(137) Vor holdning over for Herrens institutioner
I de senere år har jeg skrevet mange ting til vore brødre og søster i Amerika, i Europa og i Australien om den holdning de har over for vort samfunds institutioner. Nu sender jeg nogle af disse ting til jer, som betimelig belæring.
(137) Fra et brev skrevet i 1889, citerer jeg:
(137) “De som bærer på tunge ansvar på vore institutioner bør styrkes og understøttes af den kundskab som medlemmerne på alle steder beder for, for disse institutioners fremgang. Hvis menighederne ikke føler at det arbejde der udrettes på vore institutioner er det vigtigste arbejde, og at medarbejderne behøver deres sympati, og hjertelige, og forstandige samarbejde, vil denne mangel sinke værkets fremme. Det er ikke sjældent at man beklager sig til mænd, der bærer tunge byrder. Disse mænd bliver modløse, fordi uhellige elementer i menighederne, der elsker at snakke, og sige: »Rapportér, og vi vil rapportere det.” Dette giver større arbejde til mennesker der allerede er overbebyrdede.
(137) »De som dagligt helliger sig selv til Gud, og vover at holde deres hænder oppe som bærer ansvar, vil blive velsignet af Himlen. Vi skal involvere os i et stort arbejde, og Satan vil bruge al sin kraft på at vinde de mænd og kvinder over på sin side, som samarbejder med Gud, at gøre et dyrebart arbejde, hvis de renses, helliggøres, og vejledes af Helligånden, hvis de havde varme, sande hjerter med øm kærlighed og viste passende respekt for dem som Gud har udpeget til at bære et ansvar og vigtigt arbejde. Mennesker som er engageret i Mesterens tjeneste er ofte blevet såret af dem som tænker og taler ondt, og skaber mistillid og jalousi, som ikke brude tolereres eller holdes i live af uhelliggjorte tunger.«
(137) Netop disse principper blev vore brødre og søster gjort opmærksom på under Iowa-konferensen i 1902. I en meddelelse til disse står denne instruks:
(138) Menighedsmedlemmernes forhold til sundhedsmissionærere
»Under dåbsløftet har menighedsmedlemmerne sluttet pagt at forblive under Faderens, Sønnens og Helligåndens kontrol. Derefter fristes nogle til at trække sig fra Guds Ånds indflydelse, og tjene fjenden. De taler forfængeligt, urostiftere. I stedet for at helbrede og genoprette, så skader de og ødelægger.
(138) »Hvor forsigtige må de personer ikke være, som hævder at elske og frygte Gud, med de institutioners omdømme, som Gud selv har oprettet efter Hans ord! Hvor forsigtig bør enhver bekendende kristen ikke være med deres omdømme, hvis arbejde det er et lindre lidende menneskevæsener. Lægen behøver rolige nerver. Kan mænd og kvinder ikke forstå, at når de hele tiden drister sig at skade og nedgøre Herrens udpegede lægers rygte, som har fået et særligt arbejde, disse Guds tjenere mærker skarpt de sår disse uhellige udtryk giver? Deres hjerter bliver forslået og gjort ømme af den kritik, nedsættende bemærkninger, det ukristne eksempel og deres praksis som bør stå som støtter for mænd der handler som Guds hjælpende hånd.
(138) Hensynsløs og grusom kritik
»Mange bekendende kristne er blevet Satans agenter, som bruger dem til at kritisere og gøre dem modløse helt til døden, som Gud har udpeget til at gøre det vigtigste arbejde. Mange ord er blevet sagt som går imod sandhedens og retfærdighedens principper; mange ord er blevet skabt som skaber mistanke og mistillid. Kan de stakkels sjæle som så længe har været på vej, ikke se at de med deres handlemåde helt uvidende tjener fjenden for al retfærdighed? Kan de ikke se at de driver succesrige medarbejdere over på Satans slagmark, for at blive kastebold for fristelser?
(138) ”Mange af disse ubesindige talere ved ikke hvad de gør. De kan ikke se at deres ord gør dem modløse som Gud har udpeget til at repræsentere Jesus Kristus og Hans sandhed for denne tid. De helligede læger gør den Store Genopretters arbejde, når de hjælper de lidende mennesker, som har sagt: »Sandelig hvad I har gjort imod en af disse mindste, mine brødre, har I gjort imod Mig.« Mattæus 25,40.
(139) »Lad dem hvis læber ikke er helliggjort, indse at de, for deres egene sjæles skyld, nu bør lade sig omvende så at deres ord kan blive en smag af liv til liv, og ikke af død til død. Det er på tide at de forfængelige talehoveder reformeres. Lad enhver begynde at forny sig, og bygge over i sit eget hus. Lad ethvert menighedsmedlem oplyse byrderne og opmuntre sine brødres hjerter, ved at holde deres hænder oppe og styrke dem til at gøre Guds vilje.«—Serie B, nr. 5, side 23-25.
(139) Behov for erfaring og visdom
Der kan fås masser af læger, som har ophørt som studerende, når de har fået deres diplomer, som har opblæst sig selv op, som føler at de ved alt som er værd at vide, og hvad de ikke ved, er ikke værd at vide. Men denne klasse er ikke dem vi ønsker. Når en læge går ind i dette arbejde som behandler, så jo mere ægte og praktisk erfaring han har, des mere vil han mærke sit behov for kundskab.
(139) Hvis han er indbildsk, vil han læse artikler skrevet om sygdommene, og hvordan de behandles uden naturlig hjælp; vil han gribe udtalelser og flette dem ind i hans praksis, og uden dyb undersøgelse, uden ærligt studium, uden at afprøve alle udtalelser, vil han blot blive en mekanisk medarbejder. Fordi han ved så lidt, vil han blive parat til at eksperimentere med menneskers liv, og ofre ikke så få. Dette er mord, virkelig mord. Han gør ikke dette arbejde i ondt øjemed, han har ingen ondsindede mål; men der ofres liv på bekostning af hans uvidenhed, fordi han blot er en overfladisk studerende, fordi han ikke fik den erfaring som vil gøre ham til en sikker mand, der kan betros menneskers liv. Det kræver omsorgsansvar, dyb og alvorlig eftertænksomhed, at bære en læges byrde, bør indføres for at gøre hans arbejde grundigt.
(139) Enhver læge som har fået en grundig uddannelse, vil være meget fordringsløs med det han forlanger. Det vil ikke passe for ham at løbe nogen risiko at eksperimentere med menneskeliv; ellers vil han blive skyldig i mord og det skrives imod ham i himlens bøger. Der bør være en omhyggelig og kompetent læge som næsten aldrig bruger mediciner, og som ikke vil prale af at disse meget giftige gifte, er langt mere effektive, end at udvise en smugle god omhu. — Manuskript 22, 1887.
(140) Prædikanttjeneren og hans hustru
Prædikanten og hans hustru som er helt omvendte og som giver sig selv helt til Herrens arbejde får daglig mere og mere forstand på dette, og bliver bedre til deres arbejde for andre. De kan åbne Skrifterne for sjæle på en sådan måde, at der bringes lys til mennesker i mørke.
(140) Kvinder kan lære hvad der er brug for at gøre for at nå andre kvinder. Der er kvinder som egner sig særlig til at give bibellæsninger, og de har stor succes med at bringe Guds ord på enkel måde for andre. De bliver til stor velsignelse, når mødre og deres døtre skal nås. Dette er et helligt arbejde, og de som er med i dette vil blive opmuntret.
(140) Lægen og hans hustru
I det sundhedsmissionsarbejde der skal gøres, bør kvinder behandle kvinder. En mand og hans hustru som begge er læger kan udrette meget godt ved at arbejde sammen. Hustruen kan besøge en anden kvinde, og når hun finder lidelse og sygdomme, kan hun rådføre sig med sin mand, som den bedste metode for at hjælpe de lidende. Vi bør have flere kvindelige læger end vi har. Når kvinder som er syge og behandles og plejes af kvinder, lukkes en dør for Satan, som han prøver at komme indad. Jeg er blevet vist mange tilfælde hvor Satan er kommet ind gennem denne dør for at fordærve familier. Lad ham ikke få mulighed på noget punkt.
(140) Jeg ønsker at alle skal forstå denne sag. På vore sanatorier bør der være kvindelige læger som kan stå hos deres mænd, og som kan undersøge kvindelige patienter, og behandle dem. Mange flere følsomme, grundigt omvendte kvinder bør blive forstandige læger.
(140) Jeg er instrueret til at vore sanatorier må have kvindelige læger såvel som mandlige læger.—brev 108, 1910.
(140) Ubemærkede fristelser
Ubemærkede og farlige fristelser vil komme til den læge der tror disse sidste dages sandhed. Det som ville være fornemt for en arbejder i en anden klasse, vil regnes som tilladelig for ham. Dette er en masse synder der dækkes over, synder som registreres i himlens bøger, såsom at forlade bibelske principper. I stedet for at være ligeglad og tilforladelig med det, bør han handle klogt og varsomt. Vore sanatorier må ikke være genstand for kritik, på grund af det ligegyldige vellevned som læger og sygeplejersker udviser. Den slags fristelser må lægen modstå hvis han forstår sin fare og klynge sig til sin Frelser, udleve Guds ord i enhver henseende. Hvis vi er oprigtige mod Guds ord, er vi på Kristi side, på loyale hellige engles side; vi står under den Almægtiges beskyttelse. Hvem skal vi da være bange for? — Manuskript 162, 1897.
(141) Fastholde en høj moralstandard
Nogle med indflydelse, som tilsyneladende arbejder for sanatoriets sag, opmuntrer til ligegyldighed over for regler og orden, igennem deres egen handlemåde; og indflydelsen fra sådanne personer rækker langt ud og opmuntrer til lydighedsnægtelse, særlig når det gælder frieri og ægteskab. Partnerne egner sig ikke til deres pligter; de lever et urealistisk liv, hengiver sig til for høje og romantiske lyksalighedsdrømme, og bliver upålidelige i deres ønske om at behage hinanden.
(141) Tanken om frieri bygger på fejlagtige idéer om ægteskab. De følger impulser og blind lidenskab. Frieri gennemføres under flirt og leg. Ofte overtræder partner ærbarhedens og ærbødighedens regler, og er skyldig i ubetænksomhed, hvis de ikke bryder Guds lov. Guds ophøjede og ædle plan med ægtskabsinstitutionen kan ikke ses; derfor udvikles hjertets reneste hengivenhed og de ædleste karaktertræk ikke.
(141) Der må ikke siges et ord, ikke udføres en eneste handling, som du ikke vil at de hellige engle skal se og registre i bøgerne deroppe. Du bør have alle øjne rettet mod Guds herlighed. Hjertet bør kun have den rene og anerkendende hengivenhed, der er Jesu Kristi efterfølgere værdig, der ophøjes i sin natur, og mere himmelsk end jordisk. Alt andet end dette er fornedrende, nedværdigende i et frieri; og ægteskabet kan ikke være helligt og ærværdigt i en ren og hellig Guds øjne, medmindre det er efter ophøjede bibelske principper.
(142) Nødvendige forhåndsregler
Disse forhåndsregler kan betragtes som unødige. Men dem som vil beder om større frihed, er ikke værdig at være knyttet til disse institutioner. Milde tilladelser benævnes som frihed, men de som er Guds sønner og døtre efter bekendelse, bør ophøje standarden, og har ikke fællesskab med den uregerlige som har regler og forhåndsregler der skal imødekomme den ulydiges problemer.
(142) Hvis der ikke strammes op med alle regler og regulativer, vil sanatoriet snart blive arnested for syndighed. Der er dem som vil fælde og vildlede sjæle; de har en ånd der snarere forhåner, i stedet for at vise respekt mod dem, som bærer byrder og forsøger at opretholde standarden. Jo mindre der er ansat af sådanne personer, des sikrere og renere vil sanatoriets moralske atmosfære være. Der vil altid være personer som vil få adgang til en sådan institution, hvis indflydelse vil være for ondt. De er af den klasse som hele tiden ligger det liflige og bitre. Der er bekendende kristne som vil forkvakle samvittigheden og omtåge sindet, under foregivenhed af gudsfrygt; og dem som ikke ser eller fornemmer faren, er allerede forført af Satan og hans ofre. . . . .
(142) Instruktioner om selskabdannelse
Det er ikke nu at ægteskabet skal betragtes let og lykkeligt. Det er en usikker forretning. Resultatet kan blive til mere ulykke end lykke; og alligevel giftes og gives der til ægte ligesom i Noas dage.
(142) Der lader ikke til at være nogen grænser; men lidenskaber og impulser er den styrende kraft, og unge synes at være forheksede med elskovsyg sentimentalisme. Af den grund er regler og regulativer meget væsentlige, for at beskytte dem, der er knyttet til sanatoriet, skolen og forlagskontoret; og enhver som betragter disse restriktioner som unødige har ikke åndelige skarpsindighed, og vil snarere vise sig som en forhindring end en hjælp . . . .
(142) I denne syndens tidsalder
Sensualiteten er denne tids synd. Men Jesu Kristi religion vil holde kontrollen over alle tanker, ord og handlinger. Der vil ikke findes svig i den sande kristnes læber. Ikke en uren tanke vil få frit løb, der vil ikke siges et ord der nærmer sig sanselighed, ikke en handling har det mindste udseende af ondt.
(143) Pas på sanserne. Den sjæl som har Kristus iboende i sig vil udvikle sig til sand storhed. Den forstandige sjæl, som har respekt for alle Guds bud, gennem Kristi nåde, vil sige til hjertets lidenskaber idet han peger hen til Guds store moral-standard for retfærdighed: »Hertil og ikke længere! Her standser din stolte dristighed!« og Kristi nåde vil være som en ildmur omkring sjælen.
(143) Der er dem som vil sige: »Oh, du behøver ikke at hænge dig i detaljer. En harmløs flirt vil ikke skade.« Og det kødelige hjerte tilskynder til fristelse, og anerkendes eftergivenheden i praksis vil det ende med syndighed. Dette er en lav form for moralitet, imødekommer ikke Guds lovs høje standard.
(143) Menneskehjertets usselhed forstås ikke. Der er altid enkeltpersoner i forbindelse med vore institutioner, hvis karakter sættes i en ringere form, og de behøver ikke andet end et opmuntrende ord fra dem i højere stillinger, for at tage sig friheden at stilne det uhellige hjerte. Der er dem på sanatoriet som ikke er åbenlyse syndere; de skjuler deres synder for mennesker øjne; de har en rimelig ydre moralitet; men Herrens øjne ser dem. De finder midler til at stilne den lave sensuelle trang; deres liv plettes til, og de besmitter andre med deres eksempel . . . . .
(143) Undgå de første forkerte skridt
Se ikke på hvor tæt du kan til afgrundens rand, og så være sikker. Undgå de første skridt mod faren. Sjælens tarv er ikke til at spøge med. Din bagage er din karakter. Værn om den som var det en gylden rigdom. Der må værnes om moralsk renhed, selvrespekt og stærk modstandskraft. Der bør ikke afvises det mindste; en fordækt handling kan bringe sjælen i fare, og åbne døren for fristelse, og modstandens kræfter kan svækkes.
(143) Når salmisten ser de mange snarer og fristelser for uvaner, spørger han: »Hvorledes holder en ung sin vej ren?« Dette spørgsmål gælder enhver som er forbundet til vore missioner og alle Guds redskaber. I denne del af vort værk, kommer svaret: »Ved at holde sig efter dit ord.« Det er nødvendigt at fastholde en levende forbindelse med himlen, og søge ligesom Daniel gjorde – tre gange om dagen – efter guddommelig nåde til at modstå appetitten og lidenskaben. Brydes med appetitten og lidenskaben uden hjælp fra guddommelig kraft, så vil det ikke lykkes; men gøres Kristus til din fæstning, og din sjæls sprog vil være: »Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.« Apostlen Paulus sagde: »Men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.«
(144) Lad ingen tro at han kan overvinde uden hjælp fra Gud. Du må have energi, styrke, agt og et indre liv udviklet i dig. Da vil du bære frugt i gudsfrygt, og vil få en væmmelse mod ondskab. Du vil hele tiden kæmpe for at arbejde bort fra det jordiske, fra tarvelig omgang, fra alt hvad er sensuelt, og målrette dig for sjælens adel og en ren og uplettet karakter. Dit navn kan holdes så rent at det retmæssigt ikke kan forbindes til noget uærligt eller uretfærdigt, men vil respekteres af alt godt og rent, og det kan skrives i Lammets livets bog, og udødeliggøres blandt de hellige engle. — Manuskript 4a, 1885.
(144) Som strømme fra en ren kilde
Ledere og hjælpere, . . . . Jeg taler til jer som kristne, som mænd og kvinder hvis sjæle er forenet med Kristus som grenene der er forenet med den levende vin. Hvis du ikke er blevet fornyet i ånden i jeres sind, så tøv ikke for jeres sjæles skyld med at få jeres liv skjult med Kristus i Gud. Dette er det første i jeres liv. Når Kristus bor i hjertet, vil du ikke være let, værdiløs og usømmelig, men velovervejet alle steder, udsende rene ord som strømme fra en ren kilde, der fornyer alle du kommer i kontakt med.
(144) Hvis du beslutter dig at forsætte din tomme tale og overfladiske opførsel, så tag et andet sted hvor din indflydelse og dit eksempel ikke vil mærkes så vidt og bredt, og besmitte andre sjæle. Hvad I alle behøver, er en fornemmelse af Kristi renhed og hellighed, så vil I kunne foragte denne foregivenhed for religion, som ikke velsigner nogen, og ikke giver fred i samvittigheden, ingen hvile i troen.
(145) Lad alle som er knyttet til disse institutioner som Gud har forordnet til sjælevinding, søge guddommelig visdom, himmelsk nåde, så de kan få en ophøjende indflydelse på andre. Hvis de ikke hele tiden får styrke fra Jesus, ser på Ham, stoler på Ham, og drager i tro Hans guddommelige nåde fra ham, vil de blive et let bytte for fristelse.
(145) Der er så mange progressive frøkener, og frække udadrettede kvinder, som har en evne til at smigre sig til opmærksomhed, bringe sig i selskab med unge mænd, bejle til opmærksomhed, indbyde til flirt fra gifte og ugifte mænd, at du, medmindre dit ansigt er vendt mod Kristus, stålsat i dette, vil du drages over i Satans net.
(145) Uddanne til rene tanker
Det er på tide at vi som kristne rækker ud efter en højere standard. Gud forbyde at nogen institutioner som Han har plantet skal blive middel til at forlokke sjæle, et sted hvor der læres syndighed. Lad alle lære hjertets ydmyghed i Kristi skole; hjertets ydmyghed; lad dem læne deres hjælpeløse sjæle på Jesus. Lev i lyset af Guds orakler. Uddan jeres sind og hjerter til rene, ophøjede og hellige tanker, »således skal også I være hellige i al jeres færd.« Uanset hvilken indflydelse du har, så lad den styres for at ophøje Jesus. Gør du ikke dette, er du en falsk leder, der fører sjæle væk fra sandheden, livet verdens lys; og jo mere behagelig og tiltrækkende du optræder, des større skade gør du mod sjæle . . . . .
(145) Der vil ikke være smag for spøgefuld omgang med dem som ser på Jesus efter styrke, beror sig på Hans retfærdighed for frelse. I tro accepterer de Jesus som deres personlige Frelser, og får del i guddommelig natur, undfly det fordærv der er i kødets lyster.
(145) Så længe mænd og kvinder i en sundhedsinstitution er venlige og omgængelige, så længe de er pålagt at være venlige og sympatiske mod alle, bør de undgå at se utilbørligt fortrolige ud. Og de bør ikke kun selv overholde den strengeste rigtige optræden, men de bør ved forskrift og eksempel uddanne andre til at være ærbare og undgå løsagtighed, spøg, skæmt og uvæsentlig snak.
(146) Foretræk ikke nogen særlige
Alt der smager af ubetimelig fortrolighed bør læger, tilsynshavende og sygehjælpere kassere. Nogle få bør ikke fortrækkes eller få særlig opmærksomhed, og ikke foretrækkes frem for andre. Dette er sket, og det behager ikke Gud. Der er værdige personer som er i pine og lider, men som ikke beklager sig, som har behov for særlig opmærksomhed. Disse mænd og kvinder forbigås ofte i ligegyldighed, og med et hårdt hjerte som mere ligner Satans karakter end Kristi karakter, medens unge, mest frøkener, der ikke har behov for hjælp eller fortjener gunst, får særlig opmærksomhed. Al denne forsømmelighed skrives i himlens bøger. Alle disse ting udvikler karakteren.
(146) Lad alle, som er forbundet til institutionen som hjælpere have de inspirerede ord på sinde: »Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri.« Når du forbigår én som behøver jeres forståelse, dine venlige handlinger, og ikke giver dette dem, men vender dig til dem i forreste række og giver dem dine gaver, så husk på at Jesus er forhånet i form af Hans hjemsøgte mennesker. Han siger: »Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var . . . . nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.« Og så kom de overraskede spørgsmål: Hvornår så vi dig sådan? var svaret: Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der [som var forlegen og behøvede din forståelse], har I heller ikke gjort imod mig. »De raske har ikke brug for læge, men de syge.« De som er rige har ikke brug for dine gaver, men de fattige. De forslåede og sårrede, hjortens lamme, er blandt os, og disse prøver deres karakter som hævder at være Guds børn.
(146) Leder andre i fordærv
Guds engle overvåger karakterudviklingen. De vejer den moralske værdi. Hvis du giver dem opmærksomhed som ikke har behov, gør du dem skade som får opmærksomheden, og du vil selv blive fordømt, snarere end blive belønnet. Husk at når din omgang går ned på niveau med overfladiske karaktertræk, opmuntrer dem til den strid der fører til fortabelse. Din ukloge opmærksomhed vil vise sig som en fordærv for deres sjæle. Du fornedrer deres begreb om hvad kristenliv og karakter udgør. Du forvirrer deres tanker, og gør indtryk som aldrig kan udviskes. Den skade du forøver mod sjæle som behøver styrke, forfining og forædling, er ofte en synd til død. De kan ikke omgås disse mennesker med de hellige embeder som de har. Kirkens prædikanttjenere og embedsmænd, betragtes alle ikke bedre end de selv. Hvor er da deres eksempel?
(147) Gud kalder alle, som hævder at være kristne, til at højne retfærdighedensstandard, og rejser sig selv ligesom Han er ren. »Således skal også I være hellige i al jeres færd«. »Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, . . . . Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som hører jorden til. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åbenbares sammen med ham i herlighed«. Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse; for disse synders skyld kommer Guds vrede.« »Bind derfor op om jeres sinds lænder, vær ædru og sæt fuldt ud jeres håb til den nåde, som bliver jer til del, når Jesus Kristus åbenbares. Som lydige børn må I ikke rette jer efter de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i«, for I vandrede i lyset, medens I var i lyset; »men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: »I skal være hellige; thi jeg er hellig.« — brev 6a, 1890.
(147) En appel for mere forståelse
Den kristne læge er en prædikanttjener af højeste orden. Han er missionær. De som, ved deres dygtighed, og trofaste og alvorligste arbejde, ved visdom fra Gud, kan afhjælpe kropslig smerte, sætter sig selv i et forhold til deres patienter, hvor de kan pege dem til Sjælens Helbreder, som kan sige: »Dine synder er dig tilgivet.« . . .
(147) Opnå patienternes tillid
I er for tilbageholdende. Det er i jeres magt at binde den syge til jeres hjerte, og hvis I ikke opnår jeres patienters tillid, er det fordi I ikke ser det store behov for taktfølelse og sindrighed for at tjene sjælen såvel som legemet. Jeg retfærdiggører ikke nogen når døende bedrages. Fortæl dem sandheden på en så mild så mulig måde, om deres sag (sådan jeg tror I gør), og peg dem til Jesus som deres eneste håb.
(148) I har ingen ret til at lukke jer inde i jer selv, og knapt nok sige nogle til patienterne. I må ikke lade patienter afvente jeres afgørelse i deres sag. Det er ikke rigtigt at lade dem lide i deres længsel, under unødig udskydelse. Enhver sag bør få ordentlig opmærksomhed for sin del og hvor nødvendigt det er. Forsømmelighed i denne henseende har skadet jeres lægepraksis fra allerførst af. Sådan skal det ikke at være.
(148) Jeg er blevet vist at denne mangel i jeres karakter, har fået mænd og kvinder til at forbande jer af hjertet, og næsten bespotte Gud. Hvis jeg mente at der ikke kunne rettes op på dette, vil jeg ikke skrive som jeg gør. Som kristne læger er det jeres pligt at ophøje jeres metoder og vaner i sygeværelset, og være glade og venlige, og udvise den ømmeste sympati, og tale frit om de emner er væsentlige for jeres patienter, og som kommer inden for jeres udøvelseskreds. I kan nå en høj standard i jeres udøvelse.
(148) Tænke på ubehagelige sager
Jeg beder jer, bebrejd ikke andre. I har grundet alt for meget over ubehagelige sager. Der er mange ting som I ikke ser i et korrekt lys. Ophør nu med at tale om ubehagelige ting; ophør med at tale om det; fæstne jeres sind på Jesus, jeres Hjælper, og arbejd i tro og tillid. Når I disciplinerer jer selv, kan I få større succes end i nogensinde har haft. . . . . .
(148) En læge må være i dagligt samfund med Gud, så han hele tiden kan være en lyskanal for sine patienter. Han bør efterligne Herren Jesus Kristus. Når han daglig er velbevandret med døden, arbejder med dem som er ved gravens rand, forlanger han en stadig tilførsel af Guds nåde, for der er fare for at han bliver ligegyldig med de evige realiteter. Hans eneste sikkerhed er at altid holde Herren foran sig, at hans sind hele tiden er under Guds Ånds indflydelse.
(149) Kristen indføling og taktsomhed
Lægen bør beherskes af en stærk fornemmelse af tilstedeværelse hele tiden og ved alle lejligheder. Jeg taler tydelig, fordi jeg ved at dette er min pligt. I kan ikke være for smagsfulde med jeres ord eller for beskedne eller for sømmelige når I undersøger patienter. Grovhed eller uartighed i operationsværelset, eller ved den ledendes sengekant er en synd i Guds øjne; og i patienternes sind vil det tælle som en kraft imod lægen. Hvis han ikke hele tiden passer på den strengeste fornemmelse af betimelig, vil han uvægerligt kvæle patienternes ædle og forfinede følsomhed.
(149) Frem for alle andre mennesker med ansvarsbetyngede stillinger, så må lægen være knyttet til Gud, og hele tiden blive belært af Ham, ellers er der fare for at han under fristelse vil blive upålidelig, grov og ryggesløs. Han behøver en ren og ubesmittet religion. Og dem som står som sine assistenter bør være kloge og rolige, personer som frygter Gud. Du er kun sikker når du er knyttet til al kraftens, al renhedens og karakterophøjelsens Kilde.
(149) Også blandt læger er der grove og endog sandselig sindede mennesker. Gud forbyde at dette skal være deres karakter, som hævder at tro den hellige sandhed. Guds Ånd vil skærme os fra alt ondt, og vil få os til at påskynde de åndelige og evige tings realiteter. De højtidelige sandheder som vi bekender, vil helliggøre sjælen, hvis vi bringer dem ind i hjertets inderste helligdom. Oh, om enhver læge vil være det som Gud vil have ham til – ren, hellig, ubesmittet skænket af Guds nåde, vidende om at Kristus er hans personlige Frelser.
(149) Hav altid i tanke, Dr. ___, at sygeværelset er et sted hvor der altid må udvises kristen belevenhed, taktsomhed og høflighed. Endog det tarvelige må man ikke tilnærme sig. Patienten vejer de handlinger lægen gør, de indtryk han giver, tonerne i hans røst, hans ansigtsudtryk og de ord han siger. Ethvert øjeblik undersøges nøje.
(149) Rette taknemmeligheden mod Gud
Hvis den syge hjælpes fra smerte, og bringes tilbage hvortil de burde, fra død til liv, er han tilbøjelig til at næsten tilbede ham, som han mener har frelst hans liv. Han tænker sjældent over at det er Gud som har gjort dette arbejde, gennem Hans menneskelige agenter. Nu er dette, det rigtige øjeblik for Satan at komme ind og få lægen til at ophøje sig selv, i stedet for Kristus. Jesus siger: »Uden Mig kan I intet gøre.«
(150) I vil lede patienten til at beskue Jesus som kroppens læge såvel som sjælens læge. Hvis lægen har Kristi kærlighed i sit hjerte, vil han bruge sin indflydelse på at sætte den Mægtige Helbreder frem for den syge. Han kan lede tankerne, taknemmeligheden og lovprisning til al kraftens, barmhjertighedens og godhedens Kilde. Gør han ikke dette, forsømmer han de dyrebareste anledninger. Oh, hvilken chance for den kristne læge, at udøve sine talenter til Guds ære, og derved lægge dem ud til vekselererne, for at mangedobles, og sende en flod af lys tilbage til himlen med pris og taksigelse til Gud over Hans barmhjertighed og kærlighed. Oh, hvilke muligheder er der ikke for at lægge de frø i hjertet som vil bære frugt til hellighed!
(150) Han som elsker Gud højest, af hele hjertet, med hele sjæl, sind, kraft og styrke, vil elske sin næste som sig selv, og vil kæmpe for sit højeste bedste. Han vil ikke miste en eneste anledning for at bringe Herren frem for det forpinte menneske.
(150) Falske idéer om skik og brug
Der er falske idéer om pålidelighed og skik og brug, som fører til at hellige pligter forsømmes. Verdslig skik og brug, som står i vejen for at frelse menenskers sjæle, i at opløfte Jesus for dem, og søge dem til at gøre godt, skal lægges bort. Det bør være vort stadige studium, hvordan vi bedst følger Kristi eksempel og fremhæve Hans herlighed. Forbindelse med Gud er alt. Hvad der er lægernes mål at gøre, har Kristus udført til fulde. Lægen arbejder ivrigt på at forlænge livet. Kristus er Livgiveren.
(150) Hvem har begavet lægen med fornuft og intelligens? Han som er sandheden og livet. Han påfører Gileads balsam. Han er den store Genopretter. Det er Ham der gentagende gange har overvundet døden, som tilstår evigt liv – Gud overalt. Hvis lægen har fået undervisning i Kristi skole, vil han, når han tjener de syge kroppe, overvåge sjæle, som én der må aflægge regnskab.
(151) De usynlige vidner
Kristne læger behøver at bede – at våge i bøn. Der åbnes en dør med mange fristelser foran dem, og de må at vækkes til en levende fornemmelse om at der er en Vagtmand ved deres side, ligeså sikkert som der var en Vagtmand ved Beltsazzars ugudelige fest, hvor mennesker priste guder af sølv og guld og drak af hellige kar fra Guds tempel. Når mennesker selv tager ære, vanærer de Gud.
(151) Hver gang nogen får mennesker til at glemme Gud ved deres handlinger, eller ignorer Hans ords tydelige pålæg, bevidner det usynlige Vidne, ligesom da der blev skrevet på paladsets mure: »Du er vejet på vægtene, og fundet for let.« Daniel 5,27.—Manuskript 17, 1890.
(151) Oprette nye sanatorier
Denne formiddag skrev jeg til alle der ellers er på benene. Jeg fik breve fra personer der spurgte om jeg har noget lys om at oprette nye sanatorier.
(151) Med hvilket formål skal vore sanatorier oprettes? Hvordan skal vi forholde os til dem?
(151) For år tilbage fik jeg lys om at oprette sanatorier. Det er ikke efter Herrens sind at få så mange sanatorier så hurtigt. Det er ikke Hans plan at en institution skal være så tæt op ad hinanden og gøre det samme slags arbejde; for en institution, uanset hvor den er, må have gode faciliteter og erfarne hjælpere. Der bør være knyttet dygtige og gudfrygtige ledere på denne – mennesker med sund tro, som vil udøve en indflydelse for godt, og som kan bære tunge ansvar, de har fået betroet uden at sakke bagud og involvere institutionerne i gæld.
(151) Han som begynder at bygge et tårn må først sætte sig ned og beregne omkostningerne, og finde ud af hvorvidt han kan afslutte sit byggeri, efter at være begyndt. Alle som vil oprette et sanatorium må forstå hvor meget de går i gang med. Hvis de ikke er dygtige nok til at bygge et nyt sanatorium op, så lad dem knytte sig til sanatorier der er allerede er bygget op, og gøre disse institutioner til deres egne. . . . .
(152) Sanatorier til personlig profit
Personer som føler sig fri til at handle ud fra selviske impulser, og oprette et uafhængigt sanatorium til personlig vinding, har ikke overvejet den indflydelse det vil have på verden. . . . .
(152) For tid siden har syvendedags adventister begyndt denne linje, med et selvisk ønske om at få noget der hjælper dem selv. De har ikke set nøje nok på den virkning deres handlinger har på en lignende institution, der er oprettet efter Guds ord. Hvis de igangværende institutioner fremstilles forkert, kan disse mennesker tage midler til sig selv, til personlig profit, vil de hele tiden fristes til at udøve uret mod disse institutioner. . . . .
(152) Gud vil ikke velsigne dem, som arbejder uden deres brødres råd. Enhver syvendedags adventist som mener at han hviler i sig selv, og at han til enhver tid kan følge sikkert sit eget sind og dømmekraft, er ikke til at stole på; for han vandrer ikke i lyset, ligesom Kristus er i lyset. Der vil være mange som ikke har en rigtig fornemmelse af hvad de gør. Mennesker behøver klare idéer, dyb åndelighed. Gud ønsker med Sin tjeneste at ethvert menneske skal handle følsomt, veje de motiver der står bag hans bevægelser.
(152) Der vil være uansvarlige mennesker iblandt os som ikke har noget ordentlig begreb om det vigtige Herren vil have udført på vore institutioner – at sørge for syge og udbrede dyrebare og væsentlige principper om sundhedsreformen. Dem som ikke har tilpasset deres liv-udøvelse til denne vigtige reform behøver en grundig omvendelse.
(152) Åndelige tab på grund af selviske mål
Hvis mennesker bliver for forvirrede og principløse til at udføre sanatoriearbejde for selvisk personlig vinding, vil de ikke kunne vokse i deres åndelige liv, og vil ikke kunne påvirke andre ordentligt i åndelig henseende. Lad dem som har et stort ønske om at skille sig selv ud på en vis måde, tage et arbejde der ikke involverer Guds sag så meget, som det gør at oprette et nyt sanatorium.—Manuskript 26, 1902.
(153) I visdom og med rimelighed
I går aftes [25. august, 1907], besøgte Dr. ___ mig, og vi havde en lang samtale. . . . .
(153) Dr. ___ spurgte mig om vi skulle støtte det private sundhedsarbejde og private sanatorier. Jeg kunne ikke sige vi skulle binde os til mennesker som arbejder privat, med selvisk øjemed, selvom jeg ved at nogle af sagerne medfører store forviklinger. Meget beror på hvordan disse private sanatorier ledes. — brev 410, 1907.
(153) Beregne omkostningerne
Der må udvises stor omhu for at oprette sanatorier; for dette er et vigtigt arbejde. De som har ansvar for arbejdet må rådføre sig med erfarne brødre, om de bedste planer at følge. De bør beregne omkostninger for alle skridt der tages. De bør ikke igangsætte et arbejde uden at vide hvor mange penge de skal investere.
(153) Det første spørgsmål der må stilles er: »Skal der være et sanatorium på denne lokalitet?« Hvis dette er tilfældet, er pligtens sti tydelig. Men der er et andet spørgsmål, og meget vigtigt spørgsmål at stille: »Er de som skal betros planlægningsarbejdet for at udtænke virksomheden, parat til at handle forsigtigt, ikke i selvsikkerhed, men i Herrens frygt? Vil de modtage råd fra dem, som har erfaring med arbejdet?«
(153) At forhindre fejltagelser er af langt højere værdi end man regner med. Lad ikke unge mænd som har haft ansvar for visse linjer af arbejdet, blive bange, rastløse og dumdristige. Lad dem lære visdom fra andres fejl.
(153) Lad ingen tro at det er en let sag at lede en institution. Jeg har set så mange tage dette arbejde op, og det mislykkes. En mand med beslutsomt ståsted som leder for en virksomhed. Et sanatorium som han har valgt. Tager han dette arbejde op i egen kraft, går han helt forkert. Medmindre de mennesker som står som ledere på vore institutioner, er ydmyge nok til at blive ledt af Herren Jesus, ellers vil de handle uklogt. For at mennesker skal kunne styrke Guds sag, så må deres evner helliggøres, så de kan tænke klogt fra årsag til virkning.
(154) Der må passes nøje på vore sanatoriers interesser. Alle bør føle at det er et privilegium at gøre deres bedste for at fremme sundhedsmissionsarbejdet. Gud forlanger at Hans folk afholder sig fra alt, der kan kollidere med andres arbejde. Det er ikke ædelt eller rigt at en mand stater et sanatoriearbejde under uafhængige linjer, på et sted hvor der allerede er oprettet et sanatorium. Det er ganske sandsynligt at der kræves den strengeste sparsommelighed for blot et sanatorium, for at skabe de rigtige faciliteter til behandling og sund mad til patienter og hjælpere.
(154) Enhver forretningstransaktion fortæller om denne persons karakter. Der må ikke gøres noget overilet arbejdet. Der må ikke handles ud fra en selviskhed, uanset rettighederne og andres ejendomme. — Manuskript 93, 1901.
(154) Sanatoriearbejdet som en spekulation
Jeg stod tidligt op med ordet: Skriv de ting ned som Jeg har vist dig.
(154) Ved opbyggelsen af tabernaklet, fik israelitterne givet taktfølelse og dygtige evner. I dag vil Herren give Sit folk taktfølelse og dygtige evner til at gøre Hans arbejde. Til alle som har del i Hans sag, vil Han bibringe visdom. Men de må bero sig helt på Ham. De må villigt kontrolleres og vejledes af Ham. Som et folk må vi vandre og arbejde som mænd og kvinder der står til ansvar over for Gud.
(154) Nogle har påtaget sig sanatoriearbejdet efter eget ansvar. Nogle er gået ind i dette arbejde som en spekulation, håber på at lave penge. Deres hovedformål var ikke så meget at helbrede de syges kroppe og sjæle, som at lave penge. Disse er begyndt at lære at sanatoriearbejdet betyder meget mere end de regnede med.
(154) Der er gjort mange uretfærdige ting i håb om at vinde noget. Herren er vidne til disse handlinger. Ingen uretfærdige handlinger går ubemærket hen. Alt som vindes på denne måde vil være et tab, et evigt tab.
(154) Guds redskaber skal være rene, hellige og ophøjede.
Vore sanatorier er Guds redskaber, og de skal stå fast som forsvar for sandheden, gøre sig til evangeliekraftens levende udtryk. De skal være ophøjede, rene, rene hellige og fremføre arbejdet efter reformerende linjer. De som er knyttet til vore sanatorier skal underlægge selvet, selv gå til opgaven, afskære al uretfærdighed fra deres livspraksis.
(155) Der må ikke trækkes en eneste selviskhedens tråd i netværket. Men dette er blevet gjort, og vil fortsætte medmindre Guds bekende folk modtager det nye hjerte der gør handlingen hellig. Medmindre de fornyer sig, med mindre deres karakter forandres, vil de efterlades udenfor Guds Stad; for intet kan komme inden for dens porte, som smudser til. Kun dem som er uden plet og rynke, eller noget sådan vil gennemgå det store tilbageblik. Uhellig ærgerrighed vil ruinere mange sjæle. Dette er det ord jeg er betroet at give alle som hævder at tro den nærværende sandhed.
(155) Aflægge de rigtige principper
Der er kommet mennesker ind på sanatoriet som vil have mere udbytte end ønske om at udrette missionsarbejde for Kristus. De erkender ikke deres ansvar for helligede, indviede troende der søger bibringe lys til dem i mørke, vise den hellighed som Gud accepterer. De fremholder ikke sundhedsreformens principper. Nogle var imod sundhedsreformen; andre var kun halvt omvendte i spørgsmålet om reformkost.
(155) Nogle mente at ledelsen for at påtage sanatoriearbejdet var at vise hvad »jeg kan gøre.« De sad ikke først ned og beregnede omkostningerne, og spørge sig selv om hvor meget de kunne gøre, efter at have tage arbejdet op og fremføre det acceptabelt og succesriget i Guds frygt og kærlighed. I stedet for at bevæge sig forsigtigt, og udvise den strengeste sparsommelighed for hvert skridt, investerede de på lånt kapital. De følte sig sikker på at de kunne fremføre værket uden tab, og at deres gæld snart ville blive betalt. De udvirkede ikke deres planer med frygt og skælven, og de pådrog sagen problemer, som deres arbejde også kunne lade sig til.
(155) Hvis vore læger var villige til at forene sig med mænd som har succes med finansiel ledelse; hvis de vil arbejde glædeligt på en ydmyg måde, indtil indtægten af deres arbejde satte dem i stand til at udvide; hvis de resolut ville nægte at hobe gæld op, ville de spare sig selv og deres brødre for mange sorger. Hvis de ville bero sig på Guds hjælp, og sætte deres lid til ham, og vise sig selv villig til at begynde småt og lade deres arbejdes fortjeneste tale for sig selv, hvis de havde ofret motiver, hvis de ville gøre det til deres forsættelse at udøve en frelsende indflydelse på verden, ville de være til velsignelse med deres arbejde, og mange flere sanatorier vil oprettes som repræsentanter for sandheden.
(156) En højtidelig advarsel
Herren har instrueret mig til at advare dem som opretter sanatorier på nye steder, at de begynder deres arbejde i ydmyghed. De skal hellige deres evner til Gud, at bruges til at ære Hans navn.
(156) Sanatorier der oprettes fremover, skal ikke være umådelige og dyre bygninger. Små lokale sanatorier skal oprettes i forbindelse med vore skoler.
(156) På steder uden for byerne skal der oprettes mange sanatorier. I forbindelse med disse skal der være dygtige og helligede mænd og kvinder, som vil styre sig selv i Guds kærlighed og frygt. Disse institutioner skal være oplæringsskoler. De som gør en del på disse institutioner, skal ikke føle at de forberedes til forfremmelse, at de ved alt hvad de behøver at vide. De skal studere forstandigt og nøje praktisere de lektier Kristus har givet.—Manuskript 76, 1902.
(156) Handle forsigtigt
Der er mænd som ikke handler klogt. De er ivrige efter at det skal se stort ud. De tror at det ydre giver dem indflydelse. Når de arbejder, så sætter de sig ikke først ned og beregner omkostningerne, for at se om de kan afslutte det som de har begyndt. Derved viser de deres svaghed. De viser at de har meget at lære om at skulle handle forsigtigt. I deres selvsikkerhed gør de mange fejltagelser. Derved er nogen kommet til skade som aldrig vil komme sig over det igen. Sådan har det været med flere som følte sig kompetente til at oprette og styre sanatorier. De kommer ud for fiaskoer, og . . . finder de sig selv involveret i gæld. . . .
(157) Tilfreds med langsom vækst
Mennesker som kunne have gjort rigtigt hvis de havde helliget sig selv til Gud, hvis de var villige til at arbejde på en ydmyg måde, udvide deres forretning langsomt, og ikke stifte gæld, har begået en fejl fordi de ikke har arbejdet i de rigtige linjer. Og efter at være kommet ud i vanskeligheder er de købt ud som inkompetente mænd til at lede. De ønskede hjælp til det finansielle pres, og stoppede ikke med at tænke over efterfølgerne.
(157) De som hjælper disse ud af vanskeligheder, fristes til at binde dem med så stærke bånd i form af pligter, at de altid føler at de er bundne slaver. De vokser sjældent ud af rygtet om elendig ledelse og fiasko.
(157) Til dem som bliver involveret i gæld, er jeg instrueret at sige: Giv ikke op hvis I handler efter de rigtige linjer. Arbejd med alle jeres kræfter for at afhjælpe jeres situation. Kast ikke en forlegen institution over i et selskab som allerede er tungt bebyrdet med gæld. Det er bedst for ethvert sanatorium at stå med sige eget ansvar.
(157) De som har ansvar for vore sanatorier bør handle forsigtigt. Der er tider hvor de vil få en meget lille indtægt. Lad dem handle klogt, taktfuldt og dygtigt. Lad dem studere og praktisere den institution, som Kristus gav med at bygge et tårn. Forudseenhed er af langt større værdi end efterrationalisering – når en klog udregning forsømmes og omhyggelig ledelse tydelig ses som en fiasko. Slappe ledere, som ikke ved hvordan der skal ledes, bør tages fra bestillingen. Der må sikres mænds og kvinders tjeneste som ved hvordan der bindes op omkring så at værket ikke trevles op.
(157) Lad alle, som er forbundet med vore institutioner, ydmyge sig selv for Gud. Lad dem bede Gud om hjælpe til at planlægge på en klog og økonomisk måde at institutionerne vil slå fast rod, og bære frugt til Guds ære. Bero ikke på mennesker. Se på Jesus. Fortsæt i bøn og våg i bøn med taksigelse. Vær sikker på at I har en tæt forbindelse med Kristus. — brev 12, 1902.
(157) Ære ved hjælp af ydmyghed
Selvom alle nødvendige ting er med i arbejdet, har nogle af lederne på vore større sanatorier ønsket at gøre mange forbedringer med de penge som ikke er deres egne, men Herrens. Nogle forsømmer de barmhjertighedspligter for trængende, og bruge småbeløbene selv som er sparret på denne måde. Mange begår gang på gang kompliceret røveri mod Gud, i form af Hans hellige. Med deres forretninger, bør de, der er forbundet til institutionerne altid handle ud fra ædle principper, der ved deres eksempel åbenbarer rene og hellige principper der styrer enhver kristen. . . . . .
(158) Menneskehedens frelser blev født af ydmyg herkomst i en syndsforbandet ond verden. Han voksede op under fattigdom i Nazareth, en lille by i Gallilæa. Han begyndte Sit arbejde i armod og uden verdslig rang. Således introducerede Gud evangeliet på en måde der er helt anderledes fra den måde som mange anser det for klogt at proklamere det samme evangelium i 1902. Ved begyndelsen af evangeliets forvaltning, lærte Han Sin kirke at stole, ikke på verdslig rang og glans, men på troens og lydighedens kraft. Guds gunst var over guldets og sølvets rigdomme. Hans Ånds kraft er af uvurderlig værdi.
(158) Vi skal aldrig stole på verdslig anseelse og rang. Når institutionerne oprettes skal vi aldrig prøve at konkurrere med verdslige institutioner i størrelse og herlighed. Vore sanatorielederes store ønske bør være at vandre i lydighed til Herren, så at alle hjælperne i forbindelse med institutionerne kan vandre i tro med Gud, ligesom Enok gjorde.
(158) Herren vil lede alle som vandrer ydmygt med Ham. Ydmyge mænd som stoler på Ham vil være de mest succesrige i Hans sag. Vi skal vinde sejr, ikke ved at rejse massive bygninger for at kappes med vore fjender, men ved at værne om en Kristus-lignende sagtmodighed og ydmyghed. Langt hellere krydsede og skuffende håb, end at leve med fyrster og være forbudt himlen. Sandheden vil modsættes til det bitreste, men mister aldrig sin vitalitet. — Manuskript 109, 1902.
(158) Ulemperne ved store institutioner
”Bryd de store centre op,” har været Herrens ord. »Bær lyset til mange steder.« Dem som ønsker at modtage en oplæring til effektivt sundhedsmissionsarbejde, bør forstå at de store sanatorier vil mere ledes som verdens institutioner, hvor studerende på sådanne sanatorier ikke kan få en symmetrisk oplæring i kristent sundhedsmissions-arbejde.
(159) Sandhedsforkyndelsen i alle dele af verden kalder på små sanatorier på mange steder, ikke i hjertet af store byer, men på steder hvor by-påvirkningen vil mærkes så lidt så muligt.
(159) Jeg er forpligtet til at sige, at de store plantninger der gørers i ___ og sammenkalde dem som burde være involveret i sundhedsmissionsarbejdet på mange steder, at de ikke gør det, som Gud har specificeret ikke skal gøres.
(159) Fare for at skille sig fra evangeliet
Det at mange patienter kommer på det nye sanatorium i ___ skal ikke læses som et tegn på at planen for så stort et værk er for det bedste. Der komme mange mænd og kvinder til denne institution som ikke er virkelig syge. Medarbejdere vil blive pålagt at vente på dem; vore sygehjælpere vil blive tjenere for verdslige mænd og kvinder, som ikke er til fromhed eller religion. Men dette er ikke det værk som Gud har givet Sine sundhedsmissionærer. Vort kald er givet os af den allerstørste Lægemissioner som verden nogen sinde har set.—brev 210, 1903.
(159) Der er fare for at Dr.___ prøver at imødekomme verdens standard med sine idéer og praksis. Han behøver at søge Herren for hvert skridt. Han bør ikke holde sin egen ære for øje, men Herrens ære for øje. . . . . Og han er i fare for at sætte sundhedsmissionsarbejdet først, og gøre det til kroppen i stedet for armen. Dette vil ikke lykkes for ham, og han må ikke prøve det som han ikke kan udrette. Han vil være ambitiøs for at gøre store ting, og skille sundhedsmissionsarbejdet fra evangelietjenesten; men Herren leder ikke Sine læger til at skille sundhedsmissionsarbejdet fra evangelietjenesten. Der skal tros på sandhed, nærværende sandhed for denne tid, og handles på den i forbindelse med sundhedsreformens principper.
(159) Sabbaten er en prøve for denne tid
De sanatorier som etableres skal være tæt forbundet og uadskillelige med evangeliet. Herren har givet instrukser om at evangeliet skal fremføres; og evangeliet inkluderer sundhedsreformen i alle sine faser. Vort arbejde skal oplyse verden; for den er blind for de bevægelser som finder sted, bereder vejen for de plager som Gud vil lade komme over verden. Guds trofaste vagtfolk må give advarslen.
(160) Dr.___ har et ønske om at gøre store ting. Han er i fare for at bruge sine kræfter uden for sanatoriet, i stedet for at hellige alle sine kræfter på at gøre institution til en styrke i forbindelse med evangeliebudskabet og sabbatsreformen. Dr.___ behøver at sætte sig selv der hvor han vil forstå sandheden for denne tid. Dette er hans eneste sikkerhed, som en læge. Han behøver at få sine fødder beslået med evangelie-beredelsen.
(160) Han er i fare for at blive forvirret og ikke kunne se den ophøjede og hellige indflydelse som sabbatsspørgsmålet udøver på værket i denne tid. Han vil overveje om det er nødvendigt at gøre de mange ting om sabbaten, som ikke burde gøres på den dag. Hvis han forsøger at favne så mange ansvar, vil han komme og vise så lidt hensyn til sabbaten. En sådan indflydelse vil være til forbandelse for institutionen. Dem som er knyttet til vore sanatorier, skal lære at betragte sabbatsspørgsmålet som den store prøve for denne tid. Gud ønsker at Hans folk skal binde sundhedsmissionsarbejdet op med den tredje engels budskab. Dette er det arbejde som genopretter Guds moralbillede i mennesket. . . . [Se sabbatsoverholdelsen, i sektion 11.]
(160) Større kraft i sandheden end i verdslig opvisning
Dr.___ må ikke forsøge at imødekomme verdens behov. Han skal ikke efterligne verden med sit udseende og udstyr, bilde sig selv ind at det er den måde de højere klasser imødekommes på. Evangeliet forbyde at der værnes om verdslige idéer. I kan spørge hvor? Jeg peger jer til Kristi liv. Tænk på hvad Han var før Han kom til vor verden – Befalingsmand over alle himmelske intelligensvæsener. Hvordan kom Han til denne jord? Vi kender Ham som en fattig mand, der fastholdt Sin ydmyghed indtil afslutningen af Sin jordiske historie. Tanken at ydre opvisning påvirker et menneske eller sin position, er en af Satans løgne. Lad intet menneske klatre over vor Herres metoder og eksempel. Der er ingen højere standard end Kristi liv. Som et folk skal vi undgå verdens krav, som har gjort mænd og kvinder til hvad de er i dag. Vi skal ikke kopiere verdslige kloge folks skikke og praksis for at vinde gunst og indflydelse. Kristi lighed er sand kristendom. I sandheden er der en kraft som intet ydre udseende eller optræden kan give, som ingen verdslige antagelser eller meninger kan ændre eller forandre.—Manuskript 172, 1899.
(161) Intet kompromis
Dem som vil involvere sig i sundhedsmissionsarbejdet, vil fristes til at ophøje sig selv, og påtage et udseende for virkningens skyld. Bortskær alt af den karakter fra jeres arbejde. Lad hele sjælens byrde være præcis det som Kristus var med Sit arbejde. Vi skal ikke gå på kompromis med verdens levevaner og praksis. Vi skal stå på den evige sandheds platform, ren og uforfalsket sandhed. Heri kan vi betragtes vi som noget særligt, men det er alles lod som gør Kristus til deres del. Enhver medarbejder i sundhedsmissionslinjer, skal gøre dette arbejde til en succes, ved at leve sammen med den Store Medarbejder.—Manuskript 96, 1898.
(161) Til videre studium
Opmuntre hinanden:
Råd om sundhed, 242, 243.
Samarbejde med kirkeorganisationen:
Råd om sundhed, 519-52 (Vidnesbyrd for menigheden 8:158-162).
Behov for samråd:
Råd til forældre, lærere og studerende, 92;
Livsskildringer af Ellen G. White, 303.
Undgå unødige ansvar:
Vidnesbyrd for menigheden 6:244-248, 252, 253;
Vidnesbyrd for menigheden 8:189-191.
Livets hellighed:
Råd om sundhed, 581-634.
Social renhed:
Råd om sundhed, 567-57 (Vidnesbyrd for menigheden 2:450-457).
Dannelse og taktsomhed:
Råd om sundhed, 363-366.
Omgås sentimentalisme:
Råd om sundhed, 294, 295.
Store sanatorier:
Råd om sundhed, 239 (Vidnesbyrd for menigheden 7:102, 103).
Modstand må forventes:
Råd om sundhed, 527.