at besmitte sjælen med synd. Hellere at vælge døden end vanære eller overtrædelse af Guds lov skulle være enhver Kristnes motto. Testimonies for the church, 5 bind side 147.