6. - De højder, vi kan nå op til.

(11)  Kære unge, hvad er jeres mål og hensigten med jeres liv? Stræber i efter at få en uddannelse, for at I kan skabe jer et navn og en stilling i verden? Nærer I, i al hemmelighed ønsket om en skønne dag at stå på den intellektuelle storheds tinde eller at I skal komme til at sidde i rådgivende og lovgivende forsamlinger og hjælpe til med at give landet love? Der er intet forkert i en sådan stræben. I vil alle kunne nå jeres mål. I skal ikke være tilfredse med et lavt mål. Sigt højt og anstreng jer til det yderste for at nå frem.

(11)  Religionen er livets grundvold.
Herrens frygt er grundvolden for al sand storhed. Ærlighed, uafviselig ærlighed, er det princip, som I skal tage med jer under alle livets forhold, tag jeres religion med jer på skolen, i pensionatet, ja i alle jeres foretagender. Det vigtigste spørgsmål for jer alle er nu, hvorledes i skal vælge og fuldstændiggøre jeres studier, så at I kan beholde en ubesmittet kristelig karakters fasthed og renhed, idet I undertrykker alle timelige krav og interesser til fordel for Kristi evangeliums højere krav.

(11)  I må nu bygge jeres karakter således, som I senere vil ønske at den skal være, og forholde jer over for samfundet og livet på en sådan måde, at det kan svare til Guds hensigt med jeres skabelse. Som Kristi disciple er I ikke udelukkede fra at beskæftige jer med verdslige foretagender; men I skal tage jeres religion med jer. I må aldrig, hvad arbejde I end måtte berede jer til at tage fat på, huse den tanke, at I ikke kan blive fremgangsrige deri uden at slå af på principperne.

(11)  Store ansvar.
Støttet til religiøse principper kan I nå til en hvilken som helst højde, I selv vil. Det ville glæde os at se jer nå den ædle højde, som Gud har bestemt, at I skulle nå. Jesus elsker den dyrebare ungdom, og det behager ham ikke at se den vokse op med ukultiverede og uudviklede talenter. De må blive stærke mennesker med faste principper, skikkede til at få store ansvar betroet, og med dette for øje må de på ærlig vis anspænde enhver nerve.

(12)  Begå aldrig den store forbrydelse, som det er at misbruge den kraft Gud har givet jer, så at I gør det onde og ødelægger andre. Der findes begavede mennesker, som bruger deres evner til at sprede moralsk ødelæggelse og fordærvelse; men de sår alle en sæd, der vil give en høst som de ikke vil være stolte over at høste. Det er frygteligt at bruge de evner Gud har givet, på en sådan måde, at de spreder ulykke og fordærvelse over samfundet i stedet for velsignelse. Det er også forfærdeligt at indpakke de talenter, der er blevet os betroet, i et stykke klæde, og skjule det for verden, for det er det samme som at kaste livets krone bort. Gud gør krav på vor tjeneste. Der er ansvar som enhver må bære, og vi opfylder kun livets store hensigt, når vi helt og holdent påtager os vore ansvar og udfører dem på en pligtopfyldende og samvittighedsfuld måde.

(12)  Religionens indflydelse.
Den vise mand siger: "Tænk på din Skaber i ungdommens dage." I må dog ikke et øjeblik mene, at religionen vil gøre jer bedrøvede og tungsindige og vil hindre jer i at gøre fremskridt. Kristi religion hverken tilintetgør eller svækker en eneste evne. Den umuliggør ikke på nogen måde, at I kan nyde enhver sand glæde; den er ikke bestemt til at skulle svække jeres interesser i livet eller gøre jer ligegyldige over for venners og samfundets krav: Den klæder ikke livet i sækkelærred for vort liv skal ikke være fyldt med dybe suk og klager. Nej, nej; de, for hvem Gud i et og alt står som den første, den sidste og den bedste er de lykkeligste mennesker i verden. Smil og solskin er ikke forvist fra deres ansigter. Den, som modtager religionen, bliver ikke grov, rå, uordentlig og uhøflig; tværtimod vil den højne og forædle ham give ham en finere smag, helliggøre hans dømmekraft og gøre ham skikket til at være i de himmelske engles selskab og få adgang til det hjem som Jesus er gået bort for at berede.

(12)  Lad os aldrig tabe den kendsgerning af syne, at Jesus er kilden til al glæde. Han har ikke behag i menneskelige væseners elendighed, men elsker at se dem glade. Der er mange ting som de Kristne kan glæde sig over, og de kan med usvigelig nøjagtighed afgøre hvilke fornøjelser, der er tilladelige og gode. De kan tage del i de fornøjelser, der ikke vil ødelægge sindet eller nedværdige sjælen, og som ikke vil skuffe og give en sørgelig eftervirkning, der ødelægger selvagtelsen og gør en mindre nyttig. Om de kan tage Jesus med sig og bibeholde en bønnens ånd, kan de føle sig helt sikre. ...

(13)  Vore talenters forvaltning.
Unge venner, Herrens frygt er grundlaget for al fremgang; den er visdoms begyndelse. Jeres himmelske Fader har krav på jer, for uden anmodning eller fortjeneste fra jeres side giver han jer af sit forsyns rige gaver og ydermere har han givet jer hele himmelen i en gave: Hans elskede Søn. Til gengæld for denne uendelige gave, kræver han villig lydighed af jer. Idet I er købt med Guds søns kostelige blod kræver han, at I på rette måde gør brug af de privilegier, som I nyder godt af. Jeres sjælelige og moralske kraft er Guds gaver, talenter som er blevet betroet jer, for at I på en forstandig måde skal udvikle dem, og I har ikke lov til at lade dem ligge i dvale af mangel på passende udvikling eller at blive forkrøblede og hæmmede ved uvirksomhed. Det er jer, der skal bestemme, om I vil bære de store ansvar, som hviler på jer, med troskab eller ej, samt om jeres bestræbelser skal blive et udtryk for det bedste I formår at præstere.

(13)  Vi lever i de sidste dages farefulde tider. Hele himmelen er interesseret i jeres karakterudvikling. Der er blevet truffet alle forholdsregler, "for at I efter at have undsluppet fordærvelse i verden som har sin grund i begær, skal få del i Guddommelig natur." Menneskene er ikke blevet efterladt alene for i deres egen svage kraft at skulle sejre over det ondes magt. Der er hjælp ved hånden, og den vil blive givet til enhver sjæl, som virkelig ønsker den. Guds engle, som stiger op og ned ad den stige, som Jakob så i sit syn, vil hjælpe enhver, der ønsker at stige op til Guds højeste himmel. De beskytter Guds folk og lægger mærke til, hvorledes hvert enkelt skridt bliver taget. De, som stiger op ad denne skinnende sti vil blive belønnede; de vil indgå til deres Herres glæde. - Fundamentals of christian Education, side 82 - 86.

(13)  Et ophøjet ideal.
Guds ideal for sine børn er højere, end den højeste menneskelige tanke kan fatte. Guddommelighed, - at ligne Gud, - er det mål, vi skal nå til. Foran den, der vil lære, ligger en vej åben vej med stadig fremgang. Han har et gerning at udføre, et mål at nå, der indbefatter alt, som er godt, rent og ædelt. Han vil så hurtigt og i så stor udstrækning som muligt gøre fremskridt i alle grene af den sande kundskab. Hans bestræbelser vil være rettede mod opgaver, som er så meget højere end almindelige egenkærlige og timelige interesser, som himmelen er højere end jorden. - Education, side 18. 19.

(14)  Guds nådes kilder.
Det er enhver levende sjæls forret at være en levende kilde, hvorigennem Gud kan meddele verden sin nådes skatte, Kristi uransagelige rigdomme. Der er intet, Kristus ønsker mere end redskaber, som vil fremstille hans ånd og karakter for verden. Der er intet, verden trænger så meget til, som en gennem mennesker åbenbaret frelsers kærlighed. Hele himmelen er forenet i ønsket om at kunne benytte os som rør, gennem hvilke den hellige Olie kan udgydes til glæde og velsignelse for menneskehjerterne. - Kristi lignelser side 419.