40. - Viljens opøvelse.

(85)  Sand religion har noget med viljen at gøre. Viljen er den styrende magt i menneskets natur; alle andre egenskaber er underordnet den. Viljen er ikke smagen eller tilbøjelighederne, men den bestemmende magt, som virker i menneskenes børn til lydighed mod Gud eller til ulydighed.

(85)  Usikkerhed og tvivl
Du er et ungt menneske med intelligens; du ønsker at leve dit liv sådan, at du til sidst vil nå himlen. Du er ofte mismodig ved at finde dig moralsk svag, en slave af tvivl, behersket af dit gamle syndefulde livs vaner og skikke. Du finder, at dit følelsesliv ikke svarer til dine bedste beslutninger og dine mest højtidelige løfter. Intet synes virkeligt for dig. Din egen usikkerhed leder dig til at betvivle deres oprigtighed, som ønsker at gøre dig godt. Jo mere du i din tvivl kæmper, desto mere uvirkeligt synes alting at blive for dig, indtil det synes som om der ingen solid grund er for dig noget sted. Dine løfter er ligesom reb af sand, og du betragter deres ord og handlinger, som du skulle stole på, i samme uvirkelige lys.

(85)  Styrke ved viljeanspændelse
Du vil være i stadig fare, indtil du forstår viljens sande magt. Du kan tro og love alt muligt, men dine løfter og din tro er til ingen nytte, før du lægger din vilje til din tro og dine handlinger. Hvis du kæmper troens kamp med al din viljekraft, vil du sejre. Du kan ikke forlade dig på dine følelser, dine indtryk og dine stemninger, for de er ikke til at stole på, især med de forvendte ideer, du har; og kundskaben om dine forfejlede og brudte løfter svækker din tillid til dig selv og andres tro på dig.

(86)  Men du behøver ikke at fortvivle. Du må beslutte dig til at tro, skønt intet synes sandt og virkeligt for dig. Jeg behøver ikke at fortælle dig, at det er dig selv, der har bragt dig ind i denne alt andet end misundelsesværdige stilling. Du må vinde din tillid til Gud og dine brødre tilbage. Du må bøje din vilje under Jesu Kristi vilje, og når du gør dette vil Gud øjeblikkelig gribe ind og virke i dig at ville og virke til hans velbehag. Hele din natur vil da blive bragt ind under Kristi ånds kontrol; og selv dine tanker vil blive Jesus underdanige.

(86)  Du kan ikke beherske dine impulser og følelser, som du skulle ønske, men du kan kontrollere viljen, og du kan gøre en fuldstændig forandring i dit liv. Ved at overgive din vilje til Kristus, vil dit liv blive skjult med Kristus i Gud og forbundet med den magt, som er over alle fyrstendømmer og magter. Du vil få styrke fra Gud, som vil knytte dig fast til sin styrke; og et nyt lys, ja en levende tros lys vil det blive muligt for dig at opnå. Men din vilje må samarbejde med Guds vilje, ikke med sådanne kammeraters vilje, som Satan stadig arbejder igennem for at besnære og ødelægge dig.

(86)  Vil du ikke, uden nølen, stille dig i det rette forhold til Gud? Vil du ikke sige: Jeg vil give min vilje til Jesus, og jeg vil gøre det nu, og fra det øjeblik stå helt på Herrens side? Bryd dig ikke om skikke, og stå imod appetittens og lystens stærke krav. Giv ikke Satan nogen anledning til at sige: Du er en elendig hykler. Stæng døren, så Satan ikke kan komme til at forbande dig og gøre dig mismodig. Sig: Jeg vil tro; jeg tror, at Gud er min hjælper, og du vil finde at du sejrer og triumferer ved Guds hjælp. Ved stadig at holde viljen på Herrens side, vil enhver tanke blive tagen til fange under Jesu vilje. Du vil da finde at din fod står på en solid klippe. Det vil til tider kræve ethvert gran af den viljekraft, du besidder, men det er Gud, der arbejder for dig og du vil komme ud af smeltningsprocessen som et kar til ære.

(86)  Guds vilje og menneskets vilje forenet.
Tal tro. Hold dig på Guds side af linien. Sæt ikke din fod på fjendens side og Herren vil være din hjælper. Han vil gøre det for dig, som det ikke er muligt for dig at gøre for dig selv. Resultatet vil blive at du vil komme til at stå som et cedertræ på Libanon. Dit liv vil blive ædelt, og dine gerninger vil blive gjort i Gud. Du vil komme i besiddelse af en kraft, en alvor og en ligefremhed, der vil gøre dig til et skinnende redskab i Guds hånd.

(87)  Du må drikke daglig af sandhedens kilde, så at du kan lære at kende hemmeligheden ved frygt og glæde i Herren. Men du må huske på, at din vilje er kilden til alle dine handlinger. Denne vilje, der udgør så vigtig en faktor i menneskets karakter, blev ved syndefaldet underlagt Satans kontrol, og han har lige siden den gang arbejdet med menneskene for at få dem til at ville og virke efter sit behag, men til menneskets ruin og elendighed.

(87)  Guds uendeligt store offer, da han gav Jesus, den elskelige søn, sætter ham i stand til uden at bryde noget princip, der hører til hans regeringsmåde, at sige; "overgiv dig til mig; giv mig din vilje; løsriv den fra Satans kontrol, og jeg vil tage den i besiddelse; da kan jeg virke i dig at ville og virke efter mit velbehag." Når han giver dig Kristi sind, vil din vilje blive som hans vilje, og din karakter vil blive forvandlet så den bliver lig Kristi karakter. Er det din hensigt at gøre Guds vilje? Ønsker du at adlyde skrifterne? Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.

(87)  Der kan ikke være tale om at følge Kristus, hvis du ikke holder op med at tilfredsstille dine tilbøjeligheder og beslutter dig til at adlyde Gud. Det er ikke dine følelser og sindsbevægelser, der gør dig til et barn af Gud, men det, at du gør Guds vilje. Et nyttigt liv ligger foran dig, hvis du vil rette dig efter Guds vilje. Da kan du i din modne alder stå som et eksempel på gode gerninger. Da vil du hjælpe til at håndhæve gode leveregler, i stedet for at hjælpe til at nedbryde dem. Du vil hjælpe til at opretholde orden, i stedet for at ringeagte den og lede andre til at leve et uretfærdigt liv ved din egen handlemåde.

(87)  Jeg siger dig i Herrens navn, at jeg ved, hvad du kan blive hvis din vilje er på Herrens side. "Vi er Guds medarbejdere." Du vil kunne udføre dit arbejde for tid og evighed på en sådan måde, at det vil stå sin prøve i dommen. Vil du forsøge på det? Vil du nu vende helt om? Du er genstand for Kristi kærlighed og forbøn. Vil du nu overgive dig til Gud og hjælpe dem, der står som skildvagter og vogter Guds interesser, i stedet for at forårsage dem sorg og bekymring? - Testimonies for the church, 5 bind side 513 - 516.

(88)  Særskilte anstrengelser nødvendige.
Gud har tilvejebragt midler, - som - hvis de bruges på en forstandig måde og under bøn - vil bevirke, at intet skib skal lide skibbrud, men stå i den hårde storm og ankre i den salige havn til sidst. Men hvis vi foragter eller forsømmer disse hjælpemidler og privilegier, vil Gud ikke gøre et mirakel for at frelse nogen af os, og vi vil gå fortabt, som Judas og Satan.

(88)  Tro ikke, at Gud vil gøre et mirakel for at frelse de svage sjæle, som hæger om det onde, og som begår synd. Tro ikke, at noget overnaturligt element vil flyde ind i deres liv og ligesom bære dem bort fra deres eget jeg op til en højere sfære, hvor det vil blive et forholdsvis let arbejde, uden nogen særskilt anstrengelse, nogen særskilt kamp, uden nogen korsfæstelse af selvet; for alle som vildledt af Satan indbilder sig noget sådant, vil omkomme med dem, der gør det onde. De vil nå en pludselig tilintetgørelse og står ikke til at redde. - Testimonies for to ministers, side 453.