63. - Forskellige grene af arbejdet.

(121)  Gud kalder nogle til prædikanter andre til bibelarbejdere og atter andre til kolportører. Lad vore unge mænd og kvinder rejse ud som kolportører, evangelister og bibelarbejdere i selskab med erfarne arbejdere, der kan vise dem, hvorledes de skal virke for at have fremgang. Må kolportører bringe vore skrifter fra hus til hus. Når anledning tilbyder sig, bør de tale om den sandhed, som gælder vor tid, til dem, de møder, og de bør synge for dem og bede med dem. Dersom vi i vort arbejde for Gud følger de rette metoder på en energisk måde, vil vi få en høst af sjæle,

(121)  Der er plads i Guds værk for alle, som er fyldt med en selvopofrende ånd. Gud kalder ad mænd og kvinder, som er villige til at fornægte sig selv for andres skyld, villige til at hellige alt, hvad de har og er til hans gerning. Vi trænger til mænd, som, når de møder vanskeligheder, alligevel stadig går fremad, idet de siger: vi vil ikke svigte, og vi vil ikke blive mismodige. Vi trænger til mænd, som vil opbygge og styrke det arbejde, som andre søger at udføre. - Review and Herald, 28 April 1904.

(122)  Hvorledes bliver vi dygtige?
I dette arbejde, som i et hvilket som helst andet arbejde, vil man vinde dygtighed under selve arbejdets udførelse. Det er ved at øve sig i livets almindelige pligter og ved at komme dem til hjælp, som lider og er i trang, at man opnår dygtighed. - Education, side 268.